Isthémen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 mar. 2014
  • Opdateret: 19 jan. 2016
  • Status: Igang
Ved et tilfælde finder gadetøsen Merian en alvorligt såret mand, der holdes fanget i en forladt bygning i byens udkant. Han ser underligt umenneskelig ud, og noget ved ham skræmmer Merian, men alligevel får manden hende overtalt til at løsne lænkerne. Det skulle hun aldrig have gjort.

16Likes
41Kommentarer
909Visninger
AA

11. Redning

Da solens første morgenstråler søgte at trænge ind gennem de trukne gardiner, lød en højlydt banken på døren, og Merian, der i protest havde sovet fuldt påklædt på det tæppebeklædte stengulv, gispede og satte sig op så hurtigt, at hun nær havde banket panden op imod lampebordet.

Ind stormede Trissa, der igen i dag bar et vredladent udtryk i sit let rynkede ansigt, og bag hende fulgte kammerpigen, som Merian genkendte fra dagen forinden.

”Hvad i alverden laver du dog på gulvet, pigebarn?” forlangte badekonen surt og trak gadetøsen op med et fast greb om overarmen. Merian hvæsede indvendigt ad kvindens smertefulde gestus, men lod sig hale på benene.

”Hvorfor denne hast?” mumlede hun søvndrukkent og gned sin arm. Trissa sukkede højlydt og skubbede hende hen mod kammerpigen, der havde taget plads ved siden af skamlen. Kammerpigen puffede hende videre ned på det polstrede sæde foran spejlet.

”Herren ønsker at se dig snarest,” svarede Trissa olmt. ”Og hvis du nu koncentrerer dig om at blive klar i stedet, skal Herren ikke vente så længe.” Så drejede den ældre på hælen og satte kurs mod klædeværelset, hvorind hun forsvandt for en stund.

Lavt nynnende redte kammerpigen Merians sorte hår igennem med en kam. Der var stadig enkelte knuder tilbage, der ikke var blevet vasket ud under gårsdagens bad, og Merian måtte bide sig i læben, hver gang kammen fandt og nådeløst gennemgik en af dem. Den smerteprovokerede vrede rettede hun mod dæmonens ansigt, der med et selvtilfreds smil viste sig for hendes lukkede øjne.

Hændelsen aftenen forinden gjorde hende både utryg og rasende. Ét var, at han havde forsøgt at nedgøre hende, men det var ikke lykkedes ham som så. At hun ikke kunne læse var ikke en stor skam for en, der havde boet på gaden hele sit liv. Hvor skulle hun dog have lært det fra? Men det faktum, at han havde sagt det med hensigten at træde på hendes selvværd, udgjorde fundamentet for hendes boblende vrede. Hun var bragt hertil for at hjælpe ham, og så skulle han absolut markere sin autoritet og status på den måde. Han var ikke bedre end alle de fremmede mænd, der antastede hende på gaden.

Det var dog noget helt andet, der havde fået hendes hals til at snøre sig sammen i voksende frygt. Lige siden deres livsomvæltende møde på torvet havde hun vidst, at han kunne tale til hende inde i hovedet. Den måde, hvorpå hans stemme overtog hendes sind, var ikke til at tage fejl af. Men at han også kunne læse hendes tanker... til dét vidste hun ærligt talt ikke, hvordan hun skulle forholde sig. Udover at være bange. Hvis han kunne bore sig ind i hendes tankestrøm på den måde, kunne hun umuligt have noget for sig selv.

Mens kammerpigen gned velduftende olier ind i hendes mørke lokker, spekulerede hun på, hvor ofte dæmonen havde brudt ind i hendes sind og luret på det mest private, hun havde. At dømme på gårsdagens tilfælde var det ikke muligt at mærke hans tilstedeværelse, modsat når han talte til hende, så kun hvis han selv tilkendegav sin handling, kunne hun vide, at han havde været der.

Tanken efterlod en ubehagelig følelse. Det eneste ord, hun i stående øjeblik kunne knytte til hans evne, var ”ulækker”. Det var decideret klamt, at han kunne invadere hendes privatsfære på den måde. Klamt og utrygt.

I det øjeblik besluttede hun sig for aldrig at se ham i øjnene igen. Hvis det var vejen ind, ville hun låse døren, så han ikke tog hendes øjenkontakt som en usagt invitation. Han havde ingen ret til at være der.

”Så,” afbrød Trissa, da hun med favnen fuld forlod klædekammeret. ”Jeg tror, jeg har fundet den rette kjole.” Hun bredte den ud – en lavendelfarvet silkesari med guldbroderi langs kanterne – og holdt den op foran gadetøsen.

