You're my badboy 2 (Justin Bieber) +14

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2014
  • Opdateret: 1 maj 2014
  • Status: Færdig
8 måneder er gået siden den tragiske ulykke. Alex og Justin klare det virkelig godt og er stort set kommet videre i livet. Alex og Justin har droppet ud af skolen, for at få et arbejde på Penthouse som bartender og Dj. Som altid, savler pigerne over Justin og drengene prøver at score den smukke bartender Alex, men hvad sker der når Justin er begyndt at blive virkelig jaloux og helst ville ønske at ingen lagde mærke til Alex. Vil Alex få nok af hans jalousi? Kan Justin holde ud at se hvordan drengene savler over Alex? og hvordan klare Alex det egentlig med, en jaloux kæreste, en far som er begyndt at opføre sig underligt og en bror som ikke er helt tilfreds med Alex's valg om at være sammen med Justin efter alt det der er sket!. Og hvem er Chantel og Rico?.. Find ud af det i You're my badboy 2. (Fortsættelse af: You're my badboy - Justin Bieber +14)

500Likes
2441Kommentarer
752453Visninger
AA

71. Hidsig?. Oh Ja!.

*Justin's Synsvinkel* 


Jeg ankom til hospitalet og parkerede min bil på parkeringspladsen. Jeg sprang ud af bilen og låste den hurtigt og stormede imod indgangen. Det kunne bare ikke gå hurtigt nok at komme op til Alex og se hvordan hun havde det. 


Jeg kom ind i hallen og blev hurtigt i tvivl om hvor jeg skulle hen. Alt forvirrede mig lige nu. Jeg måtte ringe til Sandra. Jeg tog min mobil op af lommen og åbnede den hurtigt og gik ind i seneste opkald. Jeg ringede Sandra op og kort efter tog hun telefonen og det var en noget chokerende lyd der kom ud af røret. Jeg hørte en person skrige og jeg vidste selvfølgelig godt at det var Alex. ''Hallo?'' Lød det fra Sandra. Skrigeriet blev dæmpet og jeg hørte en dør smække, der hvor hun var. ''Ja det mig, hvor skal jeg gå hen?'' Spurgte jeg hende stresset. ''Come on Justin!. Fødegangen selvfølgelig!'' Sagde hun og fik det til at lyde indlysene. ''Ja, men hvor ligger den?'' Spurgte jeg hende. ''Hvor er du?'' Spurgte hun mig. ''Hallen'' Svarede jeg hurtigt. ''Godt.. Gå over og tag elevatoren op til 4. sal og når du kommer ud, skal du bare følge skiltene! Jeg skal nok stå ude foran døren til stuen og vente på dig'' Sagde hun. ''Okay, jeg kommer nu!'' Sagde jeg og lagde på. Jeg lagde min mobil i lommen og mærkede pludselig en hånd på min skulder. Jeg vendte mig om og så drengene stå der. 


''Hvad fanden laver i her?'' Spurgte jeg undrende. ''Vi skal sku da støtte vores bedste ven når han bliver far!'' Smilede Ryan. Jeg havde slet ikke tid til at diskutere med dem om de skulle være her eller ej. ''Okay, men i bliver udenfor!'' Sagde jeg og vendte mig om. ''Selvfølgelig!'' Svarede de. Jeg begyndte at løbe over imod elevatoren og jeg kunne hurtigt høre at drengene fulgte med. Jeg kom over til elevatoren og trykkede på knappen og begyndte straks at trippe med min fod, da den ikke var her. 


Elevatoren klingede og dørene gik op og vi alle 4 trådte hurtigt ind. Jeg trykkede på 4. sal og betragtede dørene lukke sig i. Elevatoren gav et ryk og begyndte at køre opad. ''Hvordan har du det?'' Spurgte Jason og prøvede at virke rolig. ''En blandet følelse vil jeg sige!'' Svarede jeg og bemærkede elevatoren stoppe og døre gå til siden. Ja, jeg må sige at jeg havde blandede følelser jeg var både, nervøs, bange, spændt, glad, panisk, angst for at noget skulle gå galt og ja, der var mange følelser lige nu. 


