Finding My Place

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2014
  • Opdateret: 2 apr. 2014
  • Status: Færdig
Alicia Eaton har boet alene med sin far siden hendes bror forlod dem og deres faktion. Hun er fast besluttet på at gøre alt hvad hun kan for at komme væk fra hendes far og hans voldelige hjem. Alligevel er der intet som forbereder hende på hvad der vil vente hende i den nye verden hun pludselig bliver en del af. Alicia er Divergent, og en stor en af slagsen. Alligevel tager hun chancen og følger sin bror for at bevise overfor sig selv at hun ikke er den sårbare lille pige som hun er vokset op til at være.

3Likes
0Kommentarer
516Visninger
AA

2. Kapitel 2

”Men-”

”Hør efter, Alicia." Fortsatte Tori "Det er farligt at være en afviger og især dig, som ikke bare har tre, men fire faktioner du kan vælge. Din divergent er stærk og-… Bare sørg for at lade som ingenting. Jeg skal nok taste dit resultat ind som Puritaner, det er der ingen som vil stille spørgsmål til, men du må ikke fortælle dette til nogen! Folk som er divergent har det med at ende op død”

”Men hvad skal jeg dog gøre?” Jeg forstod det ikke. Jeg var divergent? En afviger? Jeg passede ind i fire faktioner?! Men hvad skal jeg så vælge.

”Du skal gå hjem, og fortælle ingen noget!” Tori så alvorligt på mig.

”Men-…” Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. ”Men hvad skal jeg vælge?”

”Det er op til dig. Tænk dig godt om.” Tori tog min hånd og hjalp mig op af stolen og jeg blev helt slået væk af at hun bare gjorde det sådan videre. Hos puritanerne rørte man ikke bare hinanden, men det gjorde man åbenbart hos skytsenglene.

Jeg kom op og stå, men næsten med rystende ben, og min hjerne arbejdende på højtryk. Jeg aner knap nok hvad det der som sker omkring mig. Jeg havde regnet med at gå herfra med et svar, selv puritanerne ville være bedre end dette. Men nu har jeg intet at gå efter. Ikke engang puritanerne. Hvordan kan jeg passe ind i fire? Er det sådan jeg alligevel er? Jeg ved godt selv at jeg næsten hele tiden hver dag er nødt til at bide mig i tungen for at opføre mig som en korrekt puritaner, men 4 faktioner? Fire måder? Jeg taler sandheden, er uselvisk og intelligent og oven i det er jeg har jeg også modig?! Jeg kan godt lide bøger og har da et par gemt under en af løse gulvbrædder under min seng. Og jeg er ret dårlig til at lyve så jeg holder mig normalt til sandheden. Men modig? Jeg føler ikke mig særlig modig, men alligevel mener testen åbenbart at jeg er det. Mærkeligt.     

Men hvad skal gøre i morgen når jeg skal vælge min endelige faktion? Puritanerne var udelukket. Jeg ville ikke blive her hos Marcus. Pacifisterne kunne… Nej. Jeg har set hvordan de er og jeg… er ikke som dem. Jeg ville ikke kunne passe ind. Men hvor ville jeg overhovedet passe ind nogen steder? Jeg er ikke modig. Jeg er ikke uselvisk. Jeg sætter spørgsmål til alt men alligevel så hader jeg at høre på en fra intelligentsia plapre løs. Jeg passer måske bare ingen steder ind. Måske skulle jeg bare blive faktionsløs i stedet. Dér ville jeg måske kunne passe ind.

Men blikket rettet mod jorden begyndte jeg min tur hjem. Jeg brød mig ikke særlig meget om at tage bussen, så jeg valgte tit at gå hjem. Det gav mig frihed til at tænke over tingene. Noget som jeg tit havde brug for.

Toris ord kørte rundt i mit hoved. Jeg var altså divergent. En afviger. Men jeg vidste knap nok hvad det betyder, kun at det betyder at jeg ikke passer ind et sted. Det var ikke hvad jeg har regnet med, men det var vel bedre end at få puritanerne, ikke? Eller måske ikke. For hvad skal jeg vælge nu? Puritanerne er udelukket. Jeg vil væk fra min far. Sanddru kunne være en mulighed og så alligevel ikke. Jeg har hørt at man ikke må have nogen hemmeligheder overhovedet, og det tror jeg ikke at jeg kan leve med. Pacifisterne passer jeg åbenbart slet ikke ind hos, så den er jo udelukket. Desuden så tror jeg ikke at jeg vil kunne leve et liv uden at der sker noget. Intelligentsia kunne være noget. Jeg kan godt lide at læse, men kun i ny og næ. Men de virker så arrogante… Det vil jeg ikke være en del af. Tilbage er der skytsenglene. Men kan jeg være frygtløs? Jeg ved det ikke.

