Lily - Båden Der Sejlede Med Kærlighed

Jordan Phillips, en ung mand på 29, skal om bord på en stor båd, for han skal med på en rejse som udsendt læge fra England til USA. På båden er der en eneste kvinde, Alexis, som rejser med dem. Hun er kommet til, fordi hun elsker at sejle. Mændene er overrasket over, at der er kommet en ny til, også fordi hun er den eneste kvinde. Hun er forskellig fra de andre på båden og har andre tanker om, hvordan tingene skal gøres. I starten bliver hun uretfærdigt behandlet, men på et tidspunkt bliver Jordan forelsket i hende og situationen bliver kompliceret, da de andre på båden ikke bryder sig om hende.

8Likes
6Kommentarer
669Visninger
AA

1. Torsdag den 27. marts - fredag den 28. marts

På kystlinjen ved havnen stod Alexis Andrya, 23, og spejdede ud over de mange både, der sejlede ude i horisonten. Ved siden stod en ældre kopi af hende og så bekymret ud. Alexis mærkede blikket, lukkede øjnene og tænkte tilbage på det samme spørgsmål og fortvivlelser, der havde været omkring det. Hvorfor så langt væk? Hvorfor helt til USA? En kvinde kan da ikke klare sig på en båd helt alene. "Jeg kommer ikke til at være alene," havde hun svaret. Hendes forældre, især moren havde ikke syntes om idéen, men Alexis havde bare ignoreret, insisteret på at hun ville det, og så havde hendes mor kigget underligt og længe på hende, indtil hun til sidst havdet forladt forældrenes hus, og gået ned på havnen for at stå. Kufferten stod parat derhjemme i hendes lejlighed i Canvey Island. Selvom det var på en forholdsvis stor båd hun skulle bo det næste stykke tid, havde hun kun pakket det mest nødvendige: Rent tøj, toiletgrej, mobiltelefon, førstehjælpkasse, blok og blyant og til sidst sin laptop. Hun var debutforfatter, Kommunikationsstuderende og freelance combat-instruktør i det lokale fitnesscenter. Hele livet kørte på fuld tryk, centreret omkring hendes arbejdsplads og den lille lejlighed. Hun kiggede længselsfuldt ud på havet, det salte blå hav med solen glimtende på en lang linje. Hendes far var gammel ejer af båden, Lilyphone i 50'erne, men den var blevet overtaget af nogle andre nu. Lysten og viljen til at sejle lå stadig dybt inde i hende. Hun så ud over vandet. Blikket var fæstnet på bølgerne, der kom rullende ind. Snart ville den gamle båd, Lilyphone, komme og så skulle hun rejse med. Alexis smed skoene i sandet og rakte en hånd frem mod moren. Hun tog den, gav den et klem og slap hendes hånd. På de bare fødder mødte hun vandet, der flød ind i vandkanten. Moren betragtede hende, mens hun missede mod solen. Med sit skulderlange, lysebrune hår, kunne hun ligeså godt ligne en pige sidst i teenageårene, men hvis man så hendes fine, dybe blå øjne, ville man straks tænke noget andet. Der lå en særlig visdom gemt i dem og en indre styrke, som ingen kunne bryde. Alexis var en stærk kvinde med sine egne ambitioner. 

 

 

***

Ryan McCartney og hans tre bådkammerater, AC (Andrew Collum), Christian Marsh og Michael Kenny sad inde og så ind mod kysten. Landet lå langt borte i mørket. Han kunne kun lige skimte nogle bygninger, der viste sig som grå, aflange firkanter. Han kunne ane vejene, hvor små farvede pletter kørte frem og tilbage, skiftevis langsomt og hurtigt. De var der snart. "Så er vi endelig fremme, gutter," meddelte han med en stor tilfredshed i stemmen. "Fedt... Endelig!" sukkede Michael lettet og gik over mod ham. "Se der." Ryan pegede lige frem. "Ja. Hvem er ham den nye egentlig?" spurgte Michael pludselig, efter de havde siddet lidt og var faldet i staver. Ryan trak på skuldrene. "Jordan Philips? Aner det ikke. Har kun hørt hans navn fra en af mine venner. Han kommer hertil som udsendt læge. Jeg tror han er dygtig, og jeg tror det bliver hyggeligt at have ham ombord," sagde han uden antydning af tvivl. "Ja, vi må håbe. Vi plejer jo at have heldet med os med vores nye, kommende kammerater her på Lilyphone." Ryan nikkede til ham og tænkte tilbage på dengang Michael kom hertil som ny. Han havde været trofast, modig og vigtig fra første dag af for de andre. Derfor havde han intet imod, at der snart skulle komme endnu en af dem. "Hvor gammel er han?" "29." "Ha," fnøs Michael drillende, "så håber jeg ikke havet kommer til at vælte ham." De grinede til hinanden, og vendte tilbage til udsigten over havet. Nu kunne de se havnen i det fjerne.

