Lily - Båden Der Sejlede Med Kærlighed

Jordan Phillips, en ung mand på 29, skal om bord på en stor båd, for han skal med på en rejse som udsendt læge fra England til USA. På båden er der en eneste kvinde, Alexis, som rejser med dem. Hun er kommet til, fordi hun elsker at sejle. Mændene er overrasket over, at der er kommet en ny til, også fordi hun er den eneste kvinde. Hun er forskellig fra de andre på båden og har andre tanker om, hvordan tingene skal gøres. I starten bliver hun uretfærdigt behandlet, men på et tidspunkt bliver Jordan forelsket i hende og situationen bliver kompliceret, da de andre på båden ikke bryder sig om hende.

8Likes
6Kommentarer
682Visninger
AA

5. Torsdag den 3. april

Jordan Philips stod ude på båden og prøvede at tømme sit hoved for tanker. I hånden havde han en Lucky Strike. Det var en vane han var begyndt at få, det der med at ryge i tide og utide. Lige siden han var kommet ombord på båden havde han haft brug for nogle rygepauser i løbet af dagen. De sidste to dage havde været stille og rolige. Han syntes selv, at både han og Alexis var faldet godt til, og det gav ham en form for ro indeni. Han tænkte på det Alexis havde sagt om, at hun ikke følte sig særlig godt tilpas her. Hvis han kunne hjælpe hende med at falde mere til, ville han gøre det. Men hvordan skulle han kunne hjælpe? Hun virkede diskret, når han nærmede sig hende. Når han om aftenen stod udenfor og røg efter aftensmaden, lagde han altid mærke til Alexis, Christian, AC, Michael og Ryan sidde ved et bord og spille Poker. I grunden var det da mere ham, der var enspænderen. 

Pludselig, uden nogen form for varsel, hørte han de andre gå i panik indenfor. Han slukkede cigaretten ved at smide den ud i bølgerne. Jordan vendte sig om, lyttede om der skete mere. Det gjorde der. Vrede stemmer, vilde råb. Der var helt klart gang i et skænderi derinde. Han åbnede døren og gik ind i båden, mens han gik i retning mod lyden. "Hvad tænker du på, kvindemenneske?!" blev der råbt. Han kunne ikke afgøre, hvem det var der var vred. Det kunne i grunden være dem alle sammen. Henne forenden af gangen til soveværelserne så han Andrew stå og råbe i døråbningen. Bag ham stod Christian og Michael og så til. Ud fra en anden dør, kom Ryan og råbte at de skulle stoppe det. Han trak AC væk, men han blev bare ved med at skrige. Jordan stod stivnet, men bevægede sine ben, hurtigere og hurtigere, til sidst løb han hen til det åbne værelse. Derinde på trægulvet ved siden af sengen sad Alexis og så fuldstændig fortvivlet ud. I sengen lå en fremmed og meget beskidt mand. "Hør nu på mig!" bad hun. "Hvad sker der?" spurgte Ryan endelig, efter han havde kæmpet med at få Andrew til at falde ned. "Kællingen har taget en straffefange med ind på båden!" sagde Christian forarget. "Jamen, han er syg, han har brug for hjælp!" prøvede Alexis, men ingen hørte på hende. Hun prøvede igen på at få sit budskab frem: "Jeg så den her mand ligge bevidstløs i vandet. Han lå bare og flød rundt. Han lå lige ved båden, jeg kunne sagtens nå ham. Jeg hev ham op på båden, varmede ham og lagde ham i sengen." "Hør her..." hvæsede Ryan stille. "Vi kan ikke have at du går og gør, som det passer dig. Det er fandme kun tredje dag du er her!" Jordan stod som forstenet. Han overvejede at gribe ind og redde hende på en eller anden måde. "Vi kan ikke have straffefanger ombord! De sviner og fylder. Jeg sagde jo hun bare ville lave rod i det hele," sagde AC. Den sidste sætning var henvendt til Ryan. Han rømmede sig. "Alexis... Jeg sagde jo til dig, at du ikke måtte handle på den måde uden vores tilladelse. Du skulle have hentet mig." Han sukkede. "Vi må lige se, hvad vi kan gøre. Alle går," befalede han. Alle undtagen ham selv og Jordan, gik. "Og du..." han pegede på hende. Hun sad sammenkrøllet på gulvet, øjnene var blanke med magtesløsheden malet i ansigtet. "Hold dig til vores regler." Ryan havde en streng stemme. Han holdt en advarende finger op. "Jamen..." protesterede hun fortvivlet. "Jeg lytter..." svarede han. Hun samlede styrke til at snakke igen. "Skulle jeg bare have ladet ham dø?! Det er et menneske! Ikke et eller andet ligegyldigt." Hun græd. Tårer trillede ned af kinderne på hende. "Det kunne jeg da ikke gøre! Han havde brug for min hjælp." Hendes øjne faldt på manden. Han havde mørke øjne og et gråt og trist ansigt. Han lå under dynen, forvredet og ussel. Ja, han havde brug for hjælp, indså Jordan og følte sig som det koldeste menneske i verden, fordi han ikke havde hjulpet hende og støttet. - Både hende og straffefangen. 

