Finding My Place

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2014
  • Opdateret: 2 apr. 2014
  • Status: Færdig
Alicia Eaton har boet alene med sin far siden hendes bror forlod dem og deres faktion. Hun er fast besluttet på at gøre alt hvad hun kan for at komme væk fra hendes far og hans voldelige hjem. Alligevel er der intet som forbereder hende på hvad der vil vente hende i den nye verden hun pludselig bliver en del af. Alicia er Divergent, og en stor en af slagsen. Alligevel tager hun chancen og følger sin bror for at bevise overfor sig selv at hun ikke er den sårbare lille pige som hun er vokset op til at være.

3Likes
0Kommentarer
517Visninger
AA

8. Kapitel 8

Det var lyden af fodtrin som vækkede mig midt om natten. Desorienteret satte jeg mig op i sengen og så mig omkring. Folk var ved at tage tøj på.

”Will?”

Han var i gang med at tage sin trøje, men reagerede ikke da jeg prøvede at snakke med ham. Han går bare, og da jeg prøver at gribe fat i hans arm, går han bare videre som om jeg ikke var der.

”Licia?”

Jeg vender mig og ser at Tris står ligesom mig og ikke ved hvad hun skal gøre.

”Hvad sker der?” Spørger jeg hende så.

Hun ryster på hovedet men ser indgående på mig. ”Du er divergent. Det må være derfor vi ikke er påvirket”

”Det-.. Det-” Jeg prøver at lede efter en grund. ”Er du også divergent?”

Utroligt. Der er andre! Og Tris er en af dem!

”Det er lige meget lige nu. Skynd dig, vi må hellere gå med dem”

Jeg gør som Tris siger og finder hurtigt mine støvler frem, og får dem på. Vi skynder os ud efter dem og sørger for at vi går ved siden af hinanden i takt med de andre. De går i takt i retning af graven hvor Max står og holder øje med os. Er det ham som står bag det her? Hvad det så end er?... Har det noget at gøre med den indsprøjtning vi fik?

Vi går op af en trappe og videre i takt. Vi går til en stor grotte fyldt med skytsengle, med borde fulde af skydevåben. Jeg fumler en smule da jeg tager min og sørger for at holde den ligesom alle de andre. Vi går så videre hen til skinnerne hvor toget vil komme om lidt. Tris og jeg går stadig ved siden af hinanden og lige bag ved Will. Jeg ser at Tris ser sig spørgende omkring og jeg ved præcis hvem hun kigger efter. Tobias. Jeg gør mit bedste i at følge Wills mekaniske bevægelser hen til vognen og tager den udstrakte hånd så jeg kan komme ind i vognen. Det er først da jeg skimter op at jeg ser at det er Tobias. Han ser bare lige ud med et udtryksløst ansigt. Åhh nej! Er han ligesom alle andre? Jeg stiller mig lidt væk mens Tris kommer om bord. Folk stiller sig i fire rækker, tæt op af hinanden. Tobias står imellem mig og Tris og jeg kan ikke lade være med at skimte op på ham.

Pludselig mærker jeg en hånd gribe fat i min, og jeg ved at det er Tobias. Han er vågen! Så er vi tre.

Bremserne skriger da toget sænker farten, og Tobias giver slip på min hånd. Lige inden jeg skal til at hoppe ud samtidig med Tris og Tobias ser jeg ham vende sig imod hende.

”Løb” Siger han.

”Min familie…” Hun har ikke tænkt sig at tage væk.

Han ser over på mig, men jeg ryster på hovedet. Jeg forlader ikke dem. I stedet hopper jeg ud hurtigt efterfulgt af Tris og Tobias.

Vi stiller os igen i rækker og jeg kommer heldigvis til at stå ved siden af Tris med Tobias foran os. Jeg holder mit blik imod hans nakker mens vi går af sted igennem puritanergaderne. Jeg kunne afgjort ikke lide det her. Hvad var det der skete? Hvis jeg ikke vidste bedre så ville jeg tro at vi skulle angribe puritanerne, men hvorfor skulle skytsenglene gøre det? Medmindre… Hvis indsprøjtningerne var skyld i det her, og indsprøjtningerne var fra intelligentsia, så er det dem som er bag angrebet.

Tankerne flyver rundt i mit hoved indtil skud pludselig fylder luften, og jeg kan næsten ikke trække vejret. Hvem bliver skudt? Jeg får hurtigt mit svar besvaret da jeg ser, Tori – Nu kan jeg slet ikke trække vejret – skubbe en puritaner, som jeg genkender som et rådsmedlem, ned på jorden, rette pistolen imod hans nakke og trykker af.