Jeg fulgte skiltene og drejede om en masse hjørner så man næsten skulle tro at jeg gik i ring. Jeg fortsatte ned af en lang bred gang med alle mulige skilte om sengestuer osv. ''Ey Justin, det er her'' Sagde Chaz hurtigt og pegede på en glasdør som jeg lige var gået forbi. Jeg gik med hurtige skridt hen til døren og brød den op. Jeg kiggede ned af gangen og så Sandra stå længere nede og skrive på mobil. Jeg satte i løb forbi skranken og drengene fulgte hurtigt med. 


''Sandra!'' Udbrød jeg halvvejs ned af gangen og fik straks hendes opmærksomhed. Hun lagde mobilen i lommen og gik lidt væk fra væggen. 


Da jeg nåede helt ned til hende stoppede jeg med at løbe og tog hende hurtigt ind i et kram. ''Tak fordi du ringede'' Sagde jeg forpustet og trak mig ud af krammet. ''Selvfølgelig'' Svarede hun og kiggede til siden og så Jason stå der. De gav hinanden et hurtigt kys og Sandra kiggede rundt på drengene. ''Hvad laver i her?'' Spurgte hun dem undrende. ''Vi venter herude skat, bare rolig!'' Sagde Jason. Sandra nikkede bare til ham og kiggede på mig. Jeg kiggede på døren som vi stod ud fra og kiggede så på Sandra. ''Er det derinde?'' Spurgte jeg og trådte et skridt hen imod døren. Sandra nikkede men tog så et skridt hen imod mig. ''Der er lige noget du skal vide inden du går ind'' Sagde hun stille. ''Hvad?'' Spurgte jeg og blev temmelig bekymret. ''Alex er pænt hissig lige nu, så du skal ikke tage dig af at hun råber og skriger af dig, det betyder ikke noget'' Svarede hun mig. 


Jeg kiggede forvirret på hende da jeg stadig var lidt rundt på gulvet, pga at det hele gik så stærk. Sandra kunne tydeligt se det på mit blik, så hun valgte at fortsætte med at snakke. ''Alex kaldte mig en kælling lige før'' Sagde Sandra og smilede lidt, for at vise mig at det ikke betød noget. Jeg kiggede kort på drengene som så ligeså overrasket ud som mig.


Hvis Alex kunne finde på at kalde Sandra en kælling, så var hun virkelig hissig. Bare tanken om hvad hun ville kalde mig.. Ja, den gad jeg slet ikke at tænke. ''Men Justin.. Uanset hvad hun kalder dig og hvor meget hun sviner dig til, så find dig i det!. Lad hende råbe og skrige ligeså tosset hun vil, okay?'' Sagde hun og kiggede mig i øjnene. Jeg nikkede kort til hende og tog en dyb indånding. ''Hvorfor er hun overhovedet sådan?'' Spurgte Chaz lidt forvirret. Vi allesammen kiggede på ham og jeg rynkede panden lidt, da det ligesom var ret indelysene hvorfor hun råbte og skreg sådan. ''Fordi hun har mega ondt Chaz forhelved!. Måske du skulle prøve det selv!'' Sagde Sandra bestemt. ''Nej tak!'' Svarede han og spilede øjnene op og så temmelig chokeret ud. Sandra vendte blikket imod mig. ''Gå nu ind Justin! Hun har kaldt på dig jeg ved ikke hvor mange gange!'' Sagde hun og pegede hurtigt på døren. Jeg vendte mig straks om og gik hen til døren og åbnede den. 


