Finding My Place

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2014
  • Opdateret: 2 apr. 2014
  • Status: Færdig
Alicia Eaton har boet alene med sin far siden hendes bror forlod dem og deres faktion. Hun er fast besluttet på at gøre alt hvad hun kan for at komme væk fra hendes far og hans voldelige hjem. Alligevel er der intet som forbereder hende på hvad der vil vente hende i den nye verden hun pludselig bliver en del af. Alicia er Divergent, og en stor en af slagsen. Alligevel tager hun chancen og følger sin bror for at bevise overfor sig selv at hun ikke er den sårbare lille pige som hun er vokset op til at være.

3Likes
0Kommentarer
524Visninger
AA

7. Kapitel 7

”Det skal nok gå” Siger Tobias igen, mens jeg ryster over hele kroppen. Det var præcist så forfærdelig som jeg kunne forestille mig at det kunne være at gå igennem min frygt.

Og jeg havde haft ret; Det var Marcus. Han hævede bæltet igen og igen, og jeg kunne ikke bevæge mig, ikke beskytte mig, eller komme af vejen. Bare stå der og mærke bæltet ramme mig igen og igen mens hans ord kørte igennem mit hoved.

”Hvorfor tror du at han gjorde det?” Spurgte jeg ham så. Det var et spørgsmål jeg har stillet mig igen og igen, men aldrig har fået et svar på.

”Jeg ved det ikke” Tobias så ud i luften. ”Jeg har undret mig over det så mange gange, men jeg ved det ikke”

”Hvad skal jeg gøre i morgen?” Spørger jeg så. ”Hvordan kommer jeg igennem det her når jeg ved at andre kigger?”

”Du må bare gå igennem det, Alicia” Det var helt mærkeligt at blive kaldt mit fulde navn igen. ”Du kan ikke gøre ligesom du gjorde før i simulationerne”

Jeg undrede brynene. ”Hvorfor ikke?”

”Fordi når du gør det, så står der divergent ud over det hele”

”Du ved det?” Han vidste virkelig at jeg var divergent. Han nikkede bare. ”Er du også divergent?”

”Hør nu her” Han ignorerede mit spørgsmål. ”Du må gå igennem dem. Det ved jeg at du kan”

Jeg nikkede bare. Hvad skal jeg dog gøre i morgen?

~

Det føltes som en evighed før mit navn endelig bliver kaldt og jeg kan gå hen til Eric, som står klar med en sprøjte fuld af en orange væske. Jeg mærker næsten ikke nålen. Mit hoved er fokuseret på hvad der sker om lidt.

Jeg er klar da jeg træder ind i sceneriet, klar til at møde mine værste mareridt. Jeg aner ikke hvor mange jeg har eller hvilken rækkefølge de kommer i. Jeg ved kun at Marcus vil komme på et tidspunkt.

Pludselig er der fire vægge omkring mig. Jeg er fanget i et rum som bliver mindre hele tiden, præcis som skabet som Marcus låste os indeni. Jeg mærker hvordan mit hjerte begynder at banke hurtigere og jeg gisper efter vejret. Nej! Jeg vil ikke tabe. I stedet lægger jeg mig ned og krummer mig sammen så jeg fylder så lidt så muligt inden jeg lukker mine øjne og tager dybe indåndinger som får mit hjerte til at falde ned.

Da jeg åbner mine øjne er kassen væk. Jeg kommer på benene og ser mig omkring. Jeg drejer rundt indtil jeg får øje på Tobias. Han står lidt fra mig og jeg står bare og stirrer på ham. Så vender han sig om og går væk fra mig.

”Vent!” Råber jeg så. ”Hvor skal du hen?!”

Tobias stopper op og vender sig tilbage imod mig.

”Jeg gider dig ikke mere. Du er intet udover svag og ligegyldig. Jeg gider aldrig at se dig mere. Lev dit eget liv” Tobias går så væk fra mig, og jeg står bare tilbage.

Nej… han måtte da ikke forlade mig. Han har lovet ikke at forlade mig igen… Mit hjerte begyndte igen at banke hurtigt. Han kan da ikke forlade mig igen. Ikke efter at han har lovet mig at han aldrig gør det igen. Det ville Tobias da ikke gøre… Fordi det ikke Tobias.

”Fint” Jeg så op  og Tobias stoppede op. ”Bare gå. Jeg er ligeglad. Jeg kan sagtens leve uden dig!”

Så forsvandt Tobias og jeg vidste jeg havde overvundet min frygt.

”Alicia” Jeg stivnede. Jeg kendte den stemme. Jeg kendte den stemme bedre end noget andet. Marcus. Han stod et stykke fra mig, med det udtryk han altid lige inden han…. Og ganske rigtig tog han bæltet ud af hans bukser.

”Dette er for din egen skyld”

Jeg kan ikke bevæge mig. Jeg står stivnet til stedet, mens han lader bæltet ramme mig og jeg mærker smerten da den rammer.

”Det er for din egen skyld” Gentager han bare og lader bæltet falde igen og igen.

Nej! Nej! Jeg vil ikke gøre det her mere! Marcus skal ikke bestemme over mig længere!

”Stop!” Jeg bryder fri af hvad det er som så end holder mig fast her. Jeg griber fast i bæltet og river det ud af hånden på Marcus. ”Du har ingen ret til at gøre det!”

Så forsvinder Marcus og jeg er efterladt alene i et rum med betonvægge. Var det det? Kun tre ting? Jeg havde troet at der var tyve. Men der var kun tre…

Døren går op og Max, Eric, Tobias og andre som jeg ikke kender kommer gående ind. Tobias sender mig et stolt smil.

”Tillykke Licia” Siger Eric så. ”Du har bestået den afsluttende prøve”

”Tak” Siger jeg og sender ham et halvt smil.

