One Shots

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2014
  • Opdateret: 10 aug. 2014
  • Status: Igang
Så det her vil egentligt bare blive en blanding af en masse små one shots som jeg får skrevet. Altså, historierne har højest sandsynligt intet med hinanden at gøre. Jeg tager imod requests! Du skal bare skrive dit fornavn, karakteren du vil have med dig i historien og måske et scenarie i kommentaren, og måske skriver jeg et one shot ud fra hvad du har skrevet.

5Likes
0Kommentarer
327Visninger
AA

1. Forever & Always - Luke Hemmings

Stille trådte du ind ad døren, og ind i den restaurant som Luke havde bedt dig møde ham i. Dig og Luke havde været sammen i snart tre år, og for få måneder siden, friede Luke til dig. Det var noget du aldrig ville glemme, og siden da, havde du følt dig som jordens heldigste pige. Men da du så rundt i restauranten, var Luke ingen steder at se. Han sagde han havde reserveret et bord og at de skulle mødes klokken seks. Hvor var han henne? En kvindelig tjener kom løbende og spurgte om du havde reserveret et bord, hvilket du nikkede til og sagde Luke's efternavn. "Denne vej." sagde tjeneren, og ledte dig igennem rummet og hen til et bord ved vinduet, hvor du tog plads. Du fik et menukort, men lod det ligge lukket på bordet.

Klokken var nu kvart over seks, og du havde stadig ikke set skyggen af Luke Hemmings. Lidt irriteret tog du så din mobil fra din taske, og så en sms fra Luke lyse op på skærmen. Sms'en var sendt klokken to, fire timer før du skulle mødes med ham. 'Hey (Y/N), jeg ville bare sikre mig at du ikke glemte vores aftale i aften. Vi ses snart. Jeg elsker dig. L x' læste du. Det var fire timer siden. Så havde han da i hvert fald ikke glemt det. Men hvorfor var han der ikke? Du vidste ikke om du skulle være irriteret eller bekymret, så det blev lidt en blanding af begge følelser, imens du så at du havde fem mistede opkald. Din mobil havde været på lydløs, så derfor havde du ikke ænset det. Et opkald var fra Calum, tre af dem fra Ashton og det sidste fra et nummer du ikke kendte. Der var intet særligt ved at Ashton og Calum skulle ringe til dig, men det virkede som om de var ret desperate efter at fortælle dig noget, at dømme ud fra hvor mange gange de havde ringet. Tøvende tastede du Ashton's nummer ind, og ringede ham op.

"(Y/N)! Hvorfor tog du ikke telefonen før?" Ashton's stemme rystede let da han talte. "Undskyld, men jeg-.." Han afbrød. "Du bliver nød til at tage op på hospitalet. Nu." Et øjeblik kunne du mærke dit hjerte gå i stå. "Hvorfor?" Spurgte du og rejste dig samtidigt, imens du gik imod udgangen. Du havde endnu ikke bestilt hverken mad eller drikke, så der var intet at betale for. "Det er Luke. Bare skynd dig, okay? Vi ses nok før eller siden." Var det sidste han sagde, inden der blev stille i røret. Luke var på hospitalet. Det var derfor han ikke var kommet. Du satte i løb ned ad gaden, pludseligt glad for at du valgte ikke at tage højhælede sko på, og standsede først da du fik øje på en taxi, som du fik vinket ind til siden. "Sydney Hospital. Så hurtigt som muligt." Sagde du stakåndet, i det du satte dig ind. Taxichaufføren nikkede og begyndte straks at køre. Dog virkede det som om der gik en evighed inden han parkerede foran hospitalet. Hurtigt fik du betalt ham, og uden at få byttepengene, stormede du ud af bilen og løb indenfor i hospitalets forhal. "Ved de hvor jeg kan finde Luke Hemmings?" Spurgte du og skiftede utålmodigt vægten fra det ene ben og over på det andet. "Luke Hemmings? Han er i rum 204. Er du hans kæreste? Vi forsøgte at ringe til dig, men du tog den ikke." Sagde damen bag skranken, men blev ved med at snakke i langt længere tid end du havde tid til at stå og lytte. "204? Tak." Sagde du hurtigt, og skyndte dig ned ad den lange gang til højre for dig. Du vandrede rundt på gangene i lang tid før du fandt frem til rum 204, og i det du skulle til at åbne døren, åbnede en sygeplejerske den fra den anden side og trådte ud af rummet. "Wow, ro på. Han ville nok sætte pris på at du ikke stormer ind." Sagde hun og sendte dig et let smil. "Hvad er der sket med ham?" Spurgte du nervøst og forsøgte at se over sygeplejerskens skulder, og ind i rummet. Men alt du kunne se var fodenden af en hospitalsseng. "Vi kender ikke rigtigt detaljerne, udover at han blev ramt af en spritbilist tidligere i dag." Dit indre frøs til is ved de ord. "Er han okay?" Sygeplejerskens ansigt mistede ligesom varmen fra det lette smil, og du kunne næsten intet andet end at forvente dårlige nyheder. "Indtil videre går det ikke fremad. Han er i ret dårlig tilstand." Sagde hun stille, inden hun trådte til side for at lade dig træde ind i rummet hvor Luke befandt sig. Forsigtigt nikkede du, og tøvede et øjeblik, inden du skubbede døren helt op og gik ind.