Da jeg kom ind så jeg en sygesplejerske stå med en hånd på Alex's lænd. Hun kiggede straks op på mig og smilede. ''Du må være Justin?'' Spurgte hun mig. Jeg nikkede kort og så ned på Alex, som lå bukket henover sengen og havde sine hænder godt klemt ned i madrassen med sine negle. Jeg gik over og stillede mig foran hende og bukkede mig ned til hende, så hun kunne se mig. Hun kiggede op og fik øje på mig. ''Justin!'' Sagde hun kærligt men samtidig med en masse smerte og kiggede ned i madrassen igen. Jeg skulle virkelig tage mig sammen for at virke rolig. ''Ja skat, jeg er her nu'' Sagde jeg med en stille og behagelig stemme. Jeg lagde min hånd på hende arm og nussede den lidt. ''Lad nu være med at rør ved mig forhelved!'' Skreg hun og bed tænderne sammen. Jeg fjernede straks min hånd fra hende og rykkede mig lidt væk fra hende. Sandra havde ret. Hun var fandme hissig, men som Sandra sagde så skulle jeg bare lade hende råbe og skrige alt det hun ville, hvilket jeg også havde tænkt mig at gøre. Ærlig talt, så var jeg sku glad for at det ikke var mig som var Alex lige nu og skulle igennem det der. Hold da kæft man!. Alt det smerte Alex havde lyste bare ud af hende og det gjorde virkelig ondt at se på!. 


Jeg kiggede op på sygeplejersken som hurtigt kiggede på mig. ''Hvorfor ligger hun ikke oppe i sengen?'' Spurgte jeg hende. ''Hun har veer og vi anbefaler ikke kvinder at ligge ned, da det kan sætte barnet i klemme.. Måske skulle jeg lige øjentere dig om hvad der sker?'' Sagde hun og fik det til at lyde som et spørgsmål. ''Ja tak'' Sagde jeg hurtigt. ''Der er ca. 6 minutter imellem hver ve, så der er lidt tid endnu inden hun føder. Hun skal åbne sig 10 centimeter og sidst vi kiggede havde hun kun åbnet sig 2, så der går nok et par timer inden fødslen rigtig går igang'' Sagde hun imens hun masserede Alex på lænden. ''Skal hun have de smerter der i flere timer?'' Spurgte jeg chokeret og fik det virkelig dårligt over at få det af vide. ''Ja, sådan er det at føde'' Sagde hun og smilede lidt og virkede meget afslappet, men hvad fanden, hun gjorde også det her hver dag!. Jeg sukkede lidt og gned mig i hovedet. ''Men Alexsandra har bedt om en Epiduralblokade, som vi venter på skal komme herop. Det er en narkoselæge som skal give hende den og han er sandsynligvis allerede på vej'' Sagde hun med et smil. ''Og hvad gør den?'' Spurgte jeg. ''Den går ind og lindre smerten lidt'' Svarede hun kort og hurtigt. Jeg nikkede bare. 


''Arrrrg!'' Skreg Alex og sygeplejersken kiggede straks ned på hende. ''Træk vejret ind igennem næsen og ud igennem munden.. Ind igennem næsen.. Og ud igennem munden'' Sagde sygeplejersken stille og afslappet til Alex. Mit hjerte bankede sindsygt og jeg havde virkelig bare lyst til at gå ud, da jeg ikke kunne holde ud at stå og kigge på at min pige havde så voldsomme smerter. Jeg måtte jo ikke engang røre ved hende, hvilket fik mig til at få det endnu værre. Jeg stod bare og lignede en idiot der ikke ville gøre en skid!. 


''Alexsandra nu skal du høre. Jeg går et kort øjeblik, for at finde din jordmoder så vi kan se hvor meget du har åbnet dig og så finder jeg også lige ud af hvornår narkose lægen kan være her'' Sagde sygeplejersken stille og afslappet til Alex. Alex nikkede med hovedet og sygeplejersken slap hende. ''Hvis det er så kan Justin jo massere dig på lænden'' Sagde hun inden hun gik helt væk fra Alex. Sygeplejersken smilede til mig inden hun forlod lokalet. 


Døren lukkede og jeg kiggede straks ned på Alex som trak vejret dybt og kom med nogen små støn, da det selvfølgelig gjorde ondt. Jeg satte mig ned på en stol ved sengen, så jeg sad i øjenhøjde med Alex. Ja, jeg ville ikke bare gå over og massere hende på lænden, som sygeplejersken sagde, da Alex lige havde sagt at jeg ikke skulle røre ved hende. Jeg ville hellere vente til hun selv bad om det.


