Iris Burial Garden (A Harry Styles BSM One shot)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2014
  • Opdateret: 28 mar. 2014
  • Status: Færdig
Selvom hun døde, så døde søskendekærligheden aldrig og det skulle den heller aldrig få lov til. Kærlighed er kærlighed. Hvis man først elsker, så kan det ikke ændres og sådan vil det forblive for evig og altid.

2Likes
0Kommentarer
176Visninger
AA

1. Iris Burial Garden (Harry Styles One Shot)

D/N: Dit navn. Btw, så har jeg valgt at slette min Movella, Lyrical Magic, jeg kunne simpelthen ikke finde på noget.

_______________________________________________________________________________________________________

 

 

Jeg var ikke vant til begravelser i det hele taget, men når alt kommer til alt, hvem er så det. Man vender sig nok egentlig aldrig helt til at skulle se ens nærmeste blive sunket ned i jorden, for derefter at flyve op til himlen og den ‘åh, så mægtigegud’, som man hører om flere gange end nødvendigt her i livet, hvis man altså spørger mig.

 

Jeg kiggede koncentreret ned på mine blank polerede sko, købt specielt til denne dag og justerede på mit blå slips. Blå var min søsters yndlingsfarve, alt skulle være blåt, sådan var det bare, det havde noget at gøre med at hendes yndlings band var vilde med blå, så selvfølgelig skulle hun også være vild med blå. Jeg sukkede dybt, dog med et smil på læben og tænkte tilbage på da min søster og jeg, var en tur i IKEA da vi var teenagere, unge og dovne, som de fleste andre mennesker er når de når den alder. Jeg glemmer aldrig den tur og alle de blå genstande vi fik købt.

 

“Jeg får helt ondt i mine øjne af alt det blå. Blåt skrivebord, blå komode, blåt skab og så videre. Er ham Ramon virkelig så vigtig for dig, at du behøver at købe alt i blåt?” siger jeg og kigger irriteret hen på min søster, som jeg deler værelse med, dog har vi delt værelset op i to dele, jeg skal ikke have plakater af diverse boybands og “fabelagtige”, som hun selv kalder dem, skuespillere, hængende på min væg. Jeg har intet i mod kendiser, men når man selv lever i kendis i verden, så har man altså brug for at slappe af, når man kommer endelig kommer hjem og ikke blive stirret ned af Ronan Keating på den anden side af ens værelse, hængende på væggen. “For det første er det ikke Ramon, men Ronan, og for det andet så er det vel lige meget hvad jeg gør med mit værelse, det er mit værelse, ikke dit, derfor er det også min beslutning, hvad jeg vil have, ikke din.” Svarer hun tilbage, og går så videre med hendes søgen på blå genstande.

 

Jeg smilede ved mine tanker og bevægede mig så ud af døren ind i vores sorte nyvaskede Volvo, hvis det havde stået til min søster, D/N, skulle bilen havde været blå, men nej, den gik altså ikke. Jeg havde dog overvejet at male den blå, til ære for D/N, min søster.

 

Min far trykkede på speederen og vi var hurtigt på vej mod kirken. Jeg kiggede ud ad vinduet og lod mine tanker køre rundt. Forskellige minder kørte frem og tilbage for øjnene af mig, i baggrunden spillede en langsom- kærlighedssang, jeg begyndte langsomt at lytte til hvert eneste ord der blev sunget og tænke over følelserne der var lagt bag sætningerne i sangen. Det er næsten som om man tænker mere grundigt og hårdere når man mister noget eller nogen der står en nært.

 

Inden længe nåede vi frem til kirken, jeg var dog ikke helt mig selv, det var som om, der manglede noget eller nogen. Min søster. Min søster manglede. Min elskede søster.  

 

Jeg var ikke mentalt tilstede i løbet af det meste af ceremonien, men jeg fik dog hørt præsten fortælle om hvor vidunderlig og elskværdig en person min søster var. Normalt ville jeg have foretrukket en person der faktisk kendte hende, til at udtale sig, ikke en fremmed præst der ikke vidste hvem hun var. Ord er bare ord indtil man mener hvad man siger.

 

Kisten blev båret ud og sunket stille og roligt ned i hullet i jorden. Præsten sagde det præster nu engang skal sige når de begraver folk og inden længe havde folk forladt kirkegården, selv mine forældre, men jeg var her dog stadig. Jeg satte mig ned foran min søsters gravplads og begyndte at snakke, som om min søster stadig var der, i live og ikke dræbt af en usædvanlig sjælden sygdom.

 

Min søsters navn, D/N, var ikke ligefrem originalt, men tilgengæld smukt, ligesom hende. Jeg undrer mig altid over om det var meningen, altså, fordi hun var et smukt spædbarn og de kunne se på hende at hun ville vokse sig smukkere og smukkere. Som en sommerfugl der kommer ud af dens puppe, spreder sine vinger og flyver. Stærkere, smukkere og mægtigere end aldrig før.

 

Der gik flere år hvor jeg vendte tilbage til Isabellas gravplads mindst to gange om ugen. Hver eneste gang sørgede jeg for at sprede blå blade fra iris-samlingen i vores have. D/N og jeg havde sået iriserne sammen engang for nogle år siden, derfor var de selvfølgelig blå og vi havde nu en mindre mark af iriser i vores have. Vi plejede at sidde under solens bagende stråler og pille bladene fra blomsterne, men nu hvor det ikke længere var muligt, så måtte det vel blive sådan.

 

Selvom hun døde, så døde søskendekærligheden aldrig og det skulle den heller aldrig få lov til. Kærlighed er kærlighed. Hvis man først elsker, så kan det ikke ændres og sådan vil det forblive for evig og altid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...