Den rette kjole”...?

”Hvad skal der da ske?” spurgte Merian usikkert. Trissas pludselige blik fik hende til at bide forskrækket sammen om sin tunge. Hvorfor var den kvinde altid så sur?

”Hvad der skal ske, har Herren ikke indviet mig i,” drævede den ældre som for at understrege, at hun sjældent blev informeret om meget. Hun holdt kjolen op foran sig og børstede et par imaginære støvkorn af. ”Ordren var blot, at Herrens gæst skal gøres præsentabel.”

Og det kræver en særlig indsats, tilføjede Merian indigneret. Javel.

Uinteresseret øjnede hun stoffet foran sig. Hvis det gjorde ”Herren” glad, skulle hun da gerne bære den overbroderede, lilla silkesag. Så længe hun havde noget på kroppen, kunne hun vel være ligeglad med, om det var en håndbroderet sari eller en plettet bomuldssærk. Formålet var at varme hende og skjule hendes krop for nysgerrige øjne, og til det fungerede én type stof ikke nødvendigvis bedre end andre.

På Trissas kommando rejste hun sig og lod kammerpigen løsne hendes klæder. Kjolen gled af hende og samlede sig for hendes fødder. Normalt ville hun havde fundet det ubehageligt at skulle stå nøgen over for fremmede, men nu havde de to allerede badet hende, så der var ikke så meget som et modermærke, de ikke allerede havde haft muligheden for at se.

Desuden – indså hun, da hun betragtede sin krop i spejlet – var der vist heller ikke meget at se. Hun var udmagret. Hverken hofter eller bryster var at skue; kun ribben, kraveben og hofteknogler stak tydeligt frem.

Et liv på gaden havde frarøvet hende muligheden for at kunne betragte sig selv i den helhed, som et vægspejl tilbød. Af samme årsag havde håret fået lov at vokse, indtil hun en gang imellem på skødesløs vis havde skåret det af til skulderlængde med en kniv eller stump glasskår. Nu var det blevet ret langt igen. Spidserne nåede lige akkurat ned over hendes ikke-eksisterende bryster.

Et held for hende, at hun var fuldkommen ligeglad med, hvordan hun så ud. Tiltrække nogen skulle hun ikke. Især ikke efter episoden med Horak. Lige nu var mandlig opmærksomhed det sidste, hun ønskede sig. Måske engang, når hun nåede langt væk fra dette skodliv i Dorinth, kunne hun fokusere på at etablere den slags relationer.

Trissa trak overraskende nænsomt silkesarien omkring Merian, efter kammerpigen havde bundet gadetøsens bryster ind. Det måtte være af ren respekt for stoffet, bemærkede Merian fortørnet. En blid kvinde var badekonen i hvert fald ikke. Merian havde allerede blå mærker som bevis på dette.

Kammerpigen satte Merians hår op i en dekorativ knold med snoninger og fletninger, men inden hun kunne nå at spænde et smykke ind over håret, holdt Merian hånden op.

”Den der bliver ikke nødvendig,” sagde hun tørt. Kammerpigen så fortumlet ud og sendte Trissa et spørgende blik. Med et surt udtryk trak den ældre på skuldrene.

”Øresmykker så?” tilbød den unge pige og rakte et skrin frem med ni forskellige valgmuligheder. Merian fnøs bittert ved tanken om sådan et spild af guld og rystede tavst på hovedet.

”Ah. Herren er måske til det mere enkle udtryk?” mumlede kammerpigen og satte skrinet fra sig på toiletmøblet. Merian memorerede skrinets udseende bare for en sikkerheds skyld. Den samlede værdi af øreringene alene ville kunne understøtte hende i flere år på gaden. Måske endda skaffe hende plads på en båd til den anden side af havet, skulle det blive nødvendigt. Der var næppe nogen på paladset, der ville savne de få stykker guld.

I mellemtiden havde Trissa fundet et par højhælede sandaler frem, som Merian straks genkendte. Skulende mod de djævelske fodklodser rejste hun sig.

”Det bliver også et nej tak til dem dér,” konstaterede hun med hævede bryn og så på badekonen. Om hun begreb, hvordan andre kvinder kunne gå i dem!

Trissa blev rød i hovedet. Ikke af skam, men raseri. Hurtigt trådte hun hen til gadetøsen og greb hende om armen, hvor hun i forvejen havde sat fingermærker.

”Hør lige her, din møgtøs,” spruttede den ældre, mens hun ruskede Merian i sit stålhårde greb. ”Der er kun ganske få her på paladset, der kan kommandere med mig, og du, min kære, er ikke en af dem!”

