You're my badboy 2 (Justin Bieber) +14

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2014
  • Opdateret: 1 maj 2014
  • Status: Færdig
8 måneder er gået siden den tragiske ulykke. Alex og Justin klare det virkelig godt og er stort set kommet videre i livet. Alex og Justin har droppet ud af skolen, for at få et arbejde på Penthouse som bartender og Dj. Som altid, savler pigerne over Justin og drengene prøver at score den smukke bartender Alex, men hvad sker der når Justin er begyndt at blive virkelig jaloux og helst ville ønske at ingen lagde mærke til Alex. Vil Alex få nok af hans jalousi? Kan Justin holde ud at se hvordan drengene savler over Alex? og hvordan klare Alex det egentlig med, en jaloux kæreste, en far som er begyndt at opføre sig underligt og en bror som ikke er helt tilfreds med Alex's valg om at være sammen med Justin efter alt det der er sket!. Og hvem er Chantel og Rico?.. Find ud af det i You're my badboy 2. (Fortsættelse af: You're my badboy - Justin Bieber +14)

500Likes
2441Kommentarer
755851Visninger
AA

55. Den Værste Dag Ever!.

*Alex's Synsvinkel* 


Alle dem jeg havde skrevet til var kommet ned på politistationen og stod nu på skift og fortalte hvor Jake var igår. Alle undtagen Justin. Hvorfor fanden var han her ikke?. Det skuffede mig sku lidt at alle dukkede op for at hjælpe Jake, men ikke Justin!. Jeg rystede på hovedet og stirrede ligeglad ud i luften. Jeg var godt sur og irriteret i forvejen og det her gjorde det bestemt ikke bedre!. 


Betjenten som havde spurgt os allesammen om Jake, kom hen til mig og stillede sig foran mig. Jeg rejste mig op. ''Ja, i allesammen siger det samme, så vi går ud fra at Jake ikke var ved at begå indbrud i nat'' Sagde han. ''Hvorfor troede i overhovedet at det var ham?'' Spurgte jeg småvredt og krydsede mine arme. ''Vi tjekker alle som er skrevet ind i vores system og Jake har jo en noget hård fortid'' Svarede han mig. ''Så i mistænker ham for indbrud fordi han har en grim fortid?. Det er virkelig længe siden han har lavet noget lort!'' Sagde jeg småvredt. ''Ja, men han var indblandet i en sag om en person ved navn Alexsandra Quimby som blev kidnappet, skudt i benet og tabte et barn, så vi gik ud fra at han stadig kunne have forbindelse til sådan nogen mennesker'' Svarede han. Sandra som stod ved siden af kunne godt mærke at jeg blev helt paf. Jeg brød mig virkelig ikke om at han rev op i alt det!. ''Så tror jeg du tier stille.. Jake havde ikke noget at gøre med dem dengang. Han fandt sin søster og hjalp hende'' Sagde Sandra vredt. ''Ja men det ku...'' Sandra cuttede ham af. ''Det er ligemeget okay. Hent nu bare Jake, så vi kan komme videre i livet!'' Sagde hun vredt. Betjenten gik væk fra os og Sandra vendte sig imod mig. ''Er du okay?'' Spurgte hun mig. Jeg nikkede bare. ''Det svin man!. Hvad fanden bilder han sig ind'' Sagde Sandra og kiggede efter ham. Jeg sukkede. ''Lad os nu bare få Jake ud og lad os komme væk herfra'' Sagde jeg hårdt og gik over imod skrænken. Sandra stod tilbage og satte sig ned ved pigerne som havde hørt det hele. 


