Det kan ikke passe...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2014
  • Opdateret: 12 maj 2014
  • Status: Igang
Tara er 14 år gammel og bor i distrikt 11. Hun er vokset op med hårdt arbejde i plantagerne. Hun har en mor, far og lillebror, og hun elsker dem alle meget højt. Men til høsten i det 65. hunger games går alt galt. Tara bliver valgt til at deltage i det ulidelige spil.

0Likes
1Kommentarer
153Visninger
AA

1. Høsten

"Nej, du bliver ikke valgt Bill. Det lover jeg." Siger jeg for 3. gang til min 12'årige lillebror.  Bill ser ikke rolig ud, men det beroliger ham en smule. Vi er på vej over til høsten. Min mor, far, lillebror og jeg. Min mor, far og lillebror har alle kuldsort hår og brune øjne. Men ikke jeg. Jeg har mørkerødt hår og sorte øjne. Det eneste vi har tilfældes er vores sorte hud. Min mor droppede for længst at fortælle mig at jeg ikke ville blive valgt. Jeg har været klog siden jeg var lille, og vidste med det samme at hun løg. Der var minimal chance for at det ville ske, men med så mange lodder i som jeg har...Ja...Da vi når til høsten, går min lillebror og jeg hen for at blive registreret. Da der endelig er ro over forsamlingen begynder Millie Park at fortælle sin sædvandelige tale om oprørene og bla, bla, bla. KOM TIL SAGEN! Da hun endelig er færdig siger hun: "Som sædvanligt...Pigerne først." Hun går hen til en af bowlerne, og roder dernede efter en seddel. Endelig fanger hun en. Hun åbner munden, jeg ser at hun former bogstavet T med læberne. "Tara Brian!" Råber hun. Pigerne som står ved mig rykker sig væk. Jeg begynder langsomt at gå mod scenen. Folk hvisker. Jeg har lyst til at græde, men det ville bare jage sponsorene væk. Så jeg kigger koldt ligeud, da jeg går derop. "Goddag." Siger jeg bare koldt. Derefter går hun hen og roder i drengenes bowle. Jeg leder efter Bill's ansigt. Han græder kan jeg se. Jeg smiler bedrøvet til ham. Jeg hvis navn der bliver råbt op. "Bill Brian!" Råber Millie. Så hører jeg skriget. Men mor klamre sig til min far. Hendes 2 eneste børn skal være med i dødspillet. "Nå. Et søskende par. Jamen held og lykke til jer. Giv hinanden hånden." Siger Millie nervøst. Jeg nøjes ikke med at give ham hånden, jeg knuger ham hårdt ind til mig, imens jeg hvisker: "Bare rolig, mor og far vil være med os hele vejen." Hvilket for ham til at bryde sammen. Vi bliver vist ud af nogle fredsvogtere, til rummene hvor vi skal sige farvel. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...