You're my badboy 2 (Justin Bieber) +14

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2014
  • Opdateret: 1 maj 2014
  • Status: Færdig
8 måneder er gået siden den tragiske ulykke. Alex og Justin klare det virkelig godt og er stort set kommet videre i livet. Alex og Justin har droppet ud af skolen, for at få et arbejde på Penthouse som bartender og Dj. Som altid, savler pigerne over Justin og drengene prøver at score den smukke bartender Alex, men hvad sker der når Justin er begyndt at blive virkelig jaloux og helst ville ønske at ingen lagde mærke til Alex. Vil Alex få nok af hans jalousi? Kan Justin holde ud at se hvordan drengene savler over Alex? og hvordan klare Alex det egentlig med, en jaloux kæreste, en far som er begyndt at opføre sig underligt og en bror som ikke er helt tilfreds med Alex's valg om at være sammen med Justin efter alt det der er sket!. Og hvem er Chantel og Rico?.. Find ud af det i You're my badboy 2. (Fortsættelse af: You're my badboy - Justin Bieber +14)

500Likes
2441Kommentarer
757014Visninger
AA

54. Politistationen!?.

*Justin's Synsvinkel* 


Jeg parkerede min bil foran Peter's hus og steg ud. Jeg låste bilen med et tryk på min nøgle imens jeg bevægede mig op til døren. Jeg ringede på døren og hørte straks et ''Kom ind'', hvorefter jeg tog i døren og trådte ind. ''Peter?'' Spurgte jeg så han kunne høre at det var mig. ''Inde i stuen Justin'' Svarede Peter mig. Jeg nikkede kort for mig selv og tog mine sko og min jakke af og gik ind i stuen. Peter sad ved spisebordet og kiggede i avisen. Han kiggede op på mig og rev hurtigt hans læsebriller af og rejste sig op. Han gik over imod mig og rakte hånden ud til mig. ''Hej Justin'' Sagde han med et smil. Jeg tog imod hans hånd og Peter rystede den lidt og gav mig et lille klap på skulderen. ''Hey'' Svarede jeg med et smil. ''Vil du have noget at drikke?'' Spurgte han mig venligt. Han var i det hele taget en meget venlig mand som altid havde plads til at hjælpe andre. Desværre var han blevet syg, hvilket Alex fortalte mig igår, og det gjorde mig sku ærlig talt lidt trist. Han var sådan en flink person og altid smilene og glad og overskud, selvom hans arbejde var meget krævende. Ejendomsmægler-chef i millionklassen!. Det krævede sku tid. ''Ja tak, bare noget cola, hvis du har'' Svarede jeg og prøvede at være så høflig og venlig som jeg kunne. Ja, min mor havde sku lært mig hvordan man opførte sig ordentligt og selvom man ikke altid skulle tro det, så var jeg sku godt opdraget, det har bare lykkedes mig at fucke det lidt op, men fuck nu det!. ''Ja, øjeblik. Sæt dig ned imens'' Smilede han og gik forbi mig. Jeg gjorde som han sagde og satte mig overfor den stol som han selv sad i. Underligt nok virkede han slet ikke syg, men hvis jeg kendte den familie ret, så havde de noget med at bruge facaderne, så man ikke kunne se hvordan de rigtig havde det. 


