Det kan ikke passe...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2014
  • Opdateret: 12 maj 2014
  • Status: Igang
Tara er 14 år gammel og bor i distrikt 11. Hun er vokset op med hårdt arbejde i plantagerne. Hun har en mor, far og lillebror, og hun elsker dem alle meget højt. Men til høsten i det 65. hunger games går alt galt. Tara bliver valgt til at deltage i det ulidelige spil.

0Likes
1Kommentarer
152Visninger
AA

4. "Hvor må din familie...Være stolt af dig..."

Jeg er opløst af vrede og sorg. Jeg har gået cirka 4 timer nu. Snart bliver det mørkt og vi skal se hvem der er døde. Da kanonerne blev skudt af sagde de at 9 var døde. Pludselig høre jeg et brag, 10. Jeg tænker på mine forældre. De må sørge ekstrem meget over Bills død. Ligesom jeg. Jeg har endnu ikke tjekket mine rygsække. Jeg ser et godt og solidt træ som jeg vælger skal være min bolig. Jeg putter den gule taske ned i den sorte og klatre op. Jeg er cirka 10 meter oppe, da jeg sætter mig på en solid gren. Så begynder jeg at tjekke taskerne. I den gule er der: Noget tørret kød og noget tørret frugt, en skål, en pose af en art og en pakke tændstikker. I den sorte er der: En sovepose der reflektere kropsvarme, 2 store pakker kiks, en 4 liters vandflaske og en foldedolk. Jeg vælger at lægge alle tingene i den sorte. Den er tung nu. Den gule hænger jeg på en gren, men pludselig lægger jeg mærke til at den gule har en forlomme. Jeg åbner den ivrigt og finder noget bandage og nogle hovedpine piller. Jeg kan ikke lade være med at blive en smule glad. Jeg pakker også det ned. Jeg kan mærke at det er hedende varmt. Jeg har ikke brug for soveposen. Jeg kigger op på ansigterne. Først viser de drengen fra distrikt 1, hvilket overrasker mig. Den næste er drengen fra 3. Det vil sige at både pigen fra distrikt 1, begge fra distrikt 2 og pigen fra 3 overlevede. Derefter er det begge fra 6, så pigen fra 7, begge fra 8, 9 og 10, Bill og pigen fra 12. Så dukker våbenskjoldet op igen. Pludselig hører jeg et råb. Et råb om hjælp. Et drengeråb. Det lyder som en dreng på cirka 15, 16, 17 år. Af en eller anden grund nærmest springer jeg ned. Jeg ser drengen komme løbende imod mig. Han er vidst fra 7. Han har intet våben og ingen rygsæk. Jeg springer bag et tykt træ. Derefter ser jeg pigen fra 1, begge fra 2 og pigen fra 4 komme løbende efter ham. Så Finnick har altså ikke allieret sig med nogle? SÅ bliver det også lettere at slå ham ihjel. Jeg nærmest springer cirka 3 meter op i det nærmeste træ. Så begynder jeg at hoppe fra træ til træ for at følge efter dem. Heldigvis er der mange holdbare lianer jeg kan holde fast i. De opdager mig ikke, men drengen fra 7 så mig helt sikkert da han kom løbende. Jeg trækker min kniv. Pludselig er drengen fanget. Her er træerne vokset så tæt at det er umuligt at flygte. Der er absolut ingen chance for at han vil overleve. Hvis det altså ikke var fordi at han kom. Finnick kommer springende frem før jeg for set mig om. Han har på ingen tid dræbt pigen fra 2, men de andre 3 ambisonere når at løbe væk. Så vender Finnick sig imod drengen fra 7. Jeg tænker ikke rigtigt lige nu, jeg gør bare. Jeg springer frem og overfalder Finnick. Han bliver så forskrækket at han falder bagover og slipper sit spyd. Han er meget stærkere end jeg, så han for hurtigt væltet mig af ham. Drengen fra 7 er for længst smuttet forbi os. Fjols tænker jeg. Finnick har spydet cirka 2 millimeter fra min hals. Jeg kigger bare ondt på ham. Der er intet ondt at se i hans øjne, kun forvirring. "Hvorfor overfaldt du mig? Du vidste godt at det ville ende sådan her." Siger Finnick. Han lægger hovedet på skrå, hvilket bare gør mig endnu mere rasende. "Du dræbte Bill!" Næsten råber jeg. Han rynker sine øjenbryn. "Den lille dreng fra 11?" Siger han så. Det var dråben! Jeg sparker ham i skridtet og han trækker sig jamrende væk. Jeg er hurtigt på benene. "HVORFOR? HVORFOR DRÆBTE DU HAM? HVAD ÆRE - HVILKET JO BETYDER ENORMT MEGET FOR FOLK SOM DIG - ER DER I AT DRÆBE EN 12'ÅRIG FRA ET UDKANTSDISTRIKT!" Skriger jeg op i hans hoved. Finnick står og kigger overrasket på mig. Igen er der intet ondt og ingen anger i hans øjne. Han ser bare forundret ud. "Hør her. Sådan er reglerne i spillet. Hvis jeg ikke dræber de andre, dræber de mig!" Siger han. Jeg tager fat i min kniv. Men pludselig falder der en sponsor gave ned bag ved Finnick. Jeg er i chok, derfor når jeg ikke at reagere. Sponsorgaven er en trefork. Jeg skal lige til at hugge Finnick med en kniv, men treforken rammer mig først i brystet. "Hvor må din familie...Være stolt af dig..." Siger jeg. Finnicks ansigt viser nu for første gang en negativ følelse. Skyld, anger, vrede og mest af alt chok. Over at jeg sagde det. 

 

Finnick's synsvinkel(fra der vi kom fra)

Jeg kigger på pigen som cirka er på min alder der ligger næsten død for mine fødder. Hende slog jeg ihjel! Ligesom jeg slå hendes distriktsmakker ihjel. Hvordan kunne jeg tro at min familie ville være stolt over det her? Annie! Hun er IKKE stolt af mig. Søde Annie! Jeg giver pigen et sidste blik før jeg går væk. Jeg tager ikke hendes rygsæk. Jeg har selv nok af ting.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...