Instruktøren

Jeg fik idéen til den her historie, da jeg læste et udkast til en anden historie herinde på Movellas. Titlen er jeg ikke helt sikker på. Jeg veksler mellem Instruktøren og Manuskriptet. Historien omhandler en pige, der mister sin dagbog. Den bliver fundet af en instruktør og manuskriptforfatter.

5Likes
0Kommentarer
857Visninger
AA

9. Kap. 7

Kære Dagbog                                                                                                                                  Man. 05/01-15

Jeg fik talt lidt med James i dag. Det forløb nogenlunde sådan her:

                      Jeg spurgte ham i spisepausen. ”Kan vi lige tale sammen i to minutter under fire øjne?” jeg havde set på ham og mødt hans blik. ”Det kan være nu eller efter skole, for mig er det lige meget.”

                      Han må have været ivrig efter at høre, hvad jeg ville, for han valgte at gøre det med det samme. De fleste af hans ’venner’ stod i en gruppe og så over mod os. Selvom jeg ikke så hen mod mine ’veninder’, så vidst jeg, at deres blikke borede sig ind i min ryg. Jeg kunne mærke det.

                      Han tog min hånd, som jeg langsomt trak til mig igen. Hvordan ville jeg kunne sige til ham, at vi skulle stoppe, hvis han holdt mig i hånden? Jeg ved godt, det er bagvendt, men jeg kan ikke gennemskue, om han har følelser for mig. De følelser, jeg engang havde for ham, er langsomt gledet ud i sandet.

                      ”Hvad vil du så?” han så på mig med sine klare øjne, og jeg kunne godt lidt se, hvad jeg engang så i ham. Det var stadig i hans øjne, men derudover kendte jeg ham ikke. Han var ikke den dreng, jeg engang var blevet forelsket i.

                      ”Jeg …” det var svært for mig at sige, også selvom jeg godt selv vidste, hvad jeg ville sige. Forvirrende. ”Jeg synes, vi skal stoppe det her,” sagde jeg lavt.

                      Han slap ikke mit blik, og jeg kunne se, at ordene kom som en overraskelse for ham. Hvorfor, forstod jeg ikke helt. Han måtte vel kunne se, at vi var gledet fra hinanden?

                      ”Hvorfor?” fremstammede han lavt.

                      Jeg lænede mig op af væggen bag mig, så jeg så ud mod kantinen, hvor hans venner stod og grinede sammen. Min ’veninder’ sad og så nysgerrigt op på os. ”Fordi vi er gledet væk fra hinanden,” jeg så på ham og foldede mine hænder bag min ryg. ”James, jeg elsker dig ikke længere.” den sætning sagde jeg, mens jeg så direkte ind i hans øjne. Min mave opførte sig ikke underligt, mit hjerte sagde heller ikke, at det var forkert.

                      Det var kun lige, at han ikke stod og stirrede tomt på mig med åben mund og polypper. Men hvad kunne jeg sige? Måske jeg skulle have ventet til efter skole. Jeg vidste ikke, hvad jeg forventede, han ville sige eller gøre, men det han alligevel gjorde kom bag på mig.

                      Det ene øjeblik stod han og så mig i øjnene, det næste øjeblik pressede han mig ind mod væggen bag mig og kyssede mig, som gjaldt det livet. Jeg trak mine arme ud og prøvede at skubbe ham væk. Det hjalp ikke. Oh God.

                      ”Nej,” hviskede han uden luft, da han trak sig væk fra mig. Mine håndflader hvilede på væggen bag mig.

                      ”Nej, hvad?”

                      ”Jeg kan ikke,” hviskede han ærligt og lænede sin pande mod min.

                      ”Det er ikke et gennemtænkt svar,” hviskede jeg. ”Hvad kan du ikke?”

                      Han skubbede langsomt mit hår væk fra mit ansigt, og vævede hans fingre ind i det på samme tid. Engang ville jeg have været glad for det. I dag? Jeg var ovre. Vi var forbi inden i mig. Han ville bare ikke forstå det.

                      ”Jeg elsker stadig dig,” hviskede han.

                      ”Men jeg elsker ikke dig!” sagde jeg tilbage. Jeg lagde mine hænder over hans og prøvede at trække ham væk fra mig. ”James, det er forbi, det her.”

                      Han så mig dybt i øjnene og rystede så svagt på hovedet, at jeg næsten ikke så det. ”Det kan det ikke være!” sagde han. Han trykkede sine læber mod mine, for så at give slip på mig og storme væk fra mig, før jeg nåede at sige et eneste ord.

                      Så jeg ved ikke helt, hvordan det gik. Jeg gik efterfølgende ned efter min ting i kantinen, før jeg gik hen til næsten time – et kvarter før det ringede! Det ligner ikke mig, jeg plejer at gå to minutter, før det ringer. Jeg vil stadig helst være der, før læren kommer. En smule nørdet, I know!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...