Huset er tomt som sædvanlig da jeg kommer hjem, så jeg skynder mig bare op på mit værelse hvor jeg ligger mig ned på min seng. Jeg lukker mine øjne for et øjeblik og føler mig fortabt. Hvad skal jeg dog gøre?

”Alicia!!”

Jeg satte mig op i sengen med et chok da jeg hørte lyden af Marcus’ stemme. Jeg fór ned i stuen men stoppede da jeg så hvad der lå på bordet.

Jeg samlede dokomentet op og mærkede hvordan blodet forlod mit hoved. Artiklen var omkring Marcus. Sandheden om Marcus. Det var en rapport udsendt af en fra intelligentsia Jeanine Matthews. Efter et par enkle sætninger føltes det som om nogen havde lukket luften ud af mig. Dér stod sandheden. Trykt på sort og hvid. Der stod at Tobias havde efterladt puritanerne fordi Marcus mishandlede ham. Det var sandt, men hvordan havde Jeanine fundet ud af det?

”Hvad læser du?”

Jeg vender mig imod køkkenet og ser Marcus stå i døråbningen. Hurtigt ser jeg ned i gulvet og lader dokumenter flade ned på bordet.

”Tror du at du kan læse hvad du vil?” Spørger han igen, men jeg svarer ham ikke. Jeg kigger bare fortsat ned i gulvet.

”Jeg må vist lære dig en lektie” Jeg ved hvad der vil ske. Hvordan bæltet vil ramme mig. Hvordan han vil sige de samme ord igen, og langsomt ser jeg op og møder de mærkeblå øjne. Jeg vil ikke bøje mig for ham. Jeg vil være modig. Jeg vil være en skytsengel!

~

Marcus sagde ikke noget til mig som bussen stoppede op og folk begyndte at træde ud af bussen. Han trådte ud af bussen til sidst og jeg fulgte ham med øjnene slået ned. Hvordan vil han reagere når vi var færdige? Når jeg valgte puritanerne fra? Når jeg valgte skytsenglene ligesom Tobias? Jeg skævede over på ham som vi gik op af trappen imod udvælgelsesceremonien, sammen med de mange andre puritanerne som også tog trapperne for at give plads til andre i elevatoren. Da vi endelig når trappeafstatsen som leder til det sted hvor hele mit liv vil ende. Mit gamle dø og mit nye begynde. Lokalet er indrettet ligesom en cirkustelt. I den yderste ring står alle faktionernes sektenårige. De står i alfabetisk orden efter efternavne. Jeg ser mig omkring og får øje på Beatrice Prior lidt fra mig. Jeg følger hendes øjne og falder på de fem krukker af metal som står i den inderste cirkel. Det er dem vi skal putte vores blod i for at blive en del af den faktion som vi nu vælger. Hver krukke har sit eget symbol. Grå sten for puritanerne, vand for Intelligentsia, muldjord for pacifisterne, glødende kul for skytsenglene og glas for Sanddru.

Jeg ser op på Marcus, men han ser ikke på mig. Det er ham som skal holde velkomststalen og ham som opremse vores navne i omvendt alfabetisk rækkefølge. Jeg vil altså være en af de sidste.

Det tager et stykke tid før der endelig falder ro over forsamlingen, og Marcus står på talerstolen mellem intelligentsia og skytsenglene og rømmede sig ned i mikrofonen.

”Velkommen” Sagde han så. ”Velkommen til udvælgelsesceremonien. Velkommen til den dag, hvor vi højtideligholder vore forfædres demokratiske tankegang. De har lært os, at hvert menneske har retten til selv at vælge sin egen kurs i denne verden”

Jeg knuede min hånd sammen. Hvor var de ord i går da han svang sit bælte imod min ryg fordi at jeg ikke ville vælge hvad han vil have mig til.

