Lily - Båden Der Sejlede Med Kærlighed

Jordan Phillips, en ung mand på 29, skal om bord på en stor båd, for han skal med på en rejse som udsendt læge fra England til USA. På båden er der en eneste kvinde, Alexis, som rejser med dem. Hun er kommet til, fordi hun elsker at sejle. Mændene er overrasket over, at der er kommet en ny til, også fordi hun er den eneste kvinde. Hun er forskellig fra de andre på båden og har andre tanker om, hvordan tingene skal gøres. I starten bliver hun uretfærdigt behandlet, men på et tidspunkt bliver Jordan forelsket i hende og situationen bliver kompliceret, da de andre på båden ikke bryder sig om hende.

8Likes
6Kommentarer
679Visninger
AA

9. Torsdag den 10. april

Den næste dag levede Alexis med en følelse af, at det hele havde været en drøm, et ønske, en illusion. De havde faktisk kysset, og fortalt hinanden alt de behøvede at vide. Det føltes hemmeligt, at de andre på båden ikke vidste noget om det, men hun var ligeglad med dem. Alt kunne rende hende. Respekten for de andre havde hun ligesom mistet for lang tid siden. De behøvede jo ikke at vide noget, - og hvad så hvis de ved et uheld fandt ud af det? Hun var stolt af, at hun endelig havde ham, sådan som det var meningen fra starten af.

De stod begge to ude på rællingen og nød udsigten, hvilket var blevet en rutine at gøre hver eftermiddag efter arbejde. Alexis havde på det sidste skrevet på sin roman, tjekket lovende forlag ud. Hun tænkte på, om hun måske kunne prøve lykken, når de kom frem til New York. Samtidig havde hun fundet ud af, hvilke gode fitnesscentre, der lå i den store by. Pludselig dukkede, der tanker om Jordan op i hovedet. "Jordan... Hvad skal du præcis lave, når vi er fremme?" spurgte hun og så på ham. Han rømmede sig, spekulerede lidt over det. "Jeg skal prøve at være udsendt læge derovre. Der blev lavet en aftale for flere måneder siden. Så fik jeg sendt en kontrakt, jeg underskrev, som bekræftede mine færdigheder indenfor lægekunsten. De er jo nødt til at vide, om de kan tillade sig, at sende mig afsted, ik," sluttede han, tog cigaret nummer to og tændte den. Alexis nikkede tænkende. "Hvad vil du derhenne?" spurgte han så. "To ting: jeg vil prøve at udgive min roman til et amerikansk forlag. Hvis det ikke går, vil jeg tjekke nogle fitnesscentre ud, prøve at starte mit eget combathold for børn." "Det lyder virkelig spændende," sagde han interesseret. "Jeg er sikker på, at du nok skal klare det, hvad du end tager dig til." "Jeg ved godt det virker en smule mærkeligt bare sådan at sejle med til New York og bare kaste sig ud i nogle ting, men det er det eneste, der virker for mig," sagde hun lavt. "Det er det vigtigste," svarede han og klemte hendes hånd let. "Jordan." "Ja?" "Hvad med os?" "Vi kan jo fortsat ses, Alexis." "Hvor skal du bo henne?" "Et hotel lige over for Central Park," svarede han. "Hvad med dig?" "Hos en veninde i Manhattan." Hun krympede sig, da hun tænkte på, at de på et tidspunkt skulle skilles. "Jeg kommer til at savne dig så meget," kom det pludselig fra hendes mund. Spontant lagde hun armene omkring ham og knugede ham bagfra. Jordan vendte sig om og gengældte omfavnelsen. Han begravede sin næse i hendes hår, bevægede hovedet længere ned og kyssede hende blidt på halsen, derefter lige under hendes øje. Noget vådt afslørede, at hun græd. "Alexis..." mumlede han trøstende. "Rolig nu," hviskede han. "Vi er jo ikke fremme endnu." Hun gav ham ret og forbandede sig selv over at hun havde fået så stærke følelser for ham så hurtigt. Hvorfor var sådan noget aldrig let? 

 

Senere på aftenen sad Alexis inde på sit værelse. Hun havde for alvor brug for at samle tankerne. En dør blev åbnet bag hende. "Hej, Alexis." Det var Ryan. "Ja?" svarede hun afventende. "Jeg ville bare undskylde, at jeg har været så hård overfor dig. Jeg burde have rost dig for at være så ansvarlig. Jeg vil også sige undskyld på de andres vegne. AC skal du ikke tage dig af." Hun vidste ikke, hvad hun skulle svare til det. Andrew havde hun slet ikke tænkt på i flere dage. Ja, hun havde faktisk nærmest glemt ham. Da der ikke kom nogle ord ud af hendes mund, nøjedes hun bare med at nikke. Han stod lidt i døråbningen, og så skyldbetonet ud. Lige med ét ringede hendes mobiltelefon. Hun kastede et blik på displayet og opdagede at det var Sarah. "Jeg blir' nødt til at tage den," forklarede hun. Han nikkede og gik stille ud med en mine, hun ikke kunne sætte en finger på. Alexis tog mobilen. "Hej Sarah," sagde hun. "Hej, søde Alexis, hvordan går det?" Hun vidste slet ikke, hvad hun burde sige. "Fint, søde, det går godt." - Ikke helt sandt, men det ignorerede hun. "Det er jeg glad for at høre. Behandler de dig godt?" Hun sad et øjeblik og tænkte på Jordan. "Ja," smilede hun. Sarah kunne åbenbart høre glæden i hendes stemmen. "Åh åh..." drillede hun. "Nogle lækre mænd?" tilføjede hun begejstret. "Jeg fortæller, når jeg kommer frem," sagde hun bare. Jordan stod i døren til hendes værelse. Han smilede med en varme i øjnene. Hun blev igen fortabt i de flotte, brune øjne. "Okay, ha' det godt." "I lige måde. Hej, Sarah." "Hej, hej, Alexis." Hun lagde på, imens Jordan kom snigende hen imod hende. Hun smed mobilen i sengen og slog armene om ham, da han var nået hen til hende. De kyssede inderligt, blodet kogte inde i hende endnu engang. "Lad os gå et andet sted hen. Vi bliver bare opdaget," sagde han. Han tog hende i hånden, og hev hende med ud på gangen. De gik hen til enden, der hvor der var længst afstand mellem de andre og dem. I farten gik de forbi et lagerrum. "Lad os gå herind." De skyndte sig derind, lukkede døren og gentog omfavnelsen og kyssene. Hun knappede bukserne op på ham, trak dem ned. Jordan gjorde det samme. "Hvor meget tid har vi?" pustede hun. "Tid nok," svarede han og kyssede hende igen på læberne. Til sidst var de helt nøgne. Han lagde hånden på hendes højre bryst og mærkede, hvordan hjertet bankede derudaf. De rørte ved hinanden og stønnede i takt med hinandens puls. "Jor--dan..." sukkede hun og fulgte ham, da de lå og gned sig mod hinanden. Han trak vejret hurtigere og hurtigere. "Å-h-h..." kom det fra hans mund. De glemte tid og sted. Der var kun dem i lagerrummet, mens Lilyphone sejlede længere og længere ud på havet.        

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...