Peter kom tilbage fra køkkenet og satte sodavanden og et glas foran mig. Han satte sig ned og jeg skruede proppen af colaen og hældte noget op i mit glas og stillede den så fra mig. Jeg tog mit glas op til munden og tog en lille tår og kiggede så på Peter. ''Hvad ville du så tale om?'' Spurgte jeg venligt og kiggede på ham. Peter sukkede lidt og lænede sig tilbage på stolen. ''Jeg har snakket lidt med Alex og hun har fortalt mig at i ikke er kærester mere'' Startede han ud med at sige. Jeg sukkede svagt og nikkede imens jeg kiggede kort ned i bordet. ''Det er jeg virkelig ked af'' Sagde han stille. ''Ved du hvorfor?'' Spurgte jeg ham og kiggede op på ham igen. Han nikkede kort. ''Alex kan ikke holde noget skjult for mig. Hvis jeg bare siger de rigtige ting, så åbner hun sig og fortæller hvad jeg gerne vil høre og jeg ville gerne vide hvorfor i ikke var sammen mere, men det behøver vi ikke at ribbe op i'' Sagde han og smilede venligt ved sin sidste sætning. Jeg var faktisk glad for at han ikke ville snakke om det, da jeg fortrød det som en sindsyg. Jeg nikkede kort til ham. ''Jeg kan godt se at det plager dig'' Sagde han stille. Jeg kiggede op på ham og satte albuerne på bordet og gned mig lidt i hovedet. ''Det er det mest åndsvage jeg nogensinde har gjort'' Svarede jeg ham trist. ''Jeg kan godt forstå dig, men mon ikke at Alex tilgiver dig'' Sagde han. Jeg kiggede på ham og sukkede. ''Det ved jeg sku ikke om hun gør'' Svarede jeg stille og stirrede henover bordpladen imens jeg lænede mig tilbage i stolen. ''Alex er meget forvirret for tiden Justin, så du må give hende lidt plads til at tænke'' Sagde han med en venlig tone. Jeg nikkede bare og var helt indforstået med det. ''Ser du Justin.. Jeg er syg.. Meget syg.. Jeg har kræft i lungerne og lægerne siger at der ikke er noget at gøre'' Sagde han, hvilket gav mig en klump i halsen som jeg hurtigt sank. Jeg nikkede svagt. ''Ja, det fortalte Alex mig'' Sagde jeg stille. Peter nikkede. ''Jeg har.. Højst et par måneder tilbage'' Svarede han og sank en klump i halsen. Man kunne godt mærke at det var svært for ham at snakke om. Jeg fik sku virkelig ondt af manden, da han jo var en pisse fed person. Han fortjente det sku ikke!. ''Men.. Hvordan har du det nu?'' Spurgte jeg ham. ''Af helvedes til, men det må du ikke sige til hverken Alex eller Jake.. De skal ikke blive mere kede af det, end de allerede er'' Svarede han og kiggede mig i øjnene. Jeg nikkede svagt, da jeg godt kunne forstå ham. Det der blev hårdt var at jeg skulle holde noget hemmeligt for Alex. Tænk hvis hun spurgte mig, hvad skulle jeg så sige?. ''Øhh, ja han har det fantastisk''? Nej vel? eller måske jo?... På den anden side, hvorfor skulle hun overhovedet spørge mig, når hun ikke aner at jeg er her?. ''Justin, jeg har jo faktisk bedt dig om at komme fordi jeg vil høre om du vil gøre mig en tjeneste'' Sagde Peter efter en kort stilhed. Jeg nikkede og rettede mig frem imod bordet. ''Hvad er det?'' Spurgte jeg og kiggede ham i øjnene. Peter sukkede lidt og kiggede fra bordet og op på mig. ''Du må love mig at passe på Alex. Jeg er virkelig bekymret for hende. Hun plejer at være en meget stærk pige, men sidst jeg så hende virkede hun meget forvirret, som om at der fløj millioner af tanker rundt i hovedet på hende. Du må love mig at være der for hende når hun har brug for det. Jeg ved at hun stoler på dig og jeg kan mærke at hun er meget tryg ved dig. Du må ikke svigte hende  Justin. Jeg er bange for at hun bryder sammen, hvis der kommer mere modgang i hendes liv... Hun er min lille pige og jeg vil gøre alt for hende, men nu når jeg er syg, kan det godt blive lidt svært at være der for hende hele tiden'' Sagde han. Hans tale ramte mig sku lidt. Det var virkelig specielt at høre Alex's far sidde de ting. ''Hvad med Jake?'' Spurgte jeg ham. ''Jake har jo så meget at se til. Han har et lille barn som har meget brug for ham og som tager meget af hans tid. Jeg vil bare sikre mig at Alex har en hos sig, som har tid til at være der for hende når hun har det svært og specielt i den her tid, hvor jeg har fortalt at jeg er blevet syg'' Svarede Peter. Jeg nikkede forstående til ham og tog en tår af min cola. ''Vil du love mig at være der for Alex?'' Spurgte han mig lige ud. Jeg var slet ikke i tvivl om mig svar til det. ''Selvfølgelig.. Jeg vil altid være der for Alex uanset hvad!'' Svarede jeg og kiggede ham i øjnene, så han vidste at jeg mente hvad jeg sagde!. ''Godt Justin.. Du er en god dreng og jeg er glad for at Alex har dig'' Sagde han og smilede lidt. Jeg smilede lidt, da det var rigtig rart at høre ham sige det. ''Tak'' Sagde jeg venligt. 


