Finding My Place

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2014
  • Opdateret: 2 apr. 2014
  • Status: Færdig
Alicia Eaton har boet alene med sin far siden hendes bror forlod dem og deres faktion. Hun er fast besluttet på at gøre alt hvad hun kan for at komme væk fra hendes far og hans voldelige hjem. Alligevel er der intet som forbereder hende på hvad der vil vente hende i den nye verden hun pludselig bliver en del af. Alicia er Divergent, og en stor en af slagsen. Alligevel tager hun chancen og følger sin bror for at bevise overfor sig selv at hun ikke er den sårbare lille pige som hun er vokset op til at være.

3Likes
0Kommentarer
520Visninger
AA

6. Kapitel 6

Den næste stykke tid går forbi i noget som minder om kaos i mit hoved. Det at Peter kendte sandheden gjorde mig helt utrolig paranoid og urolig og med god grund. Han har ikke snakket med mig siden dengang, men han har sendt mig blikke som fortalte mig at han nok skulle komme med noget. Han havde tænkt sig at bruge det til at afpresse mig. Det ved jeg bare.

Jeg husker ikke ret meget fra det næste stykke tid men jeg er ret sikker på at det ikke gik alt for godt. Jeg vandt over Will men det var kun fordi han ikke havde lyst til at slås imod mig. Besøgsdagen gik forbi uden noget interessant skete. Marcus kom selvfølgelig, ikke fordi jeg overhovedet havde regnet med det. Nej i stedet mødte jeg Tobias i træningssalen. Han havde snakket kort med mig og det havde endt med at han havde set så mærkeligt på mig at jeg var helt sikker på at han vidste hvem jeg er. Men så havde han gået ud uden at sige andet.

”Er dine tanker lige langt væk, eller hvad?”

Jeg så op og mødte Uriahs smil. Vi sad i et tomt værelse som Uriah havde sagt tilhørte hans storebror Zeke, som var ude med et par venner. Zeke havde jeg mødt da Uriah havde taget mig og Tris med til et slags indvielsesritual. Zeke havde på en måde accepteret mig, og han mindede på mange måder om hans lillebror. Det virkede også til at han så at Uriah og mig ikke bare var venner og det var uden at Uriah havde sagt noget til ham. Zeke virkede dog okay med det og fortalte mig endda inden vi gik at han ikke havde noget imod at komme i familie med mig. Jeg havde rødmet til mit hoved var tomatrød og han havde grinet, men ingen af os svarede Uriah på hvad der var sket.

Uriah havde inviteret mig herind for at vi kunne snakke sammen, noget han havde fået til vane at gøre ret tit.

”Ja” Svarede jeg bare og så ned på mine hænder som lå i mit skød. ”Der er bare ret meget at tænke på lige nu.”

”Jeg ved det” Uriah lænede sig tilbage så han lå på sengen. ”Men du lå da ret godt på den første rangliste gjorde du ikke?”

”Jo” Svarede jeg bare og lod mig falde ned på sengen ved siden af Uriah. Jeg husker tydelig da jeg så ranglisten. Jeg kan stadig huske den. Faktisk så er det næsten som om den er indprentet på min hornhinde.

Edward Peter Licia Will Christina Molly Tris Drew Albert Myra

Jeg havde stirret på den i næsten et kvarter før jeg virkelig troede på at jeg virkelig var nummer tre. To skytsengleindfødte havde kvajet sig og Albert og Myra stod begge til at blive smidt ud. Hvis det ikke havde været for Peters angreb på Edward hvor han stak en smørkniv i øjet på ham. Edward og Myra var væk dagen efter. Den dag er helst noget jeg vil glemme.

”Tænker du på angrebet på Edward igen?” Uriahs stemme river mig ud af mine tanker igen.

Jeg nikker bare og jeg mærker Uriah tage fat i min hånd.

”Det skal nok gå.” Sagde han så. ”Peter er vanvittig”

”Måske” Jeg så op i loftet. ”Men han klarer sig godt. Hvem ved hvor godt han klarer sig nu?”

”Ja… Den anden runde er krævede, synes du ikke?” Jeg nikker bare. ”At skulle gå igennem sin frygt dag efter dag ef-”

Jeg lukkede hans stemme ude og lukkede mine øjne for et øjeblik. Uriah ved ikke at jeg ikke går igennem min frygt hver dag. Sandheden er at min simulation normalt ikke varer længe nok til at jeg kan gå igennem min frygt. Grunden er at Tobias er den som ser på og dermed ser min frygt. Og siden første gang hvor jeg så skikkelsen af Marcus inden jeg hurtigt kom ud af simulationen, ved jeg at han virkelig er min frygt. En frygt jeg ikke tør vise Tobias. Så den eneste frygt han har set er min frygt for små rum. Det går ligesom i min egenthedsprøve; Jeg ved at jeg er i en simulution og derfor kan jeg åbenbart påvirke dem. Ifølge Tori som jeg opsøgte er det fordi at jeg er divergent. Tobias lader også til at vide det for han konfronterede mig med det, men jeg skyndte mig væk inden han nåde at spørge mere ind til det.

