Instruktøren

Jeg fik idéen til den her historie, da jeg læste et udkast til en anden historie herinde på Movellas. Titlen er jeg ikke helt sikker på. Jeg veksler mellem Instruktøren og Manuskriptet. Historien omhandler en pige, der mister sin dagbog. Den bliver fundet af en instruktør og manuskriptforfatter.

5Likes
0Kommentarer
841Visninger
AA

3. Kap. 1

Kære Dagbog                                                                                                                                     Fre. 26/12-14

Du er den bedste julegave en pige kan tænke sig. Det fik mor også at vide, da hun gav dig til mig. Jeg ved ikke helt, hvad jeg vil skrive i dig lige nu, da jeg faktisk er glad. Det er juleferie og mine muligheder for at få en nær ven er uendelig stor. Alt jeg skal gøre, er at åbne dig og skrive i dig. Sværere er det ikke.

                      Nu har jeg aldrig haft en dagbog før, så jeg ved ikke helt. Ville det give mening at beskrive mig selv for dig? Det er en mulighed, da du jo ikke har øjne. Jeg ved det, jeg taler til dig, som om du er et menneske, men det er bare sådan, jeg ser dig. Det gør forhåbentlig ikke noget?

                      Anyways, mit hår er langt og mørkebrunt. Det er ikke glat og ikke krøllet. Der er fald i mit hår, men det sidder aldrig rigtigt. Så jeg står tidligt op hver morgen for enten at krølle mit hår eller glatte det. Selv hvis jeg sætter det op, bliver jeg nødt til at gøre noget ved det.

                      Jeg har brune øjne, mørkebrune øjne. Mange siger, at man næsten ikke kan se min pupil, fordi mine irisser er så mørke. For mig gør det ikke noget, så har alle andre sværere ved at læse mine reaktioner i mit blik. Det lyder nok lidt sjovt at sætte det sådan op, men det er sådan, det er nemmest for mig. Jeg er en meget privat person, dagbog. Det vil du nok finde ud af. Du er sikkert undtagelsen til dén regel. But who knows?

                      Jeg er ikke specielt høj. Lige lidt over en tres, så det er ikke meget. Jeg er født og opvokset lidt uden for London. Og som det ser ud nu, så er jeg sytten år. Jeg har fødselsdag i februar, den 3., for at være helt præcis. Mit liv er ikke så ophidsende. Jeg har en kæreste, som jeg ikke elsker, og en masse veninder, der ikke kender mig.

                      Meget selvudslettende, jeg ved det godt, men det er sandheden.

                      Min kæreste hedder James. Han var rigtig sød, da jeg lige mødte ham, men så blev han kæreste med mig, og nu er han et røvhul. Hvad har jeg gjort? Jeg ved, det er min skyld. Mine såkaldte veninder siger noget andet, men de ved ikke noget. Hvilket er, fordi jeg ikke har fortalt dem noget.

                      James er højere end mig og har blå øjne. Da jeg først mødte ham, var han mit alting. Nu? Jeg er ikke så sikker længere. Hvis jeg tænker tilbage, så var jeg glad for ham. Han var virkelig sød, og han var der for mig. Det er han ikke længere. Nu er han der kun for sine venner. Nej, han er der for mig, hvis jeg går sammen med mine veninder, og han går med sine venner. Når vi er alene, så er han der aldrig. Ergo, er vi aldrig alene sammen.

                      Mine veninder er en gruppe piger, der ser mig som den populære. Jeg føler mig ikke populær. Jeg føler mig som en anden, end hvem jeg virkelig er. Hvis man overhovedet kan føle det sådan.

                      Jeg har en søster, der er en gimpe. Det er det eneste ord, jeg har tilovers for hende. Eller, hun er en gimpe på alle andre tidspunkter end i ferier. Når det bare er os to og mor, så går alting godt. Far? Ham taler jeg ikke med. Far og mor blev skilt, da jeg var seks. Det gør stadig ondt, men eftersom det er far, der ikke vil se os mere, så kan han rende mig. Min mor arbejder som overlæge på et stort sygehus i London, så hun er ikke meget hjemme.

                      Er jeg ikke sammen med James(hvilket sker uhyggeligt sjældent!) eller mine såkaldte veninder, så er jeg alene. Alene er noget, jeg helst kun er om aftenen og om morgenen. Jeg kan godt lide at være sammen med andre mennesker. Også selvom de ikke altid ved, hvem jeg rigtig er. De fleste kender mig ’godt’, men de kender ikke den ’rigtige’ mig. Hvis det overhovedet giver mening. Det gør det sikkert ikke. Jeg vrøvler nu, see you!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...