Snestorm

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2014
  • Opdateret: 27 mar. 2014
  • Status: Færdig
Historien om 5 drenge, hvis lykkelige og ligegyldige ungdomsliv, leder dem imod en verden fyldt med vilde fester og stoffer.

1Likes
0Kommentarer
260Visninger
AA

8. Forår

Vores liv hang i laser i flere måneder. Vi kunne ikke holde ud af være sammen, smerten var bare for stor. Det føltes så tomt. Men vi kæmpede, og i marts syntes det at klare en smule op.

Vi var hjemme ved Thomas. Stilheden var næsten dræbende, det varede indtil Mike sagde et lille, uskyldigt ord.

"Undskyld"

"Hvad siger du undskyld for?" Jeg var åbenbart ikke den eneste der tænkte det.

"Det var mig der startede alt, det var min idé at brænde kragens hus ned, det var mig som begyndte på stofferne og det var mig der sagde, at vi skulle forlade Patte. Intet af det var sket, hvis jeg bare havde holdt min kæft" vreden og sorgen i hans stemme, blandede sig og blev til en stor bunke fortrydelse. Vi vidste ikke hvad vi skulle sige, han havde jo ret, men sammentidlig var det jo også vores egen skyld.

"Det er ikke kun din skyld, vi valgte selv hvad vi gjorde, det samme gjorde Jakob og Patte" jeg blev overrasket over hårdheden i min stemme, men lige lidt hjalp det.

"Nej. Hold kæft, i fatter ingenting. Jeg gør intet rigtigt. Alt er et stort rod, på grund af mig. Lad være med at trøst mig, når i godt ved , at jeg har ret"

"Rolig n-" råbte Thomas men blev hurtigt afbrudt af et "nej" og en knytnæve i ansigtet. Først var Mikes blik fyldt med vreden, men det udviklede sig hurtigt tilbage til det angrende gamle blik. Mikes åndedræt fyldte rummet, og den stressede situation var ved at overtage hans sind og pludselig skreg han op i loftet og løb ud af døren.

Vi så ikke noget til Mike i flere uger, mig og Thomas prøvede i lang tid, at få fat på Mike, både på telefon, men ogå hjemme ved hans hus. En dag var der endelig en der lukkede op. Hans mor.

"Mike er væk" sagde hun ligegyldigt, før vi kunne sige, noget som helst.

"Jamen, ved du slet ikke hvor han er?" Jeg kiggede på Mikes mor, og prøvede at finde nogle følelser i det ellers hårde blik.

"Næ, der lå en seddel på bordet, for en uge siden. Han skrev at han havde taget bilen, og var kørt. Ikke andet" hun virkede mere irriteret over manglen på bilen, end sin søn.

"Var der andet?" Fortsatte hun så.

"Nej, øh undskyld vi forstyrrede" vi var forvirrede, hvordan kunne han bare forsvinde? Lige midt i det hele, når vi manglede ham mest. Vi brugte mange måneder, på at lede efter Mike, men måtte til sidst se i øjnene, at vi nok havde set ham for sidste gang.

Det var mærkeligt, vi var kun to tilbage, men alligevel følte vi os lettede .Det virkede, som om at alt var forbi. Thomas var frisk, han snakkede noget om, at stemmerne endelig havde forladt ham. Jeg ville ønske, jeg havde det på samme måde. Den eneste der holdt mig oppe, var Thomas. Han snakkede stemmerne væk. Alt var roligt. Jeg var glad i lang tid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...