Lily - Båden Der Sejlede Med Kærlighed

Jordan Phillips, en ung mand på 29, skal om bord på en stor båd, for han skal med på en rejse som udsendt læge fra England til USA. På båden er der en eneste kvinde, Alexis, som rejser med dem. Hun er kommet til, fordi hun elsker at sejle. Mændene er overrasket over, at der er kommet en ny til, også fordi hun er den eneste kvinde. Hun er forskellig fra de andre på båden og har andre tanker om, hvordan tingene skal gøres. I starten bliver hun uretfærdigt behandlet, men på et tidspunkt bliver Jordan forelsket i hende og situationen bliver kompliceret, da de andre på båden ikke bryder sig om hende.

8Likes
6Kommentarer
678Visninger
AA

8. Tirsdag den 8. april - onsdag den 9. april

Ryan McCartney stod og hang ved roret. Hans verden havde stået stille siden i søndags, hvor han havde smidt fangen over bord. Hvordan kunne han gøre det? Det lignede ikke Ryan at blive presset fra de andre. Han var den øverste her på båden, så hvorfor skulle de andres meninger have påvirket ham? Når de andre mente noget han var ragende uenig i, blev det alligevel altid ham de endte med at gå efter. Hvad var der lige sket? Måske gjorde han det for ikke at miste den status som den ansvarlige på båden. Han havde været bange for, at de ikke længere ville respektere ham, hvis han havde ladet fangen blive. På den ene side hadede han AC for at have truet og presset ham til at skaffe sig af med fangen. Han sukkede tungt og irriteret. Nu burde de bare være glad, for at han havde lyttet til dem, og have gjort som de havde bedt ham om. Ryan stoppede op et øjeblik og spekulerede, prøvede desperat at finde en grund til, at han havde gjort det rigtige. Ville det ikke have været værre, hvis han havde overladt fangen til Andrew? Han ville jo have slået ham ihjel på en meget mere brutal og umenneskelig måde end ham. Det var han ikke et sekund i tvivl om. AC kunne være voldelig, når noget provokerede ham. Cirka ti meter fra ham hørte han skridt, der kom nærmere og nærmere. Til sidst stoppede de lige bag ham. "Hvad fanden tænkte du på, Ry?" spurgte stemmen hvæsende. Han vendte sig og så Michael stå med et bebrejdende udtryk i øjnene. "For fanden, Michael! Det er AC, der er den skyldige..." "Du druknede ham!" nærmest råbte han. Ryan holdt to hænder op for sig for at vise, at han skulle tage det roligt. "Hvis ikke det havde været for jer idioter, havde jeg ladet ham blive. Det var jer, der sagde, han skulle væk." De så rasende på hinanden. "Jeg var ikke imod at have ham på båden." "Gu' var du så, Mic!" sagde Ryan højt og pegede på ham. Begge stod de kun tyve centimeter fra hinanden. Stemningen havde aldrig været mere anspændt, end den var nu. "Gu' var du så," sagde han igen. "Du var præcis ligeså usympatisk, som de andre var!" råbte han Michael i hovedet. "Jeg var ligeglad..." rettede han ham. Det fik Ryan til at tyre en knytnæve lige i ansigtet på ham. "La' vær' med at lyve lige op i mit ansigt, Mic! Jeg kunne brække mig over det. Det er jeres skyld det skete! Forstår du det?" skreg han nu af sine lungers fulde kraft. Afmagten havde tydeligt noget at skulle have sagt. Michael vred sig på trægulvet. I ansigtet omkring højre øje havde han fået et stort blåt mærke. Han rejste sig usikkert op, gik hurtigt væk og forsvandt. Ryan så koldt efter ham uden den mindste skyldfølelse. Det havde han heller ikke resten af dagen.  

