Snestorm

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2014
  • Opdateret: 27 mar. 2014
  • Status: Færdig
Historien om 5 drenge, hvis lykkelige og ligegyldige ungdomsliv, leder dem imod en verden fyldt med vilde fester og stoffer.

1Likes
0Kommentarer
263Visninger
AA

6. Efterår

Rusen skrumpede, banerne voksede. Når vi endelig lagde lagde os ned, og prøvede at sove alt væk, vågnede vores gamle fjender i baghovedet. Først i September kom Thomas på noget.

"Hvad med et andet stof?" Hans ellers usikre stemme, var blevet overtaget af en håbefuld men også fortabt stemme. Vi var på kanten, ingen af os overvejede noget. Vi vidste at hvis vi ikke snart, fandt glæden igen, ville tankerne slå til, med alle kræfter, og ende med at suge os ned i et sort hul, hvorfra vi aldrig ville se dagens lys. Heroin. Det blev den endelige løsning, den virkede nemmest. Den var hurtig og rusen kom meget stærkere. Vi aftalte at prøve det sammen. Thomas toilet. Fredag. Klokken 8.

Det føltes på samme måde, som kokainen. Bare stærkere. Før da man bare fløj, var det nu som om, man var blevet skubbet ud fra månen og faldt hele vejen ned på jorden, forbi alle stjernerne, ned på en kæmpe trampolin og så blive kastet tilbage med fuld fart. Vi elskede det.

Tankerne var væk. Vi var lykkelige, troede vi. Vi havde penge, heroin og hinanden. Fuck hvad andre sagde, når de fandt os i en brandert, med en nål i armen. Fuck hvad andre tænkte, når de så vores mælkehvide hud. Fuck folk. Vi hadede dem alle hver og en, vi havde ikke brug for andre. De ville alle stjæle vores heroin. Vores lykke. Men det var vores. For altid. Til døden os skiller.

Rusen var fin længe, tankerne holdt sig væk i et stykke tid, vi var vist først i november, da tankerne tog overhånd. De kæmpede sig vej ind, hver gang rusen lagde sig lidt. Først kunne vi dæmpe dem, med en lille snak med de andre, men de udviklede sig til mere end bare tanker. De dræbte os indefra, men vi kæmpede stadig sammen, vi holdt sammen som et hold. Intet kunne tage vores sammenhold? Igen tog vi fejl.

Vi var til fest, bassen var høj, man kunne mærke den ind til benene. Vi var alle på toilettet. Synet af nålen, fyldte mig stadig med kvalme, men glæden når den var inde, skød kvalmen ned, som en professionel snigskytte. Rusen kom. Rusen gik. Toilet. Nål. Glæde. Død. Toilet. Nål. Glæde. Død.

Jeg kiggede på de andre, de var lige så ødelagte som mig selv. En hurtig lydløs samtale, fandt sted og på få sekunder var vi på toilettet. Det passede perfekt, 5 toiletter. Vi aftalte at åbne døren på samme tid, måske i et håb, om at det vække den smule naturlige glæde, der var tilbage. Den vågnede. Pattes dør bandt. Den døde.

Vi kom alle ud på samme tid, efter at have lidt tids samtale, gennem de tynde toiletvægge. Mig, Jakob, Thomas, Mike og... Hvor var Patte? Det svimlede for os, men manglen af vores kammerart kunne alligevel ikke aflives med et stik. Vi prøvede at banke på hans dør.

"Patte?" Jakob blev hurtigt urolig. Ham og Patte havde altid, haft et specielt bånd. Der kom ingen lyd fra toilettet.

"Patte!" Vi råbte nu alle i kor, vi vidste at han var gået over til noget endnu stærkere heroin, men virkningen måtte da være stoppet nu.

"Jeg sparker den ind" Jakob lød så beslutsom, at ingen overtalning ville hjælpe.

Jeg har stadig mareridt om det syn, der mødte os. Der sad Patte. Helt rolig med en nål i armen. Først troede vi bare han var gået kold. Jakob puffede lidt til ham, for at vække liv i hans gamle ven. Men i det han rørte ham, faldt han ned på gulvet. Helt slap.

"Patte!" Jeg har aldrig fundet ud af hvem der skreg, måske var det mig, men det kunne lige så godt være en anden. Vi kæmpede for at få ham op og stå, bare få en smule liv i ham. Alle verdens råb og skrig hjalp ikke.

"Ring til en ambulance" frygten i Jakobs stemme var ikke til at misforstå.

"Så bliver vi jo taget" Mike havde altid været god, til at tænke klart, i stressede situationer.

"Ring, så bliver jeg ved ham" Jakob tvivlede ikke, det vidste vi, derfor tog det alle vores kræfter, at trække ham ud, og ringe til en ambulance.

Vi faldt først i søvn på en bænk, da solen stod op. En ny skyld var vågnet i os, denne her var ikke til at ryste af. Vi havde forladt vores ven, da han manglede os mest. Vi skrev og ringede til ham hele dagen. Der gik flere dage før vi hørte om ham. Første gang var i avisen.

"Ung dreng død af overdosis" lød overskriften, vi prøvede at fatte os, alle følelser vågnede i os. Vreden over ligegyldigheden i artiklen. Det var ikke bare en "dreng", det var vores bedste ven. Skylden kom lige bagefter, hvis vi havde blevet ved ham, havde han måske stadig været i live. Tårerne kom senere.

Dagen efter fik vi en besked. "Patte" stod der på skærmen. Et lille håb, blev vakt. Måske var han vågnet, måske var det slet ikke ham der var død, måske...

"Kære alle. I forgårs blev Patrick fundet død, af en overdosis" der stod mere i beskeden, men jeg kunne ikke forstå det. Håbet var vakt, og brutalt myrdet igen.

Så kom tårerne.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...