You're my badboy 2 (Justin Bieber) +14

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2014
  • Opdateret: 1 maj 2014
  • Status: Færdig
8 måneder er gået siden den tragiske ulykke. Alex og Justin klare det virkelig godt og er stort set kommet videre i livet. Alex og Justin har droppet ud af skolen, for at få et arbejde på Penthouse som bartender og Dj. Som altid, savler pigerne over Justin og drengene prøver at score den smukke bartender Alex, men hvad sker der når Justin er begyndt at blive virkelig jaloux og helst ville ønske at ingen lagde mærke til Alex. Vil Alex få nok af hans jalousi? Kan Justin holde ud at se hvordan drengene savler over Alex? og hvordan klare Alex det egentlig med, en jaloux kæreste, en far som er begyndt at opføre sig underligt og en bror som ikke er helt tilfreds med Alex's valg om at være sammen med Justin efter alt det der er sket!. Og hvem er Chantel og Rico?.. Find ud af det i You're my badboy 2. (Fortsættelse af: You're my badboy - Justin Bieber +14)

500Likes
2441Kommentarer
753462Visninger
AA

49. Happy Birthday Alex!.

*Justin's Synsvinkel*


Jeg stod oppe i dj pulten og spillede den ene sang efter den anden. Hele aftenen havde midt blik været på Alex som sad i VIP loungen med alle de andre. Fuck hvor var hun dog fucking lækker i aften. Okay, hvornår var Alex ikke lækker, men i aften var det bare noget andet. Måske var det fordi hun udstrålede så meget glæde over den surprise hun havde fået?. Jeg ville gerne sige at jeg havde ordnet det hele alene, men det her var slet ikke lykkedes hvis alle de andre ikke havde været med på idéen. Ja, det var min idé og Alex havde takket mig på den helt rigtige måde. At mærke hendes læber på mine, føltes som om at alle knuderne i min mave løste sig. Vi var godt nok sammen for nogen dage siden, men det føltes virkelig som om at det var længe siden jeg havde mærket hende helt tæt på mig og føles var fantastisk. Måske er det meget stort at sige at Alex var mit livs kærlighed, men lige nu føltes det sku sådan og jeg var stadig klar på at gøre alt for at vinde hende tilbage. Hvis jeg skal være helt ærlig, så føltes det virkelig som om at det gik i den helt rigtige retning. Mit håb i kroppen blev større og større for hver gang Alex smilede til mig eller bare så på mig. 


Døren til pulten gik op og jeg vendte mig om og så Sandra. Jeg smilede til hende og satte musikken på auto og tog høretelefonerne af. Jeg vendte mig om imod hende og smilede. ''Hva så Sandra'' Spurgte jeg med et smil. Hun smilede til mig og viftede lidt med en mobil. ''Jeg var ude i baglokalet og kom ved et uheld til at tage Alex's mobil.. Kan du ikke sætte den til computeren og spille hendes playliste, så det er Alex's musikstil som bliver spillet i aften?'' Spurgte hun med et smil. Jeg grinede lidt. ''Selvfølgelig'' Svarede jeg og vendte mig om imod pulten og bukkede mig ned. Jeg åbnede 2 låger under pulten hvor der lå en masse ledninger i kasser. Jeg fiskede en ledning frem som kunne gå fra computeren og til en iphone. Jeg lukkede skabene og rejste mig op og vendte mig imod Sandra. Jeg rakte hånden ud til hende og hun lagde straks telefonen i min hånd. Jeg satte stikket i computeren og i mobilen og fik Alex's mobil ind på computeren. Jeg fandt hendes playliste og trak dem over i itunes og lavede en playliste som bare hed Alex. Jeg trak stikket ud igen og rakte Sandra mobilen. Hun smilede. ''Tak'' Sagde hun kort og kiggede ned i VIP loungen. Jeg fulgte hendes blik og kunne ikke lade være med at kigge på Alex som sad og drak om kap med sin bror. Jeg smilede lidt og vendte mit blik tilbage til Sandra. 


Hun havde stadig blikket nede i loungen imens hun sukkede og kiggede ned på Alex's mobil som hun havde i hånden. ''Er det Jason?'' Spurgte jeg og hentydede til hendes suk. Sandra kiggede op på mig og nikkede lidt. ''Hvorfor finder i ikke bare sammen igen Sandra?. Jason taler næsten ikke om andet når vi er sammen'' Sagde jeg og gik hen til hende og nussede hende lidt på armen. 


