Finding My Place

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2014
  • Opdateret: 2 apr. 2014
  • Status: Færdig
Alicia Eaton har boet alene med sin far siden hendes bror forlod dem og deres faktion. Hun er fast besluttet på at gøre alt hvad hun kan for at komme væk fra hendes far og hans voldelige hjem. Alligevel er der intet som forbereder hende på hvad der vil vente hende i den nye verden hun pludselig bliver en del af. Alicia er Divergent, og en stor en af slagsen. Alligevel tager hun chancen og følger sin bror for at bevise overfor sig selv at hun ikke er den sårbare lille pige som hun er vokset op til at være.

3Likes
0Kommentarer
522Visninger
AA

5. Kapitel 5

Jeg har været skytsengelaspirant i en uge nu. Den første dag gik med at lære at skyde og det tog kun tre skud før jeg kunne ramme målskiven. Efter det har vi lært at slås, og jeg fandt hurtigt ud af at jeg faktisk var ret god til det. Jeg har været igennem en kamp mod Molly, en af Peters venner. Hun er meget større end mig men jeg er hurtigere, så det var mig som vandt i sidste ende. Siden da har Molly kun set mere end på mig. Udover ham har jeg også kæmpet imod Myrs. En tynd lille pige som virker som om hun kun er her for at være sammen med hendes kæreste, Edward. Eric er lige så forfærdelig som han var da jeg mødte ham for første gang. Tobias opfører sig som altid overfor mig, hvilket betyder at han ikke har snakket med mig overhovedet.

”Hej igen”

Vi sidder i toget på vej til hvad Tobias og Eric lige har forklaret os er Capture the Flag. Jeg sidder med mit våben, en paintballpistol og ser op for at se Uriah sætte sig ned ved siden af mig. Jeg har ikke set ham siden den dag hvor vi ankom, og alligevel kunne jeg mærke sommerfugle flyve rundt i min mave som jeg så på hans smil.

”Hej” Jeg smilede tilbage til ham.

”Hvordan går det så med dig?” Spørger han.

”Fint, tror jeg” Jeg ved faktisk ikke hvorfor, men jeg har lyst til at fortælle ham hvad det er der sker. Fortælle ham hvem jeg er og hvem Tobias er i forhold til mig…. Men det ved jeg godt at jeg ikke kan. Jeg kan ikke fortælle nogen.

”Så er vi imod hinanden, hva’?” Uriah rejser sig op som toget sænker farten, og rækker mig hånden så han kan hjælpe mig på benene.

Jeg nikker bare.

”Så må vi se hvem der vinder. Held og lykke”

Jeg smiler bredt til Uriah før vi hopper af toget og denne gang lander jeg på benene til trods for Mollys forsøg på at vælte mig ved at skubbe til mig.

Jeg vælger at holde mig i baggrunden som vi går hen til det sted hvor de ville gemme flaget fordi det åbenbart var det var gemt da Tobias var på vinderholdet. De begynder dog hurtigt at skændes over hvordan de skal finde det andet holds fane. I stedet prøver jeg selv at tænke på hvordan vi kan finde ud af det. Dette er et stort sted. At dække det til fods ville tage alt for lang tid. Den letteste måde ville være at se det… oppefra!

Jeg så mig omkring og mine øjne landede på pariserhjulet. Det var højt og ville være det perfekte måde at finde deres flag.

”Pariserhjulet” Siger jeg så uden helt at indse at jeg sagde det højt.

”Hvad?” Tris må have hørt mig som en af de eneste selvom jeg godt så Tobias’ blik på mig bag mig.

”Vi skal højt op for at kunne se flaget. Pariserhjulet er den perfekte udkigspost” Forklarede jeg så.

Tris nikkede og så undersøgende på mig.

”Har du tænkt dig at gå derop?” Spurgte hun mig så og jeg så op på pariserhjulet. Jeg er ikke højdeskræk, men Tris ville nok klare sig bedre deroppe. Jeg har set hende kæmpe. Hun tabte måske imod Peter, men jeg tror at hun vil klare sig bedre der end jeg vil. Desuden så synes jeg hellere at hun skal have æren af det.

”Du må gerne. Jeg bliver her og hjælper de andre”

Tris giver mig et smil og før hun går hen imod pariserhjulet. Jeg vender mig og møder kort Tobias blik før han vender sig og følger efter Tris.

