Instruktøren

Jeg fik idéen til den her historie, da jeg læste et udkast til en anden historie herinde på Movellas. Titlen er jeg ikke helt sikker på. Jeg veksler mellem Instruktøren og Manuskriptet. Historien omhandler en pige, der mister sin dagbog. Den bliver fundet af en instruktør og manuskriptforfatter.

5Likes
0Kommentarer
853Visninger
AA

7. Kap, 5

Andrew

 

Manuskriptet til filmen var semi. Han havde ikke selv skrevet det. Det var ufattelig kedelig og stiv, men filmen var okay, efterhånden. Han havde fået en bunke lort til at begynde med. Nu så det okay ud. Manuskriptet var ikke helt så plotløst, som han havde frygtet, så det var ikke kun negativ omtale, han ville få. Nu ville der jo gå en del tid, før filmen ramte det store lærred. Til den tid ville han være hjemme i London igen. Indspilningerne skulle først for alvor begynde i 2015, om end han havde haft et par gennemlæsninger med nogle af skuespillerne, fordi de manglede gnisten. Han ville sikkert have haft det på samme måde.

                      Filmen ville være færdig indspillet før påske, hvorefter han ville rejse lidt rundt i USA, før han tog hjem til London i slutningen af påskeferien. Hans mor havde krævet, han var hjemme på sin, nu afdøde, fars fødselsdag. Han forstod ikke helt hvorfor, da hans mor bare ville bruge dagen fortabt i tårer. Sådan brugte hun farens fødselsdag og årsdagen for hans død. Jo, han savnede sin far, men modsat sin mor, så var han kommet lidt videre. Han havde ikke tænkt sig at græde over ham hele tiden. Han havde et liv at leve, og han vidste, at hans far ikke ville ønske det. Hans far havde været en stærk mand, og han mindedes aldrig at have set sin far græde. Det ville være at ødelægge hans minde, hvis han græd over sin far.

                      ”Andrew, du skal være hjemme. Det skylder du den mand, der trods alt sørgede for, at du gik på en god skole, og gik pænt klædt!” det var hendes evige argument. Andrew, instruktøren, hadede det. Faren var død, da Andrew kun var nitten år gammel. Det var et hårdt slag. Meget hårdt, men hvad kunne han gøre ved det?

Andrew dumpede tungt ned på hotelsengen efter endnu en lang dag. Han klagede ikke, for han elskede sit arbejde. Det var det samme beige, fantasidræbende værelse. Hvorfor kunne de ikke sætte noget farve ind på det værelse?

                      Samtidig med, at Andrew knækkede nakken, åbnede han sin MacBook Pro. Andrews far var død meget pludseligt. Som følge at et slagtilfælde. Han havde været totalt knust, og det havde taget ham lang tid at nå til, hvor han var i dag. Ikke mindst fordi han havde været tæt forbundet med sin far. De havde været bedste venner, far og søn.

                      Det havde været hårdt at miste sin far. Andrew erkendte det, og han havde en fornemmelse af, at det var det, der havde hjulpet ham videre. Når han tænkte tilbage på sin far nu, så så han den mand, der havde været ved Andrews side. Han så den far, der havde støttet ham i at ville være instruktør, også selvom han tvivlede på karrieremulighederne senere hen. Da faren døde, havde Andrew, bare for at gøre noget, gået på universitetet. Det var ikke ham. Slet ikke! Han var ikke til den måde, systemet var skruet sammen på. Andrew var en fri fugl.

                      Men universitetet satte Andrews liv i rammer, rammer som havde hjulpet ham videre, efter hans fars pludselige bortgang. Det havde været på universitetet – i en enkelt weekend – han havde skrevet sit første manuskript. Med udgangspunkt i sit eget liv, uden på noget tidspunkt at afsløre for meget. Ikke engang hans egen mor, havde gennemskuet, at det var ham selv, han havde taget udgangspunkt i. På en måde foretrak han det sådan. Hovedpersonen havde han ændret, så det omhandlede en pige. Hans mor var ikke god til at se igennem sådanne basale ting.

                      Han vidste, at hvis hans far stadig havde været i live, så ville han have gennemskuet ham. Og det kun, fordi hans far kendte ham så godt. Andrew rettede sig op og blinkede. Han så på sin MacBook Pro skærm og vækkede den til live igen ved at røre musen.

                      Han havde flere dashboards. Et af dem var et billede af hans far og ham sammen. Så vidt han kunne huske, så var det taget, da Andrew blev ti år gammel. En af de bedste fødselsdage for ham. Jo, hans attenårsfødselsdag havde også været god, men det var på det tidspunkt, hvor fest og farver betød lidt mere, end hvad far og mor syntes, var det optimale.

                      Han rystede sig ud af sine let dystre tanker og rettede sig op. Tilbage til arbejdet. Han gik tilbage til det dashboard, med den klassiske stjernehimmel. Det var hans ’arbejdsbaggrund’. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...