De gode dage

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 mar. 2014
  • Opdateret: 26 apr. 2014
  • Status: Færdig
Malte går kun i børnehave. Han er ikke gammel nok til at forstå, at deres familie ikke er helt rigtig, at det burde være anderledes. Men for Anne, der henter Malte i børnehaven og passer ham når deres mor ikke kan, for Anne der køber ind når deres mor glemmer det og laver mad når deres mor sidder i sofaen og ser fjernsyn, for langt væk til at tage sig af sine børn, er det smertefuldt tydeligt. Der er noget helt galt, men hun kan ikke bede om hjælp, for så vil hun være skyld i, at Malte bliver taget fra sin mor, præcis som hun var skyld i, at deres far skred.

4Likes
1Kommentarer
223Visninger
AA

2. Kapitel 1.

Da Anne cyklede ned ad den blinde vej den eftermiddag, var der ikke noget ud over det sædvanlige at bemærke. Den ene velplejede have fulgtes af den anden, alle hegnet ind af små hække, der end ikke kunne holde en gravhund ude. Over alt langs vejen stod forårets første blomster, flere steder havde de også sneget sig op gennem revner i fortovet, men Anne havde andet for øje. Trods solskin og forår bemærkede hun kun naboernes skraldespande, der som hver Onsdag stod i enden af indkørslerne, nu tomme efter skraldebilens besøg. Hun havde blikket stift rettet mod huset længere oppe ad bakken. Det eneste hus hvis skraldespand sjældent stod ved vejen når skraldebilen kom forbi; Det hus, hvor Anne boede med sin mor og lillebror.

 

Den morgen havde hun måttet skændes med Malte inden han skulle i børnehave. Han havde nægtet at tage jakken på og senere nægtet at tage af sted. Til sidst havde hun måttet bære ham ud på cyklen. Derfor nåede hun ikke at sætte skraldespanden ud til vejen, før hun tog af sted. Alligevel stod den i enden af deres indkørsel, da hun drejede ind med cyklen.

Det tog hende kun få sekunder at stille cyklen op ad husmuren, før hun smuttede ind i entreen. Gennem de år de havde boet i det lille rækkehus, havde der bredt sig en lugt af alkohol og gamle bleer. Den lod til for længst at have sat sig både i vægge og tæpper, for uanset hvor meget Anne luftede ud, ville den ikke forsvinde. Men det var ikke lugten, der slog Anne som mærkelig, da hun fortsatte længere ind i huset. Det var den friske luft, der arrigt forsøge at bekæmpe stanken.

”Mor?” Kaldte hun ind gennem stuen, da hun opdagede, at hendes mor ikke sad i sofaen som hun plejede. Hun fik ikke noget svar, så hun fortsatte ind i stuen. Alle vinduer stod åbne, der lå hverken skrald eller gamle flasker på sofabordet, og selv kasserne med gammelt tøj og andre ting de havde kasseret, stod pænt langs væggen, frem for rundt i hele stuen.

Anne stoppede brat. Hun var allerede begyndt at få ondt i maven. Hun frygtede inderligt at kommunen havde været på uanmeldt besøg. Sådan som huset havde set ud, da hun tog af sted den morgen, kunne et sådant besøg kun medføre en ting.

”Mor?” Kaldte hun igen. Hendes stemme knækkede, da hun forsøgte at kvæle angsten for at en socialarbejder ville stå i køkkenet og vente på hende med en sodavand og et medlidende smil.

 Det skete ikke. I stedet stak hendes mor hovedet ud gennem køkkendøren.

”Hej skat.” Sagde hun og smilede. Det klædte hende at smile. De dybe render under øjnene var der stadig, men ligegyldigheden var midlertidigt forsvundet fra hendes øjne.

Knuden af rædsel, der var vokset i Annes mave smeltede og lod hende trække vejret. Et øjeblik ville hun bare kaste armene om sin mor og græde, til der ikke var flere tårer i hende, men hun gjorde det ikke.

”Hey.” Sagde hun bare. Hun kunne alligevel ikke lade være med at smile, da hendes mor kom over og rodede hende i håret.

”Gider du hente Malte i børnehaven? Så laver jeg mad mens du er væk.” Hun smilede stadig. ”Pommes og Nuggets” Tilføjede hun.

Det havde været Annes livret, da hun var på Maltes alder. Det var aldrig rigtigt gået op for deres mor, at det havde ændret sig på de 12 år, der var gået, siden Anne var 3.

”Skønt.” Sagde Anne. Hun ville ikke ødelægge dagen, ved at påpege, at hun havde spist så mange pommes og nuggets på det seneste, at tanken gjorde hende en smule utilpas. I stedet smuttede hun hurtigt af sted for at hente Malte.

 

I børnehaven var Malte optaget af at lægge puslespil med en af de andre drenge, så lederen af Maltes stue greb chancen for at tale med Anne. Det var ikke første gang, hun havde gjort lidt ekstra ud af at spørge indtil hvordan Anne og hendes mor havde det, men Anne havde efterhånden lært at komme med de rigtige svar, så hun hurtigt kunne få Malte med hjem, og slippe for pædagogernes granskende blikke.

Malte var ikke glad for at give slip på sit puslespil, men det lykkedes alligevel at få ham med uden en scene, og da de først kom hjem, havde han glemt alt om spillet. I stedet var han snart optaget af at sætte tallerkener op sofabordet og berette så godt han kunne om sin dag.

Selvom han snart var 4 år gammel, havde han problemer med at tale. Børnehaven havde flere gange tilbudt at finde en talepædagog til ham, men Anne og Maltes mor ville ikke høre tale om, at hendes barn skulle have brug for ekstra støtte.

 

”Anne?” Kaldte hendes mor ude fra køkkenet, og trak Anne tilbage til virkeligheden. ”Giver du ikke Malte et bad?”

Selvom hun havde været på vej op på sit værelse for at lave lektier, tog hun Malte med på badeværelset og sørgede for han kom i bad, før de spiste.

Gennem hele måltidet spurgte deres mor ind til Annes dag og fortalte om, hvad hun selv havde brugt dagen på.

Et øjeblik virkede det næsten som om de var en normal, velfungerende familie, men det skulle kun vare til deres mor lagde Malte i seng. Han nægtede at sove og efter lang tids hylen og skrigen, begyndte han at forlange Anne puttede ham frem for deres mor. Snart kom deres mor ud fra Maltes værelse med tårer og make-up løbende ned ad kinderne.

”Du er kraftedeme også så god, hva?” Vrængede hun, idet hun styrtede forbi Anne og videre ud i køkkenet. Anne gik ind til Malte, men lige inden hun lukkede døren, hørte hun lyden af køkkenskabene, der blev åbnet og smækket i, og hun vidste at det var enden på dén gode dag.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...