Sandra var en fantastisk person og en af mine bedste veninder. Det var lidt sjovt at Alex og Jason nærmest var bedste venner og mig og Sandra nærmest var bedste venner. Sjovt at kæreste parrene bliver bedste venner med hinanden. Sandra sukkede lidt og kiggede på mig. ''Jeg ved det ikke Justin. Jeg kan stadig rigtig godt lide ham, men jeg er bange for at det bliver ligesom før, hvis vi finder sammen igen'' Sagde hun imens vi holdte øjenkontakt. ''Og hvordan var det helt præsist før?'' Spurgte jeg hende. ''Har Jason ikke sagt det?'' Spurgte hun mig. Jeg nikkede svagt. ''Jo, men jeg vil da også gerne høre det fra din side af'' Svarede jeg og smilede lidt. Sandra nikkede kort. ''Jason begyndte at gå meget i byen og næsten hver gang vi havde en aftale om at lave noget alene, så aflyste han. Han virkede til at være ret ligeglad med vores forhold'' Svarede Sandra og lød en smule skuffet men samtidig irriteret. ''Sådan bliver det ikke igen'' Sagde jeg og lagde en arm om hendes skuldre og trak hende lidt ind til mig. ''Hvordan kan du være så sikker?'' Spurgte hun. Jeg grinede kort. ''Fordi, Jason er min bedste ven og jeg har aldrig hørt ham snakke så meget om en pige før, som han snakker om dig. Han elsker dig virkelig og han vil gøre alt for dig'' Svarede jeg og lød virkelig overbevisende. Det var jo rigtig nok hvad jeg sagde men i bund og grund kunne Sandra jo ikke vide om jeg var ærlig eller om det bare var noget jeg sagde for at glæde min ven. Sandra sukkede og smilede lidt. ''Hvordan går det med dig og Alex?'' Spurgte hun og kiggede på mig. Jeg trak lidt på skuldrene. ''Jeg prøver at gøre alt for at vinde hende tilbage, men jeg ved ikke hvor meget det virker på hende'' Svarede jeg og kiggede ned på Alex. ''Justin hun savner dig'' Sagde Sandra seriøst. Jeg kiggede på hende. ''Hvordan kan du være så sikker?'' Spurgte jeg med et lille smil, da jeg sagde det ligesom Sandra sagde det før. Sandra grinede lidt. ''Fordi hun er min bedste veninde og jeg kender hende så godt at jeg kan se alt det som hun prøver at skjule.. Hun er virkelig forvirret. Hun elsker dig stadig, men hun har svært ved at glemme det der skete'' Sagde Sandra og lød lidt trist i den sidste sætning, hvilket nok mest var for min skyld. Jeg sukkede lidt og kiggede ned i jorden. ''Ja, det kan jeg jo godt forstå, men kan hun slet ikke se at, det kun er hende jeg elsker?'' Spurgte jeg sukkende. ''Jo hun kan, men hun har brug for tid.. Og jeg er sikker på, at hvis du fortsætter med det du gør nu, så skal hun nok komme tilbage'' Smilede Sandra. 


Det gav mig virkelig en god følelse i maven, at høre Sandra sige sådan. Jeg smilede svagt og bredte armene og Sandra gjorde det samme. Vi gav hinanden et kram og et hurtigt kys på kinderne. Altså ikke hvor vi ramte helt præsis, men bare sådan hurtigt, et venskabskys på kinden, hvis man kan kalde det det. Sandra trak sig fra krammet og smilede til mig. ''Jeg tror også det betyder meget for hende at hun stadig har dig i sit liv'' Sagde Sandra og gik hen til døren. Jeg smilede bare og nikkede sødt. ''Hun har flere gange nævnt hvor meget det betyder for hende at du har gjort det her for hende'' Smilede Sandra med sin hånd hvilene på dørhåndtaget. Jeg smilede og kiggede kort ned på hende. Hun sad i sofaen og hoppede og bevægede armene til musikken sammen med alle de andre. ''Er hun ikke også ved at være fuld?'' Spurgte jeg og kiggede hen på Sandra. ''Ikke rigtig, hun er bare glad.. Det trænger hun virkelig også til nu.. Men jeg må hellere smutte ned igen, ses Justin'' Smilede hun og gik ud af døren. ''Ses'' Svarede jeg og vendte mig imod pulten og tog høretelefonerne på. Jeg undrede mig lidt over Sandra's sætning. ''Det trænger hun virkelig også til nu'' ??. Hvad betød det lige?. Var det en hentydning til mig?. Hvad kunne Alex være ked af, hvis det ikke var mig?. 


