Instruktøren

Jeg fik idéen til den her historie, da jeg læste et udkast til en anden historie herinde på Movellas. Titlen er jeg ikke helt sikker på. Jeg veksler mellem Instruktøren og Manuskriptet. Historien omhandler en pige, der mister sin dagbog. Den bliver fundet af en instruktør og manuskriptforfatter.

5Likes
0Kommentarer
857Visninger
AA

15. Kap. 13

Annonce

 

Nu længtes han bare sådan efter at skrive et godt manuskript. Ikke et halvfærdigt manuskript, hvor man alligevel ikke kendte duden, det omhandlede, når det var læst. Han var stolt af sig selv over at kunne lave det manuskript til noget brugbart i det hele taget. Var der så noget galt i at have lyst til at lave noget, der havde bare noget godt i fra starten?

                      Den første grund til overhovedet at tage tilbuddet, var fordi han manglede et job. Han skulle betale sin husleje, han havde regninger, og selvom han tit havde instruktørjobs i London, så ville han godt prøve noget andet. Det havde stået lidt stille i en tre måneders tid, så jobbet var tiltrængt.

                      Han var tilbage i London, sin hjemby.

Han var lige kommet ud af lufthavnen og havde prajet en taxi. En sort taxi, en engelsk taxi, der kørte i venstre side af vejen – den rigtige side af vejen. Med ham havde han en sort kuffert med tøj og en computertaske til sin MacBook Pro. Det var hans kæreste ejendel, hans MacBook. I samme taske som sin MacBook var der den slidte bog, som han havde fundet på flyet. Den tilhørte ikke nogen, og han havde ved et uheld læst to linjer på den ene side. Det var en dagbog, og fordi flypersonalet sikkert bare ville smide den ud, havde han den nu med i sin taske.

                      Han havde planer med den. Han ville udsende en efterspørgsel, det kunne jo være, der var en der manglede den. At sætte sig ned og læse den, kunne han ikke få sig selv til.

                      Taxien stoppede, og han betalte de pund turen løb op i. Uh, det var rart at være hjemme. Han elskede London. Hans lejlighed lå i midtbyen og var lidt dyr. Men det var en af hans højeste prioriteter. Lejligheden skulle ligge i midtbyen i London. Det var et lille hummer han havde fået oppe under spærrerne. Men det skabte en atmosfære, som han godt kunne lide. De gamle og rustikke med træbjælkerne og så hans moderne indretning. Det var langt mere inspirerende end de kedelige hotelværelser, hvor al fantasi syntes at have forladt rummet. Det var måske grundet den kedelige indretning?

                      Han fandt sin nøgle frem fra sin jakke og vendte sig om, så han stod med ryggen til sin opgangsdør. London var fuld af liv. Han elskede det! En dråbe ramte ham på brillerne. Normalt havde han linser, men fordi han skulle flyve længe og ville sove, havde han ladet være. De briller han havde, gik han uhyre sjældent med. Han så op på himlen, der var grå af skyer. Et smil bredte sig på hans ansigt, da han vendte sig om og låste sig ind. Han skulle have sine linser i!

                      Opgangen var den samme. Den lugtede nymalet og en smule indelukket. Sidst han var her, havde den bare lugtet en smule indelukket. Men malingen var lys og gjorde opgangen et rarere sted at være.

                      Andrew gik hen til elevatoren, som han tog op til øverste etage. Hans lejlighed var et lille hummer. Men det var hans. Han låste døren op og trådte ind. Andrew vidste, at hans mor havde været her nogle gange for at lufte lidt ud. Alligevel kunne han godt fornemme, at der ikke havde været nogen længe. Hvilket jo gav mening nok.

                      Før han gjorde noget andet, tog han sine briller af og satte linser i. Det var så meget rarere, og så kunne han ikke se brillestangen.

                      Nysgerrig efter indholdet af den bog, han havde fundet i flyet, tog han den op af tasken. Han åbnede den og skimmede den første tætskrevne side igennem. Intet af det, der stod der, sprang ham i øjnene. Han så navnet Stephanie, men det var også det eneste.

                      Uden at pakke tasker ud eller åbne vinduer, satte han sig i sin udslidte sofa, der fyldte det meste af køkkenalrummet – altså en bordplade til køkken. Komfuret stod ved siden af, køleskabet over for. Alt i en gammel stil, sikkert det køkken, der var blevet sat ind, da lejligheden blev sat i stand. Stuen udgjorde resten. Et lille bord med plads til to. En udslidt sofa i en sjov grøn farve, et sofabord i træ, sortnet af ælde. Gulvet var træ, groft træ.

                      Andrew sad ved det lille sofabord med dagbogen, som han mente, det var, og sin Mac. Han smækkede en annonce i avisen – han havde hørt, at pigen, Stephanie, som sad ved siden af ham i flyet, boede lige uden for London. Det måtte gøre det. Han ville ikke åbne dagbogen, i hvert fald ikke indtil han havde hørt noget. Hvis han ikke hørte noget fra nogen, når han var kommet tilbage fra USA til efteråret, så ville han åbne bogen.

                      Men nu skulle han ud til sin mor. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...