Miami Is The Place.

Natalie Mckeen. En berømt sangerinde. Hun skal til Miami i sit sommerhus for at skrive nye sange til hendes album. I Miami finder hun inspiration, og fred. Men 5 drenge bliver hendes naboer hele sommeren. One Direction. Hende og én af drengende, for en speciel kemi. Og for et lille 'uskyldigt' forhold. Ikke rigtig nogle af de ting hun, havde planlagt vil ske. *Tjek videoen* |På forhånd. Sorry for stavefejl. Eller bare fejl|

18Likes
15Kommentarer
1177Visninger
AA

10. Kapitel 9

Harrys P.O.V.

Der er gået 5 uger siden, Natalie rejste fra Miami og det er 1 uge siden drengede og jeg rejste der fra. Jeg har ikke været særlig glad, i løbet af de her 5 uger. Jeg prøvede de første 2 uger, at finde Natalie, få hendes nummer og adresse. Men det var forgæves. Jeg ved ikke hvordan jeg skal for fat i hende. Jeg kunne komme til en af hendes koncerter, men den første koncert hun holder i slutningen af august. 

Men lige nu sidder drengende og jeg i Liams have, og spiser frokost. "Og idag er Natalie Mckeen, i studiet" Lød det fra radion. Natalie? "Hey, Hey skru op for lyden!" sagde jeg.  "Hvorfor?" spurgte Louis, som sad ved siden af mig. "Skru nu bare op" sagde jeg irriteret. Zayn, som sad tættest på skruede op.

"Natalie, vi har hørt du har skrevet nogle nye sange?" Det var radioværten. "Ja, det har jeg" Man kunne høre smilet i hendes stemme. "Men den sang du vil synge for os, er en speciel sang du har skrevet. Hvorfor er den så speciel?" Det er første gang man høre en af hendes sange. "Um..Den er speciel fordi jeg skrev den lidt efter jeg kom hjem efter min ferie i Miami. Hvor jeg mødte nogle fantastiske drenge, og en af drengende var..Speciel. Men han fortalte mig noget, som ødelagde mig en del, men jeg begyndte at tænkte over hvad han sagde, og fandt ud af at..Han løj. Det han sagde var ikke sandt, han gjorde fordi han tænkte på mig. Man kan vel godt sige han 'beskyttede' mig imod det. Og den her sang er bare om ham" Snakkede hun om os? om mig? Jeg kiggede på de andre drenge som sad og lyttede med. "Mener hun os?" spurgte jeg stille. De vente hoved imod mig, og trækkede på skulderne. "Men du begynder bare at synge når du er klar" sagde radioværten 

En guitar begyndte at spille og Natalies smukke stemme begyndte at lyde. 

" I miss those green eyes, how you kiss me at night.

I miss the way we sleep.

Like there's no sunrise, like the taste of your smile.

I miss the way we breathe"

Drengende kiggede over på mig. "Det dig Harry" sagde Louis stille. Men jeg svarede ikke, jeg sad bare og lyttede. 

"But i never told you what i should have said.

No, i never told you, I just held it in.

And now i miss everything about you.

I can't believe that I still want you.

And after all the things we've been through.

I miss everything about you without you.

I see your green eyes every time I close mine.

You make it hard to see.

Where I belong to when i'm not around you.

It's like I'm not with me"

Jeg kiggede rundt på de andre drenge som sad og kiggede på mig. "Hvad?" spurgte jeg forvirret. "Det er dig Harry" sukkede Louis tungt. "Siger hvem?" mumlede jeg. "Harry" sukkede Niall. "Det kunne være hvem som helst" sagde jeg og kiggede på dem igen.

Det kunne være hvem som helst.

"But I never told you what i should have said.

No, I never told you, I just held it in.

And now I miss everything about you.

I can't believe that I still want you.

After all the things we've been through.

I miss everything about you without you"

Sådan sluttede den. "Harry, det er dig" sagde Liam. Jeg sukkede tungt. "Kunne være hvem som helst. 

Ingen sagde noget efter lidt tid. Niall sukkede og rejste sig op fra stolen, med alles øjne på ham. "Jeg køre en tur" sagde han, og vente sig om. "Niall, vent. Jeg tager med dig" sagde Louis, og rejste sig op og gik med ham. 

Så var vi kun Liam, Zayn og jeg tilbage. Gad vide hvor Niall og Louis, skulle hen?

 

Natalies P.O.V.

Jeg var lige blevet færdig, oppe i radiostudiet, hvor jeg sang en af mine nye sange for første gang. Det var nu meget godt, syntes jeg. Jeg skrev den sang lidt efter jeg var kommet hjem fra Miami, og var hjemme hos mine forædere. Den var bare ikke så nem og skrive, da jeg skulle ud med mange, måske lidt for mange følelser.

