You're my badboy 2 (Justin Bieber) +14

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2014
  • Opdateret: 1 maj 2014
  • Status: Færdig
8 måneder er gået siden den tragiske ulykke. Alex og Justin klare det virkelig godt og er stort set kommet videre i livet. Alex og Justin har droppet ud af skolen, for at få et arbejde på Penthouse som bartender og Dj. Som altid, savler pigerne over Justin og drengene prøver at score den smukke bartender Alex, men hvad sker der når Justin er begyndt at blive virkelig jaloux og helst ville ønske at ingen lagde mærke til Alex. Vil Alex få nok af hans jalousi? Kan Justin holde ud at se hvordan drengene savler over Alex? og hvordan klare Alex det egentlig med, en jaloux kæreste, en far som er begyndt at opføre sig underligt og en bror som ikke er helt tilfreds med Alex's valg om at være sammen med Justin efter alt det der er sket!. Og hvem er Chantel og Rico?.. Find ud af det i You're my badboy 2. (Fortsættelse af: You're my badboy - Justin Bieber +14)

500Likes
2441Kommentarer
753588Visninger
AA

45. Fucking NO!!!.

*Alex's Synsvinkel* 


''I skal nok finde ud af det min skat'' Sagde min far og hentydede til Justin. Ja, min far kunne sku bare et eller andet som fik mig til at fortælle ham det han ville vide. Han var blevet ved med at snakke om Justin og til sidst fået mig overtalt til at sige hvorfor vi slog op. ''Ja, jeg ville være godt tilfreds hvis de ikke fandt sammen igen'' Mumlede Jake som om at vi ikke skulle høre det, hvorefter han tog en tår af sin sodavand. ''Jake, stop!'' Sagde jeg bestemt men svagt. ''Hvorfor Jake?. Justin er da en sød fyr?'' Spurgte min far undrende. ''Så siger vi det!'' Svarede Jake da han ikke gad at diskutere det. Måske var det også fordi at min far ikke vidste hvad grunden virkelig var, til at jeg røg på hospitalet dengang. Min far sukkede lidt og rystede på hovedet af Jake til mig. Jeg himlede med øjnene til min far også af Jake, da jeg ærligt talt havde det svært med at Jake ikke kunne lide Justin. Det var jo forhelved ikke Justins skyld, så kunne han ikke bare komme videre. ''Men det var vel ikke fordi at vi skulle snakke om Justin, at vi skulle komme?'' Spurgte Jake min far. Min far rystede på hovedet. ''Nej det var det ikke'' Svarede han sukkende. Jake og jeg sad og kiggede på min far som stirrede lidt ned i bordkanten. Han kiggede langsomt op på os og sukkede igen. ''Som i jo har lagt mærke til så har jeg ikke haft det så godt her på det sidste'' Sagde han og lænede sig frem i sin stol. Jake og jeg rystede på hovederne. ''Jeg har gået til nogen tjek på hospitalet i et godt stykke tid og det viser sig at..'' Min far stoppede sig selv og det fik ærlig talt mit hjerte til at banke og gav mig en klump i halsen. ''Det viser sig at de har fundet noget i mine lunger som ikke skulle være der'' Sagde han og kiggede på os. ''Kræft?'' Spurgte Jake helt koldt. Min far nikkede svagt. ''Ja'' Sagde han nærmest hviskende. Min verden gik helt i stå. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle sige. Jeg satte mig tilbage i sofaen og krydsede mine ben og lagde min ene arm over min mave og satte min anden albue på den og hev lidt svagt i min læbe med to fingre, imens jeg bare stirrede ned i bordkanten. ''For du ikke hjælp til det?'' Lød det småsurt fra Jake. ''Lægerne siger at det vil være nytteløst at få kemo for det'' Svarede min far stille. Jeg kiggede hurtigt op på ham uden at bevæge min krop eller hoved. Jake sukkede og gned sig i hovedet. ''Hvor lang tid har du igen?'' Spurgte Jake. ''Da jeg fik det af vide gav de mig 6 måneder, hvis jeg var heldig'' Sagde min far trist og prøvede at virke stærk. ''Og hvor lang tid har du vidst at det var kræft?'' Spurgte jeg lavt og stirrede igen ned i bordet. ''Omkring 4 måneder'' Svarede min far og kiggede ned i skødet på sig selv. ''4 MÅNEDER!'' Sagde Jake og kiggede på ham. Han kiggede op på os og nikkede. Jeg mærkede tårerne presse sig på. Jeg tog en dyb indånding som lød lidt shaky, da jeg kunne mærke at jeg var lige ved at græde. ''Sig hvad du tænker min skat'' Sagde min far og lagde en hånd på mit knæ og nussede det lidt. Jeg sukkede og lukkede øjnene kort og mærkede en vrede gå igennem min krop. ''Hvorfor har du ikke fortalt os det'' Sagde jeg meget lavt. Jeg vendte mit blik fra bordet og op på min far som bare sad og stirrede trist på mig. Jeg rejste mig op og kiggede vredt på ham. ''Hvorfor helved har du ikke fortalt os det!.. Du er så fucking egoistisk!'' Råbte jeg og begyndte at gå. ''Alex, vent nu lidt'' Sagde min far efter mig imens jeg bevægede mig over til terrassedøren. Jeg rev den op og gik ud og smækkede den efter mig. 


