Dødsspillet  SAO

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2014
  • Status: Igang
Sakura er navnet på den pige der sammen med 9.999 andre spillere bliver fanget inde i spil. Spillet er det helt nye verdenskendte spil Sword Art Online også kaldet SAO. Som de mange andre spillere inde i SAO er Sakura nødt til at kæmpe for overlevelsen for ikke at tabe til spillet. Med hende altid klar til at hjælpe møder hun Shin en flot sorthåret dreng, og Ayane en glad rødtop. Vil de overleve spillet sammen, og vil der måske vokse kærlighed inde i spillet hvor man kan dø?

5Likes
4Kommentarer
347Visninger
AA

3. Kapitel 1. Aoi

Jeg ser fra den grå skindene hjelm der sidder harmløst på mit bord og ned på min mobil i min hånd. Jeg mærker den vibrere i min hånd og at skærmen viser et billede og nedenunder står der at det er Akatsuki der ringer.

Jeg ser på den et øjeblik inden at jeg tager mobilen op til øret.

”Hallo?” Spørger jeg den anden ende af ren gammel vane.

”Sakura-chan? Fik du den?” Spørger han med en stemme der lyder let forpustet, som om at han er løbet hele vejen hjem til ham selv.

”Ja. Og dig, fik du også en?” Spørger jeg og mærker at jeg ikke kan lade værre med at smile. Min egen Nervegear! Og Sword Art Online med!

”JA! … Men har du stadig tænkt dig at gøre det?” Spørger han med en nysgerrig stemme.

”Ja, selvfølgelig! Du sagde det jo selv. Jeg gider ikke at det skal være sådan, bare fordi at man er en pige.” Svare jeg og himler med øjne over ham.

”Okay..” Lyder det lidt nervøst fra hans ende af røret.

”Nå, skal vi ikke se at komme ind og udforske det? Jeg kan ikke vente længere! Vi ses måske, Akatsuki-kun!” Siger jeg og lægger på før at han når at svare. Pludselig kan jeg ikke vente med at få det tilsluttet!

Jeg ligger min mobil i lommen og tager Nervegearet med hen til min seng hvor jeg tager den på og ligger med ned.

Jeg mærker spændingen tage til, selvom at det eneste der står på skærmen er hvor meget strøm der er på den, og hvad klokken er.Jeg smiler et tåbeligt forventningsfuldt smil og åbner munden.

”Link start!” Siger jeg og pludselig bliver alt hvidt for mig, da jeg NerveGearet sender mikrobølgerne ind i min hjerne.

Et øjeblik efter ligner det at jeg er i et eller andet rum med min rigtige krop, men jeg ved at det bare er mikrobølgerne fra NerveGearet der gør det. NerveGearet sender mikrobølger in til hjernen, så det føles som om at kroppen rigtigt er til stede i spillet. Det gør at man virtuelt er til stede og kan føle, smage, hører, se, lugte og bevæge sig som i virkeligheden. Det er grunden til at der er så mange der har været ude efter et NerveGear.

Jeg drejer en omgang rundt og ser i det rum jeg er kommet ind i. Pludselig foran mig dukker der en blå skærm op. Jeg ser på den et øjeblik og bliver glad for at vi lærer engelsk i skolen.

’Vælg et sprog.’ Står der på engelsk, men der er ingen knap at trykke på eller en liste over valgmulighederne.

”Hmm.. Japansk.” Siger jeg let tøvende usikker da det er første gang at jeg prøver.

Skærmen ændre teksten og sproget til japansk, hvor teksten på skærmen nu beder om et brugernavn til min ikke-endnu lavede avatar.

Jeg ser på den et øjeblik med spidsede læber og tænker over hvad jeg vil hedde.

”Aoi.” Siger jeg højt og med et smil. Jeg har altid ønsket mig at få en lillebror der skulle hedde Aoi.

