Dødsspillet  SAO

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2014
  • Status: Igang
Sakura er navnet på den pige der sammen med 9.999 andre spillere bliver fanget inde i spil. Spillet er det helt nye verdenskendte spil Sword Art Online også kaldet SAO. Som de mange andre spillere inde i SAO er Sakura nødt til at kæmpe for overlevelsen for ikke at tabe til spillet. Med hende altid klar til at hjælpe møder hun Shin en flot sorthåret dreng, og Ayane en glad rødtop. Vil de overleve spillet sammen, og vil der måske vokse kærlighed inde i spillet hvor man kan dø?

5Likes
4Kommentarer
344Visninger
AA

4. Kapitel 2. Shin

Jeg blinker med øjne da det skarpe hvide lys forsvinder og lader mig se hvor jeg er havnet. Jeg er på et cirkel formet torv, hvor bygningerne er lavet af sten, og jorden er belagt med grå brosten. Der går flere gader ud fra torvet og føre ud til forskellige steder i byen. I midten af torvet er der et stort springvand og rundt omkring mig dukker der flere og flere mennesker op i hvide lysskær. Alle er af forskellig størrelse og alder og køn. Nogle løber væk fra torvet fordi at de ved hvor de kan få level up, sikkert Beta-testerne. Andre bliver tilbage og ser sig omkring og snakker med folk, både nogen som de kender fra virkeligheden og nogen de først lærer at kende nu.

Jeg får et kæmpe tumpet smil om læberne og drejer flere omgange rundt for at sluge det hele med øjne.

Jeg er på den første floor, i the Town of the Beginnings!

Jeg får øje på endnu en person der målrettet løber væk fra torvet og ud på en af gaderne der føre ud til det der for mig var ukendt. Jeg satte i løb efter ham for at se om han ikke skulle kunne fører mig ud til et sted hvor jeg kunne lærer noget. Eller få level up. Hvis jeg var heldig ville han måske hjælpe mig med spillet?

Jeg følger ham så langt jeg kan, men han har et stort for spring og før jeg ved af det har jeg mistet ham ud af syne.

Jeg står alene tilbage midt på gaden og har ingen ide om hvor jeg skal hen, eller hvor i al verden jeg er havnet. På begge sider omkring mig rejser der sig to høje grå sten bygninger.

Uden at vide hvor jeg er på vej hen, fortsætter jeg ligeud mens jeg langsomt bliver opmærksom på den lave summen af mennesker der snakker og griner.

Jeg begynder at løbe efter lyden for at komme tilbage til de andre spillere.

Da jeg når hen til dem stopper jeg overrasket op. Jeg havde troet at jeg ville komme tilbage til torvet, men i stedet for er jeg nærmere havnet på en gade hvor der ligger butikker og boder til begge sider. Alle med forskellige varer og med forskellige mennesker der står i dem og sælger.

Jeg går ned af gaden mens jeg høre på dem, nogle der griner og andre der snakker med kunderne, og så er der dem der falbyder deres varer mens jeg går forbi dem.

Jeg ser nysgerigt på de forskellige ting der er i hver bod, indtil at jeg får øje på noget.

To store buer der vokser op fra jorden og mødes i midten højt oppe. De er lavet af lyse sten og forskellige flotte mønstre er skåret ind i dem, alt sammen helt ens.

Men det der også fanger min opmærksomhed er hvor porten fører hen: et kæmpe græs areal der ser ud til at strække sig ud til evigheden. Med bølgende bakker og græs der bevæger sig efter den lette brises pust, og små grus stier der føre over bakkerne og ned i fordybningerne. Over det strækker himlen sig uendeligt og langt ud til uopdagede steder og med få spredte lammeskyer.

Jeg står og stirre på det et øjeblik inden at jeg sætter i løb derhen for at komme ud at se det.

Så snart jeg kommer ud under porten løber jeg videre mens jeg nyder den underligt friske luft og vinden der suser forbi mig.

Jeg sætter farten op og nyder det da jeg pludselig får øje på en brun plet ikke så langt væk fra mig. Jeg stopper op og ser på den et øjeblik. Den kommer nærmere imod mig, og jeg opdager at det er et vildsvin? Jeg ser på den et øjeblik mens den kommer tættere og tættere på. Det er et stort dyr med store stødtænder og røde øjne. Eller det ligner det i hvert fald at den har.

Jeg trækker mit sværd og svinger det hurtigt imod vildsvinet. Der sker dog ikke noget specielt ud over at det rammer det oven i hovedet, så den stopper og falder forover, og jeg får ondt i armene på grund af slaget.