Jeg løb ned i min fars store have og knækkede sammen på græsset. Jeg sad på knæ og satte min røv på mine fødder og lagde mine hænder op til mit hoved og begyndte at græde. Det var længe siden at jeg havde grædt så meget og med så meget lyd. Normalt lod jeg bare en tåre eller 3 løbe ned af mit stoneface, men denne gang var det noget andet. Min far skulle dø fra mig og Jake!. Præsis ligesom min mor!. Jeg forstod slet ikke hvordan han kunne holde det hemmeligt for os!. At jeg råbte af min far var fordi jeg var så vred, frustreret og ked af det, på en gang og jeg følte at det bare skulle ud.


Jeg mærkede en hånd ligge sig på min skulder og igennem mine fingre kunne jeg se min far sætte sig på hug ved siden af mig. ''Skat'' Sagde han stille og nussede mig på ryggen. Jeg fjernede mine hænder og lagde mine arme om hans hals og græd ned i hans skulder. Min far lagde sine arme om mig og nussede mig i siderne, da hans arme var store nok til at nå hele vejen rundt om mig. Måske var det også bare mig som ikke var så stor, men fuck nu det. ''Det skal nok gå skat'' Sagde min far stille. ''Nej.. Hvordan skal det nogensinde gå uden dig!'' Græd og jeg og klemte mig mere ind til ham. ''Lad være med at tage sorgerne på forskud. Jeg er ikke død endnu og det kan jo være at jeg bliver rask'' Sagde han stille. Jeg trak mig væk fra ham og kiggede på ham. ''Hvordan skal du blive rask hvis du ikke engang får kemo?'' Spurgte jeg frustreret. Min far sukkede. ''Du skal ikke fylde mig med lort far!'' Sagde jeg småvredt og tørrede mine øjne. ''Jeg vil bare ikke have at du skal være ked af det. Det var også derfor jeg ikke ville fortælle jer det. Og specielt ikke nu. Det er din fødselsdag imorgen og jeg vil ikke have at du skal være ked af det på din fødselsdag'' Sagde han stille. Jeg kiggede op på ham og vi fik øjenkontakt. ''Jeg vil ikke miste dig far!'' Sagde jeg grædende og lagde mine arme om ryggen på ham og klemte ham ind til mig. Min far satte sig ordentlig ned på jorden uden at jeg fjernede mig. Han lagde armene om mig. ''Du er en stærk pige Alex. Du har Jake og alle dine venner. Du må ikke være ked af det!'' Sagde han stille. Jeg mærkede en ekstra hånd på min ryg og trak mig væk fra min far og så Jake sidde ved min anden side. Jeg følte mig ærlig talt som en lille pige ligenu. Måske var det fordi at jeg sidste gang, var en lille pige. Jeg mistede min mor i en tidlig alder og ærlig talt følte jeg også at det var temmelig tidligt at miste min far. Jake bredte en arm ud og tog mig ind i et kram som jeg straks tog imod. 