Betjenten kom ud, med Jake efterfølgende. Jake fniste lidt og rystede på hovedet af betjenten, hvilket jeg godt kunne forstå, han var fandme da også en latterlig idiot. Jeg gik over til Jake som kom ud bag fra skrænken. Vi gav hurtigt hinanden et stort kram. Jake trak sig ud og smilede til mig og hilste på hans venner som kom over til ham og gav ham håndklask. Jake vendte blikket imod betjenten. ''En anden gang, så tjek lige jeres papire ordentligt inden i anholder folk uden grund!'' Sagde Jake flabet og småirriteret. Betjenten svarede ham ikke men vendte sig om og gik. Jake kiggede på mig og grinede lidt og rystede igen på hovedet af ham. Jeg grinede lidt. ''Hvordan har du det?'' Spurgte Chris Jake. Jake grinede lidt. ''Jeg har det sku fint, jeg har jo prøvet det før, ikk'' Smågrinede han og lagde en arm om mine skuldre. Chris grinede lidt. ''Og hvorfor skulle jeg ikke være okay?. Jeg har jo ikke gjort en skid. Jeg lægger bare sag an imod dem, hvis der skulle være nogen problemer'' Smågrinede Jake flabet, hvilket også fik mig til at grine. ''Skal vi smutte?'' Spurgte jeg ham og han nikkede. ''Køre du mig hjem?'' Spurgte han mig med et smil. Jeg nikkede da jeg kunne regne ud at han ikke selv havde bil. ''Men vent lidt'' Sagde jeg og slap Jake og gik hen til skrænken. ''Hey'' Råbte jeg så jeg fik betjentens opmærksomhed. ''Vores mobiler?'' Sagde jeg på en flabet måde. Betjenten rejste sig op med et suk og gik hen og rodede med noget under skrænken og lagde vores mobiler på den. Jeg tog den og sendte ham bare et løftet øjenbryn. Ikke noget tak eller noget. Hvad fanden havde jeg også at takke for?. 


Vi stod allesammen udenfor og rundt omkring ved vores biler. Vi stod og røg en smøg, da Jake's mobil ringede. Jeg stod og tjekkede min egen mobil og så at Justin havde ringet en masse gange og et hemmeligt nummer lige havde ringet for 2 minutter siden. ''Hallo'' Lød det fra Jake. Jeg lagde min mobil i lommen og tog et væs af min smøg. ''Hvad siger du?... Hvornår er det sket?.... Ja... Jeg er sammen med hende nu, så ja...'' Hans bekymrede stemme og hans underlige spørgsmål, bekymrede mig en smule og det fik mig til at kigge op på ham. Jake lagde på og kiggede på mig. ''Alex!. Far er røget på hospitalet, han blev bevidstløs hjemme i stuen fordi han ikke kunne få luft'' Sagde Jake. Jeg stivnede helt og spilede bare mine øjne op og gloede på Jake. ''Vi skal til hospitalet nu!'' Sagde Jake. Jeg begyndte straks at løbe over til min bil sammen med Jake. ''Fokes vi ses, vi skal skynde os!'' Råbte Jake og løb efter mig over til min bil. Jeg låste bilen op og Jake og jeg satte os ind og jeg startede hurtigt bilen og trykkede på speederen så hjulene lavede hjulspind!. Det var bare den væreste dag ever!. Først skulle jeg redde min bror ud af en anholdelse og nu lå min far på hospitalet fordi han ikke kunne trække vejret!. 


''Hvordan fik han fat i ambulancen?'' Spurgte jeg Jake imens jeg kørte på motorvejen imod hospitalet. ''Det ved jeg sku ikke, men vi får vel en forklaring når vi kommer derover'' Svarede han mig. ''Er far da vågen?'' Spurgte jeg ham og kiggede kort over på ham. Jeg følte mig ærlig talt virkelig stresset lige nu. Det var som om at der bare skulle ske noget lort hele tiden!. Jake sukkede lidt. ''Det ved jeg ikke, det sagde de ikke noget om før jeg lagde på'' Svarede Jake mig. ''Fuck!'' Småråbte jeg og trykkede lidt ekstra på speederen og overhalede nogen biler. 


Vi ankom til hospitalet og fik hurtigt af vide hvor min far lå. Jeg gik hurtigt ned af gangen med Jake ved siden af mig. Jeg kunne mærke at jeg var klar til at tude når jeg så min far. Jeg ville gøre alt for at lade være, men der ville nok komme et par tåre?. 


