Dødsspillet  SAO

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2014
  • Status: Igang
Sakura er navnet på den pige der sammen med 9.999 andre spillere bliver fanget inde i spil. Spillet er det helt nye verdenskendte spil Sword Art Online også kaldet SAO. Som de mange andre spillere inde i SAO er Sakura nødt til at kæmpe for overlevelsen for ikke at tabe til spillet. Med hende altid klar til at hjælpe møder hun Shin en flot sorthåret dreng, og Ayane en glad rødtop. Vil de overleve spillet sammen, og vil der måske vokse kærlighed inde i spillet hvor man kan dø?

5Likes
4Kommentarer
345Visninger
AA

5. Kapitel 3. Fanget

Jeg strækker armene i vejret og gaber, ”Det er vidst snart tid til at stoppe, synes du ikke?” spørger jeg og ser over imod Shin med et halvt lukket øje og et tilfreds smil. Solen er ved at gå ned, stor, rund og orange, og vi er stadig ude på det kæmpe græsareal.

Vi har trænet hele dagen næsten uden pauser og high-fivet da vi begge fik level up, og bare jagtet vildsvin og været oppe at køre over at vi fik fat i det her spil. Vi har også mødt andre spillere som også har været ude at træne, og så prøvede jeg også at duellere imod. En af dem vi mødte – han hed Aiko - og efter jeg havde prøvet, prøvede Shin også, selvom at det jo selvfølgelig var en for sjov kamp.

”Jo, vi har spillet hele dagen. Det er nok snart på tide at logge ud.” Smiler han nede fra græsset hvor han ligger og slapper af med hans sværd ved siden af ham.

Fordi at hans øjne er lukkede kan jeg ikke lade være med at studere ham lidt. Gad vide hvordan han ser ud i virkeligheden?

”Ja.” Svare jeg mens jeg ser på ham. Hvad mon han hedder i virkeligheden? Et øjeblik tænker jeg at han nok bare er en spillenørd, med store runde Harry Potter briller, bøjler og altid en astma spray i lommen, sammen med hans Nintendo DS 3D med Pokémon eller et andet spil i.

”…oi-chan? Aoi-chan?! Hvad laver du?” Høre jeg pludselig hans stemme sige og jeg ryster på hovedet og blinker og ser at han har opdaget mit blik.

”Undskyld. Jeg stenede vidst lige dér.” Smiler jeg undskyldende og skynder mig at se ned på græsset for mine fødder. ”Hvordan logger man ud? Jeg er ikke sikker på hvor.” Siger jeg så og åbner min menu mens jeg venter på at han skal komme op at stå for at vise mig det.

”Her se.” Siger han og rejser sig op og går hen til mig. ”Tryk på ’Indstillinger’.”

Jeg gør som han siger efter at jeg lige finder knappen, trykker jeg på den. Jeg ser på den med rynket pande.

”Den er der ikke.” Siger jeg og ser på de tre knapper der er, men hvor den nederste er blank.

”Den skal være der!” Siger han og åbner så hans egen menu og kigger efter. ”Du har ret, den er væk! Måske er det bare en system fejl?”

”Kom, vi tager ind til byen og spørger om der er andre end os der ikke kan logge ud.” Siger jeg og lukker min menu og samler mit sværd op fra græsset. Han nikker en enkelt gang og snupper også hans sværd. Vi begynder begge to at løbe hen imod byen.

Han løber hurtigere end mig og er et lille stykke foran mig da vi når så langt til at vi kan se murene der omgiver byen.

Pludselig dukker der et hvidt lysskær op rundt om ham.

”Shin-chan!” Råber jeg idet det hvide lys opsluger ham og han forsvinder.

”SHIN!!!” Råber jeg igen og stopper overrasket op. Hvad skete der lige?!

”Shin!! Shin-chan hvor er du?!” Råber jeg igen og opdager at der også er et hvidt lys ved mine fødder. Jeg ser ned på det og prøver så at løbe væk fra det men pludselig bliver alt omkring mig hvidt og jeg lukker øjne fordi ikke at blive blændet.

Et øjeblik føler jeg mig fuldkommen vægtløs som om at jeg svæver, men lige så hurtigt som følelsen var kommet forsvinder den igen, og jeg kan høre folk der råber omkring mig.

”Aoi!” Høre jeg en stemme råbe og jeg åbner igen øjne.

Jeg er havnet på det store runde torv med springvandet i midten, her hvor jeg startede spillet.

”Shin-chan?” Spørger jeg og ser rundt, men kan ikke lige få øje på ham. Der er mennesker overalt, alle forskellige at se på og alle nogle jeg syntes jeg så tidligere da jeg kom.

”Aoi-chan.” Høre jeg Shin sige igen bag mig. Jeg drejer hurtigt rundt og ser om på ham.

”Hvad skete der?” Spørger jeg usikkert da jo ikke ved hvad der sker.

”Det ved jeg ikke. Det er der ingen der ved. Jeg tror at der kommer en GM der vil fortælle os alle et eller andet. Der er jo ingen advarsels skærme nogle steder.” Svare han.

