Instruktøren

Jeg fik idéen til den her historie, da jeg læste et udkast til en anden historie herinde på Movellas. Titlen er jeg ikke helt sikker på. Jeg veksler mellem Instruktøren og Manuskriptet. Historien omhandler en pige, der mister sin dagbog. Den bliver fundet af en instruktør og manuskriptforfatter.

5Likes
0Kommentarer
849Visninger
AA

16. Kap. 14

Bogens mysterier

 

Andrew Tatham stod af flyet i London midt i efteråret 2015. Nu ville der forhåbentlig gå mere end en uge, før han skulle væk fra sit elskede London igen.

                      Han tog en sort cab tilbage til sin lejlighed i midt-London. Andrew var langt mere udmattet nu, end han havde været i foråret. Filmen var færdig. Nu var der premieren, men det var først trekvart år senere. Der var tid nok.

                      Andrew Tatham gik ind på sit lille soveværelse. Han havde den største lyst til at falde omkuld på sengen og bare sove. Men nej, traditionen tro skulle han ud til sin mor til aftensmad. Han begyndte at pakke sit tøj ud – noget han normalt aldrig gjorde. Han gjorde det kun i dag, fordi han frygtede at falde i søvn, hvis han ikke holdt sig i gang. Selvfølgelig kunne han altid løbe en tur.

                      Andrew sørgede for at holde sig i god form, og for at spise sundt. Det ændrede bare ikke hans fysik meget. Han var høj og af spinkel bygning. Lige meget hvor meget han end trænede, så syntes hans fysik aldrig at ændre sig. Han havde prøvet det, at træne. Det var lige efter hans far var gået bort. Andrew havde trænet som en gal. Bare for ikke at blive for opslugt af dystre tanker. Han havde aldrig siden været så fit, også selvom det stort set var umuligt at se på ham. Men han vidste, at en god løbetur ville kvikke ham op.

                      Hans tøj var lagt på plads. Et kort blik på klokken. Jo, han havde god tid. Han fandt sit sportstøj frem, som han lige havde lagt væk, skiftede i en rasende fart og gik gennem sin lejlighed.

                      Dagbogen lå halvt ude af hans computertaske. Den faldt sikkert ud, da han tog sin MacBook Pro ud af tasken. Tøvende stoppede Andrew op. Han rynkede panden og gik hen til bogen. Trætheden havde for en kort bemærkning forladt hans system. Han løftede den godt brugte dagbog op i hånden. Omslaget var smudset. Den var godt brugt. Andrew slog bogen op på sidste side. Bogen var fyldt ud fra ende til anden. Beslutsomt lagde Andrew bogen tilbage på bordet. Han fandt sine løbesko frem og bandt dem, før han tog en nøgle og sin iPod i hånden.

Døren smækkede han efter sig. Gående langsomt ned af trappen satte han musik i ørerne. Hvem ejede den dagbog? Andrew lukkede døren mellem gaden og opgangen efter sig og satte i løb hen af fortovet. Han gjorde et holdt ti minutter senere, da han skulle krydse en stærkt befærdet vej.

                      Yderligere femten minutter senere stoppede han forpustet op foran døren ind til sin opgang. Han tog sig et kort øjeblik, før han trykkede koden og gik ind. Med tunge skridt halvvejs løb han op af trapperne til øverste etage. Han låste døren op og trådte ind. Andrew sparkede sine løbesko af og gik ud på badeværelset. Et hurtigt køligt bad senere gik han ind på sit soveværelse og tog tøj på. Han kastede et kort blik på uret. Jo, han havde stadig tid nok, før han skulle ud til sin mor.

                      Tøvende, som frygtede han dagbogen, bevægede han sig gennem sin lejlighed og hen mod den. Han tog bogen op og vejede den i hånden. Uden at forstår hvorfor, kunne han mærke sit hjerte slå hurtigt i sit bryst. Med dagbogen i den ene hånd og sin Mac i den anden satte han sig ved sit spisebord. Mac’en satte han ved siden af sig på bordet. Han åbnede computeren og loggede på. Et nyt dokument blev oprettet i Word, før han åbnede dagbogen.

Forsigtigt, som var siderne lavet af ældgammelt papyrus papir, bladrede han frem til den første sider, der var skrevet noget på. Han vidste, at ejeren af bogen hed Stephanie, det havde han læst, da han først havde fundet dagbogen. Uden at vide det, så vidste han instinktivt, at hun var en pige – og det ikke kun på grund af navnet. Der var ikke hjerter over i’erne eller noget, men det var stadig tydeligt. Han kunne ikke rigtig forklare det, det var bare sådan, det var.

                      Andrew pustede ud. Han så på uret i øverste højre hjørne af sin computerskærm. Om tre kvarter skulle han ud sin mor. Han ejede ingen bil, men undergrunden var der. Så der var ingen ko på isen dér. Andrew tøvede kort, før han begyndte at læse. Han havde aftalt med sig selv, at han kun ville læse den første dag. Hvis hun, ejeren af dagbogen, altså havde delt den op i dage. Man vidste aldrig.

                      Han stoppede efter de første tre afsnit. Pigen, der beskrev sig selv for ham, var den pige, der havde siddet i flyet ved siden af ham mellem New York og London for seks måneder siden. Nu vidste han sikkert ikke noget, men han havde syntes, at hendes hår sad helt fint. Men hvad vidste han? Andrew havde ikke svært ved at læse skriften. Den var jævn, men han havde en fornemmelse af, at det kun var, fordi det var første gang, hun skrev i den bog.