''Er du okay skat?'' Spurgte jeg hende stille og kæmpede med at holde min arm tilbage for ikke at tage hendes hånd. ''Ser det sådan ud eller hvad?'' Vrissede hun af mig og strammede sit greb i madrassen og stønnede lidt. Nej selvfølgelig er hun ikke okay Justin, hvad fanden havde du regnet med!. ''Det er fucking din skyld det her!. Jeg hader dig virkelig for det, din fucking nar man!'' Sagde hun vredt. Jeg blev sku lidt ramt af det hun sagde men jeg havde hele tiden Sandra i baghovedet, som blev ved med at gentage overfor mig, at jeg bare skulle lade Alex sige lige præsis hvad hun ville, for hun mente de alligevel ikke!. 


''Hent Sandra nu!'' Sagde Alex vredt. Jeg rejste mig langsomt op da jeg egentlig ikke havde det godt med at gå fra Alex. ''Nu forhelved!'' Skreg hun. Jeg vendte mig om og gik over til døren og rev den op. Jeg kiggede ud og så drengene og Sandra sidde på nogen stole på en række ude på gangen. ''Sandra!'' Sagde jeg og fik straks alles opmærksomhed. Sandra rejste sig op og gik over til mig. ''Hun kalder på dig!'' Sagde jeg. Sandra nikkede kort og gik forbi mig. Jeg kiggede over på drengene som bare sad og kiggede på mig. Jeg vendte mig om og gik ind i lokalet igen. 


''Gik mig en elastik til det her fucking lortehår!'' Sagde Alex og kæmpede med at stille sig lidt op fra sengen. Sandra kiggede lidt rundt og fandt hurtigt ud af at der ikke var andre elastikker end den hun havde i håret. 


Hun rev den hurtigt ud af sit hår og samlede Alex's hår sammen og satte det op i en stor krøllet knold. ''Tak!'' Sagde Alex forpustet og lød til at slappe lidt mere af. Hun løftede hovedet og kiggede over på mig. Jeg gik stille hen imod hende og stille mig på den anden side af sengen og holdte vores øjenkontakt. ''Justin jeg..'' Mere nåede hun ikke at sige før hun bukkede sig sammen over sengen og vred sig lidt i smerte. ''Forhelved, hvor gør det bare fucking ondt det her!'' Vrissede hun med sammen bidte tænder for at holde sine skrig lidt inde. Jeg kiggede op på Sandra som stod ved siden af hende og aede hende på lænden. Hun havde nok fået nogen tip af sygeplejersken. Jeg kiggede ned på Alex igen som borrede sine fingre ned i madrassen. ''Jeg ved det godt skat'' Sagde jeg stille og satte mig ned på stolen og lagde min hånd ovenpå hendes og nussede den lidt. 


Alex kiggede op på mig og tog fat i min bluse imellem min åbne jakke og sendte mig et dræberblik. ''Har du nogensinde født?. Nej vel, så luk røven man!. Du ved ikke en skid om hvor ondt det her gør!.'' Sagde hun med en lav og meget rasende stemme. Hun slap min bluse og jeg satte mig lidt tilbage i stolen og rettede lidt på min bluse, så den ikke var krøllet. Jeg kiggede op på Sandra som kiggede på mig og rystede svagt på hoved af Alex. Jeg sukkede tungt og gned mig lidt i hovedet og begyndte at tænke på at den sygeplejerske godt snart måtte komme tilbage. 


Lige som jeg tænkte på hvornår sygeplejersken kom tilbage, trådte hun ind af døren sammen med en virkelig høj mand og Mrs. Swan, Alex's jordmoder. Mrs. Swan gik over til Alex og Sandra rykkede sig hurtigt væk og gik over på den samme side af sengen som mig. ''Nå, hvordan har vi det så Alexsandra?'' Spurgte hun hende stille. Ja?. Hvordan fuck tror du?, tænkte jeg hurtigt. ''Det gør ondt!'' Var det eneste Alex sagde imens hun kæmpede imod den voldsomme smerte. ''Det tænkte jeg nok..'' Svarede Mrs. Swan og smilede. ''Nu skal du høre Alexsandra, vi skal have dig op at ligge, så jeg kan tjekke hvor meget du har åbnet dig'' Sagde hun stille. ''Åh nej'' Pev Alex og lød næsten som om at hun græd. Mrs. Swan grinede lidt. ''Jeg ved godt det gør ondt, men vi er nød til det'' Smilede hun til Alex. ''Gør det ondt?'' Spurgte jeg undrende. Mrs. Swan kiggede over på mig. ''Ej, det gør ikke ondt, det sviger bare lidt. Jeg skal jo tjekke indvendigt, så det kan godt føles ubehageligt'' Svarede hun. Jeg sukkede lidt og lukkede kort øjnene, da jeg nu vidste at Alex skulle have endnu en slags smerte. 