”GM..? Game Master?” Gætter jeg med hovedet let på skrå. Han nikker til svar.

Pludselig høre vi nogle råbe og pege op i luften over springvandet. Jeg følger fingrende med blikket og ser op over springvandet, hvor der er kommet en rød lille skærm frem Jeg kniber mine øjne lidt sammen og kan se at der står ’Warning!’ på den. Pludselig bliver hele den orange himmel dækket af de røde skilte alle hvor der står det samme: Warning!

Nogle skriger og andre kryber sammen men jeg bliver stående med rynket pande og ser til mens en tyk rød væske glider ned mellem linjerne på skiltene og former en skål, der derefter bliver til en rød røg der samler sig og former sig til noget fast. Jeg mærker et stik af frygt i mig og mærker hvordan jeg får lyst til at krybe sammen mens jeg ser den røde røg tager form.

”En Game Master?” Spørger jeg og ser op da røgen tager form som en stor, bred rød kappe, med en hætte til at skjule bæreren af den.

”Det ved jeg ikke. Det tror jeg.” Mumler han med opmærksomheden fuldt rettet imod personen.

”Opmærksomhed, spillere. Velkommen til min verden. Mit navn er Kayaba Akihiko.” Siger manden og breder armene ud.

”Kayaba Akihiko. Det er ham der har lavet spillet!” Udbryder Shin ved siden af mig. Overrasket og med ny opmærksomhed ser vi op på ham.

”Fra dette øjeblik, er jeg den eneste person der kan styrer denne verden.” Siger Akihiko igen og skaber lidt snak omkring i folkemængden.

”Jeg er sikker på at i har opdaget,” Fortsætter han med en højere stemme end før, ”At log ud knappen er forsvundet fra jeres hovedmenuer. Men det er ikke en defekt i spillet.” Siger han og åbner for hans egen menu.

”Jeg gentager… Det er ikke en defekt i spillet. Det er en ny funktion i Sword Art Online. I kan ikke logge ud af SAO af jer selv. Og ingen udefra kan slukke eller tage jeres NerveGear af. Skulle det ske, vil transmitteren inde i NerveGear’et, udsende en stærk mikrobølge, der vil destruere jeres hjerne, og dermed ende jeres liv.”

”HVAD?!” Udbryder jeg og Shin på samme tid med en masse andre. Ikke logge ud eller få hjælp udefra? Ellers dør vi? Hvad så med vores familier og venner?! Vores rigtige kroppe dør jo af at den ikke får noget næring overhovedet!

”Shin-chan, er det rigtigt at han kan gøre det?” Spørger jeg oprevet og høre pludselig en anden person, en fyr sige: ”Kom, det her er tåbeligt!” og begynder at gå væk herfra med en pige i hånden. Dog bliver de stoppet med et mindre stød og en usynlig væk der et øjeblik bliver synlig over hele pladsen. Folk gisper og den del trækker sig et ekstra skridt væk fra den igen usynlige mur.

”Jo. Det er jeg bange for. Det er ham der har opfundet NerveGearet og spillet. Det der får os til at kunne befinde os virtuelt her i denne verden, er nogle små mikrobølger der sendes ind i vores hjerne. Hvis NerveGearet kan gøre det, kan den sagtens også destruere vores hjerner.” Siger han sammenbidt.

”Uheldigvis,” Fortsætter Akihiko som om at der ikke var sket noget hernede, ”Er der flere spilleres venner og familier som ignorerede denne advarsel, og tog alligevel NerveGearet af. Som resultat af det, er der 213 spillere der er forsvundet for evigt, både her fra Aincrad og fra den virkelige verden.” han breder armene ud og nogle skærme dukker op omkring ham. Efter at have fokuseret lidt på dem kan jeg se at på en af skærmene er der nogle ambulance folk der bærer en bevidstløs person ud fra et hyggeligt lille hus, hvor et forældre par og to børn står og græder. Jeg gætter let at det alt sammen er nogle optagelse fra den virkelige verden, hvor de filmer de døde spillere der bæres ud efter at familien eller vennerne hev NerveGearet af spillerene.

”Som i kan se, er nyhedsorganisationer over hele verden ved at alt dette, inklusive dødsfaldene. Således kan i nu antage at chancen for at jeres NerveGear bliver fjernet, nu er minimal. Jeg håber at i vil slappe af og tænke på at klarer spillet… Men jeg vil have jer til at huske det her klart. Der er ikke længere nogen måde at genoplive en spiller i spillet. Hvis jeres HP falder ned til nul, vil jeres avatar forsvinde for evigt. Og samtidig vil NerveGearet destruere jeres hjerne.” Siger han og holder en pause hvor hans ord synker ind hos os.

”Der er kun én måde at slippe ud af spillet på. Gennemfør spillet. Lige nu er i alle på den nederste floor i Aincrad, Floor 1. Hvis i kan føre jeres vej igennem Dungeonen og besejrer Floor Bossen, kan i komme videre til næste level. Besejr den sidste Boss på Floor 100, og i vil gennemføre spillet.”