Jeg åbnede døren og så straks min far ligge i sengen. Vågen!. Jeg gik med hurtige skridt hen imod ham og krammede ham. Han sad halvt oppe i sengen og lagde forsigtigt en arm om mig. ''Hvad fanden skete der?'' Spurgte jeg stresset. ''Jeg kunne pludselig ikke få vejret og så gik jeg sku i gulvet. Det næste jeg husker var jeg at vågnede op her'' Sagde han. Jeg trådte et skridt til siden så Jake også kunne komme til. Jeg bemærkede en person ud af øjenkrogen og så, til min overraskelse Justin stå der. ''Hvad laver du her Justin?'' Spurgte jeg undrende. ''Det var ham der ringede til ambulancen. Jeg havde tidligere ringet efter Justin, da jeg skulle snakke med ham.. Hvis Justin ikke havde været der, så tror jeg sku ikke at jeg klarede den'' Sagde min far og lød virkelig som om at han var helt okay. 


Jeg mærkede en tåre glide ned af min kind, da min far sagde det. Jeg kiggede over på Justin og gik hen til ham og stillede mig foran ham. ''Hvorfor er det lige, at jeg kan blive ved med at takke dig for alt det gode der sker i mit liv?'' Spurgte jeg med et svagt smil og en tåre løbene ud af øjet. Det var virkelig som om at Justin bare var der hver eneste gang at der skete noget godt. Denne gang var det heldigt at Justin var der og kunne redde min far. Jeg tør næsten ikke tænke på hvad der havde været sket hvis han ikke havde været der!. Justin smilede svagt. ''Du skal ikke takke'' Sagde han og tørrede min tåre væk. Justin skulle til at fjerne sin hånd fra min kind, men jeg greb hurtigt fat i den og gik et skridt imod ham og lagde armene om ham. Justin lagde sine arme om mig og jeg lukkede øjnene og nød at han holdte om mig. Jeg følte mig virkelig tryg hos Justin!. Jeg lod en tåre løbe ned af min kind og trak mig væk fra Justin. Jeg kiggede ham i øjnene og så hans rolige blik. Jeg lagde min hånd i nakken på ham og trak hans hoved ned til mig. Justin gjorde bestemt ikke modstand da jeg lod vores læber mødtes. Kysset varede i et par sekunder og igen brugte jeg ikke tungen. Jeg trak mig stille ud og kiggede ham i øjnene. ''Tak'' Hviskede jeg og slap ham. Justin smilede og jeg trådte et skridt tilbage og smilede kort inden jeg vendte mig om imod min far. 