”Der er lige en ting til inden du kan gå og forberede dig til velkomstblanketten” Fortsætter Eric. En kvinde kommer med et lille sort skrin. Eric lukker den op og finder en injektionssprøjte og en lang nål. Jeg stirrede på den og følte mig en anelse utilpas. Hvad sker der nu?

”Denne indsprøjtning indeholder en sporingssender, som kun vil blive aktiveret hvis du bliver meldt savnet. Det er for rene sikkerhedsmæssige grunde.”

Jeg nikker bare, og bider mine spørgsmål i mig, mens jeg skubber håret væk fra min skulder så Eric kan give mig indsprøjtningen. Da han er færdig, lægger han sprøjten tilbage ned i skrinet og forsegler det lille hul med et hæfteplaster.

”Blanketten begynder om to timer” Siger han. ”Der bliver den endelige rangliste offentliggjort. Held og lykke”

De andre går ud, men Tobias bliver. Han åbner døren for mig og jeg følger med ham.

”Godt klaret” Siger han så og smiler til mig.

”Så du det?” Jeg var nervøs over svaret.

”Kun på skærmene”

Jeg nikkede, og smilte tilbage til ham.

”Skal du med-?” Jeg pegede imod væggen.

”Nej, jeg vil gerne se de andres”

Jeg kunne ikke lade være med at grine.

”Og med andre mener du Tris?” Jeg smilte skævt til ham.

Tobias rodede i mit hår.

”Smut så med dig”

Jeg forlod rummet med et smil. Jeg var glad for første gang i meget lang tid. Jeg havde min bror. Jeg havde Uriah og jeg er ret sikker på at jeg har klaret mig igennem prøven.

Jeg gik imod sovesalen, hvor Christina også befinder sig.

”Hej” Hun smiler glad til mig. ”Hvordan gik det?”

”Meget godt, tror jeg” Svarer jeg og sætter mig ned ved siden af mig. ”Hvad med dig?”

”Så godt som det kan” Christina ser op og ned af mig. ”Skal du have det tøj på?”

”Ja” Svarede jeg hurtigt. ”Og nej, Christina, jeg skifter ikke tøj. Skal vi gå ned til spisesalen?”

Christina sendte mig et halvt irriteret blik, men hun smilede hurtigt igen. Sammen gik vi ned på spisesalen. Hun fortalte mig om hende og Will som var officielle kærester. Vi satte os ned ved et bord med Will og efter lidt tid blev kom Tris til.

”Hvor har du været henne?” Spurgte Christina Tris som hun satte sig ned. ”Du var den eneste, der ikke kom med tilbage til sovesalen”

Jeg ser væk mens deres samtale fortsætter. Der går ikke længe inden jeg møder Uriahs blik. Han smiler og vinker glad til mig fra hvor han sidder sammen med Marlene og Lynn. Jeg ser først væk fra Eric begynder at snakke ned i en mikrofon.

”Taler er ikke noget, vi gør meget ud af her. Fine ord med mange stavelser overlader vi til intelligentsiaerne” Alle griner omkring os. ”Så jeg vil gøre det kort. Vi er begyndt på et nyt år, og vi har fået os et nyt kuld aspiranter, som nu er blevet til en næsten lige så stor flok nye medlemmer af vores faktion. Og derfor vil vi gerne sige tillykke.”

Larm høres overalt omkring mig og jeg kan ikke lade være med at tage del i det.

”Vi tror på tapperhed. Vi tror på handling. Vi tror på frihed fra frygt og på retten til at tilegne sig de færdigheder, der skal til for at holde det onde i skak, så det gode kan trives og have fremgang. Hvis du tror på det samme, så er du en af vore.”

Jeg føler mig næsten helt stolt. Lykkelig. Jeg føler mig næsten allerede en del af noget…

”I morgen vil vore nye skytsengle så få tildelt deres første opgave: at vælge professionen i henhold til de placeringer de har opnået på ranglisten” Fortsætter Eric. ”Og de placeringer er selvfølgelig , hvad I alle sammen sidder og venter på. De er blevet bestemt ved at kombinere tre faktorer. Den første er resultatet af jeres kamptræning i den indledende runde; den anden er resultatet af simulationerne i mellemrunden og den tredje er de resultater, I fik i den afsluttende rundes frygtsceneri. Ranglisten vil nu kunne ses på skærmen bag mig. ”

I det samme dukkede listen op bag ham og jeg behøvede ikke at gå særlig langt ned før jeg fandt mit navn.

Licia Tris Uriah Lynn Marlene Peter Will Christina

Jeg var nummer et! Jeg var inde! Og Uriah var nummer tre! Vi var begge inde. Jeg kan ikke modstå Christinas knus som hun hurtigt giver mig og jeg giver endda også Tris et. Jeg mærker arme lægge sig om mig og jeg vender mig om og kommer ansigt til ansigt med en grinende Uriah.

”Tillykke!” Råber jeg til ham.

”Du slog dem alle sammen!” Råber han så tilbage og inden jeg når rigtig at tænke over det stiller jeg mig på tæer og lægger mine arme omkring ham og planter mine læber på hans. Da jeg trækker mig væk ser jeg Christina og Will stå sammen mens hun sender mig et stort smil og et blik som siger at vi snakker senere. Jeg søger videre og mine øjne møder min brors. Tobias og Tris stå sammen med læberne mod hinandens. Han kigger tilbage på mig og hans blik kører langsomt over på Uriah. Jeg gør det samme med Tris og han sender mig et skævt smil. Jeg genkender smilet, trækker på skulderne og kysser Uriah igen. Jeg tror ikke at det er muligt for mig at blive lykkeligere. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...