Den selvkritiske åbenbaring

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 mar. 2014
  • Opdateret: 28 mar. 2014
  • Status: Igang
En kvindes ærlige selvsyn

1Likes
4Kommentarer
136Visninger
AA

1. Mødet med spejlet

Ligger på min højre side, kroppen er smadret og mit eneste ønske, er at lukke øjnene og sove videre, indtil jeg vågner af mig selv. Men det er der ikke tid til, så i stedet griber jeg efter damebladet på gulvet og kigger på forsiden. Kvindeudvikling står der med store fede bogstaver. Ikke udvikling af potentialer, ikke udvikling af selvværd, ikke udvikling af faglige evner, men k v i n d e u d v i k l i n g.
Mit sind bobler en smule af kønsfornemelse, for jeg mener absolut ikke at alle vi kvinder er ens, og kan følge samme opskrift på succes, men nysgerrigheden griber alligevel min krop, og jeg åbner blandet på den rigtige side. Teksten skriver om vores evne til at nedgøre os selv og tænke for lidt om vores potentialer og på næste side er en række øvelser man kan lave. Jeg hopper aldrig ombord på den slags selvudviklingsprojekter, men for at holde søvnen på afstand, læser jeg alligevel den første øvelse. Den lyder på, at jeg skal kigge på mig i spejlet, og give mig selv komplimenter.

I mit soveværelse hænger spejlet på væggen overfor sengen, så jeg behøver kun at sætte mig op, for at kunne betragte mit eget ansigt. Det har altid været det perfekte sted, når man vil lammes grumt om morgenen.
Jeg kigger mig selv i øjnene, der afslører nattens manglende søvn med lilla render og store poser. Som Ikea's enorme blå poser, der kan indeholde en hel uges vasketøj.
Der sidder mascara klatter i øjenkrogen, og en smule er løbet nede over venstre kind, som var det ved at flygte fra nattens miserable eventyr. 
Mit blik fortsætter ned over ansigtet, ned over næsen, den brede skinnende tud. Jeg løfter hovedet, så jeg kan se næseborerne. De bevægede sig en smule under min vejrtrækning, og afslører at næsens brede, er et produkt af næsebordernes kamp om at presse ud som universets store sorte huller, hvis passage er en direkte vej op til kraniet.

Jeg drejer hovedet mod højre og ser ørets form og det pjuskede hår, der omgiver det i en glorie af leverpostejsfarvede krusninger. Jeg opgiver at dreje hovedet til den anden side, overbevist om at det samme deprimerende syn vil møde mig, og kigger i stedet tilbage på midten af ansigtet. Under næsen breder munden sig, med de tørre kanter og et enkelt sted har en smule tørret blod samlet sig efter at læben er sprækket. Jeg prøver at brede læberne i et smil, forsøger at skabe liv i ansigtet, men det ligner mest af alt en smertelig oplevelse, der viser en perlerække af gule tænder, der trænger til en tandbørste. Under munden aner jeg den begyndende dobbelthage, der rigtig får liv, når jeg trækker hovedet tilbage og hagen ned.

Forulempet af mit eget spejlbillede og ude af stand til at komme med de ellers krævede komplimenter, stiger jeg ud af sengen og bevæger mig mod køkkenet. Ude i gangen hænger det store spejl på væggen. Der er ingen vej uden om, jeg skal forbi. I min, lidt for stramme, t-shirt, hvide sloggier og grå tennissokker, stiller jeg mig foran, og lader blikket løbe ned over kroppen. Skuldrene hænger, og får armene til at falde fremover i en gorilla ligenede positur. Mormorvingerne blævrer, da jeg forsøger at trække armene på plads, og bag på skulderne, kan jeg mærke de svage muskler ømme sig arrigt af den pludselige ukendte bevægelse.
Foran hænger de ujævne bryster, der forsøger at kæmpe sig fri af den stramme t-shirt, mens de peger ned mod mavens blævrende korrektur. Den usamarbejdsvillige mavedelle griner mig lige op i ansigtet, som vil den råbe:"Du slipper aldrig af med mig." og ligger op til inderlårenes hånende fortsættelse:"Vi er her også for altid." Alt i alt en sørgelig kropsopera, der modvirker argumentet om kvinden i den bedste alder.

Helt nede ved gulvet, titter fødderne frem, dog i en begrænset synsvinkel, da maven har valgt at dække godt. Men det fjerner ikke grimheden af de begyndende knyster, der tvinger storetåen godt ind til siden, og skaber en usymmetrisk balance over mod de andre tæer. Næste tå har valgt at kæmpe imod med vold, eller måske bare med hammer. Det sidste led bøjer sig bagover, og efterlader tåen i en ucharmerende glans af bygningsfejl, og som kun forværres af den lille bitte negl, der borer sig ind i tåen, som ville den gemme sig langt bort fra offentlig skue. Overbevist om at artiklen udelukkende er skrevet for at tage alt modet fra selv den mest velfungerende kvinde, kaster jeg sukkende bladet over i hjørnet. Det rammer min gulvvase, der vælter og efterlader gulvet søbende i vand og halvvisne blomster. Sokkerne er våde og jeg kan udemærket forestille mig hvordan vandet stille og roligt siver ned i gulvet, og efterlader våde spor, perfekt til fugt og svamp. I min iver efter at gribe karkluden, banker jeg, den ellers så hardcore hammer tå, ind i dørkamen og skriger af smerte. Nu er neglen helt væk, enten forsvundet helt ind under huden, eller liggende på gulvet. Jeg får tørret vandet op, og humper ud i køkkenet og falder sammen på en stol.

Næste gang jeg står i Føtex og overvejer om jeg skal forkæle mig selv med et dameblad, bør jeg nok tænke på min egen sundhed. For sikke et udviklingsprojekt. Jeg gik fra at være gnaven, selvkritisk og utilfreds, til at være muggen, selvhadende og opgivende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...