”Det er umuligt!”

”Det kan ikke lade sig gøre!”

”Ikke engang Beta Testerne nåede så langt!”

Lyder det rundt omkring på pladsen, fra både drenge og piger. Jeg mærker at jeg også selv mister modet lidt. Der kan gå flere måneder måske år før vi så kommer ud igen, specielt hvis man skal være i de høje levels der kræver at slå en Boss. Det er noget jeg hurtigt regner ud på grund af den tid det tog for Shin og jeg at få level up.

”Til sidst.” Siger han og åbner igen hans menu, ”Har jeg givet jer alle en gave i jeres objekt opbevaring, som i kan finde i jeres menu. Hver velkomne til at se hvad det er.”

”Hvad i?” Mumler jeg og åbner for min menu og går ind under Objekter. ”Et spejl?!”

”Hvad? Et spejl?” Spørger Shin og åbner også for hans menu og finder spejlet frem. Som et ekko høre jeg en masse andre gentage ’Et spejl?’.

Jeg trykker på knappen og min menu lukker og efterlader et lille håndspejl som falder ned i min hånd. Jeg ser på den hvor jeg ser hvordan jeg valgte at se ud da jeg startede spillet. Jeg rynker panden. Hvorfor et spejl?

Pludselig begynder en person ved siden af mig at lyse op og det samme gør Shin et halvt sekund efter. Jeg skal til at sige noget da et lys også omringer mig. Jeg løfter min frie arm op og dækker øjne for det skarpe lys. En underlig følelse skylder ind over mig, et øjeblik er der en kold bølge fra top til tå og bagefter en varm.

Da det stopper igen sænker jeg armen igen og blinker let da lyset forsvinder og jeg høre overraskede udbrud og underlige beskyldninger:

”Er du ikke en dreng?!”

”Du sagde at du var sytten.”

Jeg rynker panden. Hvorfor i al verden siger de det?

”Aoi-chan? Aoi-chan hvor er du?” Høre jeg pludselig en stemme spørge. Jeg drejer hovedet og ser derhen hvor Shin stod før men hvor der nu står en anden fyr.

”Hvem spørger?” Spørger jeg og ser mig omkring. Hvor er Shin blevet af?

”Er du? Er du Aoi-chan?!” Spørger fyren igen og lyder som om at han er ved at blive kvalt i hans ord.

”Ja?” Svare jeg og ser underligt på ham. Hvorfra kender han mit navn? Da jeg ser på ham efter et øjeblik ser jeg hans HP bar dukke op på venstre side af hans hoved, hvor navnet står ovenover HP baren.

”Shin-chan?!” Udbryder jeg overrasket og ser nærmere på fyren. Hans hår er sort, halvlangt pjusket og hænger ned over hans pande og lidt over hans, større end før, stålblå øjne. Kindbene er højere og mere markerede end før, næsen lidt mindre og læberne med mere fylde. Skuldrene er ikke så brede som før, og benene er lidt kortere end før, men ryggen lidt længere, armene kortere og hænderne med lange fingre.

”Du er en pige?!” Siger han og stirre på mig med store, overraskede øjne.

”Hvad?” Siger jeg uforstående og ser ned i spejlet i min hånd. Jeg laver en underlig overrasket lyd nede i halsen og springer et halvt skridt tilbage af forskrækkelse over synet der møder mig i spejlet.

Mine øjne er blevet større, og grønne igen, stadig med sorte øjenvipper. Min næse er blevet mindre, mine læber mere fyldige, og øjenbrynene mindre buskede og fine. Mit hår er igen langt, blåt og sort.

Jeg ser ned af mig selv og mærker en rødmen i mine kinder da jeg ser at bukserne er blevet en anelse for lange, mærker at skoende er for store og trøjen med læderbeskyttelsen strammer over barmen, og trøjen for løs ved siderne.

Jeg tager en lok at mit hår mens jeg ikke kan fatte det. Jeg er en pige igen?!

Jeg ser på Shin igen mens jeg bider mig i underlæben.

”D-det ser sådan ud.” Mumler jeg uden rigtigt at vide hvad jeg ellers skal sige.

Jeg skal lige til at sige noget men stopper mig selv. Hvad i al verden skal jeg sige? Så godt som alle har løget om køn eller i det mindste udseende. Shin har også, men mellem ham og mig er det nok mig der er værst? Jeg har løget om mit køn, og fået ham til at tro at jeg faktisk var en fyr.

”Lige nu tænker i nok alle sammen ’hvorfor’? Hvorfor ville Kayaba Akihiko, opfinderen af Sword Art Online og NerveGearet, gør alt det her? Mit mål er allerede nået. Jeg lavede Sword Art Online af én grund… For at lave denne verden og gribe ind i den. Og nu, er den komplet. Det her afslutter guiden til den officielle Sword Art Online lancering. Held og lykke, spillere.” Afslutter Kayaba Akihiko sin tale og den røde røg dukker op igen og han opløses igen og forsvinder, sammen med alle advarsels skærmene på himlen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...