Dens HP bar falder kun et par centimeter, og den rejser sig op og ryster på hovedet med et par grynt. Jeg ser overrasket på den. Sker der ikke mere? Et slag i hovedet og den bliver næsten ikke skadet?

”Wow… Hårdt spil.” Mumler jeg for mig selv og ser ned på mit sværd. Skader den virkelig ikke mere? Jeg ser på vildsvinet der ser på mig med vrede røde øjne. Den rejser sig op og løber imod mig.

Jeg sætter i løb med et hyl men er for langsom da jeg mærker den løbe ind i mit ben. Jeg giver et skrig fra mig og vælter omkuld.

Jeg lander på ryggen og får slået luften ud et øjeblik. Pludselig når jeg at se noget brunt bevæge sig alt for hurtigt og med hård kræft imod mit hoved. Inden at det når at ramme mig løfter jeg mit sværd op og holder det med begge hænder, den ene på skæftet og den anden hånd holder selve klingen op foran mit hoved.

Lige i sidste øjeblik når min bevægelse at stoppe vildsvinet i at hamre sit hoved og klove ned i mig, mens den laver et eller andet der kunne lyde som et vildsvin skrig.

 Pludselig skriger vildsvinet og falder til venstre side. Jeg reagere uden at være klar over det og skynder mig op på knæ og støder spidsen af mit sværd ind i flanken på den, og lader sværdet synke langt ind i kødet på den så den dør.

Jeg opdager at i stedet for at bløde er der et rødt skær rundt om såret den har fået, dér hvor dens venstre bagben burde have været.

Jeg når ikke engang at se HP baren’s røde lys forsvinde før den springer i luften og kort efter gør vildsvinet også. Dens krop forsvinder bogstaveligt talt og efterlader nogle lyse blå, grønne og hvide digitale flager i luften. Jeg ser forundret på det og rækker ud efter et stykke som deler sig op i mindre stykker endnu ved min berøring.

 Jeg ser ned på mit sværd, der er ikke en eneste dråbe blod på eller tegn på at jeg har været i kamp.

Pludselig dukker der en skærm op foran mig hvor der står at jeg har fået 12 XP, 15 Col og et halvt objekt.

”Hey! Er du okay?” Høre jeg en dyb stemme spørge. Jeg ser op og opdager grunden til hvorfor dens bagben var hugget af. En høj fyr med langt mørkeblåt hår der stritter ud til siderne, og en blå trøje går hen til mig.

Da han kommer hen til mig kan jeg bedre se hans ansigtstræk. Hans øjne er røde, og med sorte øjenbryn. Han har en lidt stor næse og tynde læber. Han har brede skuldrer lange arme og med pænt store muskler. Han har lange ben dækket af nogle brune enkle bukser og nogle sorte støvler på nogle lidt for store fødder. En af mine perverse tanker dukker op med at han måske tror på det med at jo større fødder man har jo større er… den…

Mentalt skynder jeg mig at ryste på hovedet og lader blikket glide videre til hans hænder, hvor han ligesom mig har nogle fingerløse sorte handsker på. I hans højre hånd holder han et sværd der som mit sværd er et halvanden håndssværd, med et skæfte lavet af sort læder, og en lang klinge der på en måde virker mørkere end min.

Han stopper op foran mig og ser afventende på mig. Jeg ryster hurtigt på hovedet og klarer mine tanker.

”Ja, jeg har det fint. Tak for hjælpen.” Siger jeg med et smil og bukker hurtigt for ham med hænderne klappet sammen og retter mig op igen.

”Det var så lidt. Du er ikke særlig trænet er du?” Spørger han med et roligt smil. Han rækker sin ene hånd frem imod mig. ”Jeg hedder Shin.”

”Nej, ikke ligefrem. Det her er mit første VRMMORPG…” Svare jeg med en hånd i nakken og tager imod hans hånd med min. ”Aoi.”

”Dit første?! Så er du helt sikkert nybegynder! Vil du have noget hjælp? Jeg har nok mere styr på det her end du har?” Spørger han med et roligt smil.

”Ehm.” Siger jeg overrasket over hans ligefremhed. ”Ja! Meget gerne. Bare lige det grundlæggende om det her spil og så siger jeg dig, så er jeg flyvende!” Smiler jeg overlegent selvom at jeg overdriver.

