Isthémen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 mar. 2014
  • Opdateret: 19 jan. 2016
  • Status: Igang
Ved et tilfælde finder gadetøsen Merian en alvorligt såret mand, der holdes fanget i en forladt bygning i byens udkant. Han ser underligt umenneskelig ud, og noget ved ham skræmmer Merian, men alligevel får manden hende overtalt til at løsne lænkerne. Det skulle hun aldrig have gjort.

16Likes
41Kommentarer
905Visninger
AA

4. Optoget

Normalt elskede Merian at vågne til lyden af morgenaktivitet fra markedspladsen og de snakkende forbipasserende, men i dag var det anderledes. Lydstyrken var højere. Aktiviteten større. Den dundrende hovedpine gjorde det svært at nyde noget som helst, men værst af alt var den følelse af tomhed, der havde fyldt hende siden hændelsen med Horak.

Med en misfornøjet brummen skubbede hun sig op i siddeposition i midten af det lille fort af kasser, som imidlertid udgjorde hendes hjem. Den højlydte maverumlen nedefra fangede hendes opmærksomhed og mindede hende om, at hun intet havde spist de seneste par dage. Efterhånden var hun vant til at ignorere kroppens klagesang, men den stikkende smerte var ikke så let at skubbe ud af sinde.

Uenergisk kæmpede hun sig på benene og fjernede et par trækasser for at spejde ud imellem de to bygninger, som endnu en nat havde skærmet hende for vinden.

Ganske rigtigt – der var mennesker overalt, summende som bier imellem hinanden med spændte holdninger og livlig snakken, alle med kurs mod byens midte og markedspladsen.

Nå ja, huskede hun træt. Adelig aktivitet i gaderne i dag. Det skal alle da se.

Med et fnys fjernede hun de sidste kasser og trådte frem i solens morgenstråler. Sjældent viste de kongelige eller adelige sig frem for pøblen, men når de gjorde, kom selv de mest socialt sky borgere frem fra de fjerntliggende hjem og observerede optoget. For en magtfuld mand forlod aldrig sin ejendom uden en flok af tjenere og utallige rigdomme at vise frem, og det nød de laverestående borgere tilsyneladende at se på. Det havde Merian aldrig set logikken i. Derimod var en dag som i dag perfekt for gadetøser som hende selv, der måtte stjæle for at holde sig i live, nu hvor der ikke var mere at hente fra kroen ved havnen.

Tanken om Horak gjorde hende atter sørgmodig, men hun skubbede den til side. Hun måtte være optimistisk i dag, når nu sådan en sjælden mulighed bød sig.

Merian holdt sig tæt til bygningerne, da hun fulgte menneskestrømmen mod bymidten. De få, der fangede syn af hende ud af øjenkrogen, rynkede kortvarigt på næsen, inden de igen glemte alt om hende. Det var en fantastisk følelse at kunne bevæge sig frit uden at blive gennet væk at fisefornemme fruer eller vredladne herrer.

Jo tættere på bymidten hun kom, desto tykkere blev strømmen af mennesker, indtil det til sidst var svært at bevæge sig uden at blive stødt ind i. Men folk var åbenbart ligeglad med at skabe fysisk kontakt med en hjemløs, der ikke havde vasket sig i mere end en uge, når de bedste pladser til optoget stod på spil. Alle skyndte sig frem for at komme til før alle andre, og alt, Merian så omkring sig, var idioti. Hvornår havde synet at en rigmand nogensinde gjort andre gavn? Ganske vist kunne de diskutere farven på bærestolen eller kareten i uger efter, men det var vist også dét. Sladderemne og underholdning var alt, de så.

Enkelte muligheder for at tømme punge bød sig på vejen, og det lykkedes Merian at samle to sølvmønter og ni kobbermønter uden at blive opdaget. Dem lod hun stolt glide ned i bukselommen. Så var der i det mindste råd til et solidt måltid og en ordentlig seng, når vinteren engang faldt på, og det atter blev svært at bo udendørs. Eller måske nyt tøj? Det trængte hun også til.

Mens folk fortsatte fremad, drejede Merian ind ad en sidegade til markedspladsen og udså sig et offer. Bageren. I dagens anledning var det hans søn, der passede boden, mens bageren selv nok stod et sted i folkemængden og spejdede efter det længe ventede optog.

Han er godt nok stor, bemærkede Merian om bagersønnen, der var mindst et hoved højere end sin far og dobbelt så muskuløs. Af samme årsag kom hun i tvivl om, hvorvidt det var en god idé at stjæle fra bagerboden. Ham slap hun umuligt fra, hvis han opdagede hendes uvelkomne handlinger og satte sig for at fange hende.

Nej, jeg kan godt gøre det. Det er ikke første gang, jeg har klaret sådan en udfordring, forsikrede hun sig selv.

Med blikket på alt andet end bagerboden tog hun plads op ad væggen og vendte kroppen mod hovedgaden, så hun lignede endnu en af de mange, der blot var der for at se med. Så ventede hun.

Og pludseligt blev der stille. Folk stoppede op, deres øjne store af forventning. Optoget var begyndt. I det fjerne hørte hun de melodiske trommer.

Et hurtigt blik til siden fortalte hende, at bagersønnen tilsyneladende også var meget interesseret i dagens højdepunkt. Han var holdt op med at tage notits af de få, der endnu gav sig tid til at inspicere de mange typer brød, boden bød på.

Jeg venter lidt endnu, til optoget er nået herhen. Det er sikrere, besluttede hun sig for. Hovedingrediensen i et vellykket tyveri var tålmodighed, havde hun erfaret.

De ventede spændt i en rum tid, og så kom optoget endelig til syne.

