Finding My Place

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2014
  • Opdateret: 2 apr. 2014
  • Status: Færdig
Alicia Eaton har boet alene med sin far siden hendes bror forlod dem og deres faktion. Hun er fast besluttet på at gøre alt hvad hun kan for at komme væk fra hendes far og hans voldelige hjem. Alligevel er der intet som forbereder hende på hvad der vil vente hende i den nye verden hun pludselig bliver en del af. Alicia er Divergent, og en stor en af slagsen. Alligevel tager hun chancen og følger sin bror for at bevise overfor sig selv at hun ikke er den sårbare lille pige som hun er vokset op til at være.

3Likes
0Kommentarer
523Visninger
AA

3. Kapitel 3

Jeg undgik at se på Marcus den korte tid det tog før den sidste pige havde valgt pacifisterne, og vi endelig kunne forlade rummet. Skytsenglene forlader rummet først og jeg følger pigen foran mig. Folk presser på og inden længe ser jeg Beatrice og en fyr fra Intelligentsia lige foran mig. Jeg følger dem ud og til min overraskelse går vi lige forbi elevatorerne. Puritanerne er åbenbart ikke de eneste som tager trapperne. Pludselig begynder folk at løbe mens en hujen, piften og jubel fyldte rummet.

”Hvad fanden laver de?” Hører jeg drengen udbryde, men der er ingen som svarer ham. Måske har de mistet pusten ligesom mig? Jeg er ikke vant til at løbe så det varer ikke længe før det brænder i min hals og lunger og mine ben føltes tunge som cement. Da vi kommer udenfor spredes flokken, men farten bliver ikke sat ned. Vi rundede et hjørne og jeg kunne høre lyden af togets horn.

”Åh nej” Det er fyren ved siden af Beatrice igen. ”Er det meningen at vi skal springe på?”

”Ja” Svarede Beatrice bare.

Jeg havde ingen idé om hvordan jeg skulle gøre, så jeg lod i stedet mine instinkter tage over. Jeg løb videre op ved siden af toget som har alle dørene åbne så man netop kan springe på. Jeg har kun set skytsenglene springe på toget et par gange, men jeg ved nok til at vide at toget ikke stopper. Jeg løber ved siden af toget før jeg finder mit tempo og tager springet. Jeg griber fast i håndtaget, og hamrer min skulder ind imod toget før jeg for mig svunget ind i toget hvor en sanddru pige griber fat i mig før jeg vælter.  Pigen er høj og har mørk hud og kort hår

Jeg læner mig op imod væggen mens sanddru-pigen igen var henne ved kanten, denne gang trak hun Beatrice ind i vognen.

Jeg sætter mig ned på gulvet så jeg ikke mister balancen og der går ikke længe inden Sanddru-pigen og Beatrice sætter sig ned ved siden af mig.

”Jeg går ud fra, at vi er på vej mod skytsenglenes hovedkvarter” Hører jeg Beatrice sige til Sanddru-pigen. ”Men hvor det er har jeg ingen idé om”

”Er der nogen der har det” Sanddru-pigen ryster på hovedet. ”Der virker jo næsten, som om de bare kommer op af et hul i jorden gør det ikke.

Et vindstød går igennem vognen og får de faktionsskiftere til at falde mens et grin opstår om Sanddru-pigens mund. Hun har

”Nej, nu glemte jeg jo helt dig” Sanddru-pigen så på mig med et smil ”Jeg hedder Christina og dette er Beatrice”

”Alicia” Svarede jeg bare hurtigt og tog forsigtig Christinas hånd, dog kun et kort sekund før jeg trak hånden til mig igen.

Efter en halv time siddende på samme måde udbrød Christina endelig at de andre hoppede af, og jeg kom hurtigt på benene. Jeg kommer hen til udgangen og ser hvordan de indfødte engle hopper af toget og over på et hustag. Jeg ville ikke tænke mere over det og derfor tog jeg bare et enkelt skridt tilbage før jeg sprang ud fra vognen. Jeg ramte jorden hårdt, men jeg havde ikke tænkt mere over hvordan jeg landede og endte med at mine ben knækkede sammen under mig.

Da jeg er kommet på benene og fået grusset børstet af mine knæ ser tilbage kun for at se at der var en som ikke klarede det. En indfødt skytsengel lå dø på togskinnerne, og jeg så hurtigt væk. Jeg ville ikke bryde sammen i tårer nu. Jeg var modig nu.

”Hva’ så stivert?!” En dreng kommer hen til mig og giver mig et smørret smil. ”Er det for hårdt til dig?”

”Gå din vej Peter” Det er Christina som giver igen før jeg når at svare Peter.

Peter ryster bare på hovedet af mig før han skubbede sig forbi os og over til Beatrice hvor jeg hørte ham sige noget fornærmende til hende. Jeg kunne afgjort ikke lide Peter.