Jeg besluttede mig for at vente med at tænke over det til senere. Istedet kiggede jeg på Alex's playliste og spilede øjnene op da hun havde sangen ''Told you so''. Bare at se titlen på sangen og høre den spille inde i mit hoved, gav mig flashback til dengang Jason holdte fest og jeg stod og sang den sang til Alex inde på et af værelserne, bare for at score hende. Jeg smilede svagt og tænkte at det var en god dag at spille den sang. Jeg satte den på standby og satte musikken tilbage til manuel, så den ikke spillede selv. 


Jeg stoppede musikken og greb mikrofonen. ''Den næste gang går ud til min baby, som fylder 19 år idag. Tillykke med fødselsdagen smukke!.'' Sagde jeg i mikrofonen og kiggede på Alex og hørte straks folk brød ud i jubel og klappede.  Alex sad og smilede sødt til mig, jeg sendte hende et smil tilbage. Dog var jeg ikke sikker på at hun kunne se det. Jeg trykkede på play og Told you so fløj ud igennem højtalerne. Jeg kunne ikke lade være med at stirre på Alex's reaktion til at det lige var den sang. Hun sad helt stille og stirrede henover bordet og grinede så lidt efter. Jeg fik et skævt smil på læben og begyndte så at dreje på nogen knapper imens jeg lod min krop følge rytmen. 


Jeg hørte igen døren gå op og jeg vendte mig om og blev pænt overrasket over hvem det var. Jake kom ind og stillede sig op af plexiglasruden og kiggede på mig. Jeg satte igen musikken på auto og tog høretelefonerne af. Jeg vendte mig om imod ham og lænede mig op af pulten imens jeg krydsede armene. ''Hva så Jake?'' Spurgte jeg og prøvede at virke helt kølig og afslappet, selvom jeg dog var pænt spændt på hvad han havde at sige. ''Øhm'' Startede Jake og kløede sig lidt i nakken. Jeg løftede det ene øjenbryn imens jeg kiggede på ham. Inde i mig selv kunne jeg ikke lade være med at grine lidt, da det så sjovt ud at Jake stod foran mig og ikke vidste hvad han skulle sige. 


''Jeg vil bare sige tak til dig Justin'' Startede han og kiggede på mig med sit naturlige blik. Jeg rynkede panden lidt. ''Tak for hvad?'' Spurgte jeg undrende. ''For at du har gjort det her for Alex.. Det betyder meget for mig at se hende så glad, specielt nu'' Svarede han og kiggede ned på Alex imens han snakkede. Ligesom jeg undrede mig ved Sandra's kommentar, undrede jeg mig nu også over Jake's. Hvad er der sket siden at det pludselig er blevet så vigtigt at Alex er glad?. Altså, i mine øjne skulle Alex altid være glad, men folk plejede ikke at være så bekymrede over om hun var glad eller ej.. Da det jo var Jake som stod foran mig, følte jeg ikke at jeg havde lyst til at spørge ham hvad der var galt, da han nok alligevel ikke ville svare på det. ''Det betyder også meget for mig at hun er glad, men selv tak'' Svarede jeg. Jake nikkede og sukkede lidt. ''Justin, jeg er sku ked af at jeg har opført mig som en idiot overfor dig. Du er en god fyr og dig og Alex passer virkelig godt sammen... Jeg havde bare svært ved at tilgive dig efter det der skete dengang, men Alex har så småt fået printet ind i mit hoved at det ikke var din skyld og det vidste jeg egentlig godt.. Jeg ved at du ikke vil gøre Alex ondt og at du kun vil hende det bedste, men når man står og tror at man skal miste eller kunne havde mistet sin søster som betyder alt for en, så sætter det altså tankerne igang og så tænker man hurtigt i en større sammenhæng og der gav jeg sku dig skylden for det... Og det må du sku undskylde'' Sagde Jake og lød virkelig oprigtig. Jeg nikkede forstående til ham, da jeg godt kunne følge ham i hans tanke om hvor svært det ville havde været hvis han havde mistet Alex dengang. Det ville også havde været ekstremt svært for mig!. ''Det er fint nok Jake'' Sagde jeg og kiggede på ham. Han nikkede og løftede hånden så vi kunne give hinanden håndklask. Jeg løftede min hånd og vi slog straks hænderne sammen og gav hinanden et hurtigt mandekram. ''Så lad os glemme alt det der skete dengang, okay'' Sagde Jake med et smil og trak sig væk. Jeg nikkede og smilede lidt til ham. Jake vendte sig om og åbnede døren. Han vendte sig om imod mig. ''Og tak igen Justin'' Sagde han med et smil. Jeg nikkede og smilede. ''Selv tak'' Svarede jeg, hvorefter Jake gik ud og lukkede døren. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...