                      Efter det følgende afsnit stoppede Andrew forvirret op. Hun var en-tres høj, fint nok. Hun havde en kæreste, okay. Som hun ikke elskede? Det gav ikke mening for ham. Andrew skrev sine refleksioner ned på sin Mac, før han fortsatte med at læse.

                      Andrew lærte, at hendes forældre var skilte. Hm, han havde troet, hun var den rebelske type, og at hun var opvokset i en solid kernefamilie. Meget kunne siges, men det lød ikke til, at hun manglede noget. Nu kendte han hende ikke, så han vidste ikke noget. Han skrev sine refleksioner ned, før han lukkede sin Mac sammen. Dagbogen lod han ligge åben på bordet. Der ville ikke komme nogen i aften. Alle hans venner vidste, at han skulle ud til sin mor, når han kom hjem, det var traditionen.

                      Andrew tog sin jakke og sit halstørklæde på. Der var koldt, blæsende og ofte regn i London om efteråret. Pungen i sin ene jakkelomme og sin telefon i sin bukselomme. Nøgler og metro-kort havde han i hånden. Han lukkede sine sko og forlod sin lejlighed, alt lys var slukket.

 

                      Hans mor var ikke specielt høj, det havde hans far heller ikke været. Alligevel var Andrew blevet høj, ligesom hans yngre bror, hvem han ikke havde nogen kontakt med længere. Broderens ny kone kunne ikke udstå Andrew, og broderen bekymrede sig ikke nok til, at han og Andrew fik noget forhold. Så det var kun Andrew og hans mor, der spiste sammen i hans barndomshjem. Det var et lille hus med tre værelser, køkken og bad.

                      Hans forældre havde delt det ene værelse, mens Andrew og Jonah, hans lillebror, havde delt det andet. Det havde ikke været et problem. Der var elleve måneder i mellem dem, og som helt små havde de været uadskillelige. Og nu talte de aldrig sammen længere. Skæbnen havde sine egne idéer.

Som altid spurgte Andrews mor ham, om han havde fundet en kæreste. Det havde hun altid gjort – en slags inside joke, som kun de to var en del af. Nu sad han overfor sin mor og fortalte om den film, som han lige havde instrueret. Hun var fascineret, han vidste det, men hun sagde det aldrig.

 

                      Før end han vidste af det, var Andrew tilbage i sin London ’penthouse’. Klokken var kun halv ti. Hans mor arbejdede stadig, det holdt hende i gang, som hun selv formulerede det. Andrew sagde ikke noget til det, ikke så længe hun var ’rask og rørig’ – hvilket også var hendes egen formulering.

                      Han tændte lyset i stuen, hans frakke hængte han på knagen i gangen, skoene blev skubbet ind til væggen. Nøgler, pung og metro-kort blev lagt hen på bordet i køkkenet, hvor han skænkede et glas vand til sig selv.

                      Dagbogen virkede som en magnet for ham. Han tog glasset med vand ind til spisebordet og åbnede sin Mac. En slurk vand, og Andrew så på dagbogen. Han skrev datoen på sin Mac og tilføjede den også til noterne ovenfor. Så havde han bedre styr på tiden. Hans blik faldt på dagbogen. Bogen var kraftfeltet, han var magneten. Men der var ikke noget at gøre. Dagbogen rummede et mysterium. En pige, som han ville kende bedre. Han vidste, at han aldrig ville møde hende, så hvad forskel ville det gøre, hvis han kendte hende fra dagbogens side? Han forstod ikke helt selv, hvorfor han var så fascineret af den bog. Pigen ville han lære at kende, men hun kunne være så kedelig og stereotyp, at han ikke ville kunne bruge hende til noget.

                      Andrew rystede let på hovedet og begyndte at læse om pigens dag. Med forundring læste han, hvordan hun undskyldte overfor dagbogen. Han smilede for sig selv i lyset fra spisebordslampen. Pigen, Stephanie, behandlede næsten bogen som en ven. En nær ven. Måske var det sådan, hun så det? Nu var vennen der bare ikke længere. Ville hun mon skrive i en ny bog? Uden at forstå det, så ønskede han næsten, at hun ville fortsætte med at skrive i en dagbog.

Han havde aldrig selv gjort det. Refleksioner og iagttagelser, han selv havde, fik han ned i sine manuskripter. Det var sådan, han altid havde gjort. Som det var nu, så kunne han ikke se, hvorfor han ikke skulle fortsætte på den måde, det var jo gået meget godt – han havde gjort karriere på baggrund af det. Han var ikke stor og succesfuld, men han havde flere tilbud liggende, projekter liggende. Det ene havde han tænkt sig at tage, kun af den simple årsag, at det var en god historie, han skulle skrive manuskript over. Dagbogen ville blive hans bi-projekt, og han havde det helt fint med, at det var sådan, det endte med at blive.

                      Han læste videre i dagbogen. Hun virkede som enhver anden pige, der brokkede sig over sin yngre søster og sin mor. Det, der forundrede Andrew, var pigens, Stephanies, forhold til sin ’kæreste’. Hvis hun ikke elskede ham, hvorfor så ikke slå op? Andrew læste dagen færdig og skrev sine iagttagelser ned, Stephanie ville være skuespiller. Måske, tænkte han, så kunne han bruge hendes person som en karakter? Han var ikke sikker på hendes historie. Han skulle også lære hende bedre at kende, men det kunne være sjovt. Andrew var så betaget af dagbogen, at han læste en ny dag med det samme. Han læste overrasket, hvad ’James’ havde foreslået hende. Andrew forstod bedre og bedre, hvorfor hun ville have en ny kæreste. Han skrev nogle tanker ned på sin Mac, før han tog den næste dag. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...