Instruktøren

Jeg fik idéen til den her historie, da jeg læste et udkast til en anden historie herinde på Movellas. Titlen er jeg ikke helt sikker på. Jeg veksler mellem Instruktøren og Manuskriptet. Historien omhandler en pige, der mister sin dagbog. Den bliver fundet af en instruktør og manuskriptforfatter.

5Likes
0Kommentarer
847Visninger
AA

13. Kap. 11

Andrew sad i flyet på vej tilbage til England, til sit elskede London. Han havde ikke som sådan noget i mod USA, men London var hans yndlingssted. USA var for stort, hvis det overhovedet gav mening. Der var noget idyllisk over England, som han bare ikke kunne slippe. London var en storby, sandt nok, men den var en storby i hans elskede England.

                      I flyet sad han ved vinduet ved siden af en pige, der nok var atten eller nitten år. Når hun stod op, kunne han se, hun ikke var så høj. Nok en tres. Måske mindre. Hun havde langt mørkebrunt hår og øjne så mørke, at han ikke umiddelbart kunne se forskel på iris og pupil. Hun så på ham en gang, så det kunne jo være, han havde set forkert i henhold til det med øjnene. I profil havde hun fyldige læber og skrev koncentreret i en bog.

                      Andrew havde sin MacBook Pro stående foran sig. Han så på de scener, han skulle tilbage til USA for at klippe sammen efter påske. Indtil da kunne han danne sig et overblik over dem og i sit hoved komme frem til, hvad der så afgjort ikke kunne bruges.

                      ”Stephanie?” spurgte en kvindestemme. Selvom det ikke var hans navn, så han alligevel til siden. Navnet var blevet sagt på en sådan måde, at der næsten kun kunne vanke ballade. Det var i hvert fald sådan, hans mor havde sagt hans navn, hvis han som barn havde gjort noget, han ikke måtte.

                      Høretelefonen han havde i det øre, der var længst væk fra pigen, tog han diskret ud. Det var måske ikke etisk korrekt at lytte til deres samtale, men de ville ikke opdage det.

                      Pigen spurgte sin mor – som hun sagde – hvad hun ville. Ifølge pigen, Stephanie, havde hun travlt. Svaret var han ikke interesseret nok i at huske. Det røg ind af det ene øre og ligeså hurtigt ud af det andet igen.

                      ”Fint!” hørte han pigen, Stephanie, irriteret sige. Hun sukkede dybt. Han så, ud af øjenkrogen, over på hende. Hun griflede som en vanvittig i sin bog, før hun bladrede om til sidste side. Den blev skrevet fuldt ud. Han så hende smække bogen samme og ligge den på sit sæde, før hun rejste sig op.

                      Turbulens og få minutter senere var bogen faldet på jorden. Han havde imidlertid taget sine høretelefoner i ørerne igen og trykkede på mellemrumstasten, for at se den næste scene. Han var blevet helt bidt af den film. Og det til trods for, at han i starten ikke var helt så vild med den. Sådan gik det. I det mindste var det nogle gode optagelser.

                      Pigen med det lange mørkebrune hår, Stephanie, satte sig ind på sædet ved af igen. Han så ikke over på hende, hun så ikke over på mig. Det passede ham fint nok. Hans pande var rynket i halv frustration og halv koncentration. Der var en scene, som han på ingen måde, kunne få til at passe med noget. Hvorfor var den overhovedet blevet optaget?

 

                      Flyet lagde an til landing. Hans computer var lukket i og pakket væk. Andrew Tatham så ud af vinduet, ud på himlen udenfor. Pigen ved siden af ham sad med armene over kors og stirrede tomt ud i luften. Hun var bare en tilfældig pige, og han anede ikke, hvorfor han var så interesseret i, hvad hun lavede.

                      Flyet landede. Andrew skulle snart se sin mor igen. Han skulle lige ind til selve London med sine ting, men til aften skulle han spise hos sin mor. Hun insisterede, og eftersom han ikke havde set hende siden jul, kunne han ikke rigtig sige nej til hende. Nu hvor hans far ikke længere var der, så følte han lidt, at han var nødsaget til det. For at være helt ærlig, så generede det ham ikke så forfærdelig meget.

                      Andrew ventede længe, før han rejste sig. Pigen, Stephanie, havde rejst sig og var fulgt med strømmen ud af flyet. Andrew samlede en kuglepen op fra gulvet. Han havde set lyset reflektere sig i de steder på kuglepenne, hvor materialet var skinnende og blankt. Med den ene hånd på kuglepenne mærkede han noget andet. Han så ned på gulvet og så en bog.

                      Da han rettede sig op igen, sad han med en bog og en kuglepen i hænderne. Fordi der ikke stod noget navn på første side, stoppede han den i sin taske. Hvis stewardesserne fik den, ville de sikkert bare kassere den. Det var umuligt at give en bog tilbage til en, hvis der ikke var navn i den.

                      Med en følelse af at blive iagttaget, kom han hurtigt ud af flyet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...