Finding My Place

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2014
  • Opdateret: 2 apr. 2014
  • Status: Færdig
Alicia Eaton har boet alene med sin far siden hendes bror forlod dem og deres faktion. Hun er fast besluttet på at gøre alt hvad hun kan for at komme væk fra hendes far og hans voldelige hjem. Alligevel er der intet som forbereder hende på hvad der vil vente hende i den nye verden hun pludselig bliver en del af. Alicia er Divergent, og en stor en af slagsen. Alligevel tager hun chancen og følger sin bror for at bevise overfor sig selv at hun ikke er den sårbare lille pige som hun er vokset op til at være.

3Likes
0Kommentarer
521Visninger
AA

1. Kapitel 1

Jeg ryster næsten over hele min krop som jeg sidder ved puritanerbordet og venter i tavshed. Hvis bare vi kunne lave et eller andet i stedet for bare at sidde stille uden at sige en lyd.

Jeg kigger rundt om på de andre faktioner. Pacifisterne, dem som er kendt som de fredelige sidder sammen og laver noget som ligner små sanglege, og for et øjeblik ligger mine øjne på dem. De virker så frie, uden at være tvunget til at være noget de ikke er. Vil det være sådan for mig, når jeg er gået igennem egenthedsprøven? Hvad nu hvis jeg får puritanerne? Jeg måtte klemme om min hånd i et forsøg på ikke at ryste alt for meget. Hvad ville jeg gøre hvis jeg måtte vende tilbage til huset, og til… min far? Jeg er ikke sikker på at jeg vil kunne overleve det. Jeg må have en anden faktion! Det skal jeg bare!

Jeg så på som to andre puritanere blev kaldt ind. Beatrice Prior og Susan Black. Jeg genkendte dem begge fra skolen, selvom jeg vist aldrig har snakket med dem. Jeg rettede lidt på mit mørke hår som var sat op og fik en pludselig trang til at løbe væk.

Bare at jeg vidste hvad egenthedsprøven gik ud på. Så ville det måske ikke være så slemt. Måske ville det være bedre at være faktionløs. Hvis jeg får puritanerne så ville det.

Der går noget tid og efterhånden forsvinder flere og flere puritaner omkring mig, men der er ingen som kalder mit navn. Jeg ser Beatrice Prior komme tilbage ligbleg mens hun skynder sig ud af bygningen. Gad vide hvilken faktion hun fik.  

”Fra Puritanterne: Alicia Eaton og-” Jeg hørte ikke hvem det var de ellers kaldte som jeg hurtigt rejste mig op. Blikke fulgte mig som jeg gik frem imellem faktionerne. Selvfølgelig gjorde de det. Jeg er Marcus Eatons datter, det giver sig selv. Og alligevel ville jeg ønske at det ikke var sådan.

Jeg bliver ledt til værelse 6, hvor en kvindelig skytsengel venter på mig. Hun har små mørke øjne som lyser af intensitet og glat sort hår med grå striber i. Jeg lader mine øjne glide over hende, men mine øjne opfatter ikke rigtig hendes tøj. I stedet fanger mine øjne en sort-hvid høg med et rødt øjne som er tatoveret ind på hendes hals.

Hele rummet er dækket af spejle og jeg får det næsten dårligt da jeg ser mit spejlbillede. Min grå langærmet trøje gemmer på de skrammer givet til mig fra min far hver gang jeg har gjort noget forkert, senest her i morges da der ikke var lavet morgenmad til ham. Min far, eller Marcus som jeg egentlig helst ville kalde ham er en ondskabsfuld mand, men han er alt hvad jeg har. Min mor døde år tilbage og min ældre bror… Tobias forlod os for to år siden da han skiftede faktion. Han.. forlod mig. En ting er at han ville væk fra vores far, det vil jeg også gerne, men han behøvede ikke også at forlade mig. Jeg har stadig mareridt om det blik han sendte mig efter at have valgt skytsenglene.