Stille gled dit blik rundt i rummet. Gulvet var gråt, væggene vide og det samme med loftet. Der var nogle enkelte skabe stillet ud til kanten af værelset, og sollyset strålede ind fra de store vinduer på din venstre side. Men det var ikke det der fangede dit blik. Det var Luke. Der var et øjeblik hvor du nægtede at tro på at det faktisk var Luke, for selvom ansigtstrækkende var de samme, virkede det ikke som ham. Hans øjne var åbne, og fra hans plads i sengen, så han hen på dig. Han sagde dog ingenting. Det var nemt at se at han havde blødt fra mundvigene og næsen. Området omkring hans ene øje var en dyb, lilla farve og hans bare overkrop var dækket af kæmpe, blå mærker og sår. Der var viklet bandage omkring hans venstre hånd, så den måtte være brækket. Så kom han i hvert fald ikke til at spille guitar foreløbigt. "Hey..." Sagde du lavmælt, og gik stille hen ved siden af ham. Der var stukket nåle ind i hans arme, der var forbundene med maskiner. Det samme med elektroderne på hans brystkasse. "Hvordan har du det?" Det var måske et åndsvagt spørgsmål, men du kunne lige pludseligt ikke finde ordende frem. "Jeg har aldrig haft det bedre." Svarede han med en hæs stemme, og du kunne ikke lade vær med at himle med øjnene. Hvordan han fandt energien til at være sarkastisk, vidste du virkelig ikke. Stille satte du dig på kanten af hans seng, og lyttede lidt til den bippende lyd af hjertemonitoren der målte hans hjerteslag. Der var længere imellem slagene end normalt, og at dømme ud fra lyden af hans åndedræt, var det ikke helt nemt for ham at trække vejret. Det knuste dit hjerte i en million stykker. "Har Ashton, Michael og Calum været her?" Spurgte du stille, og tog forsigtigt hans ene hånd i din. Forlovelsesringen Luke gav dig for nogle måneder siden, sad stadig på din ringefinger. "Yeah. De gik for lidt tid siden. De sagde de ville komme tilbage." Svarede han, og lød virkelig anstrengt. Som om hver ord krævede enormt mange kræfter for ham. Han valgte dog stadig at tale med dig. Forsigtigt nikkede du, inden du løftede hans hånd op og plantede et blidt kys på hans knoer, inden du lagde hans hånd ned på dynen igen.

Efter det, brugte i tiden på at sidde og snakke om alt og intet. Samtalen var langsom, men det føltes rart at få snakket med ham alligevel. I snakkede om jeres fremtid. Jeres bryllup, de børn I skulle have en dag. Hvordan det hele skulle falde på plads. Men som tiden gik, blev der længere og længere imellem Luke's hjerteslag og han virkede mere og mere træt. Noget bagerst i dine tanker fortalte dig, at han nok ikke ville klare sig igennem det her. Og noget andet fortalte dig, at Luke nok også selv vidste det. Men han virkede ikke bange. Eller også var han stadig for stærk til at lade det vise sig. Efter et minuts stilhed hvor i bare så på hinanden, åbnede Luke stille munden igen. Og hans ord gjorde ondt. Så ondt. "Du ved godt at jeg ikke kommer væk herfra igen, ikke?" Spurgte han stille. Du vidste hvad han mente, selvom han ikke sagde det direkte. Du ville ikke sige ja, men alligevel nikkede du stille, og mærkede tårerne svie i dine øjne. "Du skal ikke græde, okay? Please lad vær med at græde." Bad han, slap min hånd og løftede stille sin hånd for at stryge mig over kinden. Du sagde intet, men det lykkedes dig at holde tårene inde. "Luke," startede du, og tøvede lidt, inden du så fortsatte, "jeg elsker dig. Så højt." Han vidste det nok allerede, men det føltes godt at få sagt alligevel. Et stille smil bredte sig henover Luke's perfekte læber. "Jeg elsker også dig, (Y/N). Jeg vil altid elske dig og det må du ikke glemme. Heller ikke selvom jeg ikke kan være der med dig. Jeg ved at jeg lovede dig at vi skulle leve vores liv sammen. At ligemeget hvad, så skulle vi nok klare os igennem det hele. Og dig, drengene, mine forældre... I skal nok klare jer igennem det her også. I har alle sammen været med til at give mig det bedste liv jeg nogensinde kunne drømme om. Og jeg kan ikke takke jer nok for det." Sagde han. Hans stemme blev svagere nu længere tid han talte. Til sidst var det ikke mere end en hvisken som knap nok kunne høres. Men du hørte det. Hver et ord.

Hvad du også hørte, var hjertemonitoren. Bippene der repræsenterede Luke's hjerteslag var blevet svage og der var langt imellem dem. Alt for langt. Luke's greb om din hånd var heller ikke så fast som det havde været for tyve minutter siden, og du kunne godt regne ud at det var ved at være tid. Det var svært for dig at acceptere, men det ville kun være sværere hvis du løj for dig selv. Så du valgte at se sandheden i øjnene. Efter et øjebliks øjenkontakt gled Luke's øjenlåg stille i, da det blev for svært for ham at holde øjnene åbne. "Jeg elsker dig, Luke Hemmings." Hviskede du. Det var blevet sagt mange gange, men lige nu kunne det ikke siges nok. Det varede længe før Luke sagde noget, og et øjeblik frygtede du at han var væk. "Jeg elsker også dig, (Y/N). Forevigt." Svarede han stille, i det han åndede ud for aller sidste gang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...