tusmørke

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2014
  • Opdateret: 27 mar. 2014
  • Status: Igang
Det handler om en pige, der bliver voldtaget, og om hvordan hendes liv forandres uden hjælp eller støtte fra hverken forældre eller venner. Den er ikke helt færdig, men har brug for respons som hjælp til at komme videre

0Likes
0Kommentarer
254Visninger

1. Tusmørke

 

 

Jeg har aldrig syntes at livet var smukt, men alligevel havde det en eller anden form for charme. Det fungerede som det skulle, op og nedture. Alligevel flåede det mig fra hinanden. Livet ødelagde mig. Om i så vil sige at det ikke var livet der ødelagde mig, men mig der ødelagde mit liv, så er det stadig mig der står med det korteste stå. Jeg ved at det var planlagt. Livet. Livet var lavet til mig, og ændrede sig ikke på grund af mine valg, for jeg fik intet valg. Livet lagde vejen frem for mig, og rullede mig af sted i kørestol.

 

Jeg var 14 da jeg første gang, mærkede livets kontrol. Jeg var på vej hjem fra en veninde, Sara. Det var sent, nogen vil måske sige at jeg havde klædt mig i noget, der viste for meget. ”slutty” som jeg kaldte det dengang, men jeg var ligeglad. Det er jeg stadig. Kulden bed i kroppen og jeg løb hurtigere, imens jeg krammede mig selv. Min jakke var åben, i farten havde jeg ikke tænkt på at lukke den. Jeg skulle være hjemme klokken 11.30 og tiden havde bare fløjet. Jeg havde grint, jeg tror faktisk at det var en af de sidste grin, som kom ud fra de læber, som for længst er begravede. Det var en mørk aften, skyggerne gled hen af jorden, som slanger i færd med at snige sig ind på sit bytte. Jeg tror også at det var på grund af mørket, at jeg ikke så ham. Han havde vel stået og ventet på mig, måske havde han set mig længere nede af gaden, og så var tankerne startet. Hvem ved? Jeg så ham i hvert fald først da han greb min arm. I forskrækkelsen kom jeg til at kigge ham i øjnene, de var målrettede. Et skrig var ved at kæmpe sig ud af min hals, da han lagde sin anden hånd for min mund. En stærk lugt af kloroform lammede mine sanser, og verden slørede sammen.

 

Jeg vågnede på noget vådt, mine hænder ville føle sig frem, men kunne ikke bevæge sig. Jeg kæmpede for at få mine øjne åbne, men de holdt sig lukkede, måske prøvede de at beskytte mig fra de rædsler, jeg ville få at se. Jeg besluttede mig for at fokusere på mine øre. En svag ringen overdøvede stort set alt lyd, men alligevel kunne jeg høre en svag stønnen, jeg prøvede at finde frem til hvor den kom fra, men kunne ikke fokusere på det længere, det var som om den gled længere og længere væk. Jeg besluttede mig for at fokusere på øjnene igen, denne gang virkede de bedre. De åbnede sig langsomt, og først var der intet at se, alt flød sammen til en klæbrig masse. Men langsomt formede der sig en et billede. En mand. Jeg troede jeg havde set ham før, men kunne ikke huske hvor fra. Han var egentlig ikke grim, selvfølgelig var han ikke en jeg kunne komme sammen med, han var alt for gammel, måske i 40-50’erne, men alligevel virkede hans ansigt charmerende. Hans ansigt var fanget i en krampagtig grinmasse, mens han bevægede sig frem og tilbage. ”Hvad fanden er det han laver?” tanken vågnede et sted langt bag kloreformen, men allerede før jeg havde tænkt tanken færdig, kom besvarelsen til mig. Det var som om hele min krop vågnede med et spjæt, og mine læber kunne få formuleret et skrig. Han blik ændrede sig pludselig fra at være målrettede og bestemte, til små børneøjne, der lige havde fået skæld ud af deres mor. Det var først da han hænder spændtes at det gik op for mig, at han havde et greb om min vestre arm. Han havde alligevel ikke tænkt sig at give op. En mur af afmagt byggede sig op i mig, men den blev hurtigt revet ned af vreden.

 

Jeg vågnede i min seng, aftenen før virkede sløret, men et billede af min knæ der ramte hans teststikler stod klart, skriget derefter var heller ikke til at glemme. Jeg sad længe og tænkte over hvad det var der var sket, det var som om at min hjerne ikke rigtig havde forstået det endnu, men alligevel var der en følelse der nagede mig, og den voksede og voksede indtil den første tåre løb fra mit øje, de andre fulgte hurtigt efter.

 

Ingenting. Jeg følte ingenting. Et smil betød intet længere, lyd blev en blanding af stønnen og skrig. Mor mærkede intet, ikke at det var unormalt, jeg tror først at det var i enden, at det overhovedet gik op for hende at jeg eksisterede. Hendes blik var fyldt med glæde, de havde ikke set de ting jeg havde set, men alligevel kunne jeg nogle gange finde tegn på forvirring i dem, men det ændrede sig hurtigt til den sædvantlige ligegyldighed, blandet med et stænk af alkohol. Alkohol. Det blev hurtigt den nemmeste løsning, det og cigaretterne. De første par dage, var det bare en tår i frikvarteret, når Susannes lærdom tog overhånd, men det udviklede sig hurtigt, til flaske hver anden dag. Følelsen når jeg var fuld, var helt ubeskrivelig. Alle tankerne forsvandt og stemmerne forblev stille, men alligevel virkede det falsk. Glæden var falsk, og jeg vidste det godt, men alligevel hjælp alkoholen med at holde den konstatering på afstand. I hvert fald i noget tid. Der gik ikke længe før mine venner begyndte at forsvinde, i starten havde de prøvet at snakke med mig, men deres ord flød sammen til en gang volapyk, fyldt med ordrer og kommandoer: ”Du drikker for meget”, ”du ryger for meget”, ”det ender med at gå galt”, de forstod ingenting, og efter kort tid betød de heller ingenting, minderne forvandlede sig til gamle billeder på min væg, fuldstændig uden betydning. De endte hurtigt i skraldespanden, sammen med de tomme flasker og cigaretpakkerne. Der gik selvfølgelig ikke længe før mor tænkte sig til, at kigge hvad der var i min skraldespand.  Det var 2 uger efter manden stjal mit liv, hun havde gjort rent, og var endt på mit værelse.

 

Hvad er det i din skraldespand?” hendes dumhed irriterede mig, og vreden boblede op igen.

teddybjørne.

 

Det skal du stoppe med.” Jeg havde håbet, at mit svar havde givet hende en del af min vrede, men ligegyldighed havde åbenbart kontrollen.

 

Næ.

 

Jo.

 

Næ.

 

Jeg tror diskussionen varede i nogle timer, med den ene ordre efter den anden, men det ændrede ikke min påstand om at det var mit liv, færdig. Hun endte med at forlade værelset med røde øjne, et håb blev vakt i mig, måske var hun ikke helt ligeglad med mig alligevel, men som alle mine andre håb og drømme, kom de aldrig i opfyldelse.

 

Dagen efter stod hun med det samme smil, som hun plejede, rutinen var den samme, udover en lille joke, om jeg ikke skulle have en vodka med i skole, og et falsk grin. Alt var som det plejede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...