You're my badboy 2 (Justin Bieber) +14

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2014
  • Opdateret: 1 maj 2014
  • Status: Færdig
8 måneder er gået siden den tragiske ulykke. Alex og Justin klare det virkelig godt og er stort set kommet videre i livet. Alex og Justin har droppet ud af skolen, for at få et arbejde på Penthouse som bartender og Dj. Som altid, savler pigerne over Justin og drengene prøver at score den smukke bartender Alex, men hvad sker der når Justin er begyndt at blive virkelig jaloux og helst ville ønske at ingen lagde mærke til Alex. Vil Alex få nok af hans jalousi? Kan Justin holde ud at se hvordan drengene savler over Alex? og hvordan klare Alex det egentlig med, en jaloux kæreste, en far som er begyndt at opføre sig underligt og en bror som ikke er helt tilfreds med Alex's valg om at være sammen med Justin efter alt det der er sket!. Og hvem er Chantel og Rico?.. Find ud af det i You're my badboy 2. (Fortsættelse af: You're my badboy - Justin Bieber +14)

500Likes
2441Kommentarer
753085Visninger
AA

2. The Dream.

*Alex's Synsvinkel*


Jeg åbnede langsomt mine øjne og kunne ikke se andet end hvidt!. Var jeg død?. Jeg satte mig op og kiggede rundt, men så kun mere hvidt. Jeg gned mig i øjnene og rejste mig helt op. Jeg kiggede ned af mig selv og så tydeligt mig selv. Jeg forstod ikke en skid af det her. ''Hvad sker der?'' Spurgte jeg mig selv højt og hørte mit eget ekko. Jeg begyndte at gå men det føltes ikke som om at jeg kom nogen steder. Alting var hvidt for mig og jeg var helt paf. ''Er jeg død eller hvad?'' Spurgte jeg højt og hørte igen mit ekko. ''Nej'' Lød fra pludselig fra en stemme som virkede bekendt. Jeg kiggede rundt om mig selv og så ingenting. ''Hallo?'' Spurgte jeg forvirret. ''Vend dig om'' Lød det fra min højre side. Jeg vendte mig om og så noget slørret som pludselig forvandlede sig til en siloet af et menneske. Jeg kneb øjnene lidt sammen for at fokusere og så at skikkelsen kom tættere og tættere på og blev mere og mere synlig. Skikkelsen begyndte at få farve på hud og tøj og jeg stirrede bare indtil jeg kunne se hvem det var. ''Mor?'' Spurgte jeg en smule chokeret. ''Ja lille skat'' Sagde hendes blide stemme. Hun kom helt tæt på og jeg kunne nu se hende tydeligt. Min mor som jeg ikke havde set siden jeg var 13?.. ''Mor!'' Sagde jeg igen en smule chokeret. Hun smilede til mig og jeg tøvede ikke et sekund med at brede armene ud og give hende et ordentlig knus. Jeg mærkede en tårer løbe ned af min kind i krammet. Jeg var stadig en smule chokeret over at se hende igen. Vi trak os ud af krammet og jeg kiggede på hende. ''Men.. Er jeg død?'' Spurgte jeg hende undrende. Hun smilede sødt og aede mig på kinden. At mærke hendes berøring igen, fik endnu en tåre til at løbe ned af min kind. ''Nej.. Du sover skat.. Du ligger lige nu på hospitalet'' Svarede hun og fjernede sin hånd for min kind. ''Drømmer jeg?'' Spurgte jeg. Min mor grinede kort og jeg mærkede en varm følelse i kroppen. ''Ja du gør. Alt det her er noget der sker inde i dit hovedet'' Smilede hun. Jeg kunne ikke forstå det. Jeg havde aldrig nogensinde haft en drøm som var så virkelig som den her. ''Prøv engang at tænk os et andet sted hen, end det her hvide lokale'' Smilede hun. Jeg løftede øjenbrynene lidt og var stadig lidt forvirret. Jeg nikkede så svagt og lukkede øjnene og da jeg åbnede dem igen, stod min mor og jeg nede på stranden, hvor vi altid plejede at gå ture. ''Det er et godt sted du har valgt'' Smilede min mor. Jeg grinede lidt til hende og kiggede mig rundt. Jeg kiggede på min mor igen og vi begge bredte armene og tog hinanden ind i endnu et kram. ''Jeg savner dig så meget mor'' Sagde jeg og blev som en lille pige igen. En lille pige som skulle have hjælp af mor til alting. ''Jeg savner også dig min skat, og Jake og far'' Svarede hun. Jeg trak mig forsigtigt ud af krammet og så bare min mor smile sødt. Hun aede mig på kinden igen og mine kinder blev helt varme. ''Hvor er min lille pige henne?'' Spurgte hun mig med et smil. Jeg fniste lidt og kiggede ned og så op på hende igen. ''Hvor er du dog blevet smuk min skat. Tænk at min lille pige er blevet voksen!'' Smilede hun sødt. Jeg grinede lidt. ''Du er til gængæld ikke blevet en dag ældre end sidst jeg så dig'' Smågrinede jeg af lykke. Min mor grinede sødt. ''Skal vi ikke gå lidt?'' Spurgte hun mig og jeg nikkede. 


