Isthémen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 mar. 2014
  • Opdateret: 19 jan. 2016
  • Status: Igang
Ved et tilfælde finder gadetøsen Merian en alvorligt såret mand, der holdes fanget i en forladt bygning i byens udkant. Han ser underligt umenneskelig ud, og noget ved ham skræmmer Merian, men alligevel får manden hende overtalt til at løsne lænkerne. Det skulle hun aldrig have gjort.

16Likes
41Kommentarer
909Visninger
AA

10. Monster

”Så,” begyndte Merian lavmælt og skubbede sig væk fra tallerkenen trods Isthémens mange indsigelser. ”Nu kan jeg altså ikke mere.”

Dæmonen skulle til at gentage sine ord om, at hun stadig var langt fra færdig, og at hendes udmagrede krop behøvede næringen, men efter godt og vel en halv times kamp gik det op for ham, at en tre-kvart tallerkenfuld nok var så langt, han kunne presse hende.

”Nuvel,” sukkede Isthémen opgivende, rettede på sin blegede skjorte og knipsede, så en tjener sprang frem og trak stolen ud under ham. ”Hvis det var dét, så skal jeg følge dig tilbage til dine gemakker.” Han gav tegn til den anden tjener om at hjælpe Merian op, men gadetøsen vendte sig mod den fremmede og sendte ham et vredladent blik, inden han nåede hen til hende.

”Jeg kan godt selv,” hvæsede hun og trak demonstrativt stolen ud under sig. ”Jeg er hjemløs, ikke hjælpeløs.” Den mundlamme tjener sendte sultanens rådgiver et forvirret blik, hvilket blot blev besvaret af et skuldertræk og et undertrykt smil. Så trådte han tilbage og lod pigen passere.

Merian stred hurtigt frem mod døren, der ledte ud mod gangen, hvorfra hun var kommet; i hælene af hende befandt Isthémen sig, fortsat med et smil af morskab på sine læber.

”Jeg finder dit iltre temperament yderst underholdende,” kommenterede dæmonen efter et kort øjeblik i stilhed. Brat stoppede Merian op og vendte sig mod ham, så han nær var stødt ind i hende. Hun rejste en truende pegefinger mod hans ansigt.

”At blive behandlet som en hjerneskadet er noget, der virkelig kan sætte mit pis i kog, og dine sadistiske bemærkninger hjælper absolut ikke på mit humør,” snerrede hun hedt, og en følelse af fortrydelse gled straks igennem hende, da alle tegn på morskab hurtigt forlod dæmonens ansigt. I en hastig bevægelse greb han om hendes hejste hånd og tvang den væk fra sit ansigt, de røde øjne glimtende i gangens mange lys.

”Og din selvoptagethed kan sætte mit pis i kog, som du så velformuleret beskriver det,” svarede han mørkt og betragtede, hvordan farven blev drænet fra hendes ansigt. ”At du skaber dig gavner ingen, sidst af alle dig selv. Rygter spredes forbandet hurtigt, og vi kan ikke have, at ord om dit ophold på paladset slipper ud. Det vil skabe kaos, og det har vi ikke midlerne til at tage hånd om lige nu.”

Med et sidste blik for at understrege alvoren slap Isthémen gadetøsen og passerede hende for at fortsætte hen ad gangen. Da Merian tøvede med at følge efter, kastede han et blik over skulderen. Det gav et sæt i hende, og målløst fulgte hun ham tilbage til det, der for en tid skulle udgøre hendes hjem.

Vagten, der stod uden for værelset, bukkede ordløst og åbnede døren for dem. Tøvende gik Merian ind. Isthémen gjorde straks hende efter.

”Jeg forventer, at du indordner dig og påtager en anstændig opførsel – i hvert fald lige så snart du forlader dit kammer. Bag døren kan du gøre, som du vil,” fortalte han køligt og tilføjede så: ”Det vil alligevel nok tage noget tid at vride konsekvenserne af så mange år på gaden ud af dig og gøre dig bare nogenlunde civiliseret. Lucifer forbyde, at Sultanen skulle se dig inden da.”

Merian åbnede munden og skulle til at sige noget, hun ikke selv var helt klar over, men Isthémen fortsatte hen mod et af møblerne langs væggen, så hun måtte lukke munden igen som en anden fisk. Dæmonen lod en fingerspids glide langs de mange bogrygge stablet sammen på reolen og fnøs så for sig selv.

”Jeg skulle lige til at anbefale dig en herlig måde at fordrive tiden på,” begyndte han og vendte sig mod hende, et hånligt smil på hans læber ”- men så kom jeg i tanke om, at du sikkert ikke engang kan læse.”

En ubehagelig følelse sitrede igennem Merian, og hun bemærkede, hvordan hendes kinder brændte i det svage lys fra de få tændte olielamper langs væggen. Såret mødte hun hans øjne.

Sikke dog et røvhul, tænkte hun og knugede om kjolestoffet for at få en smule afløb for de mange følelser, der vældede op i hende. Tårerne pressede sig på. Han er i sandhed et monster.

Endnu et fnøs forlod Isthémen, og han trak på skuldrene, inden han satte kurs mod døren igen. Lige inden han forlod værelset, standsede han og lod blikket vurdere gadetøsen kortvarigt.

”Hvis du synes, at jeg er et monster, så er du blind over for din egen art. Byen vrimler med væsner grusommere end mig.”

Merian stivnede.

Hvad i alverden...?

”Sov godt,” fortsatte dæmonen så med et smil og forsvandt bag den lukkende dør.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...