”Vil du med? Eller vil du blive her og passe på fanen?” En af de indfødte asprianter spørger mig. Hun ligner alle de andre med sit mærke hår og piercinger. ”Jeg er Marlene”

”Ja, okay?” Jeg er ikke helt sikker på hvorfor Marlene overhovedet vil snakke med mig, eller følges med mig. Jeg går dog alligevel hurtigt med hende væk fra de andre og der går lidt tid hvor vi ikke siger noget til hinanden. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige. Vi er hurtigt omringet af træer og jeg beslutter mig hurtigt for at spørge Marlene og sætte ord på en af de mange spørgsmål som går igennem mit hoved lige nu.

”Undskyld, men hvorfor ville du have mig med?” Spørger jeg hende så endelig. Jeg forstod det ikke.

Marlene stopper op og ser over på mig.

”Uriah” Siger hun så bare og jeg ser overrasket på hende. ”Han snakker næsten om dig hele tiden og ærlig talt så ville jeg lige advare dig stivert! Du skal ikke tro at du kan gå rundt og lege med hans følelser, okay? Uriah er min ven”

Jeg stirrede bare på hende. Jeg har snakket med Uriah to gange… Hvad tror Marlene lige at der sker imellem os? Og følelser? Hvilke følelser? Har Uriah følelser for mig?! Umuligt! Han kan da ikke føle noget for mig.

”Hvad er der galt med dig?” Fortsatte Marlene så.

”Undskyld” Jeg vendte mig bare halvt væk fra hende. ”Jeg ved ikke engang hvad jeg skal sige. Jeg kender ham jo knap nok, så…”

Marlene nikker.

”Men nu har jeg advaret dig” Marlene smiler så pludselig til mig. ”Du virker faktisk okay, Licia.” Hun ser sig omkring. ”Vi må hellere dele os op. Jeg går den vej og du går den vej” Marlene peger i den retning som jeg skal gå. ”Led efter fanen og råb op hvis du finder den”

Med de ord forlod Marlene mig fuldstændig forvirret. Hvad mente hun med det? Havde Uriah følelser for mig? Efter kun at have snakket med mig to gange. Er det overhovedet muligt? Jeg vil indrømme at jeg har tænkt meget på ham men jeg ved ikke om jeg kan lide ham. For hvordan ved man det? Jeg har aldrig haft nogen følelser for nogen før, så hvordan ved jeg så det her.

En puslen bag mig fik mig til at vende mig om og uden at tænke over det affyrede jeg min pistol i den retning. Jeg mærkede dog samtidig et eller andet ramme mig og jeg så ned kun for at se en rød klat farve på mig. Jeg var ramt.

”Wow” Jeg så op og så Uriah komme ud fra busken også ham ramt. Han så på mig og grinede så. ”Så blev vi vidst begge skudt, hva’?”

”Det kan man godt sige” Jeg kunne ikke lade være med at grine igen. Uriah gav mig sådan et lyst til at lade være med at tænke og bare gøre hvad jeg har lyst til. ”Men nu er vi i hvert fald begge to ude”

Jeg gik hen til det nærmeste træ og satte mig ned op af det. Uriah kom hen og satte sig ned ved siden af mig.

”Det ser sådan ud.” Sagde han så og lagde sit våben fra sig på jorden. ”Hvordan går det med dig i forhold til ranglisten?”

Var det bekymring jeg sporrede i hans stemme?

”Okay, tror jeg.” Jeg så over på  ham. ”Jeg har tabt en, men det var også til Edward som er den bedste vi har, men  jeg har også vundet to"

Uriah nikker.

”Det var godt” Han smilede til mig. ”Vi kan ikke have at du ryger ud”

Jeg mødte hans blik og pludselig var det som om jeg var næsten tryllebundet til hans smukke mørke øjne, og næsten uden at tænke over det så kunne jeg ikke lade være med at læne mig imod ham. Han gjorde det sammen, og ingen af os stoppede. Det var først da der kun var få centimeter fra hinanden før jeg stoppede mig selv. Hvad var det jeg lavede? Sådan noget her har jeg aldrig gjort før! Jeg har ikke engang haft disse tanker om nogen før og alligevel… har jeg lyst til det. Jeg har lyst til at kysse Uriah. Men det kunne jeg ikke. Han ved jo intet om mig. Han ved ikke hvem jeg er. Eller hvad er jeg. Efter at jeg har fundet ud af at jeg er divergent så har jeg gjort alt hvad jeg kan for ikke at tænke på det. Jeg vidste jo ikke engang hvad det helt præcist betød, men jeg er ikke sikker på at jeg overhovedet ville vide det. Tori havde fået det til at lyde farligt og som noget man afgjort ikke skulle huske på. Derfor ville jeg gøre alt hvad jeg kan for at gøre det.