''Kom Alexsandra'' Sagde jordmoderen og støttede på Alex's ryg. Alex rejste sig langsomt op og vendte ryggen til mig og satte sig op i sengen. Hun lagde sig ned op bukkede benene op. Jordmoderen gik ned for enden af sengen og tog den kontorstol der stod der og satte sig ned. 


''Av av av forhelved'' Sagde Alex og prøvede at ligge stille. Jeg kunne ikke holde det tilbage mere. Jeg var nød til at tage Alex i hånden og berolige hende, selvom hun godt nok sagde at jeg ikke skulle røre ved hende. Jeg tog fat i hendes hånd og Alex klemte straks i den. Hun lå med den anden arm over øjnene og trak vejret dybt. ''Det er så fint Alexsandra, du er 6 cm åben, så du nærmer dig'' Smilede jordmoderen og rejste sig op. ''Godt!'' Sukkede Alex forpustet og slap stille det faste greb i min hånd uden at flytte hånden. Jeg nussede hendes hånd på håndryggen og sukkede lidt, da Alex virkede meget afslappet nu. 


''Vi tjekker lige dit barns hjerterytme'' Sagde Mrs. Swan og løftede op i den store hospitalsskjorte som Alex havde fået på. Alex havde en sort rem om maven, hvilket der undrede mig lidt over hvorfor. Jordmoderen tog en lang stav og satte på den sorte rem på Alex's mave i et lille hul der var og straks lød der en høj hjertebanken i rummet, hvilket også fik mit hjerte til at slå pænt meget. ''Godt!. Alt er præsis som det skal være'' Smilede jordmoderen og fjernede dimsen så hjertelyden stoppede. ''Godt'' Sagde Alex forpustet og trak vejret tungt. 


''Og så skal vi lige bede dig om at sætte dig op på kanten af sengen, så du kan få den Epiduralblokade'' Sagde sygeplejersken. Alex sukkede tungt og fjernede sin arm fra øjnene og tog sin hånd som jeg sad med, til sig. Hun satte sig op i sengen og svingede benene mod mig. Jeg rejste mig straks fra stolen så Alex kunne komme til. Alex kiggede op på mig med et træt blik. ''Kom herover'' Sagde hun træt og rakte hånden lidt frem. Jeg tog imod hendes hånd og gik over til hende. Hun satte sit hoved midt på min mave og jeg lagde en hånd i nakken på hende og nussede den lidt. 


Narkoselægen stillede sig bag Alex og trak den hvide hospitalskjorte op, så han kunne komme til. Sprøjten skulle åbenbart ind i ryggen på hende. ''Kan du holde den her?'' Spurgte han mig og gjorde tegn til at jeg skulle holde skjorten oppe. Jeg nikkede kort og tog fat i den og holdte den oppe i Alex's nakke. 


Lægen havde renses Alex's ryg for bakterier så der var helt rent imens han forklare Alex og for den sags skyld også mig, hvad der kom til at ske. Lægen fortalte at når han havde stukket Alex, ville der gå 10-15 sekunder hvor det sveg og gjorde ondt, men efter der ville det begynde at blive bedre og efter 10 minutter ville det hele begynde at virke. Alex havde bare nikket som svar og havde taget mig i hånden. 


''Jeg stikker nu'' Sagde han og stak Alex med nålen. Alex spændte straks i hele kroppen og det kunne bestemt mærkes i min hånd. ''Arrrrrg forhelved'' Sagde Alex med sammenbidte tænder, så hun ikke råbte for højt. Hun borrede sine negle ind i min hånd, men jeg holdte smerten ud, da det helt sikkert ikke kunne måle sig med det Alex var igennem lige nu!. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...