Pludselig dukker der to figurer op over skærmen som ændre teksten. Ved siden af mig dukker der et spejl op hvor jeg kan se mig selv som jeg ser ud i virkeligheden: Det talje lange hår er farvet lyseblåt og på hovedbunden kan ses tydelige udgroninger, som ikke gør noget, da mit hår er helt kul sort. Det ser faktisk pænt ud ifølge mig.
Mine grønne øjne er lidt mindre end jeg selv kan lide det, men min mor er mig altid imod… Min næse er lidt for spids, men læberne er pæne og røde. Mine kinder har også en svag rosa farve, og det er ikke efter make-up.

Men min krop er ikke helt så tosset, selvom at brysterne er lidt for små, har jeg lange ben og en tilsvarende ryg. Jeg har ifølge mig selv lidt for meget mave, men andre siger altid at jeg ikke har noget at brokke mig over.

’Vælg køn.’ Står der og jeg ser igen op på de to figurer. Der ligger jeg mærke til at den ene er en dreng og den anden er en pige.

”Dreng.” Høre jeg min stemme sige uden tøven, og uden at jeg har tænkt over det. Et øjeblik føles det som om at noget koldt vand bliver skyllet ned ad ryggen på mig, og min krop på en eller anden måde bølger. Jeg lukker øjne et øjeblik og åbner dem igen da de et par sekunder efter stopper.

Jeg ser på spejlet og springer bagud med et overrasket udbrud, forskrækket over hvad jeg ser. Da de går op for mig hvad det er går jeg helt hen til spejlet og ser nærmere.

Min næse er blevet en smule større og mine øjne mindre og mere skæve. Mine læber er tyndere end før og mine øjenbryn en anelse tykkere. Men mine kindben er lige så høje som før. Fascineret mærker jeg på mit nye ansigt og opdager at mine hænder også er blevet større, med kortere negle. Jeg ser på mit hår som nu er helt sort, og stritter i alle retninger. Lige så fascineret som før mærker jeg på det. Det føles på en eller anden måde sjovt at røre ved.

Jeg ser ned af mig selv i spejlet og stopper så snart jeg når brystkassen. Jeg laver store øjne og mærker med en tøvende hånd der hvor der burde være noget, men hvor der ikke er noget. Jeg hiver i min nu løse halsudskæring på min trøje og ser ned. Ingenting! Ingenting overhovedet! Kun en BH som sidder uden at støtte noget.

Jeg ser på spejlet igen og lægger mærke til at mine skuldre og brystkassen er bredere og taljen tynd. Jeg bider mig i læben da jeg kommer til der hvor der aldrig før har været noget, og hvor det nu føles som om at der er noget der sidder lige lovligt stramt. Jeg ser at mine øjne bliver større og mine kinder helt røde. Rødmen breder sig til resten af mit ansigt.

Noget i mig kan ikke lade værre med at lyne bukserne op og mærke at ubehaget forsvinder lidt. Jeg ser ned i bukserne, giver et mindre skrig og kan ikke lade værre med at springe bag ud. Selvom at jeg havde forventet det, så havde jeg ikke helt troet at det ville være så… Så… Så virkeligheds tro.

 Jeg ser op igen på spejlet, fuldkommen tomatrød i hovedet. Men det stopper mig ikke at se mere på min nye krop. Jeg lægger mærke til at mine ben også er en smule længere, lårene en anelse tyndere, og at jeg ikke længere er så… Formfuld omkring mave, talje og hofter som da jeg var en pige. Ud over det lader jeg blikket køre ned til mine fødder, hvor jeg pludselig føler at mine fødder ikke kan være der længere.

Jeg bukker mig ned og kæmper et øjeblik med at få mine gamle sko af, og sukker lettet da jeg kan smide dem til side. Mine fødder er blevet større, med det jeg gætter på er 5 størrelser større eller mere.

Jeg står et øjeblik og ser på mit fulde jeg i spejlet inden at jeg kommer i tanker om at der nok står et eller andet på skærmen som fortæller mig hvad jeg ellers skal gøre inden at jeg kan begynde spillet.

Jeg ser på skærmen hvor der nu står at jeg kan ændre udseende og gå videre til garderoben når jeg er færdig.

Jeg ser på spejlbilledet af mig igen, denne gang med kritiske øjne for at finde ud af hvad der skal ændres.