 Uriah lod dog ikke til at bemærke hvordan mine tanker kørte i mit hoved som han bevægede sig tættere på mig og hans læber rørte næsten mine før jeg skubbede ham væk så han faldt ned på ryggen. Han så op på mig og mit ansigtsudtryk må have vist den skræk og forvirring jeg følte for han så hurtigt undskyldende på mig.

”Undskyld” Sagde han så og så væk fra mig. ”Det er bare- Jeg ved ikke engang hvordan jeg skal forklare det” Han kløede sig selv i nakken før han så over på mig igen. ”Sandheden er at der er et eller andet over dig. Jeg ved ikke hvad det er, og det er ret vanvittigt når jeg knap nok kender dig, men jeg kan lide dig. Sådan rigtig lide dig. Nej, gud skyld, Licia” Uriah tog fat i mine skulder. ”Jeg tror at jeg er faldet for dig”

Jeg stirrede bare på ham. Lide mig? Faldet for mig? Taler han virkelig om mig? Almindelige arret ødelagte mig? Hvad sker der dog her? Det hele virker så uvirkeligt. Nej, umuligt er et bedre ord.

Uriah rejste sig pludselig væk og gik lidt væk fra mig før han vendte sig tilbage imod mig, denne gang med et nervøst smil.

”Undskyld. Det her lyder vanvittigt. Du må jo tro at jeg er skør”

”Jeg synes ikke at du er skør” Uriah ser overrasket på mig, og møder hans blik. ”Det gør jeg virkelig ikke”

Uriah kommer hen og sætter sig ned ved siden af mig igen og tager fat i min ene hånd. Bare den lille kontakt sender et stød igennem mig.

”Men hvorfor-?” Han behøvede ikke at afslutte sætningen. Jeg vidste hvad han ville sige.

”Du kender mig ikke. Du kender ikke sandheden om mig og-” Jeg vendte hovedet væk fra mig og tog min hånd ud af hans greb. ”Du har ikke lyst til at blive en del af mit ødelagte liv”

Jeg mærker Uriahs hånd blidt røre min hage og vende mit hoved tilbage så jeg så på ham igen.

”Vil du dele det med mig?” Spørger han så forsigtigt.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. For to uger siden var jeg allerede løbet væk fra ham. Puritaneren i mig fortalte mig at det  var hvad jeg skulle gøre. Skubbe ham væk og fortælle ham at jeg aldrig vil snakke med ham igen.

”Det er okay hvis du ikke vil men-” Begyndte Uriah.

”Mit fulde navn er Alicia Eaton” Jeg ved ikke hvorfor jeg sagde det. Det var dumt. Uansvarligt. Jeg kan lige så godt sige at jeg også er divergent nu hvor jeg er i gang…. Men det kan jeg ikke. Toris ord kører stadig igennem mit hoved. Jeg må ikke fortælle nogen noget.

”Eaton? Er der ikke en politiker hos puritanerne med det navn?” Uriah ser undrende på mig.

”Jo Marcus Eaton. Han er min far.” Det er første gang jeg siger det, og det lyder helt forkert i mine ører ”Jeg har bare ikke haft nogen let barndom, det er alt” Jeg vil ikke uddybe det.  

”Har det noget at gøre med den rapport som blev sendt ud af Jeanine Matthews…?” Åhh Ne, har han læst den? Hvordan skal jeg bortforklare det? Uriah tog bare min hånd, og denne gang trak jeg den ikke tilbage, men lod den blive.  ”Vent så har du da en bror har du ikke?”

”Jo” Svarede jeg glad over at han ikke spurgte mere til rapporten.

”Og her i skytsenglene? Wow, har du snakket med ham?”

”Nej. Jeg har slet ikke set ham” Nogenlunde sandt. Jeg har mødt Four, men ikke min bror, Tobias.

”Men er det andet i rapporten sandt? Gjorde han virkelig-?”

”Jeg vil ikke snakke om det.” Svarede jeg bare, men Uriahs ansigtsudtryk fortalte mig at det var det samme som hvis jeg havde sagt ja. ”Du må ikke sige noget til nogen Uriah! Ikke om hvem er i virkeligheden er, eller noget andet!”

”Selvfølgelig ikke” Uriah sender mig et lille smil.