 

***

Alexis lå i sin seng og kiggede op i loftet. De havde lige spist aftensmad, men det var ikke ligesom det altid var. Stemningen var noget anspændt imellem Andrew, Ryan og Michael. Hun havde skævet til dem. Hun havde ikke sagt noget til dem, det kunne hun ikke, syntes hun. Tanken om, at en af dem på båden skulle have dræbt fangen, gjorde hende bange, og det kunne hun slet ikke forholde sig til. Derfor havde hun prøvet at glemme, hvad der var sket de seneste dage. Hun tog en dyb indånding og satte sig op og gik ind til Jordan. Han var der ikke, så hun satte sig tungt på sengekanten. Hun undrede sig over, at de ikke bare sov på samme værelse. De andre på båden havde da en roomie. Kun med sig selv på værelset, syntes hun det hurtigt blev meget ensomt. Alexis gik roligt ned ad gangen og stoppede lige uden for en dør, hvor der med tykke, markerede bogstaver stod: Omklædning mænd. Hun smilede for sig selv. Bruserne kørte for fuld tryk derinde. Hun åbnede døren forsigtigt. "Jordan?" "Alexis?" lød det inde fra dampen. "Jeg vil gerne snakke med dig," fik hun sagt. "Okay," lød det et helt minut efter. Hun rullede med øjnene. Han virkede altid så ligeglad. "Jeg skynder mig," tilføjede han så, og Alexis smilede tilfreds og gik ud igen. 

Efter lidt tid, gik hun ind på hans værelse igen. Der stod han med et håndklæde omkring sig. "Vidste du godt, at der også er sauna?" Han vendte sig ikke engang om og så på hende. "Ja, det har jeg set," svarede hun, som om det var indlysende. Han lagde mærke til tonen i hendes stemme, kiggede forbløffet på hende og klappede hende over nakken. Her for tiden var han begyndt at drille hende lidt diskret. Hun dukkede sig. Jordan rynkede brynene, kiggede ned og smilede sit skæve smil. Han smilede bredt med sine hvide tænder, blinkede med sit ene øje, hvilket hun fandt vanvittigt attraktivt. "Kig lige væk, så jeg kan skifte," beordrede han så. Alexis vendte hovedet ind mod væggen. "Har du glemt det, der skete med fangen?" spurgte hun. "Jeg prøver. Og det synes jeg også, du skal." Han gik hen og satte sig ved siden af hende, da han havde fået tøj på. "Vi skal ikke have dårlig samvittighed. Det skal den, der gjorde det." Hun nikkede og så på ham, hun kunne ikke lade være. Ubevidst tog hun sin hånd op og pillede lidt ved sit lysebrune hår. Hun havde lyst til at rykke lidt væk fra ham, for de havde aldrig prøvet at sidde så tæt på hinanden før. Det føltes, som om hun var teenager igen. "Alexis. Da jeg så dig sidde og forsvare en, der havde brug for hjælp, skete der noget inden i mig, der fik mig til at indse, hvor meget du siger mig..." fortalte han og så hende i øjnene. "Jeg synes, du er den varmeste person, jeg nogensinde har kendt." Hun smeltede indvendig og for vild i hans brune. Lige pludselig uden varsel, kyssede de. For Alexis virkede det fuldstændig uvirkeligt, hun håbede det varede for evigt. Da deres læber endelig slap hinanden, var hendes puls stukket af. Erindringer om sin første kærlighed kørte gennem hovedet. Forskellen på den første forelskelse og den her, var, at den ene blussede hurtigt op og varede kort. Det var intet sammenlignet med den, der var her nu. Denne her føltes som om den aldrig ville ende, og hun var betydeligt mere betaget over de små dejlige ting, f.eks. de betydningsfulde samtaler, de havde haft. Han virkede også mere og mere, som den vigtigste person i hendes liv. 

 

***

Jordan Philips lå halvvågen i sengen. Han tjekkede klokken på sin mobil og kiggede ud over køjen og så Alexis. Han smilede, da hans øjne fangede hende. Hun lå og gryntede lidt under dynen. Det ene bare ben var ovenpå dynen og det andet var under. Stille og roligt, kravlede han ned fra køjen, satte sig på den nederste, og lagde en hånd på hendes arm. Den var varm. Forsigtigt, så han ikke vækkede hende, lagde han sig tæt bag hende, hvilket fik hende til at bevæge sig en smule. "Jeg er forelsket i dig, Jordan," mumlede hun tydeligt, i forhold til, at hun lige var vågnet. Han lå og lyttede til ordene, de gentog sig flere gange i hovedet. Hjertet bankede inde i brystet. Han lagde sit hoved på den spinkle, solbrændte skulder. "I lige måde, Alexis," hviskede han, mens alt liv udenfor var begyndt at vågne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...