En halv time senere, da klokken havde passeret otte, sejlede Lilyphone ind ved havnebyen Portsmouth. 

 

 

***

Jordan Philips, 29, stod ved Portsmouth med en sportstaske over sin skulder. Han kiggede på sit armbåndsur, opdagede at det var tid og gik derefter henover broen og så, at Lilyphone havde lagt i land. Han slentrede hen til den og fløjtede overrasket. Den var rimelig stor af en båd at være, konstaterede han. Inde i båden kunne han skimte to mænd, der vinkede til ham. De kom begge ud og hen på broen og gik ham i møde. Det samme gjorde han. De var nok omkring hans alder, måske lidt ældre. "Ryan McCartney. Velkommen til Lilyphone," sagde den ene og trykkede hans hånd. "Jordan Philips. Det er en ære at skulle rejse med," tilføjede han høfligt. Han gav også hånd til den anden, som hed Michael Kenny. "Hej, godt at møde dig. Tak, fordi du vil med." Jordan rystede på hovedet. "Nej... Det er mig, der siger tak. Uden jeres hjælp havde jeg ikke kunne komme til New York og arbejde. Det var jo mange penge jeg sparede der." De grinede, som om det ikke betød noget. "Det er ingenting. Du hjælper os på skibet og vi sejler dig til New York. Noget for noget, ik. Og samtidigt er det også altid godt at have en ekstra person med ombord," forklarede Ryan. De var allerede ved at skabe en god kontakt. "Vi skal videre. Vi skal også nå til Canvey Island." "Hvad skal vi der?" Det svarede de ikke på. Han fulgte efter dem over på båden og lagde mærke til at der med sirlig skrift stod LILYPHONE over indgangen. 

Inde i båden sad der to andre og kiggede udover byen. "Det her er vores bådkammerater Andrew og Christian. Andrew skal du bare kalde AC." Han nikkede og de hilste alle på hinanden. De tog en runde på båden, så Jordan kunne se, hvordan det så ud. Først viste de ham kahytten, derefter gangen, hvor man kunne se fra den ene til den anden ende af båden. Jordan gik tøvende efter dem. Fødderne gjorde ondt, og hans muskler var ømme. Han havde rejst helt inde fra byen af, han boede inde omkring London. Til sidst kom de ind til soverummene. Ryan gik derind og stod lidt. "Det her er så dit nye værelse. Den første uge skal du sove her alene. Så finder vi ud af, hvem der bliver din roomate til den tid," oplyste han og så på Jordan. "Okay, tak," svarede han og så sig omkring. Der var ikke særlig meget plads. Der var en køjeseng, et lille vindue, et bord med en lampe, og ovre i et hjørne stod en kommode med fire skuffer i. Man kunne da sige, at der var, hvad man skulle bruge. "Du må hellere hvile dig, hvis du er træt. Vi bliver liggende i havnen til i morgen, hvor vi sejler videre."

 

Klokken var efterhånden blevet mange og de havde alle sagt godnat til hinanden. Jordan satte sig på i den nederste køje og så sig omkring i rummet. Han kunne mærke båden stå og vugge i vandet. Han kunne lugte salten, trods at der ikke var åbnet noget vindue. Alt i ham blev vækket til live. Man kunne virkelig mærke livet på havet, tænkte han. Aftenen havde han brugt på at pakke de vigtigste ting ud. Tøjet lå på plads i skabet og sengen var redt og parat til ham, men han kunne ikke falde i søvn. Han tog sin mobil frem og konstaterede at der ikke var noget forbindelse. Så lagde han den i sin lomme igen. Hovedet værkede, og benene føltes som om de vejede mindst ti kilo hver. Jordan rejste sig i mørket, tændte lampen, som hang i loftet. Den gav et meget mat skær i rummet. Det fik værelset til at ligne et fængsel. Et ensomt fængsel. Pludselig ville han ønske han ikke var gået ombord, at han ikke havde lavet aftalen med Ryan og Michael om at sejle med på Lilyphone. Han var bange for, hvad der skulle ske for ham. Godt nok var han vant til at få spontane opgaver for han var jo udsendt læge. Men aldrig uden for England. Nu skulle han til USA og han var spændt på at se, hvad der lå forude. For første gang i hele sit liv, følte han skæbnen blive taget fra ham. Ingen kontrol havde han længere. Ikke så længe han var ude på havet. Jordan tog et tæppe og sin pude, kravlede op til den øverste køje og lagde sig, så han havde et overblik over rummet. Det kunne han godt lide at have med ting, især med de nye og uvante. Hans øjenlåg blev tungere og tungere, til sidst døsede han ind.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...