”Du bliver da ved med at tænke dig væk lige nu?” Uriahs stemme rev mig ud af mine tanker igen, og jeg så over på ham. Han havde sat sig op igen og sad og så på mig.

”Undskyld” Sagde jeg så. ”Jeg har bare ret meget at tænke på lige nu. Vi nærmer os slutningen, og efter Tris’ overfald og Al-…” Jeg kunne ikke afslutte min sætning.

Tris’ overfald havde været slem nok. Det at Peter kunne finde på det, fik kun mig til at gøre alt hvad jeg kunne for at blive væk fra ham. Hvad der så skete med Albert bag efter… Det gjorde kun det hele værre. Jeg kunne slet ikke vænne mig til ikke længere at høre hans hulken om natten, men samtidig så var jeg sur på ham. Han havde taget del i overfaldet på Tris, og det rystede mig at han kunne finde på sådan noget. Det burde ikke undre mig at det kunne drive ham til selvmord… men det er stadig rystende.

”Jeg forstår dig godt”

Jeg nikkede bare.

”Og min bror-” Jeg sagde det næsten uden at tænke over det.

”Din bror? Har du snakket med ham?” Uriah vendte sig overrasket mere imod mig, så han kunne se på mig uden at dreje hans hoved.

”Ja, eller nej… ” Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. ”Jeg har set ham, men han ved ikke hvem jeg er”

”Hvorfor ikke?”

”Det er kompliceret”

”Fint.” Jeg ser på ham, bange for at jeg har gjort ham vred, men i stedet sidder han bare og smiler til mig ”Men hvis du har brug for at snakke med mig, så er jeg her for dig, ikke?”

”Tak Uriah. Det betyder meget for mig” Jeg lænede mig op imod ham og smilede op til ham, men så kom jeg til at få et glimt af mit armbåndsur. ”Vi må hellere få noget aftensmad”

Jeg rejste mig op fra sengen og Uriah strakte sig på sengen før han også rejste sig op.

”Ja, det må vi hellere” Sagde han så. ”Men jeg skulle faktisk mødes med Marlene og Lynn så..” Han så nervøst på mig, og jeg kan ikke lade være med at grine.

”Det er okay” Jeg smilede til ham og flettede mine fingre ind i hans. ”Du behøver ikke at se så undskyldende på mig hver gang du skal mødes med dine venner” Det gjorde han hver eneste gang.

Uriah grinede også og lod sin hånd køre over mit hår, før han lænede sig ned og plantede sine læber over mine. Jeg gengældte glad kysset, og lod mine fingre køre omkring hans nakke og op i hans hår.

Det var Uriah som trak sig tilbage.

”På trods af hvor meget jeg gerne vil blive her” Han sendte mig et skævt smil som resulterede i at varmen skød op i mine kinder. ”Så må vi hellere gå nu. Vi ses senere” Han lænede sig ned og plantede et hurtigt kys på mine læber.

”Ja, det gør vi” Jeg smilede til ham før vi gav slip på hinanden og skilles.

Jeg satte kursen imod spisesalen hvor jeg uden tvivl ville sætte mig ved Tris, Will og Christina. Men jeg nåde ikke derind inden en greb fat i min arm og hev mig væk fra indgangen til spisesalen. Næsten af ren refleks slog jeg ud imod personen men han greb bare fat i min anden arm og jeg mærkede tydeligt at han var stærkere end mig. Han hev mig med ham indtil vi nåde noget lys så hans ansigt blev lyst op.

”Peter” Sagde jeg så som han stoppede op. ”Hvad vil du?”

”Jeg vil have min betaling” Peter giver slip på mig. ”For at holde mund om din lille hemmelighed, Alicia”

Jeg hadede den måde han sagde mit navn på.

”Hvad vil du have at jeg skal gøre?” Jeg ville bare have dette overstået, men jeg havde en idé om at han aldrig ville lade det her gå.

”Tris ligger alt for højt på ranglisten” Siger han så med et ondskabsfuldt smil. ”Det gør du også for det sags skyld, så det håber jeg på at du ændrer på. Men tilbage til Tris”

”Jeg gør ikke noget for at skade Tris”

”Du skal ikke skade hende. Du skal bare få  hende til at komme hen til sprækken. Jeg er ligeglad overdan” Peter så ned på mig.. ”Eller hører alle om din lille hemmelighed”

Jeg så på ham, men han smilede bare til mig.

”Jeg venter på dig i spisesalen” Siger han så. ”Men lad der nu ikke gå alt for lang tid”

Med det forlod Peter mig alene og jeg lod mig falde imod væggen for bare et øjeblik. Jeg var nødt til at gøre det… Jeg kunne ikke klare sandheden. Ikke endnu.

Jeg gik tilbage til spisesalen, men stoppede et øjeblik da jeg så Tobias sidde ved bordet ved siden af det Tris sad ved. Peter stod ikke langt væk og hans øjne var rettet imod mig. Han smilede til mig, som jeg gik hen og satte mig ned ved siden af Tris.

”Hej Licia” Christina smiler til mig.