”De unge mennesker, hvis opvækst vi har taget ansvaret for, er nu fyldt seksten. De står på tærsklen til de voksnes verden, og nu er det deres opgave at beslutte hvilken mennesker de vil være”

Jeg stirrer på Marcus og for en tid lukker jeg hans tale ude og ser bare på ham. Som han står der ligner han næsten den mand folk tror han er. Den perfekte puritaner. Hvordan kan nogen leve sådan et dobbelliv? Hvad tænkte han selv på da han stod her da han var 16?

Marcus fortsatte sin tale med at nævne hvert af faktionerne og fortælle hvilke ting de forskellige faktioner går ind for at bekæmpe. Jeg lyttede bare med et halvt øre som han gik igennem dem og fortsatte sin tale. Troede han selv på dette? Faktion før familie. Det er i hvert fald et motto han tager meget bogstaveligt.

Jeg vågner op fra mine tanker da der bliver klappet og modvilligt lader jeg mine hænder bevæge sig imod hinanden et par gange før vi begynder. Marcus begynder at læse navnene op og jeg ser bare på med tomme tanker. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal tænke længere. Hvad vil Marcus tænke når jeg ikke lader mit blod dryppe ned på de grå sten?

”Caleb Prior” Beatrices bror træder frem og jeg ser indgående på ham. Jeg har snakket med ham en del gange faktisk. Han er en rigtig venlig dreng, den fødte puritaner. Jeg ser på som Marcus rækker ham en kniv og Caleb lader den snitte hul på sin hånd. Han rækker sin hånd ud og lader sit blod falde ned i vandet og farve det rødt. Han har skiftet faktion. Og så endda til intelligentsia.  En mumlen opstår næsten overalt omkring mig. Hvis Caleb Prior, den perfekte puritaner kan skifte faktion så kan jeg også.

”Undskyld…” Siger Marcus og jeg på ham. Han prøver tydelig forgæves at skænken den snak som er opstået efter Calebs valg. ”Må jeg bede om ro!”

Et kort øjeblik så jeg den dominerende Marcus i hans øjne. Min far. Manden som kommer til mig i mine værste mareridt og river huden på min ryg op med hans bælte.

Men hans ord virker og en ro sænker sig over lokalet.

”Beatrice Prior” Kalder han så, og jeg ser over på Beatrice. Hun er mere interessant. Hun virker ikke som en puritaner men alligevel… Måske havde hun det på samme måde som mig. Beatrice gik snittede ligesom sin bror i sin hånd, hun dog med rystende hænder. Alligevel så virkede hun ikke særlig nervøs som hun lod sit blod dryppe ned i krukken og gjorde sig selv til en del af skytsenglene. En mumlen gik igennem forsamlingen som hun gik over og stillede sig bag ved de indfødte skytsengleaspiranter. Men dette var vel godt, ikke? Beatrice var puritaner ligesom mig og hun valgte skytsenglene ligesom mig. Måske kan vi holde sammen?

Listen gik videre og jeg lyttede kun med et halvt øre før vi endelig nåde e.

”Alicia Eaton” Kaldte Marcus endelig og jeg trådte ind i cirklen. Jeg trådte frem og tog kniven som Marcus rakte frem til mig. Jeg så op netop som vores hænder snittede hinanden og kniven nu lå i min hånd. Marcus blå øjne som både Tobias og jeg havde arvet stirrede intens på mig, og han behøvede ikke at sige et ord for at jeg vidste hvad han ville sige; Vælg puritanerne. Det var ikke et forslag eller et spørgsmål. Nej, det var en ordre. Jeg så hurtigt væk og log kniven køre over hånden og mærkede hvordan den snittede et hul i min hud hvor blodet begyndte at pible frem. Kniven gav jeg tilbage til Marcus før jeg vendte mig imod krykkerne og der tøvede jeg et kort sekund. Nej, jeg ville ikke stoppe! Jeg vil gøre dette og jeg vil ikke tænke mere over det. Uden nogen tøven gik jeg hen og rakte min hånd frem over krukken og lod mit blod dryppe ned på kulet før jeg så op og mødte min fars blik.

Han stod med kniven knuget i hånden og stirrede tilbage på mig med sammenbidte tænder. Nu ville Jeanine Matthews da for alvor have noget at skrive nu. For nu havde Marcus mistet to børn til skytsenglene. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...