You changed my life

Historien handler om Kendall som har levet et 17 år langt liv som er klassens mobbeoffer, ham den usynlige, taberen og nørden. Han har det svært både derhjemme og i skolen, da hans mor næsten aldrig er hjemme og hun snakker egentlig aldrig med ham. I skolen er det fordi han ingen venner har og som sagt er hans klassens mobbeoffer. Han kan nu egentlig godt lide at være i skole, men på sidste er det gået nedad. Der starter denne her nye dreng i klassen og alt forandre sig. Men han er jo til piger, eller hvad?

22Likes
67Kommentarer
3522Visninger
AA

2. Så lang tid siden

Der går nok et kvarter til tyve minutter, så høre jeg døren til toilettet gå op. Jeg sidder i en af båsene, den aller sidste. Jeg krøller mig sammen, så man ikke kan se mine fødder. Jeg vil helst ikke opdages, da det er ret pinligt at blive afsløret i at sidde og tude ude på et toilet, da jeg nu også er en dreng. Åh ja, jeg låser lige båsen op, så det ligner der ikke sidder nogen herinde. ''Kendall? er du herinde?''. Stemmen lyder bekendt, men jeg kan ikke helt huske hvem den tilhøre. ''Jeg ved du sidder herinde et sted, så er du ikke sød at komme ud?''. Jeg kan høre det ikke er Steven, men jeg ved ikke helt hundrede hvem det er lige pt. Jeg kan høre at han begynder at sparke båsene op. Åh nej. Jeg vil ikke håbe han finder mig her. ''Kendall.. Jeg gider ikke mere, kom nu ud..''. Jeg kan stadig ikke høre hvem det er, og det pisser mig altså lidt af... Han er tæt på min bås nu. Giv op dreng! Du skal ikke finde mig her! Han er nu nået til båsen ved siden af min. Efter to sekunder står Travis i båsdøren. Jeg kigger op på ham med tårer i øjnene og snøfter. Det her er ret så pinligt. ''Er du okay? Det var altså ikke særlig sødt af ham! Hvad fanden er han for en? Hvordan kan en være så ondska-..'' Jeg afbryder ham. ''Det er okay. Jeg er vant til det'' Jeg rejser mig og går min vej, men han tager fat i armen på mig. En varm følelse strømmer op igennem min arm og flyder ud i hele min krop. Waow hvor føleles det rart! Men nej, denne følelse skal ikke komme, han er en dreng! ''NEJ Kendall, det er ikke okay?! Hvordan kan du sige at det er okay?!'' Jeg sukker og kigger bare på ham og vil egentlig bare gå min vej men bliver låst fast i hans blik. ÅH DE ØJNE! De er så fantastiske. Jeg kigger væk da det bliver en smule akavet og prøver at gå min vej, men han har stadig fat i min arm. ''Vil du ikke nok give slip? Jeg vil gerne ind til time igen'' det er egentlig ikke  en fantastisk måde jeg håndterer det her på. ''Jo undskyld'' og han slipper min arm. Jeg går ind til time igen og det er ikke den mest fantastiske stemning jeg kommer ind til, nej.. alle kigger på mig og begynder at grine. De kan nok se at jeg har grædt. Men hvad kan jeg gøre ved det? INTET. 
''Godt du er tilbage igen, Mr. Harper'' Mrs. Jones fortsætter med timen og jeg kan se hun forklare noget om atomer. Jeg gider ikke lytte efter da jeg allerede ved det hele, så jeg sætter mig til at tegne. Efter der er gået lidt tid kommer Travis ind igen, men han er ikke alene. Han har nemlig taget Rikter med sig. For fanden... HVORFOR?! ''Jeg høre at der er sket noget ballade i timen?''. Alle kigger ondt på Travis mens han går ned til sin plads igen, især Steven. Selvfølgelig. Travis kommer ikke godt fra det her nu. ''Ja altså, jeg har ikke set noget. Det kan være det er sket inden jeg kom ind i klasse''. Alle kigger på hinanden og de siger ingenting. ''Nej der skete ikke noget. Det var bare noget der skete for sjov''. Ja, jeg vil altså ikke have ballade, så det må I undskylde. Alle kigger på mig og Travis ligner et kæmpe spørgsmåltegn, det er der ikke noget at sige til. ''Når, ja.. Men så går jeg bare igen. Hav en god dag børn, og også dig Mrs. Jones'' alle siger i lige måde og Mrs. Jones bliver rød i hovedet. Det gør hun altid når Rikter er her. 

 

**

Der er gået nogle uger nu. Travis passer virkelig meget på mig. Jeg føler mig mere og mere beskyttet. Jeg glæder mig faktisk til at komme i skole. Travis er det bedste der er sket for mig, uden det må lyde forkert. Jeg ved dog godt, at Steven kan være der når som helst. Men der er ikke sket så meget, ikke andet en de har kommet med dumme kommentarer og gået ind i mig på gangene.
Travis og jeg er begyndt at snakke meget sammen. Jeg er den han vælger som makker når vi skal lave gruppearbejde, i stedet for de andre drenge, der nok passer en smule mere sammen med ham end mig. Men det er rigtig skønt at have ham. Jeg er ikke alene mere.