Jeg har lyst til at græde som skuddene fortsætter.

”Det er jo næsten ikke til at fatte” Lyder en stemme og jeg genkender den hurtigt som Eric. Jeg ser ham prikke til Tris, og jeg har lyst til at slå ham.

”De kan slet ikke se os? Eller høre os?” Spørger en kvindestemme.

”Jo, de kan skam både høre og se” Siger Eric. ”Men deres hjerne bearbejder ikke impulserne normalt. Deres ordrer bliver overført direkte fra vores computere til de modtagere, der var blandet i det serum vi sprøjtede ind i dem…” Så det var det. ”… og de udfører ordrerne helt uden problemer”

I det samme træder Eric frem til Tobias og griner til ham.

”Sem dét er et dejligt syn” Siger han så. ”Den legendariske Four. Nu kan der ikke vare længe, før alle har glemt min egen andenplads. Nu slipper jeg endelig for at høre det samme dumme spørgsmål igen og igen: ’Hvordan var det at være på hold med ham, der kun havde fire forbier?”

Havde Tobias kun fire forbier?! Så giver navnet Four jo mening. Mit hjerte banker hurtigt da jeg ser Eric trække sin pistol og sætte den imod Tobias’ højre tinding.

Eric lægger hovedet på skrå. ”Tror du at der er nogen, der ville lægge mærke til det, hvis jeg kom til at skyde ham?”

Jeg bed mine tænder sammen. Det ville han da ikke? Nej, nej, det kunne han ikke!

”Gør det bare” Hørte jeg kvinden svare. ”VI har ikke længere noget at bruge ham til”

”Bare ærgerligt at du ikke tog imod Max’ tilbud, Four. Ærgerligt for dig, i al fald” Siger Eric stiller mens han klikker patronen fast i kammeret.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Eric kan ikke skyde Tobias. Det vil jeg ikke lade ham gøre. Uden at tænke meget over det tager jeg min pistol ud af hylstret og sætter den imod Eric, og til min overraskelse ser jeg at Tris har gjort det samme.

Eric spærrer øjnene op og ser chokeret frem og tilbage på Tris og mig.

”Fjern den pistol fra hans hoved” Siger Tris så.

”Og det skal være nu” Tilføjer jeg og tager en dyb indånding.

”I skyder mig ikke” Siger Eric bare

”Meget interessent teori” Siger Tris og jeg er imponeret af hvor kold hendes stemme lyder. Jeg ved ikke hvad hun vil gøre. Jeg kan ikke skyde ham. Det ved jeg. Men jeg ved ikke med Tris.

Hun skænker pistolen og skyder Eric i foden.  Han skriger og griber omkring dem. Jeg vender hurtigt min pistol imod Erics veninde og skyder hende i benet, og det næste der sker at jeg mærker Tobias tage fat i min arm. 

”Løb!” Råber Tobias, og jeg gjorde straks som han sagde og satte i løb, lige i hælende på ham og Tris. Et skud blev hørt bag os og jeg mærkede hårene rejse sig på min skulder mens følelsen af at noget fløj lige over mig fyldte mig. Jeg så Tris falde i jorden, og jeg greb fat i hendes arm netop som Tobias gjorde det samme. Jeg måtte dog give slip da Tris gav et skrig fra sig. Hun var blevet skudt i skulderen. Tobias tog fat omkring hende og hjalp hende op og stå. Heldigvis så var hun kun ramt i skulderen så hun kunne stadig løbe.

”Vi skal væk herfra nu” Tobias tog Tris’ hånd og så på mig før vi begyndte at løbe igen. Jeg nåde dog ikke særlig langt før en ulidelig smerte fyldte min ryg og med et halvkvalt skrig faldt jeg til jorden. Jeg var ramt Det sortnede for mine øjne som mit hoved ramte jorden. Jeg kæmpede for at holde mine øjne åbne som jeg så op og mødte Tobias’ øjne. Han var stoppet op og løb tilbage til mig. Jeg så næsten overrasket på ham. Hans øjne var fulde af frygt og sorg. Tobias faldt ned på knæ ved siden af mig og jeg kunne sværge at jeg så hans mund bevæge sig, men ingen ord kom ud. Jeg mærkede noget blive lagt imod min ryg, netop i nerven af hvor den ulidelige smerte kom fra.