Jeg gik hen til min bil, der stod bag studiet. Men ærligtalt nåede jeg ikke så langt, før mig navn blev råbt. "Natalie!" jeg vente mig om, og gæt så lige hvem der kom løbende. Niall og Louis. Nemlig. Fra One Direction. Idioterne. Jeg vente mig om imod min bil igen, men der blev hævet fat i mit håndled. "Natalie" jeg vente mig irriteret om kiggede ind i de blå øjne, jeg endelig har savnet. Ah, stop Natalie! "Hvad vil i?" sagde jeg irriteret. "Du bliver nød til at snakke med Harry" sagde Louis. Jeg kiggede dumt på ham. "Nej, det tror jeg så ikke jeg er nød til" sagde jeg og hæv min arm til mig.  "Natalie, han er totalt nede" sagde Louis. "Han mente ikke noget af det han sagde, da vi var i Miami" forsatte Niall. "Jeg ved det godt" sagde jeg og kiggede på dem begge. "Natalie han mente det ik-..Hvad?" sagde Louis forvirret. "Jeg ved han ikke mente det. Han sagde Mangemenet bestemte meget over jer, og bagefter sagde han at han bare brugte mig. Og at ingen af jer kunne lide mig" sukkede jeg. "Og for mig gav det ikke nogen mening, at han så skulle lyde ked af det og næsten græde" jeg kiggede op på dem begge, men de sagde ikke noget. "Men jeg skal altså hjem, nu" jeg vente mig om og kig hen til min bil. "Natalie, please. Snak med ham" sagde Louis og gik hen til mig. Jeg rystede på hovedet. "Louis, hør lige. Jeg har ikke lyst til at snakke med ham. Han skulle have fortalt sandheden og ikke lave løjet for mig" sukkede jeg. Jeg åbnede bildøren og satte mig, og lukkede døren igen. Louis bankede på vinduet, og jeg rullede ned. "Natalie, han er knust" sagde han, og jeg sukkede. "Louis, stop det" sagde jeg mindre irriteret. "Okay, jeg har kun et spørgsmål" kan han blive ved? "Og det er?" spurgte jeg. "Den sang du sang i radioen, er den om Harry?" "Louis" sukkede jeg irriteret. "Bare sig at den sang du sang i radioen, ikke er om Harry" prøvede han igen. Jeg tog en dyb indånding. "Det kan jeg ikke, Louis" sagde og kiggede på ham. "Vis du savner ham, lige så meget som han savner dig. Så ring til ham. Eller tag hjem til ham" sagde Louis, og gav mig et stykke papir. Jeg kiggede på papiret og der stod et telefonnummer og adresse. Jeg kiggede på Louis igen, med et forvirret blik. "Harry" sagde han og smilede. "Louis..-" "Please" bad han. "Jeg skal tænke over det" sagde og tænde bilen. "Tak" sagde Louis, og smilede.

Jeg kunne høre døren i den anden side åbne, så jeg kiggede der over. Og ind kom Niall. Han smækkede døren, og tog sælen på. "Hvad laver du, Niall?" spurgte jeg forvirret. "Du må ikke forlade mig, en gang mere" sagde og kiggede på mig. Jeg begyndte og smile og grine, for første gang i lang tid kom der et ægte et. Og det føles godt. "Niall, kom nu" sagde Louis, men man kunne høre han smilede. "Jamen Louis! hun skal ikke bare forlade os igen" sagde Niall. Han lyder som et barn der ikke for sin vilje. "Niall d..-" mere nåede Louis, ikke at sige før jeg afbrød ham. "Niall, jeg forlader dig ikke" sagde jeg med et smil. "Så lad vær med at kør" tikkede Niall. Jeg smilede bare større og begyndte bare at grine. "Niall, jeg skal hjem" han sukkede, men smilede igen efter lidt tid. "Jeg vil med dig" hvad? suk. Jeg har savnet den lille idiot. "Niall, kom nu" sagde Louis, som stadigvæk stod ved vinduet fra min side af. "Nej, Louis det fint. Han kan tage med mig" smilede jeg og kiggede på Louis som så overrasket ud. Niall, begyndte at juble. "Virkelig?" sagde Louis overrasket. "Ja, virkelig" smilede jeg.  "Okay, men du bliver nød til at køre ham hjem så" smilede Louis. "Okay, det skal jeg nok" smilede jeg tilbage. 

Louis, tog bilen ham og Niall kom i, og kørte. Niall og jeg kørte hjem til mig, men vi skulle først på McD, fordi jeg var sulten. Hihi.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...