Enken

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2014
  • Opdateret: 27 mar. 2014
  • Status: Færdig
Hun håber - håber på at hun en dag kan se ham i horisonten.

7Likes
16Kommentarer
319Visninger

1. Enken

Enken

Det har været sådan de fleste nætter. Enken har stille bedt og iklædt sig de fineste klæder. Men når det dunkle tæppe sænker sig over fælleshuset, og stjernerne begynder at titte frem, føler hun trangen til at trække sig tilbage og forsvinde.

   Han vandrede bestemt og vredt hen over klipperne, mens han af og til hvæste nogle meget ukristelige ord, og bagefter ydmygt undskyldte til Herren. Hun stod ganske stille ved siden af og betragtede ham, med det varme guldkors i hånden.

   ”Jeg er nødt til at forlade dig,” prustede Harold.

    I går havde hun ikke kunne undgå at bemærke nogle af de hedenske naboer pludre om hendes mand. De ved allerede, at hun om nogle få dage vil være alene her i huset. De siger nogle forfærdelige ting, ting som de burde være opdraget til ikke at sige. De mangler gud.

   Hun kan se månen langsomt hejse sig op på himlen, og hører bølger slå mod klippevæggen. Alle sanserne bliver forstærket, når enken sidder her. Hun spejder længselsfuldt ud over horisonten. Hun kan mærke klippen under hende, den kolde vind i det opsatte hår og dufte det store hav.

   Men sådan gør man på Grønland! Ordene gav genlyd inde i hendes hoved, mens hun modvilligt dyppede håret ned i den fælles urinbalje, for derefter at slynge det op og sætte det. Tankerne fór gennem hende, mens hun langsomt trak kjolen ned over hovedet.       Det bløde stof krøb kildende ned over hendes krop og hun mærkede kuldegysningerne komme snigende. Hun skubbede langsomt tankerne om Grønland og deres hedenske beboere væk og lukkede øjnene. Hun forstillede sig Harolds store skib skære bølgerne itu, så skummet sprøjtede, og hende som nybagt mor. Deres lille familie. Langsomt, stadig med lukkede øjne og Harolds flotte, markerede ansigt brændt fast for det indre blik, lagde hun sine tynde og feminine hænder på maven, og beroligede det lille væsen som langsomt, men bestemt voksede inde i hende.

   Af og til bevæger hun sig ud til kanten og betragter forundret klippens robuste, men uforudsigelige kræfter. Det er som om, at hver gang bølgerne kæmper sig op og støder mod klippekanten, giver klippen igen med et ekko. Sådan bliver enken ved med at stå indtil hun langsomt får overbalance og et gib går igennem hende. Så ryster hun på hovedet og bevæger sig tilbage mod huset.

   ”Harold, jeg beder dig!” Hun kiggede længselsfuldt og inderligt på sin mand, som sad med et søkort foran sig.

   ”Min kære, det er jeg nødt til – min familie har brug for mig,” sagde han, og fortsatte koncentreret analysen af kortet.

   ”Men du kommer da tilbage ikke? Bliver det storm?” Hun lød rastløs og opgivende, og lod sig derefter dumpe ned i sengen. Harolds opmærksomhed fjernede sig fra søkortet, og hans blik gled over på sin smukke kone.

   ”Selvfølgelig Sofie, det lover jeg,” konstaterede han, mens han satte sig ned ved siden af hende. Et smil trak besværet hendes mundvige op, og Harold lagde roligt en hånd på hendes mave.

***

Smerten skar igennem hende, da hun pressede endnu engang. Hendes blik var sløret, men alligevel kunne hun se den hob af menneske, som stille og roligt blev til flere og flere. Det der bekymrede hende mest var dog, at Harold endnu ikke var dukket op.

   En ulidelig smerte løb igennem hende, hele vejen fra rygraden ned til hendes ben og op igen. Hun skreg så højt som det overhoved var muligt. Pludselig, som sendt fra himlen, stoppede det hele, og Sofie fik bevidstheden tilbage.

   I hendes moders favn lå et blodigt væsen. Livløst.

***

Enken lægger bestikket fra sig, og dupper servietten yndefuldt omkring munden. Så rækker hun langsomt ud efter sit tomme krus.

   ”Hrmhm,” rømmer enken sig, og på under et splitsekund står en ung og smuk pige ved siden af hende. Hun er ny, pigen. Hun har højst været her i et par dage, men rygter løber hurtigere end en steppebrand. Pigen spørger Sofie om, hvad hun vil have at drikke, og enken svarer professionelt at hende og Harold vil fortrække noget god vin. Tjenestepigen nikker, som hun har fået fortalt, og hælder den bedste vin op i enkens krus. Da væsken rammer kruset, bliver der uhyggeligt stille.  Det er som om at selv gardinerne holder vejret. Pigen går videre til næste krus og hælder op. Der er dødsens stille.

Enken bryder tavsheden med et pænt tak, og beder pigen om at forlade spisestuen. Da døren bliver lukket med en stille knirken, kigger Enken tilfreds ud over det tomme bord.

 

Gal, siger de. De snakker hver dag. De fortæller hinanden at hun er gal. Splitterravende gal. Gal? Nej, hun er mange ting, men gal? Nej, gal er hun ikke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...