You're my badboy 2 (Justin Bieber) +14

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2014
  • Opdateret: 1 maj 2014
  • Status: Færdig
8 måneder er gået siden den tragiske ulykke. Alex og Justin klare det virkelig godt og er stort set kommet videre i livet. Alex og Justin har droppet ud af skolen, for at få et arbejde på Penthouse som bartender og Dj. Som altid, savler pigerne over Justin og drengene prøver at score den smukke bartender Alex, men hvad sker der når Justin er begyndt at blive virkelig jaloux og helst ville ønske at ingen lagde mærke til Alex. Vil Alex få nok af hans jalousi? Kan Justin holde ud at se hvordan drengene savler over Alex? og hvordan klare Alex det egentlig med, en jaloux kæreste, en far som er begyndt at opføre sig underligt og en bror som ikke er helt tilfreds med Alex's valg om at være sammen med Justin efter alt det der er sket!. Og hvem er Chantel og Rico?.. Find ud af det i You're my badboy 2. (Fortsættelse af: You're my badboy - Justin Bieber +14)

500Likes
2441Kommentarer
758017Visninger
AA

4. Undskyldningen!.

*Alex's Synsvinkel* 


Jeg sad med Justin ved min side i sengen og holdte ham i hånden. Jake sad på en stol ved siden af sengen og var ved at skrive en sms. Jeg sukkede svagt og tog en tår af den vand som Jake havde været så sød at hente til mig. Jeg havde siddet og grædt en del og det føltes faktisk godt at lade det komme ud. Min mor havde ret med hensyn til at lade sorgen i mig, komme ud. Okay, måske var det ikke helt min mor, mere min underbevidsthed, men jeg tog det kun til mig fordi det var min mor som sagde det til mig. Det var blandt andet også derfor at jeg græd. For første gang efter min mor døde, så jeg hende i mine drømme. En drøm som var så virkelig at man næsten skulle tro at den var virkelig. Jeg havde bestemt mig for ikke at fortælle nogen om den. Det var noget jeg ville have for mig selv, så jeg kunne gå og tænke over det uden at nogen kunne kommentere på det. Det var hårdt for mig også at se Justin græde. Specielt da jeg nævnte barnet. Det var det eneste X havde knækket mig med!. Han havde taget mit barn fra mig. Alt andet var jeg ret ligeglad med men at han tager noget fra mig som har sat sig fast på mit hjerte, gjorde virkelig ondt. Hver gang jeg tænkte på det, fik det mig til at græde. Jeg kunne mærke på Justin at det gjorde ligeså ondt på ham som det gjorde på mig. Det var jo også hans barn!. Lige nu havde jeg følelsen af at jeg aldrig nogensinde ville komme over det, men kendte jeg mig selv ret, så skulle det nok ske en dag. Jeg vidste at jeg var en stærk person, men som jeg lå her, så følte jeg ikke at jeg var en skid stærk!. Jeg havde haft tankerne om at alt kunne være ligemeget, jeg havde mistet det som jeg var så opsat på at få!. Et barn.. Et barn med Justin!. Jeg mærkede en tåre glide ned af min kind og blev straks afbrudt af mine tanker ved en blid hånd forsigtigt fjernede tåren på min kind. Jeg kiggede op fra fodenden og så Justins ansigtsudtryk. Han vidste godt hvorfor jeg græd og jeg kunne se hvor ondt det gjorde på ham. Jeg tog min hånd op til hans hånd og puttede blidt mit hoved ind til den imens jeg holdte den dybe øjenkontakt med Justin. Hans berøring på mig, fik mig til at blive helt rolig!.. 