Vi gik side og side langs vandet og solen var ved at gå ned. ''Der er så meget du er gået glip af'' Sagde jeg stille. Min mor grinede lidt. Det var dejligt at se min dejlige og positive mor igen. Det var sjældent at jeg havde set min mor negativ. Hun var altid smilende og glad. ''Jeg er ikke gået glip af noget. Jeg følger med i alt hvad der sker i jeres liv'' Svarede hun. Jeg kiggede på hende og hun kiggede tilbage på mig. ''Så fortæl mig noget som du ikke kunne havde vidst'' Sagde jeg med et smil på læben. Min mor fniste lidt og kiggede så lige ud. ''Jeg ved at Jake er blevet far til en lille pige. Nicole Leah Quimby ikke sandt?'' Spurgte hun smilende. Jeg grinede lidt. ''Jo. Smukt navn ikke?'' Smilede jeg. ''Meget smukt'' Svarede min mor glad. ''Hvad kan du ellers fortælle mig?'' Spurgte jeg stadig med et smil. Ja, jeg kunne slet ikke lade være med at smile. Jeg gik på stranden og snakkede med min mor efter så mange års adskilelse. ''Du har fået en kæreste.. Justin... Lidt af en bad boy må jeg sige, men du elsker ham meget højt'' Smilede hun. Jeg smilede sødt og så ned i sandet og nikkede. ''Det gør jeg'' Smilede jeg og så igen op på min mor. ''Hvordan kan du vide alt det?'' Spurgte jeg undrende. Min mor fniste lidt og stoppede op og tog mig i hånden. Jeg drejede mig til siden så vi stod overfor hinanden. ''Alex.. Selvom jeg ikke er levende på jorden mere, betyder det altså ikke at jeg har forladt jer helt.. Jeg vil altid være der.. Derinde'' Sagde hun og pejede på mit hjerte. Jeg smilede. ''Uanset hvad du gør og hvor lidt du tænker på mig, så vil jeg altid være der.. Du er min datter og ikke engang døden kan skille os ad'' Smilede hun. Jeg blev virkelig rørt over det hun sagde og jeg kunne ikke lade være med at kramme hende igen. Jeg mærkede hendes kys i mit hår og det fik mig til at smile. ''Hvorfor kunne jeg ikke have sådan nogen drømme noget mere?'' Spurgte jeg og en lille tåre gled ned af min kind. Min mor trak sig ud af krammet og kiggede på mig med et sødt smil. ''Drømme er uforudsigelige lille skat.. De styrre sig selv.. Det er din underbevidsthed som bestemmer hvad du drømmer. Alt hvad jeg siger til dig her, er din underbevidsthed som prøver at fortælle dig noget og så bruger den mig til at komme i kontakt med dig. Måske fordi du ikke er specielt god til at lytte til andre'' Grinede min mor og blinkede hårdt. Jeg grinede lidt og tog en lille dyb indånding. ''Så det er derfor at du ved alt om vores liv'' Svarede jeg. Min mor smilede og nikkede. Jeg smilede og rystede lidt på hovedet, da det her var en virkelig sjov men også en fantatisk og dejlig drøm. Jeg var ligeglad med om det ikke var virkeligt, det føltes virkeligt og det føltes som om at jeg reelt stod på stranden og snakkede med min mor. Min mor smilede og trak mig ind i endnu et kram. ''Jeg savner dine kram mor'' Sagde jeg og mærkede igen at tårerne pressede sig på. ''Årg lille skat'' Sagde min mor og klemte mig mere ind til hende. Jeg trak mig ud af krammet og min mor smilede til mig og tørrede min tåre af min kind. ''Ja, nu tuder jeg sku igen'' Smågrinede jeg og hjalp hende med at tørre min tåre væk. ''Det er dejligt at se'' Svarede hun. Jeg kiggede på hende. ''Hvad?'' Spurgte jeg undrende da jeg ikke helt forstod hvad hun mente. Min mor sukkede og kiggede på mig. ''Du må ikke lukke af for dine følelser Alex!. Du må give dig selv lov til at græde over de ting som der skal grædes over. Ellers ender du med at blive skide sur og ikke kunne klare andre mennesker. Du må give dig selv lov til at komme ud med det du føler. Ligesom når du bliver skide sur'' Sagde hun og smågrinede ved hendes sidste sætning. Jeg grinede lidt og sukkede. ''Men det er fordi.. Dengang du døde, der sagde Jake noget som jeg har holdt fast i lige siden.. Der findes ingen større sorg end når man mister en man elsker, til døden.. Og det har jeg så holdt fast i lige siden'' Svarede jeg. Min mor grinede lidt og rystede på hovedet af mig. ''Lille skat.. Forskellen på dig og Jake er at Jake kan græde når han er alene.. Det kan eller gør du ikke.. Du gemmer det langt væk dybt inde i dig selv, fordi ingen skal have lov til at se dig svag.. Men nu skal jeg sige dig noget.. Man må gerne være svag engang imellem.. Når du føler at det er tid til at græde, så græd!. Og hvis du ikke vil have at andre skal se det, så find et rum hvor du kan være alene og så kom ud med det!. Du må ikke gå at gemme på alle dine sorger Alex!. Det bliver du ikke stærkere af!.'' Sagde min mor med sin dejlige blide stemme. Jeg forstod pludselig hvad hun mente. Hvis man går og gemmer på alt det lort som sker i ens liv, så ender man med at gå helt ned med flaget og være sur på hele verden over det. Man giver andre skylden fordi de har været med til at give dig den her sorg som du har gået og gemt på.. ''Tak mor'' Smilede jeg. Min mor smilede og aede mig på kinden. ''Selv tak min skat og er det så ikke på tide at vågne nu?'' Spurgte hun mig. ''Nej ikke endnu'' Sagde jeg med en babystemme som fik min mor til at grine. ''Der er folk som venter på at se dig åbne dine smukke øjne.. Du skal tilbage til livet igen og leve et dejligt liv med en dejlig familie og en dejlig kæreste'' Smilede hun. Vi begge var ret enige om at give hinanden et kram så vi åbnede vores arme og holdte godt om hinanden. ''Jeg kommer til at savne dig mor!.'' Sagde jeg i krammet. ''I lige måde min skat, men husk på.. Jeg er altid hos dig. Du skal bare tænke på mig'' Sagde hun med smil i stemmen og trak sig ud af krammet. Hun nussede mig på kinden. ''Jeg elsker dig!'' Sagde jeg og lod en tåre glide ned af min kind. ''Jeg elsker også dig min skat.. Og husk nu hvad jeg har sagt!. Gem aldrig på dine sorger. De vokser sig kun større hvis du ikke kommer af med det!'' Sagde hun blidt og lod sin hånd falde. ''Det skal jeg nok mor'' Smilede jeg og mærkede endnu en tåre løbe ned af min kind. Min mor gik et par skridt tilbage så hun stod med fødderne ude i vandet og vinkede til mig. Jeg smilede og mærkede et sug i maven og alt blev sort da jeg lukkede øjnene.

