Lily - Båden Der Sejlede Med Kærlighed

Jordan Phillips, en ung mand på 29, skal om bord på en stor båd, for han skal med på en rejse som udsendt læge fra England til USA. På båden er der en eneste kvinde, Alexis, som rejser med dem. Hun er kommet til, fordi hun elsker at sejle. Mændene er overrasket over, at der er kommet en ny til, også fordi hun er den eneste kvinde. Hun er forskellig fra de andre på båden og har andre tanker om, hvordan tingene skal gøres. I starten bliver hun uretfærdigt behandlet, men på et tidspunkt bliver Jordan forelsket i hende og situationen bliver kompliceret, da de andre på båden ikke bryder sig om hende.

8Likes
6Kommentarer
676Visninger
AA

6. Fredag den 4. april - søndag den 6. april

Jordan Philips sad med trætte øjne rettet mod straffefangen. Klokken var fem om morgenen. Hele dagen i går og natten havde han siddet og holdt øje med ham. Engang imellem havde de snakket kort. Det var mest bare spørgsmål, om han havde smerter og om, hvordan han havde det. Alexis havde vist tegn på træthed omkring midnat. Han huskede, hvordan hun til sidst så ud med sine blå øjne. Der var ingen liv i dem. Det havde taget hårdt på hende, det de havde sagt i går eftermiddags. Hun havde følt sig uretfærdig behandlet, og det kunne Jordan også godt forstå. Han sukkede og slog blikket ned. Manden sov tungt og snorkede engang imellem, højlydt. Han så ud til at komme sig inden det næste døgn. Grunden til, at han havde hjulpet ham og siddet hos ham hele natten var, fordi han ville hjælpe manden så meget som muligt - ikke desto mindre var det også fordi, han nødigt ville skuffe Alexis, som havde gjort et stort stykke arbejde ved at forsvare ham mod Christian, AC, Ryan og Michael. Det var en stærk kvinde, tænkte han. Hun havde et varmt hjerte. Ud af øjenkrogen kunne han skimte Ryan komme ind i værelset. Jordan så ikke engang på ham. Han var vred over, at han havde reageret, som han havde gjort. Tænk, at han ikke havde støttet dem? De var jo en del af gruppen på båden, var de ikke? Hørte de ikke også inde under fællesskabet? Han blev i tvivl, men kendte jo svaret. De var ligeså meget en del af gruppen, som de andre var. Ryan kom ind i værelset og satte sig på sengekanten. Udenfor var dagens første lys ved at vise sig. "Hvad laver du her?" spurgte Jordan lavt med en klar hentydning om, at han ikke var velkommen. "Jeg vil bare se, hvordan det går med ham..." mumlede Ryan som svar. Han rømmede sig. "På et tidspunkt må vi se at få ham ud. Vi kan ikke have ham her." "Ikke mens han er i den der tilstand." Jordan så overbevisende på ham. "Jeg taler af erfaring," tilføjede han. Ryan så bare på ham. "Men... de andre..." "Fuck da dem," sagde han, mest til sig selv.

                                  

***

Alexis kom ind og så til manden. "Hans tilstand er kritisk, men stabil," oplyste Jordan hende, da han fik øje på hende. "Tak, fordi du blev hos ham, Jordan. Du har klaret det godt. Jeg forstår godt, hvis du er træt nu. Lad mig overtage," tilbød hun. "Nej... det gør ikke noget." Han rystede på hovedet og gennede hende væk. Hun stod lidt i dørkarmen, tænkte om der var noget hun kunne gøre for at kvikke ham lidt op. "Vil du have noget kaffe?" spurgte hun med en mild stemme. Hun havde en anelse dårlig samvittighed over, at det var ham, der gjorde det hele, når nu det var hende selv, der havde slæbt ham ombord. Det var hendes skyld, at han ikke havde sovet. "Ja, mange tak," sagde han så. Hun gik ind i tasken, fandt en termokop, og lavede kaffe ude i køkkenet, både til sig selv og Jordan. Otte minutter efter kom hun tilbage med to varme kopper med sort kaffe. Hun rakte det ene til ham. Han kiggede taknemlig på hende og tog tre små slurke. "Hvad gør vi?" spurgte hun bekymret og rykkede sig tættere på ham. "På søndag kan det være han bliver rask og så sender vi en helikopter, så han lige kan komme forbi et sygehus. Bare for en sikkerheds skyld." "Lyder godt. Måske kan vi allerede sende ham afsted i morgen, hvis hans tilstand tillader det." "Det gør den ikke. Én dag mere," bad han og så på hende. Der var tavshed mellem dem et stykke tid. "Nu må vi se."

Efter en lille halv time havde de drukket kaffen færdig. "Gå nu ind og få noget søvn," sagde han omsorgsfuldt. "Det burde du også," svarede hun. "Ja..." "Godnat," hviskede hun og gik ud. Lidt tid efter gik Jordan også i seng. 

 

***

Natten til søndag blev der lukket op for værelset, hvor straffefangen lå. I mørket gik Ryan McCartney ind og listede hen til sengen. Han var begyndt at få et enormt pres fra de andre. AC havde truet ham og sagt, at hvis ikke han fjernede 'den beskidte fange' nu, ville han slå manden ihjel. Ryan havde set forskrækket på ham. Han tvivlede ikke på, at han var i stand til at gøre det, hvis han havde en grund. Og det havde han. Andrew hadede mennesker, der var under hans niveau. Han tålte ikke at se på, tale til dem, eller være i nærheden af dem. Sådan var det bare. Det var derfor han var blevet så hidsig over, at Alexis havde taget en straffefange ombord. Men hvad tænkte kvindemennesket også på? Hun var alt for dumdristig. Hun holdt sig ikke til reglerne og det gjorde ham vred. Ryan tog armene ind under manden og løftede ham med stort besvær op. Han lugtede fælt, bemærkede han og rynkede på næsen. Ude på gangen så han til højre og venstre. Hvilken vej skulle han gå? Han valgte venstre. Med krummet ryg gik han langsomt fremad og ned til enden. Der var faretruende mørkt udenfor i natten. Det så uhyggeligt ud. Han løftede manden over skulderen og skulle til at kaste ham ud over rællingen, da han hørte en høj lyd. Manden var vågnet og så på ham med rædslen malet i øjnene. "Du må ikke..." stønnede han og trak vejret i små stød. Han stoppede op og tænkte. Har jeg noget andet valg? Med de tanker kom han til sig selv og skulle til at slippe ham, da han hørte Michael råbe hans navn. Men der var det allerede for sent. Manden fløj med et plask ned i det iskolde vand. Han flød rundt i vandet, mens båden sejlede roligt videre. Michael så forfærdet på ham, og rystede langsomt på hovedet. Øjnene var vilde. Han drejede om på hælen og løb indenfor igen uden at se sig tilbage. Ryan faldt sammen, landede med et bump på gulvet. Stille, lydløse tårer sprang frem i øjnene. Han havde lige dræbt et andet menneske. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...