”Jeg har aldrig fortalt nogen det her før” Jeg så væk fra Uriah uden rigtig at vide hvad jeg skal gøre nu.

”Hey Licia” Jeg så over på Uriah igen. ”Jeg fortæller ikke nogen om det. Det lover jeg”

Jeg smilede taknemmelig til ham, og det næste sekund mærker jeg hans læber imod mine. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Han kysser mig! Uriah kysser mig! Og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre. Hvad gør man i denne situation? Men det føltes skønt. Som om det sender elektriske impulser igennem mig. Jeg havde lyst til at kysse igen, men før jeg nåde at gøre det trak Uriah sig tilbage.

”Undskyld” Sagde han så. ”Det var-”

Jeg lod ham ikke afslutte før jeg lagde mine læber over hans. Det var dumt, uden tvivl. Jeg er ikke vant til at reagere på mine følelser, men det føles så fantastisk! Uriah gengældte kysset og inden længe lå mine hænder i hans brune lokker, mens hans kørte igennem mit og min hals.

Vi trak os først væk fra hinanden da vi var nødt til at trække vejret.

”Det var-” Uriah tog en dyb indånding. ”Wow…”

”Jeg ved det” Jeg smilede skævt til ham.

Uriah rejste sig op netop som en jubel fyldte skoven.

”Det ser ud til” Uriah hjalp mig op og stå. ”at vi har en vinder. Nu er du vel ikke en dårlig taber, vel?”

”En dårlig taber?” Jeg kunne ikke lade være med at grine. Det føles skønt at grine igen. ”Tror du helt seriøst at vi har tabt?”

”Hvem ellers?” Uriah grinede og jeg kunne ikke lade være med at grine med ham.

”Vi må hellere gå hen og se hvem der har ret” Sagde jeg så, og Uriah greb fat min hånd. Vi fulgte lyden til vi kom til en stor forsamling og vi gav hurtigt slip på hinanden. Det var næsten som en refleks og vi sendte hinanden et blik som var klart. Vi holdte kysset en hemmelighed. For nu.

Det var Christina som stod med flaget og som folk stod omkring. Tris kom hen til mig.

”Godt klaret” Sagde hun til mig.

”Hvad mener du?”

”Det var dig som fandt på det med pariserhjulet. Uden dig ville vi ikke have vundet”

Jeg smilede glad  til Tris.

”Det var ikke noget”

”Jeg fatter ikke at jeg gik glip af det hele” Er Wills kommentar som vi igen sidder i toget.

”Du udførte en meget vigtig opgave” Christina griner ”Du lod være med at komme i vejen.”

Al stønner bare . ”Hvorfor skulle jeg også havne på det andet hold?”

”Så du klatrede op i pariserhjulet?” Uriah sidder ved siden af mig og holder fast i min hånd som er gemt bag os, så ingen kan se dem.

”Ja” Svarer Tris, men sender samtidig mit blik. ”Med hjælp fra Licia”

Jeg ser væk fordi jeg ved at varmen stiger op i mine kinder. Jeg kan bedst lide at stå i baggrunden og lade andre få æren.

”Ret snedigt” Siger Malene ”Man skulle næsten tro at I to var intelligentsia. Jeg er for resten Marlene” Hun sagde det sidste til Tris da hun jo allerede havde introduceret sig til mig.

”Og jeg hedder Tris” Svarer tris så.

Jeg ser over på Uriah som har givet slip på min hånd og sidder nu med en paintball i hånden. Han sidder og klemmer på den så da toget singler vælter han ind imod mig og et sprøjt af lyserrød, ildelygtende maling rammer mig i ansigtet.

Jeg hører lyden af latter mens jeg tørrer malingen af og kan ikke modstå fristelsen til at tørre det af i Uriahs ansigt.

”Bvadr” Uriah retter sin paintball imod mig, men indser ikke at hullet er vendt mod ham selv så han får malingen i munden på sig selv. Jeg tørrer mit ansigt af i mit ærme mens Uriah gør et stort nummer ud af at hoste og lave opkastlyde.

Jeg kan ikke lade være med at grine og inden længe hører jeg Uriah og Tris’ latter fylde toget sammen med min. Det var før jeg pludselig mærkede en tage fat i min arm og jeg vendte mig om for at se Peter sidde på skrå bag mig. Jeg så spørgende på ham, men han smilede bare skævt til mig.

”Jeg kender din hemmelighed” Sagde han så og jeg så forvirret på ham. ”Alicia Eaton”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...