 
Jeg åbnede langsomt mine øjne og så op i et hospitals loft. Jeg lukkede kort øjnene igen, da det hele var lidt slørret. Jeg så en skikkelse af en person som stod lænet over mig. Jeg hørte fjern personen kalde på mig men jeg kunne ikke rigtig høre hvad... 

_______________________________________________

Heeey Guys, så kom det første kapitel ud :) Næste kapitel kommer ud senere da jeg synes at i har fortjent 2 kapitler idag, fordi så mange har været så gode at trykke like og sætte den på favoritlisten :) I aner ikke hvor meget pris jeg sætter på det :) <3 Fantastisk :D Jeg har tænkt mig at give jer 1 kapitel hver dag, fordi så er det lidt sjovere for mig, også går alting ikke så hurtigt, hvis i forstår hvad jeg mener :) Engang imellem kan jeg godt give jer 2 kapitler men ikke hver dag :) Håber i kan leve med det :) Og så vil jeg lige sige at 2'eren ikke er ligeså gennemtænkt som 1'eren var. Jeg brugte jo flere måneder på at tænke på 1'eren. 2'eren har jeg ku brugt et par uger på at tænke på, så den er måske ikke ligeså god som 1'eren, men nu må vi se, det er jo kun jer som kan afgøre det :) <3 

#MuchLove 

-NetteC

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...