*Alex's Synsvinkel* 


Sandra og jeg var kommet ned på politistationen og jeg parkerede min bil på deres parkeringsplads. Sandra og jeg sprang ud af bilen og jeg låste den hurtigt med nøglen så bilen bippede. Sandra og jeg gik med hurtige skridt imod indgangen og jeg åbnede hurtigt døren. Jeg havde efterhånden fået mig selv til at blive godt sur, da jeg ikke anede hvorfor de havde anholdt Jake!. 


Jeg gik over til skrænken hvor der stod en politimand. ''Hvad kan jeg gøre for dig?'' Spurgte han mig. ''Jeg er Alexsandra Quimby. I har ringet til mig omkring min bror, Jake Quimby'' Svarede jeg og lød lidt småsur. ''Ja, så er det mig du skal tale med'' Svarede han. ''Godt. Hvad fanden er det der forgår?. Hvorfor har i anholdt ham?'' Spurgte jeg småvredt. ''Jake Quimby er blevet anholdt pga hans mulige medvirken i et røveri som skete her i nat imellem klokken 00.30-01.30'' Svarede betjenten mig. ''Hvad?'' Sagde jeg og rynkede panden. ''Vi har snakket med Jake og han siger at han er uskyldig..'' Jeg cuttede hurtigt betjenten af. ''Det er han også!'' Sagde jeg og var overbevist om at Jake ikke havde gjort en skid. Betjenten sukkede lidt. ''Jake siger at du var øjenvidne til, hvor Jake var i nat?'' Sagde betjenten og fik det til at lyde som et spørgsmål. ''Det kan jeg også'' Svarede jeg hårdt og koldt. ''Hvor var Jake så i nat imellem klokken 00.30 og 01.30?'' Spurgte betjenten mig. ''Han var på Penthouse. Han fejrede min fødselsdag'' Svarede jeg. ''Var der andre der kunne bekræfte det?'' Spurgte han mig. Jeg rynkede øjnene og panden. ''Tror du ikke på mig eller hvad?'' Spurgte jeg vredt og hårdt. ''Jo, men jeg går ud fra at du var påvirket af alkohol, så vi skal have nogen sikre øjenvidner'' Svarede han. Jeg sukkede. ''Hvor mange skal du bruge?'' Spurgte jeg ham. ''Alle dem der kan bekræfte at de så Jake igår aftes på Penthouse'' Svarede han. ''Jeg sender en besked rundt og så skal du nok få dine vidner'' Svarede jeg småvredt. ''Godt, og jeg vil meget gerne se hvad du skriver'' Sagde han for at være sikker på jeg ikke skrev noget som de skulle fortælle senere. Jeg sukkede og rystede lidt på hovedet men lod ham se hvad jeg skrev. Jeg hev min mobil frem og sendte en besked til pigerne, drengene, Justin og Jake's venner, hvor der stod. ''Allesammen Politistationen nu! Nødsituation!''.. Betjenten godkendte min besked og jeg sendte den. ''Og så vil jeg gerne holde din mobil'' Sagde han. Jeg løftede det ene øjenbryn og sukkede irriteret og smed min mobil på skrænken og vendte mig om og gik over til Sandra. 


''Hvad så?'' Spurgte hun mig og rejste sig op fra den stol hun sad på. ''Han troede åbenbart ikke på mig, så jeg skulle få alle dem som havde set Jake på Penthouse igår herned, så de også kunne vidne om at de så ham'' Svarede jeg irriteret. ''Men hvad har de knaldet ham for?'' Spurgte Sandra mig. ''De siger at han var med til et røveri i nat imellem klokken 00.30 og 01.30. Det kunne han jo ikke være, da han var sammen med os på Penthouse'' Svarede jeg. Sandra så helt chokeret ud og kiggede så til siden og jeg fulgte straks hendes blik og så betjenten komme hen til os. ''Jeg skal oså lige bede om din mobil'' Sagde han til Sandra. ''Hvad?'' Spurgte Sandra og så endnu mere chokeret ud. ''Ja, vi skal jo sikre os at i ikke fortæller nogen andre om hvad de skal sige til os, ikk'' Sagde han og lød ærlig talt en lille smule flabet. Sandra kiggede på mig med løftede øjenbryn, hvorefter hun stak hånden i lommen og fiskede sin mobil frem og gav ham den. ''Tak'' Sagde han og vendte sig rundt. ''Kæft en nar!'' Sagde Sandra lavt, så det kun var mig der kunne høre det. Jeg grinede lavt og nikkede, hvilket betød at jeg var så meget enig med hende!. 


