Instruktøren

Jeg fik idéen til den her historie, da jeg læste et udkast til en anden historie herinde på Movellas. Titlen er jeg ikke helt sikker på. Jeg veksler mellem Instruktøren og Manuskriptet. Historien omhandler en pige, der mister sin dagbog. Den bliver fundet af en instruktør og manuskriptforfatter.

5Likes
0Kommentarer
851Visninger
AA

19. Kap. 17

Skema

 

Andrew begyndte på det andet projekt dagen efter. Det var en god historie, han havde endda en skuespiller i tankerne til hovedrollen. Måske lidt tidligt i forløbet, men han havde læst bogen to gange nu, og det billede han havde fået, der ville skuespilleren i hans hoved passe perfekt. De andre karakterer var åbne for auditions. Forfatteren af bogen, som han havde talt med, og filmselskabet bag filmen, var indforstået med hans visioner. Så det var helt fint. Han følge sig afklaret, da han satte sig ned og påbegyndte arbejdet.

                      Tre timer senere tog han en pause. En velfortjent pause, følte han selv. Han gik på toilettet, skiftede til træningstøj og gik ned i det fitnesscenter, der lå på hjørnet af den gade, han boede på. Han blev der i halvanden time, før han gik tilbage til sin lejlighed, tog et bad og satte sig i rent tøj ved sit skrivebord. Det var med hårdt slid, med en ufattelig stædighed – som han ikke anede, han besad – at han ikke havde læst i dagbogen. Endnu!

                      Nu, hvor han var nået et lille stykke med det andet manuskript, var hans viljestyrke forsvundet som dug for solen. Han satte sig foran sin Mac, ryddede det andet manuskript væk og fik fat i dagbogen, der stadig lå åben på bordet ud for ham.

                      Han var nået til dagbogen – den 5. januar 2015. Ham James blev nævnt, notede Andrew sig på Mac’en. Andrew rynkede forundret panden. Nu var Andrew ikke helt bekendt med dagbogsformen, da han aldrig selv havde hverken læst eller skrevet i en, men var det normalt at skrive og at referere samtaler? Han mindedes ikke, at han havde set det før. Han blinkede og rejste sig for at finde en ny pære. Spisebordslampen var gået ud meget pludseligt, lige i det han blinkede.

                      Tre minutter senere havde han lys igen. Ivrigt begyndte han at læse. Han noterede sig på sin Mac, at hun skrev hans venner i gåseøjne, på samme måde som hun skrev ”veninder”. Også i gåseøjne. Han læste til det punkt, hvor hun skrev, hun ikke elskede ham længere. Selv hvis hendes historie ikke kunne blive til en film med et godt plot og så videre, så havde han stadig fundet en hovedperson, der var stærk nok til at sige fra. Det glædede ham. Han skrev nogle noter ned på sin Mac om Stephanie – Mere som karakter, end som personen Stephanie. Han havde ikke noget efternavn på hende, kom han pludseligt i tanke om. Han bøjede sig ind over bogen igen og læste videre.

Som han nåede længere i den dag udvidede hans øjne sig. Hvem var ham James? Han var en medspiller i hendes liv. En medspiller der ikke havde forstået hendes budskab, der ellers var helt tydeligt formuleret. Han noterede sig en sætning på sin computer, før han læste ”dagens” sidste afsnit. Hun var ikke så rebelsk, som han troede. Hun bestod af mange modsætninger, bemærkede han tørt. Nu havde kendte han flere piger, og de bestod alle af mange modsætninger. Det var ikke noget, han fandt underligt.

Han kunne ikke modstå dagbogens mysterier og læste en dag mere. Andrew rynkede panden. Hvorfor sagde hun det ikke til hende Nicole? Hun havde en dag skrevet, at hun kun stolede på Nicole? Eller nej? Han overvejede at læse en dag mere, bare for at se, om der ville ske noget den fredag aften. Han styrrede sig og lukkede sin Mac sammen.

 

                      Andrew var ikke meget for, at dagene var for ens. De faste rutiner gad han ikke. Jo, han havde den faste ting med, at han spiste hos sin mor, når han lige kom hjem til London, efter at have instrueret en film.

                      Men i de tre dage, der fulgte, havde han et mønster, og han fulgte det. Præcist. Punktligt. 9.00 stod han op. Han spiste morgenmade og tjekkede nyheder. 10.00-12.00 arbejdede han på det manuskript, han var ved at skrive – over den gode bog. 12.00-12.30 lavede han frokost og spiste den. 12.30-14.00 lavede han videre på det manuskript. Fra 14.00-17.00 var han ude. Enten løb han eller var i Fitness i en time, og så brugte han den resterende tid på at gå rundt i London og spekulere over dagbogens, Stephanies mysterier. Han lavede mad mellem 17.00-17.45 og spiste derefter aftensmad. 18.15 havde han spist og ryddet af. Derefter brugte han yderligere en halv time på nyheder, før han begyndte at læse i dagbogen.

                      Han blev suget ind i denne piges hverdagsproblemer og tømmermænd, som insekter er drevet mod lys. Han kunne ikke gøre noget ved det. Selv når han læste, læste han ikke meget. Han skulle efterhånden bruge længere og længere tid på at tyde pigens skrift. Den første dag var skrevet meget nydeligt og letlæseligt. Nu, efter to uger med dagbogen, var det tydeligt, at det ikke var meningen, der var andre, der skulle læse den. Han nåede aldrig mere end to dage frem pr. dag i de tre dage. Men han lærte noget om hende, dagen efter hun var i byen. Hun mødte en anden dreng.

                      Det dannede grobund for en historie. Hans tanker løb afsted med ham, hans fantasi løb afsted med ham. Det kunne diskuteres, om det var godt eller dårligt. Men så snart hans fantasi løb løbsk, fik han heller ikke læst mere. Han noterede sig hurtigt – før hans fantasi sprintede for langt væk – at hun så ’Girls’. Det var noget, han hurtigt kunne komme til at kende til. En ’lektie’, der var let at læse op på. Den eneste slags lektie, som han faktisk ikke havde noget i mod at ’læse’ op på.

                      Den følgende dag, dag to i hans ’skema’-vanvid, læste han, at hun havde talt med den fyr, hun kyssede med fredag aften. Ash. Andrew læste fascineret, hvordan hun sammenlignede sin dagbog – som hun nu ikke længere havde – med Harry Potter. Af det kunne han udlede, at hun enten havde set eller læst Harry Potter. Hun var jo brite, hvis det overhovedet var af betydning.

                      Hendes date var også forløbet planmæssigt. Uden at forstå hvorfor, så var han glad på hendes vegne for det. Selv med ham James hængende over hovedet som en sort sky, så var der stadig lyspunkter – udover hendes familie – for hende. Han skrev en dialog ned mellem Stephanie og Ash, som de kyssede under gadelygtens skær. Det lød mere som en film end virkelighed, men var alt ikke muligt? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...