”Tak” Jeg sendte Christina et taknemmelig smil, som hun hurtigt genkendte.

”Hør lige efter alle sammen” Det er en mand som står lidt væk fra os som taler til os ”Jeg hedder Max og jeg er en af jeres nye faktions politiker!” Manden havde mørk hud og stod henne ved kanten af taget, som om det var ganske normalt.

”Nogle etager under os er den indgang til vores kompleks, som medlemmerne ud af vores faktion normalt anvender. Hvis ikke I kan få jer selv til at tage springet så hører ikke til her. Vores aspiranter får æren af at springe først”

”Siger du at vi skal springe ned fra taget?” Spørger en intelligentsiapige med kommunefarvet hår.

”Ja” Svarer Max med et smil.

”Er der vand på bunden eller noget”

Han løfter øjenbrynet af hende. ”Ja, det er jo ikke til at vide, vel?”

Det ville ikke give nogen mening at lade os gå i døden. Så ville de miste alt for mange aspiranter hvert år. Nej, der måtte være noget som griber en ved bunden, så der ikke sker noget med en. Dette må være en test af en art.     

Jeg går frem til kanten og ser op for at se at Beatrice har gjort det samme. Der høres fnisen bag os, men jeg ser bare på Tris. Vil hun hoppe først eller skal jeg?

Beatrice begynder at tage sin skjorte af og ignorer de sjofle tilråb men i stedet kaster hun bylten ind i maven på Peter. Jeg tager ikke min af. Jeg vil ikke have spørgsmål om mine ar.

Mine øjne følger Beatrice som hun springer ud over bygningen, og ser derned mens jeg venter på at jeg kan følge hende. Jeg ser op på Max som nikker til mig, og jeg tager det som mit signal til at hoppe ud over kanten efter Beatrice.

Jeg ramte noget hårdt som slår luften ud af mig. Jeg løfter mit hoved for at se at jeg er landet i et net. Jeg skubber mig hen til kanten af nettet og ignorer de hænder som prøver at hjælpe mig og i stedet kommer jeg ned selv.

Nedenfor nettet står Beatrice, en anelse bleg. Ved siden af hende står… Tobias. Jeg stirrer chokeret på ham. Selvom det er to år siden jeg sidst så ham så har han ikke forandret sig meget. Stadig det samme korte hår og blå øjne som lignede mine på en prik. Han var dog klædt helt i sort noget jeg aldrig har set før, men hans øjne er fast rettet imod Beatrice.

”Nu har jeg aldrig” En pige klædt i sort med mørk hår og piercinger i øjenbrynet siger.  ”To stivere hopper lige efter hinanden endda uden at finde ud af om den første er i sikkerhed”

Tobias ser over på hende før han kort ser over på mig, men han vender hurtigt sine øjne tilbage til Tris og jeg kan ikke lade være med at føle skuffelse falde over mig. Genkender han mig ikke? Eller vil han bare ikke genkende mig?

”Der kan man bare se, Lauren. Hvad hedder du?” Spørger Tobias så Beatrice.

”Øhh…” Beatrice lyder ikke sikker. Hvordan kan hun være usikker? Hun ved da hvad hun hedder, gør hun ikke.

”Du må gerne tænke over svaret” Siger han så med noget som ligner et smil. ”Du kan ikke ombestemme dig bagefter.”

”Tris” Siger Beatrice så og så let har hun ændret sit navn.

”Og du?” Han så over på mig og et kort sekund så jeg noget som lignede genkendelse komme over hans ansigt.

Jeg tænkte kort over det. Skulle jeg sige Alicia og dermed fortælle min bror hvem jeg er. Eller komme op med noget nyt?

 ”Øh… Licia” Sagde jeg så.

Tobias’ ansigtsudtryk ændrede sig. ”Er du sikker?”

”Ja. Jeg er Licia”

”Okay” Tobias lod sine øjne køre kort over mig før han vendte tilbage til Beatric- Tris er hun jo  nu.

”Licia og Tris” Siger Lauren så. ”Tris er den første hopper. Kundgør det, Four”

Four? Er det hvad han hedder her?

”Første hopper: Tris!” Råber Tobias så over skulderen.

Et skrig hørtes inden jeg vender mig om og ser Christina lade i nettet og alle griner inden de jubler af hende. Jeg vender hurtigt mine øjne tilbage imod min bror og Tris.

”Velkommen til skytsenglene, Tris” Siger Tobias så til hende, og jeg ser på dem med en klump i halsen. Selv nu hvor jeg for første gang i to år ser min bror igen så lader det ikke til at vi vil få noget bror-søster forhold. Faktisk så lader det til at han har glemt alt om mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...