Jeg knyttede mine hænder sammen. Jeg ville ikke længere tænke på Tobias. Dette var mit valg, min chance til frihed, og jeg har ikke lyst til at tænke på andet end dette. Jeg vil være stærk fra nu af. Jeg vil ikke lade min far kue mig mere!

Jeg ser rundt i resten af rummet og mine øjne landede på stolen som stod i midten af lokalet. Det lignede en slags tandlægestol, men med ledninger i som førte til en maskine som stod ved siden af. Jeg brød mig afgjort ikke om den.

”Du skal ikke være nervøs” Kvinden smilede et smil til mig, men jeg lod mærke til at det ikke helt nåde hendes øjne. ”Sæt dig ned og find dig til rette. Jeg er Tori”

Jeg satte mig op i stolen og lagde mit hoved imod nakkestøtten og blev for et kort sekund blændet af lyset, før jeg vender mit hoved over for at se på hvad Tori laver. Hun står og roder med maskinen, før hun sætter et par elektroder imod min pande og jeg får lyst til at spørge hende af om der var en betydning bag hendes tatovering, men jeg bider spørgsmålet i mig selv igen. Jeg har ikke lov til at spørge om noget som ikke vedkommer om. Eller spørge om noget overhovedet, hvis man spørger Marcus. Jeg ser på som hun sætter en elektrode på hendes egen pande og går tilbage til at rode med maskinen før hun rækker mig en flaske med en klar væske.

”Du skal drikke det her” Sagde hun, som jeg med rystende hænder tager imod den.

Jeg kigger ned på flasken og for et halvt sekund overvejer jeg at nægte at drikke det. Jeg ved ikke hvad det er eller hvad det vil gøre ved mig, og jeg kan afgjort ikke lide det. Jeg åbner munden for at spørge Tori om det, men jeg ser Marcus ansigt for mig og jeg lukker den hurtigt igen. I stedet drikker jeg hurtigt hele flaskens indhold, læner mig tilbage imod nakkestøtten igen og lader mine øjne falde i.

Da jeg åbner dem igen aner jeg ikke hvor jeg er. Det ligner skolens kantine, men hvordan kan jeg dog være kommet her? Jeg tager et par skridt tom og ser rundt i salen. Den er tom, noget jeg afgjort ikke er vant til og den virker meget større nu end den var før. Pludselig lægger jeg mærke til at der lægger noget foran mig på bordet. To kurve står foran mig, den ene med et stykke ost og den anden med en lang kniv.

Pludselig hører jeg en kvindestemme bag mig. ”Vælg”

Vælge? Skal jeg vælge imellem osten og kniven? Er det Tori som taler? Jeg forstår det ikke. Er det sådan de finder ud af hvilken faktion vi tilhører? Kniven må stå for skytsenglene, som er osten til?

”Vælg!” Gentager stemmen igen.

”Men hvorfor?!” Jeg kunne næsten skære tungen af mig selv. Jeg stillede et spørgsmål og gjorde ikke som der blev sagt. En gysen skød igennem mig. Hvis Marcus… Nej! Jeg vil ikke tænke på ham.

”Vælg!” Råber stemmen igen, men jeg bevæger mig ikke ud af stikken. Nu har jeg stået imod en gang, så jeg vil ikke give op nu.

”Det må du selv om” Stemmen lød helt mærkelig nu.

Kurvene forsvinder, og jeg vender mig om som jeg hører døren knirke. En hund kommer gående ind med blottede tænder og dens øjne rettede imod mig mens den knurrer. Det var det jeg kunne have brugt kniven til. Eller osten for den sags skyld. Jeg står stivnet til stedet og kigger bare alle andre steder end hundens kolde øjne. Jeg er for lille og svag til gøre noget for at forsøge at stoppe hunden, så der er kun et at gøre. Underkastelse. Det jeg er opdraget til og noget jeg efterhånden kan gøre til perfektion.