 

**

Jeg har fri nu, eller det har vi alle. Jeg skynder mig bare at tage min taske og jakke og så er det ellers bare ud ad skolen og hjem. Jeg når lige ud til skoleindgangen hvor jeg kan mærke nogle hænder på mine skuldre. Det er Steven og han har sine venner med. Ja, så skal vi til det igen. Jeg kender godt turen. ''Når, der var du heldig Mr. Harper. Men du var tæt på'' jeg ved det skam godt og jeg vidste det her ville ske. De følger mig hen bag skolen og så starter det hele. De kaster rundt med mig, smider mig på jorden og så sparker de til mig. Jeg har fået blodtud da en af dem sparkede mig lige i ansigtet. ''Nu er det nok drenge, lad ham være nu'' alle adlyder Steven og de går deres vej. Jeg rejser mig bare op og går vejen hjem. 
''Kendall! Vent på mig!!'' jeg stopper op og vender mig rundt, det er Travis. Lige da jeg vender mig rundt kan jeg se på Travis' ansigt, at han har fået øje på blodet der flyder ud ad min næse. ''For satan, nu er de gået over stregen!! Hvad fanden sker der for dem?! De skulle fandeme prøve det selv!!!'' man kan godt høre at han er sur nu, men hvorfor er han sur over at de går efter MIG? Det kan han da være ligeglad med, ikke?.. ''De gør det næsten hver dag efter skole, jeg har vundet mig til det, Travis. Det gør ikke noget''. Jeg ved jeg ikke lyder realistisk, men hvad skal jeg ellers svare? Der er jo intet der kan forhindre dem i det. ''Kendall.... Hold kæft med det lort lige nu!! Det er ikke i orden at de ligefrem tæver dig!!'' Han har ret. Øjnene er der igen. Mmmh, de beroliger mig helt. Jeg forsvinder ind i en trance, nærmest. Han er simpelthen så smuk. Han har et markant anisigt, de store brune øjne, dejligt stort krøllet brunt hår, en hver pige kunne falde pladask for ham. Kendall, hvad er det du tænker?! Han er en dreng, stop det! ''Kendall?''. Har han spurgt om noget? Jeg aner det ikke helt. ''Ja?'' Jeg skynder mig at kigge ned i jorden. ''Skal du.. øhm.. skal du noget i dag?'' han får helt røde kinder og skynder sig at kigge ned i jorden og putter hans hænder i hans lommer på hans hættetrøje. Hvor ser han sød ud, det er da helt vildt. Han får mig til at trække på smilebåndet. Det er virkelig lang tid siden at jeg har tilbragt tid med nogen, jeg bliver helt glad indeni. ''Øh, nej det tror jeg ikke. Eller jo..'' han kigger på mig med et bedrøvet ansigtsudtryk. ''Jeg skal hente min søster i børnehaven nu, men du må da gerne komme med'' han smiler igen. ''Dejligt! Men øhm.. dit ansigt?'' hvad? Hvad snakker han om? Jeg laver som refleks et spørgene ansigt. ''Du har blod i hele ansigtet. Haha!'' Nåååår ja, det havde jeg helt glemt. Jeg griner lidt for mig selv og uden jeg ved af det, tager han fat i mig og vender mig rundt. Jeg bliver helt overrasket. Han tager noget papir fra hans bukselomme og hælder noget vand fra hans dunk ud på det. Langsomt tager han papiret op til mit ansigt og vasker blodet af mig. Det gør mig helt varm indeni, ligesom tideligere ude på toilettet. Men hvorfor er det at denne følelse bare plobber frem i min krop? Han er en dreng og jeg er til piger? Jeg forstår det ikke helt. Da han bliver færdig siger jeg bare tak og vi går mod børnehaven.

 

**

Vi er ankommet til børnehaven og Jasmin får øje på mig og løber alt hvad hun kan hen til mig. Jeg sætter mig på hug og tager hende op og kysser hende på panden, igen smågriner hun, og Travis smiler. ''Hvem er ham?'' oh ja, hun har ikke set ham før. ''Det er Travis, min ven''. Det er rart at høre det ord igen, det har jeg virkelig savnet! Han kigger over på mig og smiler og smiler til Jasmin. ''Hej med dig din søde lille prinsesse'' Aww, hvor er han sød. Hun bliver genert og gemmer sit ansigt ved min skulder, forståeligt nok. ''Skal vi finde dine ting og smutte hjem?'' hun nikker og vi går ind på stuen. Hun går på Rosen. Ja, stuerne har blomster navne. Ret kreativt alligevel. Vi skynder os og går hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...