Merian blev skubbet bagud, så hun bumpede ned på skamlen igen. Først stirrede hun op på badekonen med store øjne, men så tog den velkendte vrede til. Hun rejste sig straks, og kammerpigen trådte tavst nogle skridt væk fra de to i frygt for karambolage.

Hun var færdig med folk, der kommanderede hende rundt. Bestemte over hende. Lige siden barndommen havde hun været herre over sig selv; valgt, hvad hun ville gå i, hvornår hun gik i seng, og hvad hun foretog sig. Den gamle kælling havde ingen ret til at koste rundt med hende, som var hun deres gæst. Nej, skulle hun absolut rette sig efter en anden, så var det i hvert fald ikke Trissa, den vredladne, barnløse tudse.

Merian pegede med dirrende hånd på sandalerne. ”Dem der,” hvæsede hun, ”dem får du mig ikke i. Ikke igen.”

”Herren har givet bedt mig sørge for dig, mens du bor her,” fortsatte Trissa rødhovedet, ”og det betyder, at du gør, hvad jeg siger. Færdig, slut.”

”Jeg tager dem bare af,” snerrede Merian.

”Så gør du bare det,” svarede Trissa. ”Men du tager dem på først.”

Og det betød selvfølgelig, at Trissa ville få sin vilje. Merian slog med hovedet og fnøs.

En pludselig lyd fortalte dem, at nogen bankede på døren. Den mønstrede træflade gik op, og ind trådte Isthémen. Bag ham stod kammerpigen.

Forvirret så Merian sig tilbage og indså, at kammerpigen havde hentet ham. Hun havde slet ikke opfattet, at pigen havde forladt lokalet.

”Hvad foregår der her?” drævede dæmonen og lod sit blik løbe mellem Trissa og Merian. Merian huskede på ikke at møde hans blik og skulede i stedet til siden.

Trissa, der havde bukket sig, lige siden Sultanens rådgiver var trådt ind i værelset, rettede sig op og nikkede mod Merian.

”Hun nægter at adlyde, Herre,” fortalte badekonen, hvis stemme pludselig havde smidt den ophidselse, den havde båret for få øjeblikke siden. At der så altid hang en vis surhed i hendes tonefald, det var, hvad man kunne forvente.

”I hvilken sammenhæng?” spurgte dæmonen.

Trissa pegede på sandalerne og lod gestussen tale for sig selv.

”Javel,” mumlede han. ”Og dette er grunden til, at hun er forsinket? Trissa, hvad skal der blive af dig, hvis du end ikke formår at styre en simpel gadetøs?”

Simpel gadetøs”...?

Merian mærkede, hvordan hans ord satte brændende spor på hendes kinder. Trods indignationen sagde hun dog intet og fortsatte blot med at stirre ned i gulvtæppet. Purpurrødt med violette og sorte detaljer. Vældigt fascinerende.

”Men Herre, pigebarnet nægter simpelthen at tage dem på!” klagede badekonen og slog ud med armene i en opgivende bevægelse. ”Hvad skulle jeg gøre? Tvinge dem på?”

Merian blev overrasket, da hun hørte Isthémen fnyse. Morskab eller afsky? Når hun ikke så hans ansigt, var det svært at afgøre. Ikke at det gjorde nogen forskel; det var trods alt ikke hende, der blev talt til. Faktisk opførte de sig, om om hun ikke engang befandt sig i lokalet.

”Bare glem det. Hun tager dem alligevel af,” kommenterede dæmonen tørt.

Nu så Merian ganske vist ikke på Trissa, men hun ville vædde sin højre arm på, at den gamle stod og måbede. At Sultanens rådgiver tog gadetøsens parti. Det ville enhver tjenestepige med så mange års loyal tjeneste have svært ved at begribe. Og på sin vis kunne Merian også godt forstå hende. Sagen var bare, at Trissa ikke vidste, hvad Merians funktion var. I hendes optik var gadetøsen sikkert blot til ren fornøjelse for herren.

”Nuvel,” mumlede Trissa nedslået. ”Jeg skal tage dette til efterretning, min Herre.”

”Godt,” svarede dæmonen. ”Og du-” Denne del var til Merian, det vidste hun. ”Du er allerede forsinket. Lad det ikke gentage sig.”

Med de ord drejede Isthémen på hælen og forlod lokalet. Merian skyndte sig efter sin redningsmand. Lige inden hun forlod kammeret, kastede hun dog et blik tilbage over skulderen og sendte Trissa et sardonisk grin. Den gamle skulede igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...