 

***

Efter stormen af skænderier var ovre, sad Alexis stadig med manden i sengen. Det var aften. Hun havde efterhånden siddet hos ham i et godt stykke tid. Flere timer. Én ting var hun nu blevet klar over: hun var ikke populær hos de andre nu. Det havde hun indset allerede da de opdagede at hun skjulte en straffefange. Men havde hun noget andet valg? Hvad var der galt med at være en lille smule menneskelig? Inderst inde vidste hun godt med sig selv at hun ikke var i stand til bare at lade det passere. Hun ville ikke gi' op uden kamp. Mens hun sad og samlede sig, kom Jordan til syne i døråbningen. Alexis tørrede øjnene og så undrene ud med røde øjne. "Hvad, Jordan?" spurgte hun ligeglad, men ikke uden interesse. Han gik ind og satte sig ved siden af hende på gulvet. "Alexis. Jeg er på din side," sagde han fortroligt til hende. "Kom lad os hjælpe ham. Og det skal gå stærkt, ellers mister han for meget blod." Han tog forsigtigt fat i hans ben, som var skadet. Der løb blod ned fra et dybt sår midt på skinnebenet. Manden klynkede og forsøgte at formulere en sætning, men kunne ikke. Han så meget udmattet ud. Jordan løb ud af døren igen, mens Alexis sad tilbage. "Hey?" kaldte hun. Tre minutter senere kom han ind igen med en hvid kasse. Hun lignede et spørgsmålstegn. "Jeg er læge. Jeg har pligt til at hjælpe alle," fortalte han og satte kassen på sengekanten, tog en våd serviet med noget salve og smurte det i såret. Et stort råb kom fra manden, der havde meget ondt. Efter såret var renset, syede han såret hurtigt og effektivt. Det blev til tre sting. Til sidst lagde han en stram bandage omkring benet og satte noget fast, så det holdt. Derefter undersøgte han manden for andre skader, og kunne konkludere at der ikke var andet. Alexis så imponeret på ham. "Jeg vidste ikke, du var læge," hviskede hun. Jordan smilede, pakkede tingene sammen og lagde dem i kassen igen. Han så på hende. "Jeg er udsendt læge. Jeg skal til USA for at udvide min praksis." "Hmm." "Det var godt, du blev hos ham." "Hvorfor kom du mig ikke til undsætning noget før?" spurgte hun lettere bebrejdende. "Du så jo, hvor hidsige de blev. Hvis de så mig holde med dig, ville de smide os alle tre ud. Fordi du er 'den nye' reddede du dig selv og ham." Han pegede. "Hammeren havde faldet, hvis de så mig hjælpe ham." Alexis nikkede, prøvede at forstå ham. Hun kunne godt se pointen. Det var ikke helt dumt tænkt. Hun var åbenbart stadig 'den uskyldige' indtil videre. Det kunne være gået værre, men de havde jo ladet straffefangen være, så måske havde de accepteret det?   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...