”Okay se her.” Smiler han selvsikkert til mig og ser rundt efter et nyt vildsvin. Jeg ser den anden vej end ham for selv at se efter nogle. Overrasket taber jeg næsten øjne, næse og mund da der pludselig dukker nogle op spredt omkring på engen. Alle sammen kommer i et slør af blå, grønne og hvide lysende flager, ligesom da den anden døde.

”Derover.” Siger jeg og peger på den der er tættest på os.

”Perfekt!” Siger han og begynder at gå hen imod dem og gør tegn til at jeg skal følge med.

”Når du skal til at angribe så lad lige programmet opfange det. Vent et øjeblik på det og når det kommer til dig, så lad det eksplodere i det du angriber.” Forklare han mig med øjne på vildsvinet.

”Se her.” Siger han og løber imod det nærmeste vildsvin med sværdet rettet imod den. Kort efter kommer der et blåt lys rundt om klingen og med et hårdt slag imod vildsvinet vælter han den omkuld og han stikker sværdet ned i hjertet på den. Den skriger et sidste skrig inden at den ligesom den første eksplodere i et lys og digitale flager.

Han ser tilbage på mig med et selvsikkert smil.

”Prøv du.” Siger han opmuntrende og nikker imod mit sværd. Jeg ser ned på det og på et af de andre vildsvin.

”Koncentrer dig og tag det roligt. Der kommer ikke til at ske dig noget.” Siger han igen og jeg løber ligesom han gjorde hen til det nærmeste vildsvin og håber at der ikke sker noget. Jeg retter sværdet imod vildsvinet mærker at der kommer en form for varm energi rundt om mit sværd og et grønt lys dukker op omkring det.

Jeg løber forbi vildsvinet og mærker spidsen af mit sværd synke ind i flanken på vildsvinet. Jeg fortsætter med et løbe mens jeg trækker sværdet videre igennem vildsvinet så den får et stort aflangt sår. Jeg stopper hurtigt op da jeg når enden af vildsvinet. Jeg drejer hurtigt omkring på hælende, og løber op ved siden af vildsvinet hvor jeg stikker sværdet i den igen og skaber endnu et aflangt sår på den anden flanke. Jeg fortsætter med at løbe fremad selvom at jeg sænker farten så jeg til sidst hopper op i luften og glider let i græsset og støder ind i Shin. Han griber min ene arm med hans frie hånd og hjælper mig med at stoppe.

Jeg bøjer mig let forover for at få vejret og retter mig forskrækket op igen da en hvid skærm dukker op foran næsen på mig. Jeg smiler stort og springer op i luften med et sejrshyl og ser om, der hvor vildsvinet ellers skulle stå, men hvor de sidste digitale flager er ved at forsvinde i luften.

Jeg griner til Shin og ser så på skærmen for at se hvor meget jeg har fået.

24 XP, 30 Col og 2 ting.

”Jeg slog den!” Smiler jeg stort til ham.

”Jep. Men eh… Du ved godt at et vildsvin her svare til en slime i andre spil, ikk’?” Siger han med en hånd i nakken og et forlegent smil.

”Hvad?!” Udbryder jeg og ser på ham med store øjne. En slime?! Men.. Men den var jo stærk?! ”Hvad så med bosserne? Er de stærkere end vildsvinet?” Spørger jeg med en overrasket og tæt på hysterisk stemme.

”Ja. Bosserne skulle vidst være meget stærke.” Svare han med et beklagene smil. Jeg laver en klagelyd og synker ned at sidde på jorden. ”Men hey, der er mange angreb man kan bruge, mange er stærkere end de vi kan lige nu, så vi skal bare få lært det også bliver alting let som en leg.” Prøver han at opmuntre mig med.

Jeg laver endnu en klagelyd og rejser mig så op. Hvis det er sådan spillet er vil jeg træne så jeg bliver stærk! Jeg vil være en af de stærkeste i det her spil!

Jeg knytter hænderne og smiler pludseligt til ham, et bestemt smil. ”Så må vi jo bare træne ikke? Lad os træne sammen Shin-san.” Smiler jeg og rækker hånden hen til ham.

”Jo, lad os træne sammen.” Siger han og tager imod min hånd. Da han slipper den igen åbner han sin menu, en hvid lille skærm hvor man kan se hvad man har af forskellige ting, skifte tøj hvis man har noget andet, og tage imod og sende udfordringer, venskaber og beskeder med andre.

Han trykker på nogle knapper, og en lille skærm dukker op foran mig.

Accepter venskab med Shin? Står der og med en blå knap med en cirkel i og den rød knap med et kryds i, under.

Jeg trykker på den blå knap.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...