Efter godt og vel 10 minutter kunne jeg mærke at jeg skulle tisse. Jeg havde fået af vide af Justin og Jake at jeg havde været væk i 3 dage, så det var måske ikke så mærkeligt. Jeg rev dynen til siden og så at jeg ikke havde bukser på. Jeg havde kun en alt for stor hvid hospitals-skjorte på. Jeg bemærkede at mit lår bar pakket ind i forbinding, nok pga skudsåret og min fod som også var pakket ind, pga den forstuvet fod. Jeg prøvede at sætte mig mere op end jeg sad i forvejen men måtte opgive da mine ribben gjorde alt for ondt. ''Hvad skal du?'' Spurgte Justin sødt. ''Toilettet'' Svarede jeg opgivende og løftede øjenbrynene lidt. ''Lad mig hjælpe dig'' Sagde han sødt og rejste sig fra sengekanten. Han lagde forsigtig hænderne på mig og jeg begyndte at sætte mig op samtidig med at jeg lavede en grimasse. Det gjorde sindsygt ondt men jeg skulle derud, så jeg måtte bare bide smerten i mig. Justin tog forsigtigt fat i mine ben og bevægede dem stille ud over kanten så jeg til sidst sad på kanten af sengen. Jeg hev lidt efter vejret da det føltes som om at mine ribben trykkede på mine lunger så jeg ikke kunne få luft. ''Er du okay babe?'' Spurgte Justin og lagde forsigtig en hånd på min arm. Jeg nikkede. ''Jeg skal bare lige have luft'' Svarede jeg og tog en dyb indånding og mærkede hvordan ribbenene pressede på. Jeg kneb mine øjne lidt sammen og pustede min dybe indånding ud. Jeg tog fat i Justins arm som tegn på at jeg skulle videre og han greb straks forsigtigt fat i mig og hjalp mig ned fra sengen. Jeg støttede på mit ene ben hvor jeg havde skudsåret, men knækkede sammen. Heldigvis havde Justin fat i mig så jeg faldt ikke så langt. Jeg kneb øjnene sammen da jeg mærkede en smerte i låret. Justin trak mig lidt op. ''Skal jeg ikke bære dig skat?'' Spurgte han mig opgivende. Jeg rystede på hoved. ''Nej, jeg vil selv!. Jeg skal bare lige vænne mig til at stå på benene igen'' Svarede jeg og holdte fat i begge Justins arme. Justin nikkede og sukkede svagt og greb fat om min ryg så jeg kunne støtte mig til ham og hoppe ud på toilettet. Jeg hoppede det første skridt, da jeg jo ikke kunne bruge min forstuvede fod, men knækkede sammen af smerten i låret igen. ''Alex, du kan ikke selv'' Lød det fra Jake. Jeg vendte hoved over imod ham og han så opgivende på mig. Jeg sukkede. ''Pis!'' Hviskede jeg for mig selv, da jeg måtte indse at jeg ikke kunne gå. Jeg kiggede op på Justin som stadig holdte fast i mig. Han forstod mit blik og  tog fat under mine knæhaser og løftede mig op i brudestilling. Jeg pev lidt, da selve løftet gjorde pænt ondt i kroppen. ''Er du okay?'' Spurgte Justin. ''Jaja'' Sagde jeg og lagde mit hoved på hans skulder. Det var sku lidt stramt at jeg skulle have hjælp til at gå på toilettet. Justin begyndte at gå og bar mig så ud på toilettet som heldigvis var på min stue. Altså ikke inde på stuen, men døren til toilettet var inde på min stue, så jeg behøvede ikke at blive set af alle mulige random sygeplejersker, læger og patienter ude på gangen. 


Vi kom ud på toilettet og Justin satte mig forsigtigt ned. ''Fucking lort man!'' Udbrød jeg svagt. Justin smilede svagt og løftede toiletbrættet imens jeg med besvær mine UNDERBUKSER af. Fuck no man!. Jeg havde fået nogen klamme hospitals-underbukser på. Klamt!. Jeg sukkede tungt. ''Hvad er der?'' Spurgte Justin. ''Prøv lige at se de er underbukser man! Fuck det er klamt'' Sagde jeg småvredt og fik med hjælp fra Justin sat mig ned på toilettet. Jeg tog mig til hovedet med begge mine hænder og rystede lidt på hovedet. Justin grinede lidt. ''Skat, er det virkelig det du tænker på nu?'' Spurgte han. Jeg kiggede op på ham og sukkede. ''Ja, undskyld. Men det er bare frustrerende at jeg ikke engang kan gå på toilettet selv!'' Sagde jeg irriteret og tog noget toiletpapir og tørrede mig. Jeg bukkede mig ned efter de klamme underbukser, men måtte stoppe, da jeg ikke kunne bukke mig. Igen pga mine ribben. ''Årg forhelved'' Sagde jeg vredt. Justin kom over til mig og tog dem op til mine knæ. Jeg støttede mig til hans ryg imens Justin trak dem op over min røv. ''Fuck hvor er det her ydmygende!'' Sagde jeg og sukkede. Justin kiggede op på mig og slap underbuksekanten. ''Jeg ved det godt.. Jeg har selv prøvet det'' Svarede han og det fik straks min opmærksomhed. ''Har du?'' Spurgte jeg overrasket og Justin nikkede. ''Jeg brækkede engang min lårknogle, fordi jeg stod på skateboard. Prøv at forstil dig at være dreng og skulle have hjælp til at gå på toilettet af Ryan!'' Sagde han og smilede svagt. Jeg fik et smil på læben og grinede lidt. Okay, så var jeg faktisk glad for at Justin hjalp mig. Ikke noget ondt imod Ryan, men hvis man er en fyr og skal have hjælp af en anden fyr til at komme på lokum, så vil jeg sku hellere være i min situation, hvor jeg i det mindste for hjælp af min kæreste. Jeg sukkede tungt og kiggede over imod vandhanen. ''Skal jeg hjælpe dig derover?'' Spurgte Justin og inden jeg havde noget at svare ja, havde han allerede et greb rundt om mig. Han løftede mig op og bar mig de 2-3 meter der var hen til vandhanen og satte mig så ned igen, så jeg kunne vaske hænder. 


