Lily - Båden Der Sejlede Med Kærlighed

Jordan Phillips, en ung mand på 29, skal om bord på en stor båd, for han skal med på en rejse som udsendt læge fra England til USA. På båden er der en eneste kvinde, Alexis, som rejser med dem. Hun er kommet til, fordi hun elsker at sejle. Mændene er overrasket over, at der er kommet en ny til, også fordi hun er den eneste kvinde. Hun er forskellig fra de andre på båden og har andre tanker om, hvordan tingene skal gøres. I starten bliver hun uretfærdigt behandlet, men på et tidspunkt bliver Jordan forelsket i hende og situationen bliver kompliceret, da de andre på båden ikke bryder sig om hende.

8Likes
6Kommentarer
669Visninger
AA

7. Mandag den 7. april

Alexis Andrya var rasende. Det var længe siden hun havde følt sig så opkogt af vrede... Og frustration. Hun hadede den person, der havde gjort det. For fanden, et menneske var blevet druknet! Hun rystede frustreret og chokeret på hovedet. Egentlig så rørte det hende i det hele taget meget, at nogle havde taget straffefangen. De var så tætte på at være nået i mål. Hvis bare Jordan og hende havde nået at gøre ham rask så hurtigt som muligt. Hun stod fortsat og spejdede ud over vandet med den flotte udsigt. Flere gange havde hun prøvet at blive fortabt, faldet i staver over havet, det store uendelige hav med solen spejlende i det. Hun følte en enorm ro, når hun stod derude. Det var nu en uge siden, hun var kommet ombord, og alligevel var der sket utrolig meget. Hun savnede sit hjem så inderligt, sit rolige og fredlige kvarter i Canvey Island. Flere gange havde hun tænkt på at forlade båden, men så kom hun i tanke om, at de var midt ude på havet. Ingen vej tilbage. Hun forlod rællingen og slentrede indenfor og smed sig i en sofa inde i deres lille bitte stue, hvor der kun var plads til en sofa og et lille fjernsyn. De sidste dage havde hun lært nogle ting på båden. Det var mest bare, hvordan tingene hang sammen og fungerede. - Ikke det helt store, men hun satte pris på at være til nogen hjælp. Hurtigt tog hun et kig på klokken. Den var allerede tre. De andre arbejdede sikkert stadig nedenunder ved motoren, men det var mest Jordan, der gjorde det, hvilket han klarede super godt. Han var god med sine hænder. Hun huskede tydeligt tilbage på i formiddags, hvor hun havde opdaget at straffefangen var væk, hvilket gjorde at hun straks skyndte sig ind til Jordan. Han var også blevet vred. I starten var han tænksom, men hun kunne mærke, at der lå mere i det. Det skjulte han bare godt. Pludselig midt i sine tanker mærkede hun, at hun var sulten. Derfor trissede hun ud i køkkenet, smurte sig nogle madder og satte sig ved køkkenbordet. Med stor behag spiste hun. Ovre i hjørnet stod der en øl. Den åbnede hun og drak til maden. 

Efter lidt tid med noget ro i køkkenet, rejste Alexis sig fra stolen, bar tallerken over og stillede den i vasken, oveni de andres. De mænd var bestemt ikke gode til at vaske op, konstaterede hun og traskede ind på sit værelse. Hun overvejede, om hun havde tid til at skrive på sin roman. Hun havde også sit speciale fra sit kommunikationsstudie at skrive på, men hun var for træt. Alting kørte rundt i hovedet, og hun havde kvalme. Stille satte hun sig ved sit skrivebord med hovedet hvilende i hænderne. - Rastløs igen. Det var en dårlig vane. Når hun var stresset, følte hun uroen brede sig fra top til tå. Lidt efter hørte hun en banken på sin dør. Det var Jordan. "Hej, er der noget galt?" Han gik over og lagde sin hånd på hendes skulder. "Nej, det er bare tankerne om fangen, der kører rundt." "Det gør den også i mit hoved," indrømmede han og satte sig på hendes sengekant. "Alexis, jeg forstår du føler dig uvelkommen... Jeg mener med alt det de andre har sagt. Men du skal vide, at jeg holder med dig. Det vil jeg altid gøre. De andre skal ikke behandle dig sådan." Han prøvede ihærdigt at muntre hende op. Hun smilede et halvhjertet smil, men mærkede et håb spire i hjertet. I det mindste kunne de to slå sig sammen. To mod fire var alligevel bedre end en mod fire. "Tak, Jordan," hviskede hun. "Det betyder meget." "Om ikke andet kan du altid snakke med mig, hvis du har brug for det. Jeg vil hjælpe dig." Hun nikkede. Han rejste sig og gav hendes arm et klem. Hun boblede sagligt indeni. Adrenalinen sejlede rundt i kroppen på hende. Hans hår var pjusket efter alt det arbejde, men det synes hun bare så attraktivt ud. Hun følte et sug af sommerfugle, som flaksede rundt maven og hun vidste godt, hvad det betød. Midt i de håbefulde tanker, dalede humøret igen. Han følte sikkert ikke det samme. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...