Jeg lader mig selv falde ned på knæ mens jeg holder mit blik stift rettet imod gulvet. Det tog ikke lang tid før jeg mærkede hundens varme ånde imod mit ansigt og jeg ventede på at mærke dens tænder. Men de kom aldrig. I stedet rører noget vådt ved mig og jeg ser op kun for at møde dens tunge køre op af mit ansigt. Jeg kan næsten ikke lade være med at grine som jeg slapper af i mine muskler og langsomt lader mine hænder køre over hunden. I mit baghoved blev mine tanker ved med at køre rundt. Hvad var meningen med det? Hvad beviste det?

Lyden af skridt fik mig til at se op og hunden fulgte mine øjne, og hvordan den knurrede det sekund de ramte den lille pige som nu stod og kiggede på os. Hun så bare på hunden med et lille skæv smil.

”Vov-hund!” Hun pegede på hunden som bevægede sig væk fra mig og imod hende. Jeg kom hurtigt på benene og begyndte også at gå imod pigen, dog uden at fjerne mine øjne fra hunden. Den ville da ikke angribe hende… ville den? Jeg nåde knap nok at tænke det færdig før hun netop sprang imod pigen med en knurren og uden at tænke mig om kastede jeg mig ind foran pigen og ventede på at mærke hunden ramme mig. Men da jeg åbnede øjnene befandt jeg mig ikke længere i kantinen men derimod midt på en vej. En tom vej. Jeg vendte mig rundt og så en kvinde komme løbende imod mig, næsten som om hun var kommet ud af ingenting.

”Du må hjælpe mig!” Kvinden tog fat i min arm. ”Jeg leder efter min søn! Han løb væk hjemmefra og nu kan jeg ikke finde ham. Har du set ham?”

Kvinden giver mig et billede i hånden og jeg ser ned på det. Drengen så ud til at være omkring min alder med lyst hår, blå øjne og en anelse kantet ansigt. Han så genkendelig ud, men jeg kunne sværge at jeg aldrig har set ham før. Hvordan kan jeg så genkende ham?

”Jeg har aldrig set ham før” Svarede jeg så.

Kvinden spidsede sine læber og så på mig.

”Men du genkender ham?”

”Jeg-” Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Lyve? Sige sandheden? Jeg rystede mentalt på hovedet af mig selv. Jeg måtte gøre hvad jeg gør bedst. Undgå at sige sandheden, men uden at lyve. ”Jeg har aldrig set ham før, men hvis jeg har så må det være på afstand. Jeg er ked af det men jeg kender ham ikke”

Kvinden ser bare på mig som jeg blinker en enkelt gang, næste gang jeg åbner mine øjne sidder jeg igen i tandlægestolen.  Jeg vender mig om imod Tori mens jeg prøver at mindske mit hjertes febrilske banken, men til ingen verdens nytte. Jeg kunne ikke slappe af. Tori har ryggen til mig og siger ikke noget. Det er først da hun vender sig om for at tage de elektroder som sidder på mit hoved af at jeg ser hendes ansigt. Hun har læberne trygt sammen på en måde som fortæller mig at et eller andet er helt galt. Jeg har lyst til at spørge hende, men i stedet tier jeg bare og kigger på hende.

”Det var dog utroligt” Sagde Tori så. ”To, og så lige efter hinanden”

”Undskyld, men hvad mener du?” Jeg så ikke på hende af skræk for hendes reaktion ved mit spørgsmål.

Tori vender sig imod mig. ”Hør godt efter Alicia. Dit resultat er… utilstrækkelig. Normalt udelukker simulationen faktioner indtil der kun er en tilbage, men ikke i dit tilfælde. Du udviser evner til både puritanerne ved at prøve at redde pigen, og iIntelligentsia ved din kløgtige tilgang til hunden, skytsenglene ved ikke at prøve at flygte fra hunden, men alligevel tog du ikke kniven. Selv Sanddru har du da du ikke løj overfor kvinden, men i stedet lykkedes det for dig at undgå sandheden. Kun Pacifisterne kan vi udelukke da du ikke viste nogen modvilje imod kniven. Det her-” Tori tog en dyb indånding. ”er aldeles unormalt. Vi har et ord for jer som afviger testen. Vi kalder det Divergent”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...