Jeg blev færdig og Justin var mig tilbage i sengen og lagde dynen over mig. Jeg sukkede tungt og bemærkede Justin sætte sig på sengekanten igen. ''Tak skat'' Sagde jeg og smilede svagt. ''Selv tak baby'' Svarede han og sukkede. Jeg fik et sug i maven, da Justin brugte ordet ''baby'' og det var ikke de gode sug, men de dårlige. Det mindede mig automatisk om at jeg ikke var gravid mere. Jeg holdte dog denne gang tårerne tilbage men sank alligevel en kæmpe klump i halsen. Jeg tog Justin i hånden og klemte den lidt og mærkede et lille klem tilbage. 


Døren gik op indtil min stue og jeg så min fars ansigt. Han kom direkte over imod mig med tunge skridt og Jake rejste sig op så min far kunne komme til. Min far kyssede mig på panden og tog mig ind i et kram som jeg med det samme gengældte!. Jeg lukkede øjnene i krammet og nød hans tryghed. ''Hvad er der sket med dig?'' Spurgte han og lød temmelig berørt af situationen. Okay, det var nu min undskylning skulle bruges!. Jeg sukkede svagt og kiggede ned i dynen. ''Jeg snuplede på trapperne i min opgang og faldt og trykkede 4 ribben, forstuvede foden og..'' Mere nåede jeg ikke at sige, før jeg fik en klump i halsen og mærkede hvordan tårerne pressede sig på. ''Hvad skat?'' Spurgte min far og søgte helt klart efter den sidste del af min sætning. Jeg kiggede på Justin og da jeg så hans triste blik som bare stirrede ud af vinduet, begyndte tårerne at vælte ned. ''Jeg har mistet barnet far!'' Sagde jeg og brød sammen og lagde mine hænder op til ansigtet. Min far lagde armene om mig og kyssede mig i håret. ''Åh nej'' Sagde han og lød dejlig trøstende. Jeg lagde mit hoved godt ind til hans brystkasse og mærkede hans dejlige store arme stramme sig lidt om mig. ''Lille skat'' Hviskede han stille og vuggede stille med mig. 


Efter lidt tid trak jeg mig ud af krammet og tørrede mine øjne og så over på Justin som stadig sad og kiggede ud af vinduet med et stift blik. Denne gang bare med en tåre ned af kinden. ''Justin?'' Sagde jeg stille og betragtede ham hurtigt tørre sin tåre væk og kigge på mig. Jeg lod min hånd glide op af hans arm imens vi havde øjenkontakt. Justin lænede sig hen til mig og lagde armene og mig og førte mig ind i et kram. Jeg holdte et stramt greb om ham og lod en tåre glide ned af min kind imens min øjne var lukkede. Jeg mærkede Justin nusse mig svagt på ryggen hvilket gjorde mig helt afslappet. Justin trak sig ud af krammet og tørrede sine øjne. Inden han nåede alt for langt væk fra mig, lagde jeg min hånd om i nakken på ham og trak ham stille ind i et blidt kys. Det var hårdt både at skulle være stærk og knust på samme tid. Knust pga min egen sorg over at have mistet barnet, men stærk pga Justin ikke skulle blive mere ked af det. Jeg kunne både se og mærke at Justin følte det på samme måde. Vi trak os ud af kysset og holdte en kort øjenkontakt som nærmest sagde at alt nok skulle blive okay igen. 


Efter noget tid hvor vi havde fået snakket lidt om alle mulige ting, bemærkede jeg pludselig min far stå lænet med hænderne hvilende op af vindueskarmen og kigge ned i jorden. Jeg kunne hørte at han tog en dyb indånding. ''Far er du okay?'' Spurgte jeg og bemærkede Jake kigge op fra sin mobil og vende sig om og kigge på min far. Min far vendte sig straks om. ''Jaja, jeg er bare..'' Mere sagde han ikke men rynkede dog lidt på sine øjenbryn. Han gik et par skridt frem og lagde en hånd på Jake's skulder som sad i stolen. ''Jake, kan jeg ikke få lov at sidde lidt ned?'' Spurgte han venligt, men lød også som om at han ikke havde det særlig godt. ''Jo selvfølgelig'' Sagde Jake og rejste sig hurtigt fra stolen. Min far satte sig ned med støtte fra armlænenden. Han ramte stolen tungt og pustede godt ud imens han satte den ene hånd op til sit ansigt for at dække hans øjne lidt. ''Far, hvad sker der?'' Spurgte Jake og så undrende på ham. Min far kiggede op på ham og smilede. ''Ingenting, jeg er bare lidt træt'' Svarede han og satte sig mere op i stolen. Jake og jeg så på hinanden med et undrende blik. Min far plejede ikke at være sådan. Jeg kiggede kort over på Justin som også bare sad og kiggede på min far undrende. Han vendte blikket imod mig og jeg så ligeså undrende på ham som jeg så på Jake. Jeg kiggede ned på min far. ''Far, har du det godt? Du er helt bleg?'' Sagde jeg undrende. ''Jaja, det er ingenting. Som jeg sagde så er jeg bare lidt træt'' Svarede han og smilede falsk. Jeg kunne se at han ikke havde det særlig godt, men jeg vidste at ligemeget hvor meget i spurgte ind til det, så ville min far ikke sige det når han først havde sagt at det ikke var noget.. Jeg tvivlede dog kraftigt på det!.. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...