*Justin's Synsvinkel* 


Peter og jeg sad og snakkede om at Peter havde fået lavet et testamente hvor han havde fået skrevet hvad Alex og Jake skulle arve fra ham. Det var på mange måder lidt hårdt at snakke om, men det virkede til at Peter var totalt afklaret med situationen, så det gjorde mig lidt mere afslappet. 


''Men Justin du..'' Peter afbrød sig selv, da han brød ud i et ordentligt hosteanfald. Jeg kiggede på ham og kunne høre at han havde svært ved at trække vejret. ''Peter, er du okay?'' Spurgte jeg og bemærkede han lod være med at hoste, men i stedet hev efter vejret. Peter blev helt rød i hovedet og prøvede at rette sig op, så han kunne få luft men det hjalp ikke. Jeg rejste mig hurtigt op og gik over til ham. ''Justin... Ring.. 911'' Nærmest hviskede han og prøvede at få vejret. Jeg mærkede hvordan mit hjerte begyndte at slå. 


Jeg løb ud i gangen og fiskede min mobil frem og så at jeg havde fået en besked fra Alex. Jeg trykkede den væk, da jeg ikke lige havde tid til at læse den. Jeg åbnede min mobil og trykkede 911. ''Alarmcentralen, hvad jeg kan hjælpe med'' Spurgte en dame i telefonen. ''Jeg skal bruge en ambulance lige nu. Det drejer sig om en mand der ikke kan trække vejret'' Svarede jeg. ''Ja, hvor skal den sendes hen?'' Spurgte hun mig. Jeg nævnte hurtigt adressen og begyndte at blive lidt stresset, da det var et nødstilfælde. ''Ja, og hvad hedder du?'' Spurgte hun mig. ''Er det ikke fucking ligemeget altså. Manden har kræft i lungerne og kan ikke få vejret. Send nu forhelved bare en ambulance, så skal i nok få jeres oplysninger senere!'' Sagde jeg og smækkede så røret på. Jeg løb ind i stuen igen og bemærkede at Peter havde rejst sig op og stod lænet over bordet. Jeg gik hen til ham og vidste ikke rigtig hvad jeg skulle gøre. ''Gå ud.. Og vent'' Hviskede han frem og jeg fangede hurtigt at jeg skulle gå ud og vente på ambulancen. Jeg gik med hurtige skridt ud i gangen og tog hurtigt mine sko på, så jeg ikke skulle kæmpe med det senere. Jeg hev min jakke ned fra knagen og tog den på og åbnede døren og løb ud til vejen og kiggede i begge retninger efter ambulancen. Mit hjerte bankede som en sindsyg og jeg frygtede seriøst det værste. At ambulancen ikke nåede frem i tide!. 


Efter ca. 5 minutter drejede der en ambulance med udrykning om hjørnet, nede for enden af vejen. Jeg hørte dem speede op og jeg stansede dem hurtigt, ved at peje ind imod huset, så de vidste at det var her. Ambulancen parkerede ved siden af min bil og de 2 ambulance folk steg ud. ''Hvad sker der?'' Spurgte den ene mig. ''Han er indenfor. Han kan ikke trække vejret. Han har kræft i lungerne'' Sagde jeg imens jeg viste dem vej indenfor. 


Vi kom ind i stuen og jeg fik et kæmpe chok da jeg så Peter ligge på gulvet. Mændene var hurtigt henne ved ham og den ene løb ud for at hente en borre. Jeg lagde mine hænder om i nakken og det eneste jeg tænkte var: Fuck, Fuck, Fuck, FUCK!.. 


Den ene mand kom ind med borren og sammen fik de lagt Peter op på briksen og kørt ham ud i ambulancen. Jeg fulgte med ud og lukkede døren efter os. Ambulance folkene satte sig ind i bilen og kørte afsted og jeg var hurtig til at springe ind i min egen bil og køre imod hospitalet.


Det var sku lidt nederen at jeg ikke måtte køre over for rødt. Jeg havde tabt ambulancen for længe siden, da de jo havde udrykning på. Jeg skyndte mig at fiske min mobil frem imens jeg holdte for rødt. Jeg gik ind i seneste opkald og ringede Alex op. Dut lydene kom og snart hørte jeg Alex's stemme sige at man skulle ligge en besked. ''Forhelved!'' Sagde jeg for mig selv og lagde på og bemærkede det grønne lys. Jeg satte speederen i bund og strammede grebet lidt om rettet. Hvorfor fanden tog Alex ikke telefonen når det var vigtigt?. Hvorfor fanden have jeg ikke også Jake's nummer, så kunne jeg ringe til ham?... 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...