Isthémen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 mar. 2014
  • Opdateret: 19 jan. 2016
  • Status: Igang
Ved et tilfælde finder gadetøsen Merian en alvorligt såret mand, der holdes fanget i en forladt bygning i byens udkant. Han ser underligt umenneskelig ud, og noget ved ham skræmmer Merian, men alligevel får manden hende overtalt til at løsne lænkerne. Det skulle hun aldrig have gjort.

16Likes
41Kommentarer
904Visninger
AA

6. Trissa

Trissa viste sig at være en lavstammet, vredladen kone med meget lidt tolerance over for alle, der ikke straks gjorde lige præcis, som hun ønskede.

”Så stå dog stille,” vrissede hun og trak med hård hånd Merian tættere på, så hun kunne fæstne kjolenålen ved pigens skulder. De første par forsøg havde hun blot stukket nålen direkte i huden på hende, for fingerfærdighed ejede konen tilsyneladende ikke spor. Da det endelig lykkedes hende at lukke smykket, skubbede hun gadetøsen fra sig og lod blikket anse resultatet kritisk. Den gamle sukkede højlydt.

”Du ligner jo en, der ikke har set et spejl i årevis,” brummede hun surt. Faktisk havde hun ret, men Merian følte ikke den større trang til at starte en gensidig samtale med den brede kone, der straks fortsatte: ”Nå, heldigvis er du ikke længere mit ansvar. Følg med.”

En præsentation havde Merian næppe fået, selv hvis hun havde spurgt, men hun gættede sig til, at Trissa var stedets badekone og var ansat til at sørge for, at paladsets gæster blev ført i bad og dernæst henvist til et værelse.

Merian fulgte ordløst den ældre kvinde igennem gangen, hvor de drejede om det nærmeste hjørne til venstre. På væggene, der var af marmor ligesom gulvet, hang rammer med papirmalerier og enkelte billeder udhugget i hvid sten. Og det var ikke blot på den væg, de gik langs i øjeblikket; alle bare flader i paladset, som Merian havde set indtil videre, bar pynt til en værdi højere end de fleste af Dorinths højklassehjem tilsammen.

Det var utroligt, hvordan byens rigdomme kunne være så ulige fordelt, bemærkede hun. Hvis Merian ikke tog meget fejl, havde selve paladset en værdi tilsvarende hele byen, eller måske endda hele landet. Hvis hun havde ejet blot en brøkdel af alt dette, havde hun aldrig haft brug for at stjæle.

Snart standsede de foran en dør med unødvendigt detaljerede udskæringer. Faktisk var alt pynten unødvendig for livet på paladset, tænkte hun.

Sikke en måde at spilde sine penge på, når så mange lever i nød, sukkede hun inderligt.

På værelset, der også var håbløst stort, stod en kammerpige og ventede. Heller ikke hun introducerede sig selv, men tog hurtigt imod Merian og gik straks til værks.

Merian blev ført hent til en skammel, hvorpå kammerpigen ordløst puffede hende ned, og før Merian nåede at protestere, greb kammerpigen til børsten og satte sig for at udglatte det lange, sorte hår, der ikke havde set skyggen af pleje i mange år.

Inden længe så Merian sig nødsaget til bide sig selv i læben for at tilbageholde den strøm af forbandelser, der pressede sig på, da børsten nåede den første knude og trak utallige hårstrå ud. Men kammerpigen fortsatte ubarmhjertigt, for der var endnu meget, der skulle gøres.

Det blev en lang kamp mod Merians sorte lokker, inden kammerpigen besluttede sig for at skære længden til. Lydløst så Merian med i spejlet, mens halvdelen af hendes hår måtte føje sig for kniven og endte på gulvet. Derefter gik det lettere med at rede det igennem.

Da håret langt om længe var sat op i en stram knold på baghovedet og udsmykket med noget, Merian identificerede som en guldkæde med små, hvide stenperler, satte kammerpigen sig for at ordne gadepigens negle. Merian himlede med øjnene. Håret kunne hun forstå – men hvorfor neglene? Der var jo alligevel ingen, der tog notits af hinandens negle, med mindre man ville kysse nogen på hånden. Og det ville folk næppe gøre ved Merian, der sikkert stadig smagte af skidt, selv efter Trissa havde skrubbet hende pinligt ren i det skoldhede vand.

Ikke desto mindre sad Merian tålmodigt og betragtede kammerpigens hurtigt arbejdende hænder, der med et fast greb jog en tilspidset træpind ind under de beskidte negle for at skubbe snavset ud, inden hun klippede dem til. Til sidst blev det kedeligt, og Merian gav sig til at se sig omkring i værelset.

Fra hvor hun sad, kunne hun se vinduerne til venstre for sig. Paladset var hævet fra grunden og gjorde det besværligt at se det summende liv i gaderne, men at dømme på himlens farve var det blevet sen eftermiddag. På dette tidspunkt ville hun normalt tænke på mad og ly for natten, ikke på hår og negle og smukke, hvide kjoler. Det var besynderligt, så hurtigt tilværelsen kunne ændre sig, når man tog de forkerte valg.

Hvilket igen fik hende til at undre sig over, hvad det egentlig var, hun skulle istandgøres til. Eller hvem.

Den sidste tanke fik hende til at skutte sig, selvom det luksuriøse værelse bød på alt andet end kulde og træk.

”Sid stille,” mumlede kammerpigen lavmælt og talte for første gang i den lange tid, Merian havde været der.

Men hun blev nødt til at spørge. Uvidenheden var ubehageligt nervepirrende.

”Har Isthémen nævnt, hvad jeg skal?” forhørte Merian sig forsigtigt og forsøgte at skjule frygten, der gerne ville til overfladen. Kammerpigen sendte hende et hurtigt, skarpt blik, og straks vidste Merian, at dæmonen ikke gik ved fornavn i paladset.

”Herren har kun bedt os om at istandgøre dagens gæst. Vi tjenere blander os ikke i Herrens sager,” svarede hun koldt, og Merian forstod, at kammerpigen ingen nyttig information besad. Det bekymrede hende ligeså, at hvad end Isthémen havde i sinde, så var det ikke noget, han ønskede at dele med andre. Det varslede ikke godt.

Lige pludseligt syntes tiden at gå for hurtigt, og inden Merian havde forberedt sig, stod en vagt ved døren.

”Er hun klar?” brummede han. Merian rejste sig på kammerpigens signal og blev straks puffet hen mod døren, så hun var ved at snuble i de hælede sandaler, der var spændt om hendes fødder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...