Det første jeg ændre er fødderne, en del af mig synes bare at der er forkert at de er så store som de er. Det næste jeg gør er at gøre musklerne i mine overarme lidt mere markerede og en smule større også. Derefter skifter jeg øjenfarven fra grøn til en meget mørk brun.

Jeg ser på mig selv med kritiske øjne i længere tid og beslutter mig så for at hvis der er noget der skal ændres, kan det gøres når jeg har valgt noget tøj.

”Fortsæt.” Siger jeg og ser hen på skærmen der igen ændre teksten.

’Når du er færdig med at vælge tøj, kan du gå videre til at vælge et våben. OBS! Tøjet skal vælges fra garderoben da tøjet som kommer fra virkeligheden ikke virker inde i SAO.’ Læser jeg og ser så hen foran mig igen. Spejlet er nu flyttet og jeg ser nu på flere bøjler hvor der hænger trøjer og bukser, og en anden reol hvor der står sko, og en helt tredje hvor der er andet tilbehør. Jeg står et øjeblik og stirre.

Jeg starter med trøjerne og går langsomt igennem alt tøjet mens jeg tager noget fra af det hele så jeg bagefter kan vælge ud af det.

Det ender med at jeg tager en grøn, lidt lang t-shirt hvortil der høre et brunt bælte. Bukserne er sorte og et godt stod der burde kunne holde. Skoende er perfekte til at gå i. Derudover af de diverse sager der også var, har jeg taget et par brune handsker af læder, og uden fingre. BH-en er jeg kommet af med, skoende passer perfekt, og bukserne strammer ikke som mine fra virkeligheden gjorde.

Tilfreds med at tøjet passer som det skal går jeg hen til spejlet for at studere det jeg har fundet og nikker så.

”Fortsæt.” Siger jeg igen og ser igen hen på skærmen.

Pludselig i et lysskær forsvinder tøjet og en væg og nogle hylder dukker op med våben på.

’Vælg et våben. Der vil være mulighed for at anskaffe sig flere i løbet af spillet, alt efter hvor mange Col du tjener.’ Siger teksten på skærmen. Jeg ser på den et øjeblik, og gætter mig så frem til at Col må være den slags penge der bliver brugt i spillet.

Jeg ser på de forskellige våben der er foran mig, som egentlig bare er dolke og sværd alle af forskellige udseende, og længde.

Jeg ser på de forskellige sværd og dolke og prøver et stort to håndssværd som jeg kort efter ligger tilbage igen. Det er for stort, klodset og tungt i mine hænder.

Jeg tager bagefter en dolk frem og prøver den i hånden, men synes ikke selv at det passer. Hvis det er rigtigt at man kan købe nye våben i spillet, vil jeg hellere købe en inde i spillet, og starte med et sværd.

Et sværd tiltrækker min opmærksomhed og jeg går hen til det og ser på det. Skeden er enkel og lavet af sort læder. Skæftet har noget brunt læder viklet rundt om, lige dér hvor man holder det. I sværdknoppen er der en lille sort sten der alligevel ser ret flot ud.

Jeg tager sværdet og trækker det ud. Som sagt, et enkelt sværd, med en enkel bølget skravering ned langs midten af sværdet. Det er dobbelt ægget, og sølvfarvet som alle andre sværd jeg har set i TV film.

Jeg prøver at slå imod endnu en indbildt fjende og opdager at der på skæftet er plads til at jeg kan holde det, næsten med begge hænder. Det er ikke et to håndssværd men en halvanden håndssværd.

Jeg prøver igen at svinge med sværdet og opdager at det føles godt. Jeg laver flere kluntede hug i luften både med og uden den ene hånd.

Da jeg stopper ser jeg på sværdet igen. Det er enkelt, men det føles godt, både med en og to hænder.

Jeg beslutter mig for det skal være det og lægger den så tilbage i dens skede og sætter den derefter fast på højre hofte ved at spænde den fast til bæltet.

”Klar.” Siger jeg og alt omkring mig bliver hvidt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...