Finding My Place

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2014
  • Opdateret: 2 apr. 2014
  • Status: Færdig
Alicia Eaton har boet alene med sin far siden hendes bror forlod dem og deres faktion. Hun er fast besluttet på at gøre alt hvad hun kan for at komme væk fra hendes far og hans voldelige hjem. Alligevel er der intet som forbereder hende på hvad der vil vente hende i den nye verden hun pludselig bliver en del af. Alicia er Divergent, og en stor en af slagsen. Alligevel tager hun chancen og følger sin bror for at bevise overfor sig selv at hun ikke er den sårbare lille pige som hun er vokset op til at være.

3Likes
0Kommentarer
515Visninger
AA

4. Kapitel 4

Da havde aspiranterne endelig har fået grund under fødderne fører Tobias og Lauren os vej igennem en tunnel. Pludselig stopper hele flokken og det halve af aspiranterne gik lige ind i den foran sig. Jeg var at støde ind i en dreng ved navn Albert, men som nu åbenbart går under Al, men nåde lige at blive reddet af en hånd som greb fat i min. Jeg vendte mig om og ser en høj dreng have et fast greb i min arm. Han ser meget godt ud med hans mørke hud og øjne. Han har brunt hår og jeg kunne se noget som lignede en tatovering på siden af hans ansigt, men jeg kan ikke se hvad den forestiller. Det og hans sorte tøj gør det klart at han er en indfødt skytsengel. Han havde et hvidt smil som han sendte til mig, og jeg stirrede tilbage på ham, næsten i chok. Jeg har ikke mødt mange drenge på min alder, men han her er alligevel så anderledes end dem. Der er noget over ham… Men jeg ved ikke havd.

”Er du okay?” Spurgte han mig. ”Jeg er Uriah Pedrad”

”Ja, tak” Sagde jeg så og Uriah lader sin hånd falde dog ikke uden at langsom køre den over min arm. Jeg gik gåsehud og føles næsten som om jeg fik et elektrisk chok strømme igennem min krop. Fysisk kontakt var ikke noget man havde som puritanere. ”Jeg er A-, jeg mener Licia” Jeg var lige ved at fortælle ham mit rigtige navn.

Uriah grinede let af mig før han åbnede munden for at svare, men jeg nåde ikke at sige noget da der var nogen som kom mig i forkøbet.  

”Her går vi så hver sin vej” Jeg ser op og ser at det er Lauren som snakker. De aspiranter, der er født som skytsengle, kommer med mig. Jeg går ud fra at I ikke behøver at kommer på sightseeing”

Hun smiler til dem, og de indfødte begynder så at forlade gruppen. Uriah gav mig et stort smil.

”Jeg håber at vi ses igen Licia” Sagde han så inden han forlod gruppen og fulgte efter Lauren. Nu var vi kun ti tilbage. Tris og jeg er de eneste puritanere. Der er ingen pacifister så de resterende er fra Sanddru og Intelligentsia.

Tobias førte an men kun efter en kort diskussion med Christina som sådan set kun endte med at Tobias fik sat hende på plads og Tris på en eller anden måde forsvarede ham. Så førte han os til ’Graven’. En underjordisk grotte med åbninger omkring os fører ud til mindre huler og grotter. Smalle stier og trapper forbinder dem med hinanden. Der er intet gelænder som kan stoppe nogen fra at falde i døden. Overalt omkring er folk klædt i sort, men ingen er gamle. Gad vide hvor de om er?

”Hvis I kommer med mig så skal jeg vise jer Sprækken” Siger Tobias så og viser os fremad.

Han fører os over til Gravens højre side og jeg kan lige skimte et jerngelænder og da man kommer nærmere kan man høre lyden af vand.

”Sprækken minder os om at der er en usynlig grænse mellem tapperhed og idioti!” Råber Tobias så. ”Et frygtløs spring fra denne klippeafsats vil koste dig livet! Det er sket før, og det vil ske igen! Nu er I advaret”

Jeg så ned på det vilde vand under os. Var der virkelig nogen som hoppede ud over her og ned i døden? Jeg så over på Tobias. Var det en hentydning? Prøvede han at fortælle at det ville blive så hårdt at nogen ville vælge døden?

Tobias leder os ind i en spisesal fuld af mennesker og klirrende bestik. Da vi træder ind begynder skytsenglene at klappe, trampe og råbe så højt at lyden overdøver alt andet.

De andre begynder at sætte sig ned og jeg finder hurtigt en plads ved siden Intelligentsia-drengen som Tris havde gået ved siden af før, som introducerede sig selv som Will. Al kom også og satte sig ved siden af Will. Maden smager så mærkeligt. En burger, som Al fortæller at det er. Vi spiser kun ’kedelig’ mad som nogen ville kalde det. Jeg snakker ikke ret meget med dem men spiser derimod bare min mad i fred og ro.

Efter middagen fører en som jeg ikke har set før os igennem en række gange og korridorer.  Han var en på alder med Tobias med uhyrlig mange tatoveringer og piercinger i ansigtet og et næsten kontant ondskabsfuldt smil som minder mig om Peter.

Han stopper op foran en dør af træ og venter på at vi samler os omkring ham.

”Hvis nogen af jer ikke er klar over det, så hedder jeg Eric” Siger han. ”Jeg er den ene af skytsenglenes fem politikere. Her hos  os tager vi introduktionsprogrammet meget alvorligt, så jeg meldte mig frivillgit til at holde øje med det meste af jeres trænning”

Jeg brød mig afgjort ikke om ham.

Eric fortsatte med at fortælle om reglerne som mest handlede om hvornår vi skulle være hvor. Det var først da Eric fortalte at der var ti senge til os derinde at nogen sagde noget.

”Men vi var tolv til at begynde med” Det er Christina som protesterer. Hun bliver nødt til at lære at holde sin mind.

”Der er altid mindst en af de nye, der undgår, inden de når at ankomme til komplekset.” Svarer Eric bare og ser fuldstændig ligeglad ud.

Eric fortsætter med at forklare at os faktionsskiftere og de indfødte vil være adskilte i den første runde indtil den første rangliste vil være lavet. Efter den første runde vil fem mennesker ryge ud. Så let var det åbenbart at blive faktionsløs her hos skytsenglene. Jeg er nødt til at klare det!

Den aften ligger jeg længe og hører på de ni åndedrag rundt om i værelset. Jeg er ikke vant til at sove i rum med andre, og for ikke at risikere at vise mine ar sov jeg fuldt påklædt. Al’s hulken fyldte igen rummet og jeg lagde mine hænder over mine ører for at lukke dem ude. Jeg havde ikke lyst til at høre på det. Det mindede mig bare om al elendigheden som er i mit liv lige nu.

Jeg vendte mig om på siden og lukkede mine øjne. Tobias genkendte mig overhovedet ikke. Måske havde han i virkeligheden glemt alt om hans søster. Måske er han bare fuldstændig ligeglad med mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...