Efter noget tid åbnede døren sig og en læge trådte ind. Han gav kun mig og Jake hånden, da han åbenbart havde hilst på min far og Justin. ''Nu skal i høre. Vi vil egentlig gerne beholde jeres far her. Vi har taget noget prøver og det viser sig at den form for kræft han har, breder sig meget hurtigt. Den kræftform som jeres far har er meget agrrasiv og vil indenfor kort tid brede sig til nyrerne og leveren'' Sagde lægen. Jeg stod ved siden af min far med krydsede arme og prøvede ikke at græde. ''Er der slet ikke noget i kan gøre?'' Spurgte jeg og kiggede koldt på lægen. ''Den form for kræft er...'' Jeg cuttede lægen af. ''Jeg bad ikke om nogen forklaring, jeg bad om et nej eller et ja!'' Vrissede jeg surt. Jeg mærkede en hånd min skulder og kiggede kort til siden og så Justin stå der og prøve at berolige mig. Jeg kiggede hurtigt væk fra ham og kiggede tilbage på lægen. ''Er der slet ikke noget i kan gøre?'' Spurgte jeg vredt igen. Lægen kiggede lidt på mig. ''Desværre ikke'' Svarede han hurtigt, da han nok var blevet lidt chokeret over mit nærmest vredesflip før. Jeg tog hænderne op i en bedene stilling foran munden og over næsen og sukkede tungt imens jeg lukkede øjnene. ''Det er vigtigt for jer at i har nogen som kan være der for jer...Har i nogen der kan være hos jer?'' Spurgte lægen mig og Jake. Jeg kiggede på lægen. ''Ja'' Svarede Jake, da han jo havde Sasha. Jeg kiggede lidt ned i madresssen som min far lå på og bemærkede at jeg faktisk ikke rigtig havde nogen som kunne være hos mig. Jeg kunne mærke mine øjne blev fyldt med vand, da tanken om at jeg kunne ende med at sidde helt alene derhjemme, gjorde mig en smule ked af mig. Jeg lagde en hånd op foran øjnene og kiggede ned i gulvet og lod en tåre falde ned. ''Ja. De begge 2 har nogen der kan være hos dem'' Sagde min far til lægen. Jeg kiggede op på ham og min far kiggede på mig. ''Jeg har klaret det skat. Justin vil gerne være hos dig'' Sagde min far og jeg vendte straks blikket over imod Justin. Han kiggede mig i øjnene og ventede bare på en reaktion fra mig. Jeg nikkede til ham og bemærkede et lille smil på hans læber. Igen havde jeg en grund til at takke ham. Det var helt utroligt, alt det som Justin gjorde for mig, som jeg kunne ende med at takke for. Jeg smilede svagt til ham og løftede armene og krammede ham endnu engang. ''Er der slet ingen grænser for hvor meget du vil gøre for mig?'' Hviskede jeg ind i hans øre, midt i vores kram. ''Ikke rigtig'' Hviskede han tilbage, hvilket fik mig til at smile lidt. Jeg fik virkelig meget lyst til at sige at jeg elskede ham, for det gjorde jeg virkelig, men måske ville det få Justin til at håbe endnu mere på at vi fandt sammen igen. Det var jeg så småt ved at håbe på selv, men jeg skulle stadig være helt sikker på at jeg kunne stole på ham.

 
Besøgstiden var forbi og Justin, Jake og jeg gik ned imod min bil. ''Har du din egen bil med?'' Spurgte jeg Justin om og han nikkede hurtigt. ''Jeg har lovet at køre Jake hjem, men hvis du køre hjem til mig, så kommer jeg så hurtigt jeg kan'' Sagde jeg og kiggede Justin i øjnene. ''Okay'' Smilede Justin svagt og nikkede samtidig og sendte mig nogen kærlige øjne. Jake trådte frem imod Justin og rakte en hånd ud til ham. ''Tak Justin.. Tak fordi du hjalp min far og fordi du gider være der for Alex'' Sagde han og trykkede Justins hånd. ''Det skal du ikke takke for. Det var det mindste jeg kunne gøre'' Svarede Justin. ''Jeg skal takke dig Justin!.. Du reddede vores far!'' Sagde Jake seriøst. Jeg kunne se at Justin ikke havde meget at sige. Han nikkede bare. Jake slap Justins hånd og gik over og satte sig ind i min bil. ''Vi ses om lidt'' Sagde jeg og trådte et skridt væk fra Justin. Justin nikkede og begyndte at gå baglæns over imod hans egen bil. 


Jeg vendte mig om og satte mig ind i min bil og sukkede. ''Alex'' Sagde Jake stille. Jeg kiggede på ham og ventede på at han fortsatte. ''Jeg synes du skulle give Justin en chance. Han er sku god nok'' Sagde Jake og kiggede på mig. Jeg sukkede og nikkede og startede bilen. Jeg var glad for at høre at Jake faktisk havde tilgivet Justin, men jeg havde ikke særlig meget at sige til det lige nu. Jeg var virkelig træt og det havde været en virkelig hård start på dagen. Klokken var omkring 17.00 og jeg havde det som om at jeg havde været vågen i 40 timer!. Jeg skulle bare skynde mig at køre Jake hjem og så skulle jeg bare hjem og slappe af.. Sammen med Justin!... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...