Jeg var holdt op med at græde efter 10 minutter. Min far, Jake og jeg sad stadig ude på græsset. Jeg lå halvt ned og lænet op af min far som havde en arm om mig som nussede min arm. Jake sad ved siden af min far. ''Hvad skal i lave idag?'' Spurgte min far stille. Jeg snøftede lidt og rømmede mig lidt. ''Jeg skulle have været ude og shoppe med pigerne, men det bliver nok ikke til noget nu'' Svarede jeg og stirrede hen af græsset. ''Hvorfor ikke?'' Spurgte min far stille. Jeg sukkede lidt. ''Jeg har ikke så meget lyst'' Svarede jeg. ''Jo skat, det skal du da gøre. Du skal ikke gå og være trist over det her. Det ville være godt for dig at komme ud og tænke på noget andet'' Svarede min far. Jeg drejede mit hoved opad og kiggede på min far. ''Jeg tror ikke, at jeg kan tænke på noget andet'' Svarede jeg stille og drejede mit hoved tilbage. ''Jo du kan. Jeg har det fint indtil videre. Jeg forlader jer ikke nu'' Svarede han. ''Nej, men man ved jo ikke hvornår du gør!'' Svarede jeg spydigt. Min far kyssede mig i håret og sukkede. ''Ville det hjælpe, hvis jeg sagde ja til kemo?'' Spurgte han os. ''Sagde du ikke lige at lægerne siger at det ikke vil hjælpe noget?'' Spurgte Jake. ''Jo, men læger kan jo også tage fejl og i har en meget stærk far'' Sagde han med en lidt gladere stemme. Jeg kiggede op på ham. ''Hvordan kan du vide at du er stærk i den her situation?'' Spurgte jeg. Han kiggede ned på mig. ''Fordi jeg tænker på jer to. Mine to dejlige møgunger. I er hver at kæmpe for og hvis det hjælper på jeres humør, så beder jeg om at få kemo'' Sagde han og smilede og lagde en arm om Jake da han kaldte os møgunger. Min fars smil fik mig altid til at smile, så der sneg sig et lille smil frem i mine mundviger, selvom jeg inderst inde ikke fandt meget at smile af. ''I lover mig så til gengæld ikke at gå og tænke på det og være ked af det, ik?'' Spurgte han. Jeg kiggede over på Jake, hvorfor, ved jeg egentlig ikke. ''I er sådan nogen stærke unger og jeg er her endnu, så der er ikke noget at være ked af!'' Fortsatte han. Han havde jo ret, han var jo ikke død endnu!.  Det var svært ikke at skulle tænke på det, for tanken gjorde jo en ked af det. Men ærligt, hvis det virkelig var det min far ønskede, så ville jeg gøre mit bedste for ikke at tænke på det hele tiden. Måske blev det svært, men hvis jeg nu tænkte på at det var min fars ønske at vi ikke skulle gå og være kede af det, så skulle jeg vel ikke gå og være ked af det?. ''Er det okay hvis jeg prøver alt hvad jeg kan på ikke at være ked af det?'' Spurgte jeg ham. ''Nej!'' Smågrinede min far, hvilket også fik Jake og jeg til at grine. ''Ej, selvfølgelig er det okay'' Sagde min far. Jeg smilede lidt og nussede mit hoved mere ind til min far. ''Og må jeg så få et fælleskram?'' Spurgte han og fjernede armen fra mig. Jeg satte mig op og lænede mig hen til ham og Jake gjorde det samme. Vi lagde armene om hinanden. Jeg mærkede min far kysse mig i håret og hørte bagefter at han også kyssede Jake. ''Jeg elsker jer!'' Sagde jeg i krammet. ''Jeg elsker også jer!'' Sagde Jake og krammet både min far og mig endnu hårdere. ''Åh, mine dejlige unger. Ord kan ikke engang beskrive hvor meget jeg elsker jer!'' Sagde min far med et glad stemme. Jeg smilede lidt og vi alle strammede grebet om hinanden.. 


*Justin's Synsvinkel* 


''Nå, skal vi komme afsted drenge?'' Spurgte jeg dem. Vi sad alle hjemme ved mig og drengene var igang med at ryge en joint. Jeg hverken gad eller kunne ikke ryge, da vi havde aftalt at tage på Rodeo Drive. ''Skal det være lige nu?'' Spurgte Ryan og tog et stort væs af jointen. ''Ja, for om et par timer skal jeg på arbejde!.'' Svarede jeg og rejste mig op. Ryan slukkede jointen med et suk og rejste sig op sammen med de andre. Det var imorgen at Alex havde fødselsdag og jeg manglede stadig en gave til hende. Jeg vidste dog ikke endnu hvad jeg skulle købe, men det fandt jeg vel ud af. 


Vi alle havde sat os ned i min bil og var nu på vej til Rodeo Drive. Det var det bedste shoppested og du kunne få noget til alles smag, så mon ikke at jeg fandt noget til Alex. ''Jason, er pigerne egentlig på imorgen?'' Spurgte jeg Jason som sad omme bagi sammen med Chaz. ''Ja, de synes det var en fantastisk idé'' Svarede Jason. Jeg nikkede bare og trykkede lidt ekstra på speederen så vi kunne komme hurtigere frem. Ja jeg undskylder at jeg ikke holder fartgrænsen, men forhelved altså, vi skal vil ikke køre så langt i mormor tempo vel?. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...