Ulykken

Jeg vågnede med et sæt. Sophia skreg. Hvorfor skreg hun dog? Jeg var vildt forvirret, jeg kiggede over på min mor. Hun så bange ud. Hvorfor så hun bange ud? Jeg forstod overhovedet ingenting, men så kiggede jeg ned og så at det væltede ind med vand. Jeg kiggede lidt rundt og det lignede at vi var i en sø. Så forstod jeg det, vi var kørt galt.

1Likes
0Kommentarer
148Visninger
AA

5. kapitel 4

Vi sad i bilen på vej hjem fra lufthavnen og snakkede om hvad vi bedst kunne lide ved Grækenland. Sophia, min lillesøster på 8 kunne bedst lide da hun havde skubbet mig i poolen, jeg kunne bedst lide loppemarkederne, mor kunne bedst lide stranden og far kunne bedst lide alle de udflugter der var med i rejsen.

Der var gået ca. 1 time. Mor og far sad og snakkede om en af de udflugter vi havde været på, Sophia sov og jeg var egentlig også blevet lidt træt efter flyveturen, så jeg besluttede mig for at prøve på at falde i søvn. Jeg havde altid haft svært ved at falde i søvn i biler og flyvere, men jeg var virkelig træt lige nu, så jeg faldt heldigvis i søvn.

Jeg vågnede med et sæt. Sophia skreg. Hvorfor skreg hun dog? Jeg var vildt forvirret, jeg kiggede over på min mor. Hun så bange ud. Hvorfor så hun bange ud? Jeg forstod overhovedet ingenting, men så kiggede jeg ned og så at det væltede ind med vand. Jeg kiggede lidt rundt og det lignede at vi var kørt ned i en sø. Så forstod jeg det, vi var kørt galt. Min far sagde til mig at jeg skulle tage min sele af og at jeg så skulle hjælpe Sophia med at få hendes sele af. Jeg gjorde som han sagde og tog min sele af og satte mig tættere på Sophia for, at få hendes sele af, men jeg kunne ikke få den af hende. Den sad fast. Jeg sagde det til min far som var i gang med at hjælpe mor, han kiggede på mor og hun sagde ”hjælp dem!” min far skulle lige til at protestere, men så sagde hun ”hjælp dem, og så mig!” han kom om til mig og Sophia og bad mig flytte mig, jeg gjorde som han sagde og flyttede mig. Vandet var kommet helt op til min mave nu og det blev ved med at stige. Far hev og sled og prøvede på at få selen af Sophia, men den sad godt fast og han kunne ikke få den op, så han vente sig mod mig og sagde til mig at jeg skulle kravle ud af vinduet og svømme i land og hente hjælp. Egentlig havde jeg vildt meget lyst til bare at gøre som han sagde, men jeg kunne da ikke bare forlade dem, kunne jeg? Far kiggede mig i øjnene og sagde ”det er okay, bare gør det, vi kommer lige om lidt, det lover jeg” jeg kiggede over på mor som nikkede og så gjorde jeg det. Jeg forlod min familie og svømmede i land, som far havde sagt til mig at jeg skulle. Da jeg kom i land kunne jeg høre en bil, så jeg skyndte mig at løbe over mod vejen og heldigvis stoppede den, det var en ung pige, jeg skyndte mig at fortælle hende det hele og hun ringede efter hjælp imens at jeg løb ned og kiggede om de var kommet op. Det var de ikke. Jeg havde en dårlig fornemmelse og jeg var rigtig bange for, at de ikke ville komme op igen. Jeg stod og tænkte på alt muligt forfærdeligt, da jeg så min far komme op af vandet med Sophia. Jeg blev overlykkelig men det ændrede sig hurtigt da jeg så, at Sophia ikke bevægede sig. Pigen som jeg havde stoppet hjalp far op og sagde til ham, at hun nok skulle tage sig af Sophia og at han skulle hente min mor, far tøvede lidt men vente sig så om og hoppede i igen og forsvandt. Jeg stod bare og stirrede. Jeg kunne ikke få mine øjne væk fra vandet. Der gik lang tid før jeg endelig kunne se far komme op med mor, men ligesom Sophia bevægede hun sig heller ikke. Så gik det hele ligesom op for mig. Sophia og mor bevægede sig ikke. Jeg kiggede op på far som havde et blik jeg ikke kan beskrive. Og så forstod jeg alvoren. Vi var kørt galt. Mor og Sophia bevægede sig ikke, det var slemt det her. Jeg nåede lige at høre sirenerne og så blev alt sort…  

 

                                                                Nutiden

”Emma! Emma!” jeg åbnede stille mine øjne og så at min far sad ved siden af mig og kiggede bekymrende på mig, jeg kunne mærke nogle tåre trille ned af mine kinder, og så huskede jeg min drøm. ”Hvorfor græder du?” spurgte min far ”hvad er der galt?” også kunne jeg ikke holde det inde mere. Jeg fortalte det hele til min far. Min drøm og hvor meget jeg savnede dem. For det gjorde jeg, jeg savnede dem helt vildt meget. Jeg sagde også til ham, at jeg godt kunne tænke mig at han ikke bare sad inde og så tv hele dagen lang fordi, at han bebrejdede sig selv for deres død. For selvom det var ham der kørte vores bil, så var det ikke ham der kørte den anden bil. Det var nemlig den anden bil der kørte i den forkerte vejbane og det var den der havde kørt ind i os. Da jeg var færdig nikkede han og lovede at han ikke ville se så meget tv mere og at han ville prøve på at være en bedre far og så spurgte han ”hvad med at vi laver mad sammen i dag?”.

Efter den dag ser min far ikke så meget tv mere.  Han har faktisk fået et job og så har vi også fået en hund, som vi går tur med sammen hver dag. Hver gang det bliver d.6/6 tager vi ud til broen hvor vi kørte galt og besøger mor og Sophia.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...