”T-Tobias” Jeg kunne næsten ikke tale, og jeg kunne smage blodet i min mund og hvordan det løb ned af min hage.

”Shhh, du skal spare på dine kræfter” Tobias’ stemme lød anstrengt og jeg gav et hulk fra mig som jeg mærkede presset på min ryg forøges.

”D-D-Du-” Jeg havde problemer med at snakke.

”Jeg skal nok holde denne på.” Hørte jeg pludselig Tris’ stemme. ”Snak med hende, Tobias”

Jeg mærkede presset blive løsnet før jeg kom om på siden og presset igen blev lagt på. Jeg så op og kunne nu se Tobias. Jeg lå i hans skød mens han havde et tag om mine hænder.

”Tob-Tobi-” Jeg havde problemer med at snakke og måtte hoste, kun for at mærke smerten forøges og blodet komme ud af min mund som jeg hostede.

”Du skal ikke snakke” Tobias øjne så bestemt på mig. ”Du skal spare på dine kræfter”

Måske har han ret. Men jeg ved godt hvad der sker. Og jeg er nødt til at fortælle ham det.

”D-Du” Prøvede jeg igen ”Du e-er m-mi-min b-b-bror, To-Tobias”

”Og du er min søster” Tobias klemte bidt om mine hænder.

”D-Du s-sk-skal p-passe g-godt på T-Tris”

”Jeg passer godt på jer begge” Var Tobias svar som hans øjne borrede sig ind i mine.

”I s-skal s-sto-stoppe simu-simulationen” Fortsatte jeg. ”I må r-red-redde p-puritanerne”

”Du skal ikke snakke på den måde Alicia” Jeg smilede ved lyden af mit fulde navn. ”Der sker ikke noget med dig”

”J-Jeg e-elsker d-dig” Sagde jeg så. ”S-så meget s-so-som en søs-søster k-kan e-elske sin b-bror”

”Du overlever, Alicia” Tobias klemte om mine hænder og kiggede bestemt på mig. ”Der sker ikke noget med dig! Jeg lader dig ikke dø!”

Så dét var hvad der var ved at ske med mig, men alligevel så var det hvad der er ved at ske. Jeg er ved at dø. Jeg kunne ikke lade være med at grine for mig selv, og var nødt til at lade mere blod falde ud af min mund så jeg ikke bliver kvalt. Efter at jeg har klaret mig igennem så meget elendighed så skal jeg dø nu. Måske er det ikke det værste sted at dø. Og Uriah? Hvad med ham? Jeg fik aldrig sagt at jeg faktisk havde følelser for ham. Måske var det for det bedste?  Måske ville vi aldrig have fungeret alligevel… Tårer begyndte at trille ned af mine kinder. Jeg havde ikke lyst til at dø.

Jeg mødte Tobias øjne igen og rakte langsomt op og lagde min hånd imod hans kind.

”J-jeg-”

Tobias stoppede mig, og lagde en hånd ovenpå min.

”Du dør ikke, Alicia! Du er bare såret! Du VIL vågne op igen og have det fint” Tobias lød desperat og jeg kunne ikke lade være med at tro at han prøvede mest på at overbevise sig selv.

”Tobias” Hørte jeg Tris sige og inden længe fyldtes luften med lyden af skridt imod jorden og jeg mærkede hvordan jorden næsten dirrede under mig. Mine øjne begynder at falde i som alting begynder og sortne omkring mig. Hvis jeg lukker mine øjne vil smerten så forsvinde? Vil jeg møde min mor igen? Hun vil sikkert vente på mig, smilende og vinkende. Jeg smilede selv et lille smil som sikkert lignede mere en grimasse.

”Læg våbnet fra dig!” Hørte jeg en myndig stemme sige, men Tobias klemte bare hårdere omkring min hånd, og ser mere intens på mig

”Du vil vågne op igen Alicia!” Sagde han så, men jeg mærkede bare følelsen af at komme længere væk fra ham. Presset imod såret røg væk, og jeg hørte Tris råbe noget som ikke rigtig lød som ord i mine ører. Måske var det bare fordi jeg var ved at dø…

”Du dør ikke!” Nogen tog fat i Tobias og hev ham væk fra mig, så mit hoved rullede ned imod cementen. Synet mørknede omkring mig, men jeg kunne stadig høre Tobias. ”DU DØR IKKE!!!”

Så stilnede alt omkring mig men jeg hørte stadig mit hjerteslag blev svagere og svagere, før alting forsvandt omkring mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...