Ulykken

Jeg vågnede med et sæt. Sophia skreg. Hvorfor skreg hun dog? Jeg var vildt forvirret, jeg kiggede over på min mor. Hun så bange ud. Hvorfor så hun bange ud? Jeg forstod overhovedet ingenting, men så kiggede jeg ned og så at det væltede ind med vand. Jeg kiggede lidt rundt og det lignede at vi var i en sø. Så forstod jeg det, vi var kørt galt.

1Likes
0Kommentarer
150Visninger
AA

4. kapitel 3

Vi nåede det. Heldigvis. Vi havde lige sat os ned da Mr. Johns kom ind. ”Godmorgen” sagde han ”det er godt og se at Emma og Maria gad komme til tiden i dag” fortsatte han og lagde ekstra tryk på ”gad”, Maria og jeg vekslede hurtigt blikke ”ja ikk, vi tænkte at vi ville skifte lidt så vi kommer altså for sent igen i morgen bare lige så du ved det” svarede Maria, jeg kunne ikke lade vær med at grine lidt, men stoppede hurtigt igen da Mr. Johns sendte mig et dræber blik ”Jamen det gør I da bare, men så kan I så også forvente at jeres forældre modtager et opkald fra mig!” ”uhhhhhhh” lød det rundt omkring i klassen, ”stille!” sagde Mr. Johns og så begyndte endnu en af hans kedelige timer.

Da vi havde fri var det rigtig godt vejr så Maria og jeg aftalte, at vi ville tage hen i parken. Da vi kom derhen satte vi os på et tæppe og begyndte at snakke. Vi snakkede om en masse forskellige ting og hyggede os rigtig meget. Hvilket var præcis hvad jeg havde brug for lige nu efter hvad der var sket i morges. Da klokken var omkring 5 besluttede vi os for at pakke sammen og køre hjemad. Vi fulgtes hen til hjørnet og sagde farvel.

Da jeg kom hjem var jeg meget træt, så jeg gik bare lige ind på mit værelse og smed mig på min seng, lukkede mine øjne og faldt i søvn.…

 

                                            Ilddamen og d. 6/6 2019

Jeg var i et rum fyldt med spejle. Jeg kiggede lidt rundt og så en lille revne i et af spejlende. Jeg kiggede rundt på de andre spejle og så at der også var små revner i dem. Revnerne blev langsomt større og større og jeg viste godt hvad der snart ville ske. Jeg ville løbe. Komme væk for ikke at blive ramt af alle de glaskår der snart ville være ud over det hele. Men jeg kunne ikke bevæge mig. Overhovedet. Jeg panikkede totalt da revnerne bare blev ved med at blive større og større, men så lige pludselig forsvandt gulvet under mig, og jeg faldt. Jeg lukkede bare mine øjne og lod mig falde. Jeg ventede bare på, at jeg ville ramme noget på et tidspunkt. Men det gjorde jeg ikke, så jeg åbnede forsigtig mine øjne og så en gigantisk ilddame. Eller jeg ved ikke om jeg vil kalde hende det, for hun smeltede på en måde sammen med noget vand også. I hånden havde hun en blomst, som hun pustede små og store bobler ud af og i boblerne var der alle mulige forskellige verdner. Både realistiske og fantasi verdner. Jeg kiggede lidt på alle de bobler der var, men mit blik stoppede ved en af dem. Nemlig den hvor jeg var i. Den hvor hele min familie var på vej hjem fra Grækenland. Jeg kiggede forvirret over på ilddamen. Hun stoppede med at puste og sagde ”gå ind i den”. Det kunne hun da ikke mene, hun ville da vel ikke have mig til at gå direkte ind i boblen og opleve hele ulykken igen?!!. ”Gå ind i den” sagde hun igen. Jeg stirrede bare på hende, hun må have troet, at jeg var komplet dum. Hun sukkede i hvert fald og rakte ud efter mig, jeg rørte mig ikke, det turde jeg simpel hen ikke. Hun puffede blidt til mig så jeg kom tættere på boblen, hun puffede en sidste gang til mig, også jeg røg ind i den boble hvor min familie var.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...