Fra der, hvor Merian stod, kunne hun lige akkurat skimte fanen, der blev båret forrest i den lange række af vagter og tjenere, og da gik det op for hende, at dagens højdepunkt ikke blot var adelig, men af kongelig status. Folk gispede og stod på tæer for at se med, og straks så Merian sit snit til at bevæge sig mod den udvalgte bod, hvor bagersønnen stadig så interesseret med frem for sig.

Hun bevægede sig hurtigt, men ikke så hurtigt, at hun tiltrak opmærksomhed. Et skridt ad gangen, stadig med blikket fremadrettet, men tankerne andetsteds.

Yderst hang kassen med mørkt brød og appelsinboller, og Merian var fristet til at tage lidt af hvert, for sulten var slem, men hun vidste, at det var umuligt at slippe af sted med et helt brød og mere til uden at blive set. Ej heller havde hun nok tøj på til at kunne gemme et helt brød. Så appelsinboller måtte det blive til. En til hver lomme.

Diskret rakte hun armen til side for at lade fingrene mærke efter den første bolle, og hun fandt hurtigt en, som hun lod glide ned i den ene lomme. Mønterne i samme lomme klirrede blidt ved bevægelsen, og Merian holdt vejret, så sig diskret til siden for at tjekke, om bagersønnen anede uråd. Han stod stadig med blikket fremadrettet. Så hun rakte ud after endnu en bolle, men i stedet for den genkendelige følelse af luftigt brød under fingrenes blide pres, mærkede hun varm hud. Forskrækket så hun op og mødte mandens vrede øjne, og et kort øjeblik føltes det som om, at hjertet stoppede.

Så løb hun.

Bagersønnens pludselige brøl skar igennem forsamlingens stilhed, og en del vendte sig for at se hvad, der var så vigtigt, at det skulle tage fokus fra den marcherende række af vagter på hovedgaden.

Som frygtet var det svært at bryde igennem den massive mur af mennesker, der tilsyneladende havde slået rødder overalt der, hvor Merian skulle igennem. Af samme årsag gik der ikke mere end et øjeblik, inden bagersønnens kæmpehånd lukkede sig om Merians overarm.

”Slip mig,” hvæsede hun. ”Jeg skal nok betale!”

Men bagersønnen så blot stift frem for sig, mens han trak den noget lettere, unge kvinde efter sig. Med sin frie hånd skubbede han folk til side, og hurtigt gik det op for Merian, hvor de var på vej hen. Ud til optoget, hvor sultanen eller en af hans nærmeste befandt sig.

Pis! tænkte hun inderligt. Det her slipper jeg ikke fra med livet i behold.

Prøvende vred hun sig i hans greb, men det resulterede blot i et større tryk omkring hendes arm, der allerede havde taget en rød farve og dunkede smertefuldt. Hun skreg grødet i tide til, at hun blev tvunget i knæ på hovedgaden, hvor optoget om lidt passerede.

”Vi er trætte af denne tyvetøs, min herre. Gør en ende på hendes lange historie af kriminalitet,” talte bagersønnen klart, og strakt vidste Merian, at flere af handelsmændene havde talt sammen omkring hendes færden og nu ønskede at sætte en permanent stopper for det.

Så blev der stille, mens optoget fortsatte uforstyrret fremad. Et diskret smil spillede på Merians læber. Aldrig havde en kongelig taget stilling til et dagligt gøremål, med mindre man opsøgte vedkommende på paladset. Hvem end, der sad i kareten, ville aldrig stoppe for at dømme en ussel gadetøs som hende på et tidspunkt som dette. Deres egne planer var vigtigere.

Troede hun.

Men da kusken pludseligt holdt hestene an, og kareten stoppede foran hende, var hun ikke så sikker længere.

Pøblen gispede overrasket, og en heftig, hvisket sladder bredte sig som ringe i vand. Dette var yderst usædvanligt og var, så vidt Merian vidste, aldrig sket i de tyve år, hun havde levet.

Fedt, tænkte hun nedslået. Så sker det selvfølgelig for mig.

De spydige tanker blev straks afbrudt, da karetdøren åbnedes indefra, og en skikkelse kom frem i lyset.

Langt, sort hår. Rødbrune øjne.

Nu var det Merians tur til at gispe.

Umuligt!

Manden trådte ned fra kareten og så sig omkring, før hans blik flakkede over Merians ansigt kortvarigt og endte på bagersønnen, der stadig holdt Merian mod jorden.

”Hvad er problemet?” spurgte han roligt, men den mørke stemme havde en mægtig energi, der efterlod de fleste uden luft, Merian inklusiv. Hun turde ikke se op. Hendes antagelse kunne jo blive bekræftet.

Det kunne ikke være ham. Isthémen. Dæmonen fra varehuset de ti år siden, da Merian endnu var ung og uerfaren i livets mange lektioner.

Bag de lukkede øjne genkaldte hun, hvordan væsnet dengang havde krøbet på alle fire foran hende, horn og klør og vinger. Men hun vidste aldrig, hvor han var blevet at derefter. På en måde havde hun håbet og forventet, at han blot forsvandt. For altid. Men heldet var ikke på hendes side. Det havde det aldrig været.

”Vi er mange, der igennem årerne har haft problemer med den unge dame her,” forklarede bagersønnen, afskyen for nævnte person tydelig i hans stemme.

”Javel,” mumlede manden eftertænksomt og trådte hen foran Merian, der af bagersønnen blev tvunget til at se op og møde den kongeliges dybe blik.

Merian. Dig har jeg ledt længe efter, talte mandens stemme i hendes hoved, og hun stirrede vantro på ham.

Hvordan--, tænkte hun, men inden hun fik svar, havde dæmonen vendt sig væk fra hende og havde trukket en vagt til siden.

”Før hende straks til paladset.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...