”Hej” Min stemme lød tvunget og anstrengt. ”Tris” Jeg så over på hende og hun mødte mit blik.

”Ja?”

”Det er fordi-” Prøvede jeg, men afbrød hurtigt mig selv. ”Det er bare- Nej, jeg kan ikke gøre det her” Jeg lod mit hoved hvile i mine hænder. ”Undskyld Tris.” Jeg så op på hende. ”Peter afpresser mig, men jeg kan ikke gøre det-”

”Så må jeg jo bare fortælle alle sandheden” Jeg vendte mig om og så Peter stå lige bag mig.

Han trådte op på bordet.

”Hør efter alle sammen!” Råbte han så. ”Jeg har en meget vigtig bekendtgørelse at lave” Al snakken forstummede i lokalet og jeg holdt særlig øje med Tobias som nu også kiggede op på Peter. Jeg så Uriah sidde ved et andet bord og da han fangede mit blik. Jeg så dog hurtigt væk og så ned i bordet.

”Licia her har en lille hemmelighed som hun meget gerne vil dele med jer” Peter så ned på mig men jeg så bare ned i bordet. ”Hendes rigtige navn er Alicia Eaton.” Jeg hørte et par gisp. ”Og hun er altså Marcus Eatons datter”

 ”Hvad siger du?!” Det var Tobias’ stemme, overraskelse i stemmen.

”Licia er Alicia Eaton, Marcus Eatons datter” Gentager Peter så igen.

Tobias ser over på mig og jeg møder kort hans øjne før jeg rejser mig op, drejer rundt på stedet og småløber ud af salen. Jeg når dog ikke langt før jeg hører Tobias kalde på mig.

”Licia!” Jeg går bare videre uden at stoppe. ”Alic-”

Jeg drejer rundt på stedet så Tobias næsten er ved at løbe ind i mig.

”Du skal Ikke kalde mig det!” Hvæser jeg så af ham.

”Det er jo dit navn er det ikke, Alicia”

  ”Det er ikke mit navn længere. Nu er jeg Licia!”

Uden at spørge tilladelse greb Tobias mit håndled og hev mig med ham væk fra gangen og de stirrende øjne. Han tog mig med adskillige gange, og stoppede først da han nåde en dør. Han åbnede den hurtigt og hev mig med derind. Vi stod nu i et rum som i indretning lignede Zekes. Vi var i Tobias’ rum.

”Du er virkelig Alicia, er du ikke?” Sagde Tobias så. ”Hvorfor har du ikke sagt noget?”

”Du genkendte mig jo ikke engang!” Jeg blev vred over det hele. Han havde ikke genkendt mig! Havde han nogen idé om hvad han har puttet mig igennem? ”Du forlod mig!” Jeg stirrede ind i de blå øjne som lignede mine på en prik.

”Hvad drejer det her sig egentlig om?”

”Du forlod mig!” Jeg skubbede til ham så han tog et skridt tilbage. ”Du tog bare væk og forlod mig alene! Du skiftede faktion, det forstår jeg godt, men du lod mig være alene. Med ham!”

”Han gjorde jo aldrig dig noget!” Gav Tobias igen. ”Han skadede ikke dig, som han gjorde ved mig. Du så bare på!”

”Tror du at jeg havde noget valg?” Jeg havde lyst til at græde, men  jeg bed tårerne i mig. ”Tror du at jeg ville se på det af min egen vilje? Du havde ingen idé om hvad han gjorde ved mig?!”

Nu faldt tårerne ned af mine kinder. Jeg stod bare der og så på min bror som virkelig lignede min bror nu.

”H-han slog dig ikke med bæltet gjorde han?” Han lød vred, som om han var tæt på at myrde nogen.

Jeg nikkede bare. Det gjorde for ondt at sige noget. Næste øjeblik var Tobias arme omkring mig og mit hoved var imod hans bryst.

”Alicia” Han trak sig lidt væk, men holdt stadig fast i mig. ”Jeg er så ked af det”

”D-Du f-forlod mig b-bare” Sagde jeg igennem gråden. ”L-ligesom mor”

Han stivnede et kort sekund, før han trak mig ind i et knus igen.

”Jeg lover at jeg aldrig forlader dig igen, Alicia.” Sagde han så som han kørte sin hånd over min ryg. ”Aldrig nogensinde.”

Jeg smilede bare og løftede langsomt mine arme så han også kunne lægge dem omkring ham.

”Er det derfor du ikke lader mig se din frygt?” Spurgte han så efter en tid hvor vi bare stod sådan.

”Ja… Han er i dem. Det ved jeg bare”

”Du skal i dem i morgen, det ved du godt ikke?”

Jeg nikkede bare.

”Vil du prøve det igen?” Spurgte Tobias så, og jeg så forvirret op på ham. ”At gå igennem din frygt hvor jeg kigger på? Denne gang uden at du stopper den?”

Det lyder som en meget god idé. Det er allerede i morgen at jeg skal igennem mine værste frygte, så det ville være en god idé at jeg i det mindste prøver en af dem til fylde. Og med Tobias ville det være muligt, det måtte det være. Med det i baghovedet nikkede jeg. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...