Ulykken

Jeg vågnede med et sæt. Sophia skreg. Hvorfor skreg hun dog? Jeg var vildt forvirret, jeg kiggede over på min mor. Hun så bange ud. Hvorfor så hun bange ud? Jeg forstod overhovedet ingenting, men så kiggede jeg ned og så at det væltede ind med vand. Jeg kiggede lidt rundt og det lignede at vi var i en sø. Så forstod jeg det, vi var kørt galt.

1Likes
0Kommentarer
147Visninger
AA

2. Kapitel 1

Jeg gik ud i køkkenet hvor min far sad og drak kaffe. Han kiggede kort op på mig og smilede men kiggede så ned i sin avis igen.  Jeg tog noget hurtig mad sagde farvel til min far og gik så ud til min cykel og kørte afsted. Da jeg drejede rundt om hjørnet kunne jeg se Maria vente på mig som hun plejede. Mig og Maria havde været bedste veninder lige siden  1. klasse. Hun var den bedste veninde man kunne tænke sig og hun havde hjulpet mig meget efter ulykken.

Da vi kom op på skolen gik vi og snakkede og opdagede ikke at vi var sent på den, så vi gik bare lige ind i klassen og først der gik det op for os at timen var gået i gang.  Mr. Johns kiggede surt op på os ”hvorfor kommer i først nu?” spurgte han ”fordi vi først havde lyst til at komme nu!” svarede Maria flabet igen, jeg kunne ikke lade vær med at smile lidt, Maria var aldrig bange for at svare lærerne igen og specielt Mr. Johns fordi han altid blev lidt mere irriteret end de andre lærere ”sæt jer ned på jeres pladser!!” sagde Mr. Johns surt, det var først da jeg havde sat mig ned på min plads at jeg kiggede på klokken, den var 8:30 og skolen begyndte klokken 8:00, wow vi havde godt nok kørt langsomt.

Efter en lang dag i skolen var jeg endelig kommet hjem igen. Min far sad og så tv. Præcis som han plejede. Det var stort set alt han gad. Han stod op, drak sin kaffe og læste sin avis og så satte han sig ind i stuen og så tv. Det var stort set det han lavede. Selvfølgelig spiste han også aftensmad og alt det der, men han gad ikke rent faktisk ikke at lave det, nej nej vi bestilte enten mad udefra eller også lavede jeg mad (hvilket var noget der skete meget sjældent!). Jeg var blevet vant til det, da det var noget han havde gjort i ca. 1 helt år nu. Ja i dag var det faktisk helt præcist 1 år siden ulykken. I dag var det d. 6/6 2020.

”Emma!” råbte min far ”hvad?!” råbte jeg tilbage jeg sad inde på mit værelse og lavede lektier, ”indisk eller kinesisk?” råbte han ”kinesisk!”. Da det ringede på døren gik jeg ud og åbnede. Der stod en lille spinkel mand og stirrede på mig da jeg åbnede. Han så lidt sjov ud fordi han var så lille og så havde han en kæmpe stor kartoffel næse. Jeg smilede mest fordi han så så sjov ud, men også for at være venlig, han smilede tilbage og spurgte om vi havde bestilt noget kinesisk mad, jeg nikkede og sagde at jeg lige ville hente pengene. Da jeg kom tilbage gav jeg ham pengene og tog maden med ind til min far som sad og ventede inde i stuen. 

 

Det var så første kapitel. Jeg håber i kunne lide det og at i har lyst til at læse mere:). Det her med at skrive og så videre er ret nyt for mig, så i må meget gerne skrive om det var godt og hvad jeg kan gøre bedre!;) 

Xoxo Naja<333

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...